Co-brandet Lars & Lene

Hr. og fru Danmark har jævnligt kropskontakt i det offentlige, men altid behersket, værdigt og aseksuelt, sådan som forældre almindeligvis optræder over for deres børn. Er det i øvrigt ikke et førergreb forklædt som dansegreb, som Lene her har på Lars? Foto fra flickr

Lars Løkke Rasmussen har det seneste årti formået at bevæge sig ubemærket rundt i det politiske landskab. Det har vist sig som hans uovertrufne fordel. Han har vundet - er statsminister.

Han er strateg og har blik for, at det, han har sagt, også bliver gjort. Han er til gengæld ikke hoven og er ligeglad med, om han selv får æren for det eller ej. Han ved nemlig noget om kommunikation. Han ved, at hvis man formår at liste rundt i kulissen og aldrig give noget "personligt indtryk", så har man mere sikker grund under fødderne, for man har ikke aftegnet sig klart i nogen som helst persons konkrete bevidsthed.

Lars Løkke har formået at fungere som et "kendt koncept" frem for som en kendt person. I en nutidig situation er det hans fordel, at han tidligere har fremstået "uskarpt" og dermed også som "ufarlig" i vores hukommelse.

Lars Løkke ville aldrig have kunnet hamle op med Anders Fogh Rasmussen i styrke og profil. Men Lars Løkke han kan i kraft af sin selvfremstillings udtalte vaghed udviske den manglende styrke og herved matche Fogh som ny leder. Vi ved ikke helt, hvem han er, ud over at han ser rar og bamseagtig ud.

Hr. og fru Danmark

Ministerrokaden blev et billede på et tryghedsbehov. Under Klimatopmødet agerede Lars Løkke undvigende og ydmygt vikar. Nu er han trådt frem som hele Danmarks far. Lars Løkke præsenterede sin regeringssammensætning for offentligheden med et stort smil og virkede lettet, da han nu kunne træde frem sammen med sin "kone".

På pressens billeder stod Lars-Lykkelig og Kald mig bare-Lene opstillet lige ved siden af hinanden som et solidt ægtepar. Og når de kan komme til det, bliver kontakten fysisk med forsigtige skulderklap og bekræftende klem for at understrege, at nu står de sammen.

Et rigtigt karriereægtepar er Lars & Lene. Vi får fornemmelsen af, at familien endelig er samlet på Christiansborg, og at regentparret nok skal klare både indland og udland i fremtiden, hvis det står til dem. Der bliver satset på kerneværdierne i konservatisme og liberalisme - tryghed og fremgang - med dette klare billede.

De smiler. Der er intet mystisk over dem. Lars ser glad ud over, at han ikke længere skal stå alene. Lene står ved hans side som den gode mor, der sidder godt på far, så vi ikke skal bekymre os om, hvorvidt han kommer ud i noget snavs eller mister overblikket. Der er tilsyneladende styr på hjemmefronten. Parret er omgivet af rare onkler og tanter.

Lene-Aldrig-Træt smiler altid. En kombineret karrierekvinde og mor, som intet kan slå ud. Screen shot fra Lenes hjemmeside

Lene Espersen har gennem de seneste år opbygget et anderledes stærkt grundlag for at skabe indtryk end Lars Løkke har, og hun har høstet på det. Hun er nu både vicestatsminister og karrieremor.

Lenes styrke er, at hun er god til at blive husket - som den hun er. Hendes ønskede profilering ses opsummeret på hendes hjemmesides forside. Den er bygget op således, at der er nyheder til venstre og hele fire ruder til højre, der alle har et portrætbillede af Lene. Hun gør altså en dyd ud af, at vi kender hende og ved, hvordan hun ser ud. Altid med trofast smil på læben.

For nylig på vej til et uformelt ministermøde i Córdoba i Spanien mødte Lene Spaniens udenrigsminister Miguel Ángel Moratinos i Madrid og fortalte ham som det første og uden at blinke, at hendes mand ikke var med, fordi de havde to små børn (på 9 og 7 år), som hendes mand måtte blive hjemme og passe. Ikke noget en spansk politiker eller en iberisk mand i det hele taget er vant til at høre. Men det ved Lene Espersen, der har halm i træskoene, muligvis ikke. Det virker malplaceret som åbningssekvens i en samtale, hvis man tænker på almene interkulturelle interaktionsregler, hvor det anbefales, at man som udgangspunkt spejler værtens kultur ved at gøre, som han gør eller ville gøre. Det kræver naturligvis kendskab til omgangsformer.

På den anden side får Lenes kulturelle konventionsbrud hende til at fremstå som stærk og egenrådig, idet hun netop ikke spejler værten. Hun dukker op uden ægtefælle oven i købet til et møde, hvor hun er den eneste kvinde til stede i kraft af sin profession. Det bliver ikke glemt.

På hendes hjemmeside finder man hendes konservative nytårstale, som er et interessant modstykke til Lenes selvfremstilling som familiemor. Hun siger i sin tale, at verdens befolkningstilvækst skal søges reduceret ved, at 3. verdens kvinder opfordres til at få færre børn, så de kan indse, at børn ikke er deres fremtidssikring, men at uddannelse er det. Hvordan uddannelse skal sikres i den 3. verden, og hvor den skal komme fra, bliver der ikke sagt noget om.

På hjemmesidens forsiden ligger pt. en nyhed fra 24. februar om regeringens nye målsætning. Ved pressemødet havde Lene igen den støttende familiemor som rolle. Hun stod pænt ved Lars og sagde ja til alt det, han refererede fra målsætningen Viden >Vækst >Velstand >Velfærd.


Fremlæggelsen af regeringsprogrammet 2020. En udhvilet Lars har ordet og holder statsmandsagtigt på bordet. Lene holder skarpt øje med, at han holder sig til manuskriptet. Hun er vant til at styre ungerne, så de ikke bliver uvorne

Det, som Lars Løkke er god til, er at få tingene til at ligne noget, der er godt for pengene, uden at han står som en stærk fortaler. Men tag ikke fejl: bamsemanden er en knivskarp politiker. Han ved præcis, hvad han laver. Det fremgår for eksempel af biografien "Løkkeland", hvori han siger:
"Da jeg blev minister [sundhedsminister], nedsatte vi et udvalg, der i løbet af 100 dage skulle se på, hvad der var galt i sundhedsvæsenet. Jeg håndplukkede nogle folk, blandt andet en læge på Holstebro Sygehus, Dorthe Tilsted, som i løbet af et år havde fjernet ventelisterne på sin afdeling. Hvordan? Ved at gå systematisk til værks."

Løkke ved, hvor han skal kigge for at optimere effektivitet:
"Hvis hele systemet er beroende på, om den enkelte kommunalarbejder synes, han eller hun skal bestille noget i løbet af en arbejdsdag, så er Guds børn jo ikke indrettet anderledes, end at der indimellem vil være en halvdoven type iblandt."

Den familieidyl, Lars & Lene fremstår som fortalere for, bygger på forestillingen om, at befolkningen ønsker at fortsætte karrierestræben og dygtiggørelse. Det er, hvad Løkke forstår ved den liberale tankegang, og hvad Lene forstår ved konservatismens tryghedssøgen.

Velfærden skal ifølge Lars & Lene tilvejebringes via velstand, som bliver skabt gennem privatsektorens vækst, som igen abonnerer på en "viden", som ligestilles med standardisering frem for specialisering.

Det er farligt at bruge disse billeder i politisk kommunikation samtidig med at al koordinering centraliseres i København. Venstre har fejlet. Partiet har efter regeringsrokaden mistet tilslutning især i Vestjylland. Vestjyderne er ikke sådan lige at løbe om hjørner med, det burde Lars have forudset. Men han har for travlt. Karriereræs er ikke, hvad alle forstår ved tryghed.

Lars skal passe på ikke at tro, at han har eneret på ords betydninger, selv inden for sin egen ideologis ordperler. Ords betydninger "sker" mellem mennesker. De ligger ikke fast på forhånd, sådan som Lars og regeringen prøver at slå tonen an i sprogbrugen i målsætningen og i pressen.

Selv kernevælgere har meldt sig ud af partiet i protest over ministerrokaden og den københavner-smarte stil, statsministeren har lagt for dagen. Selv om den ser idyllisk ud på overfladen, kan den få fatale konsekvenser ved et folketingsvalg. For politikken handler pludselig om for lidt for dem, der bestemmer, hvad der reelt skal ske. Det er for langt væk fra sorten muld og selvstændige gårdejere. For kernevælgerne ligner det planøkonomi at sende dem, der ved, hvordan man driver et landbrug, hjem og så satse på talknuserne.

I et demokrati synger hver fugl med sit næb, og vælgerne kræver medindflydelse, ellers smutter de andre steder hen. Derfor skal man som politiker være varsom med at tro, at man har for godt styr på noget. Man har ikke befolkningen i sin hule hånd, blot fordi man begynder at brygge familiemyter - hvis andre sager stjæler opmærksomheden. Så kan man ende med jyder, der føler sig oversete, eller en opposition, der vågner til dåd, når for eksempel sygehusvæsenet bliver et rent markedsøkonomisk anliggende.

Hvad Lars & Lene udmærket forstår ved kommunikation, er præcis, hvad Marshall McLuhan afdækkede i Understanding Media: The extension of Man (1964), nemlig at mediet er budskabet. Medierne er den portrætramme, der ikke blot fungerer som scenetæppeholder eller budbringer, men medierne er indlejret i vores perception, i vores kroppe, de er en integreret del af det, vi ser for os indeni af billeder. De er lig vores forståelse af samfundet. Den gennemtrængende kraft, medierne skaber, formår Lars & Lene ud at udnytte. Ved at udfylde billedrammen med alle de rekvisitter, der er nødvendige for, at de kan trænge helt ind og fremstå som en simpel god sund historie om et par, en mor og far, som vi kan være trygge ved, vinder de sammen. Og de underbygger familieforholdet med handlinger. De gode arbejdsomme børn (menige borgere) har fået lommepenge, i form af skattelettelser.


Udfarende Lene gestikulerer med begge hænder. Hun former verden for os, betrygger os. Og bedrager os i det skjulte? Fra fremlæggelsen af regeringsprogrammet 2020

Men det er tydeligt, at der er tale om strategisk brug af medierne som medie, når disse billeder skabes. Det er et sikkert grundlag med et usikkert indhold. At Lars fremstår som vag og ufarlig, giver ham styrke til et kommende valg. Lenes selvstændighed derimod giver hende styrke, så vi kan betro hende endnu flere poster. Hvad er problemet så? Afhængig af, hvordan man ser på det politisk, er der bag trygheden ild i huset. Regeringsparret er for eksempel i gang med at smadre sundhedssystemet, at ville forskelsbehandle børnene i fremtiden ved at skabe A- og B-hold i forhold til behandling (sundhedsforsikringer købt af arbejdsgivere, hvis man vel at mærke har et arbejde). Den historie har intet med god tone og godt familiesammenhold at gøre. Tværtimod viser den blot, at Lars & Lene forstår at holde facaden med forklæde og cementeret smil.

Vi tror, at ordene har egne betydninger. At "mor og far" virkelig er mor og far og ensidigt gode. Men det er pengene, der regerer, ikke menneske-figurerne. Imens identificerer vi os væk i myter, aktantmodeller og arketyper, langt væk fra det, der virkelig foregår i verden med virkelige problemer.