Hadanmeldelsernes hall of shame

En virkelig ondsindet anmeldelse kan være den største fornøjelse både at skrive og at læse. Her følger en uprioriteret top-10 over harske anmeldelser:

Ned med lortet! Kender du følelsen? Du deler den med de ti anmeldere nedenfor!

1. Man kan godt blive liderlig af dårlig prosa

Lilian Munk Rösings anmeldelse af første bind i E.L. James’ ’Fifty Shades of Grey’-trilogi. Politiken

Jeg skrev engang, at jeg bliver liderlig af god prosa. Efter at have læst Fifty Shades må jeg indrømme: Jeg kan også blive liderlig af dårlig prosa. Men det er ikke den liderlighed, der kommer sig af et litterært sprogs sanseskærpning; det er den mekaniske liderlighed, hvor kroppen som en maskine reagerer på pornografiske ord. Fifty Shades har ingenting med sanselighed at gøre.

Rösing giver indtryk af at gå ind på bogens præmis, som er dens evne til at få det til at kilde mellem benene, og destruerer derefter bogen på dens egen banehalvdel. Elegant, elitært og meget rösingsk.

Lillian Munk Rösing kan godt blive liderlig af dårlig litteratur. Men kun på den mekaniske måde. Foto: Rosinante & co. og Polfoto

2. Leonora Christina Skov skriver flot opera men elendig litteratur

Bjørn Bredals anmeldelse af Leonora Christina Skovs 'Førsteelskeren'

Bredal lavede en dobbeltanmeldelse, hvor han først beskrev bogen som opera og derefter som andagtsbog. Som opera har 'Førsteelskeren' ifølge Bredal et anstrøg af Wagner:

Fuck, det er en opera, Leonora Christina Skov skriver sådan, som Lisbeth Salander ville skrige, hvis hun sang det store parti i ' Kvinder, der hader mænd', en opera af Stieg Larsson efter idé af Richard Wagner.

Set med litterære briller minder 'Førsteelskeren' ifølge Bredal mest om en andagtsbog, og hans pointe er her, at bogen ikke lever op til sin egen præmis. Således bliver andagtsanalogien en måde at udstille bogens skingre facon:

Fuck, det er en andagtsbog. Leonora Christiana Skov skriver med så meget morale, at man skulle tro, Indre Mission var lykkedes med product placement på Politikens Forlag. Det er salvelsesfuldt på sin egen frække måde.

Pastichen og parodien kunne man så selvfølgelig bare leve med og nyde som, ja, en form for opera og programmusik. Men selve programmet er næsten ikke til at leve med: at der skal sættes grænser for, hvad litteraturen må og ikke må, og hvem der skal have lov at skrive eller skrige den. Det er ikke bare bornert, det er dybt go'Nat, Kaminski.

Der må være en grænse for, hvem der skal have lov til at 'skrige' litteraturen. Og spørger man Bjørn Bredal, går den ved Leonora Christina Skov. Foto: Polfoto og Politikens Forlag

3. Alle går rundt og brækker sig

Mikkel Bruun Zangenbergs anmeldelse af Mads Holgers ’Alle går rundt og forelsker sig. En idehistorie’.

Her benytter Zangenberg sig af den utaknemmelige citeringsmodel. Han dissekerer Mads Holgers udgivelse i små bidder og sammenstiller ham derefter med danskernes yndlingsaversion Blachman:

Hensigten er angiveligt på samme tid at fremstille en ’idéhistorie’, som det hedder, en diskret lærd rejse gennem europæisk historie, og historien om en fortabt romantiker, der leder og søger efter den store Kærlighed. Romanen er i begge henseender en komplet fiasko. For det første er der sproget … det virker, som om fortælleren frygtelig gerne vil skrive et blomstrende, højraffineret og bevidst altmodisch dansk, fyldt med »omendskønt«, »hvortil« og »mestendels«, men det kommer som hovedregel til at lyde f.eks. sådan her: »Det er velsagtens sådan, at man tilværelsen igennem veksler liv til viden, eller hvad ved jeg, ikke meget for daværende, men som sagt godt det samme«. Så kan Goethe og Christian Winther, for ikke at tale om Thomas Blachman, godt gå hjem og lægge sig.

Zangenberg har ikke meget tilovers for Mads Holgers 'altmodische' sprog, som kan få både Goethe og Blachman til at gå hjem og lægge sig.

4. Lige, hvad der manglede

Kamilla Löfströms anmeldelse i Information af Benn Q. Holms 'Den Gamle Verden'.

Löfström foretager et særligt elegant krumspring, når hun låner forlagets pressetekst og rundhåndet krydrer den med sine egne kommentarer i parentes. Således kan hun virkelig udstille, hvordan bogen kommer til kort over for de litterære standarder:

Den gamle verden er en litterær roadmovie (helt uden beat, KL), et kontinentalt kammerspil (bogstavrim frem for præcision, KL) og en global samtidsroman (dem er der dælen rasme mange af så, KL). Det er en roman, der ikke blot (»ikke blot« for anden gang, men det er også effektfuldt, KL) handler om mødet mellem to mennesker, men også mellem to verdener og to tidsaldre (ja, hvorfor ikke tage munden fuld, KL), der vikles ind i hinanden - og med et højst uventet udfald (det vil næppe være helt så uventet for de læsere, der ved, hvordan en kvinde bliver gravid).

Forudsigelighed og manglende beat præger Benn Q. Holms roman, hvis man spørger Kamilla Löfström. Foto: Polfoto og Lindhardt & Ringhof

5. I megastor krise

Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Pablo Llambías 'Hundstein' i Information.

Både form og indhold står for skud, når Skyum sabler anden del af Lambías omfangsrige trebindsværk, der på sonetform udlever et langstrakt lidelsesforløb:

Llambías har det ad helvede til, men glæder sig hele tiden til at fortælle, hvad han nu ellers har at fortælle. Men han har så godt som ingenting at fortælle. Dermed står og falder kvaliteten med, om han skriver godt, hvilket han langtfra gør. Han skriver tværtimod overfladisk og larmende klichéfyldt, også når han tror at afsløre sine egne formuleringer.

Ifølge Erik Skyum-Nielsen har Pablo Llambías intet at fortælle, selvom han har det ad helvede til. Foto: Gyldendals presseservice

6. HELE MINE BRAMSEJL

Lars Bukdahls anmeldelse på litlive.dk af Carsten Jensens ’Vi, de druknede’

Bukdahl fik i sin tid ikke lov at anmelde Carsten Jensen i Weekendavisen, men det skulle jo ikke stoppe ham, så derfor afviser han i sin anmeldelse de roser, bogen har modtaget i alle landets aviser – én efter én.

Konklusion: Vi, de druknede er ikke dårlig, fordi den er ’traditionel’ og ’folkelig’ eller fordi Carsten Jensen forsøger at indtræde i ’rækken af store, folkelige fortællere som Martin Andersen Nexø og Hans Kirk’ eller fordi romaner er ’nøjagtig den mægtige danske roman, som traditionelt tænkende litterater har efterlyst, hvis ikke betvivlet muligheden af, i årevis. ’Vi, de druknede’ er dårlig, fordi den ikke er kvalificeret ’traditionel’ og ’folkelig’, fordi Carsten Jensen ikke kvalificeret indtræder i rækken af store, folkelige fortællere som Martin Andersen Nexø og Hans Kirk, og fordi romanen ikke kvalificeret er nøjagtig den mægtige danske roman, som traditionelt tænkende litterater har efterlyst, hvis ikke betvivlet muligheden af, i årevis. Det er på moderne og postmoderne betingelser såvel som ’traditionelle’ og ’folkelige’, at den er dårlig. Den duer ikke i 2006, men den ville heller ikke have duet i 1945 eller i 1848. ’Plask’, siger det til alle tider.

Bukdahl anmeldte 'Vi, de druknede' på eget initiativ. Og gav den gas i sin udpensling af, hvor dårlig han synes, romanen er. Opsummeret i konklusionen: "Plask, siger det til alle tider."

7. Og det kan meget vel være læseren

Klaus Rothsteins anmeldelse af Josefine Klougarts ’Én af os sover’ i Skønlitteratur på P1.

Ikke al kritik udkommer i aviser. Klaus Rothstein var i modsætning til mange andre anmeldere ikke så begejstret for Josefine Klougarts tredje roman og gjorde sig morsom med en henvisning til bogens titel. Lidt i stil med Brix.

En af os sover. Og det kan meget vel være læseren.

Rothstein bruger en linje til at dræbe Klougarts 'Én af os sover'.

8. Den varme luft taler

Leonora Christina Skovs anmeldelse af Zadie Smiths 'NW' i Weekendavisen.

Vi så, hvordan Bjørn Bredal nedsablede Leonora Christina Skov, men damen med de røde negle og læber kan sandelig også selv. Hendes kritik er ikke særligt specifik med citater eller overdrivelse af metaforer. Men hun kedede sig – og det er bestemt også et kritikpunkt, der kan være vægtigt.

I praksis bør alle, der formår at læse NW til ende, få en udholdenhedspræmie og et eksemplar af Jennifer Egans ’A Visit from the Goon Squad’, der formeksperimenterer og sammenfletter sine historier på langt mere overbevisende vis.

Kedsomhed er Leonora Christina Skovs argument for at jorde Zadie Smith. Hun udlover en udholdenhedspræmie til dem, der læser bogen færdig.

9. En anmelderklassiker

Hans Brix’ anmeldelse af Johannes Buchholtz 'Fugle paa Taget' i BT (1938)

Formiddagsaviserne har haft tradition for at dyrke den ultrakorte form. Men selv med meget få ord, kan man være rigeligt spydig. Her udfolder Brix en lille sproglig finurlighed:

Hvad for Fugle? Ikke Duer. Hvorfor ikke? Duer ikke.

Limfjordsdigteren Johannes Buchholtz (billedet til venstre) har sikkert ikke været glad efter at have læst den ene linje, som Hans Brix (som ses på billedet til højre, siddende mellem Tom Kristensen og Karen Blixen) brugte på at anmelde hans bog

10. Af endnu en levendes papirer

Søren Kierkegaards anmeldelse af H.C. Andersens ’Kun en Spillemand’ udkom i bogform.

Hvor Hans Brix excellerede i at fatte sig i korthed, måtte en ung Søren Kierkegaard have en hel bog til at udfolde sin kritik af vores nationalskjalds digterkunst. Det kan vel give stof til eftertanke, at Andersen, der i sin eftertid blev en anerkendt og verdensberømt forfatter, måtte være mål for denne kritik:

(...) forstemt og misfornøiet som han er med den virkelige Verden, søger han i sine egne poetiske Skabningers Forknyttelse at have ligesom en Satisfaction for sin egen. Som Lafontaine sidder han derfor og græder over sine ulykkelige Helte, der maae gaae under, og hvorfor? fordi Andersen er den som han er. Den samme glædeløse Kamp, som Andersen selv kæmper i Livet, gjentager sig nu i hans Poesie.

Hårde anmeldelser er bestemt ikke noget nyt fænomen. Søren Kierkegaard var i hvert fald ikke imponeret over H.C. Andersens 'Kun en spillemand': "Den samme glædeløse Kamp, som Andersen selv kæmper i Livet, gjentager sig nu i hans Poesie".