Cavling-prisen revisited

Årets Cavling-pris for 2008 er netop uddelt efter fordums kriterier som spidsvinklet og ensidig solo-artikelserie med efterfølgende slagtning af højtstående embedsmand. Men hvem er de moralske vindere af årets Cavlingpris? I min optik findes tre alternative vindere af journalistikkens fornemste pris
af Janne Aagaard
1. Dorte Toft, freelancejournalist, for blogs og artikler om IT-Factory.
It-blogger Dorte Toft er en oplagt Cavling-vinder, men hendes forundring over Stein Bagger og IT-Factorys succes kom så sent på året, at fristen for nomineringer var overskredet.

Flere opfordrede Cavling-komiteen til at give dispensation for reglerne og give Dorte Toft en mulighed for at blive indstillet i år, da feltet ellers var spækket af såkaldte ’afsløringer’ og ’dybdeborende reportager’ – ja, ligesom man kaldte Morgenavisen JyllandsPostens afsløring af Station-1 sagen i 1990’erne et stjerneeksempel på afslørende journalistik.

Senere viste det sig jo, at klagerne havde opdigtet historierne om voldelige betjente, og siden da skal det da rettelig nævnes, at den ene af de to journalister, Simon Andersen (den anden var Mikkel Hertz), anerkendte, at kildekritikken havde haltet eftertrykkeligt, og at de to havde haft alt for lidt faglig viden på området. Den urigtige kampagne mod station 1 forhindrede ikke Simon Andersen i at blive chefredaktør for Nyhedsavisen eller Mikkel Hertz i at blive kanalchef på TV2.

Dorte Toft gjorde det, som allevi  journalister burde gøre hver evig eneste dag, nemlig at smide Ritzau-rullen væk og ignorere redaktørens krav om ’systemhistorier’ og ’strid mellem x og y’ og i stedet for tage udgangspunkt i en ting: nemlig undren og sund fornuft. Set i lyset af, at fagmedarbejderne er sparet væk på langt de fleste nyhedsmedier, er der ingen journalister tilbage til at undre sig. Til gengæld lægges der et stort pres på de unge og uerfarne journalister om at levere afsløringer, et pres, der nemt kan få én til at klippe en hæl og hugge en tå, eller sagt på journalistsprog: at vinkle skarpt, også for skarpt.

Det kræver en solid viden og stor indsigt inden for et fagområde at kunne undre sig, ligesom Dorte Toft undrede sig over IT-Factorys manglende kundelister og eksplosive vækst med usynlige produkter.  Desværre risikerer Dorte Toft helt at misse prisen, fordi der til næste år vil være løbet meget vand i nyhedsstranden, Stein Bagger er i dag fællesstof, og fælles historier skaber ingen Cavling-vinder. Det skal være en solo!

2. Niels-Bjørn Albinus, Dagens Medicin, for afsløringen af Omniscan.
Dagens Medicin er min tidligere arbejdsplads, skal jeg lige gøre opmærksom på, men ikke desto mindre var Niels-Bjørn Albinus indstillet til en Cavling, men klarede helt uforståeligt ikke en nominering for afsløringen af dansk sundhedsvæsens brug af kontrastmidlet Omniscan. Midlet har været brugt i ti år til MR-scanninger, og flere hundrede nyrepatienter er blevet varigt og alvorligt syge af kontrastmidlet. I øjeblikket behandler Patientforsikringen 28 anmeldelser fra nyrepatienter, der har udviklet den alvorlige bivirkning nefrogen systemisk fibrose (NSF) efter MR-scanning med Omniscan. Andre bivirkninger er arvæv og fortykning af hud, og de to færdigbehandlede sager hos Arbejdsskadestyrelsen har bedømt varige mén-grader på 80 og 45 pct. med store godtgørelser til følge.

Omniscan blev godkendt af de danske myndigheder i januar 1994, men allerede i 1992 viste offentliggjorte forskningsresultater, at Omniscan efterlod store mængder af det ekstremt giftige frie gadolinium i knogler, lever og i hele kroppen hos mus og rotter og i meget længere tid end andre produkter. Den daværende producent Nycomed søgte om godkendelse og markedsføringstilladelse i Danmark og fik den, men advarslerne om Omniscans giftighed nåede ikke de danske sundhedsmyndigheder.

På trods af de mange hundrede syge nyrepatienter, der er blevet varigt og svært skadede af midlet, har stort set ingen andre medier interesseret sig for historien. Det skyldes mekanikken med, at en fagbladshistorie sjældent kan føres videre af et dagbladsmedies journalister, der har kortere tid og mindre indsigt i fagområdet. Derfor bæres historien ikke videre af andre medier, og det betyder mindre opmærksom og en kortere politisk levetid.

Desværre. For her er igen tale om en fagjournalist med stor indsigt (og tid og penge) til at undersøge et område, tage sig tid til at vente på aktindsigt og have ekspertise nok til at vide, hvor fejlene er blevet begået.

3. Mikael Bertelsen og Mads Brügger, DR2, for den 11. time.
Den 11. maj blev udsendelse nummer 126 af ’den 11. time’ sendt på DR2. I en tid, hvor klicheerne står i kø, og nyhedskriterierne synes udvandet fra det gamle ’aktualitet’ og ’væsentlighed’ til dagens ’kendte’ og ’afsløring’, er den 11. times tre sæsoner alt andet end et skoleeksempel på, hvordan journalistik skal skæres. Og netop derfor er de to krøllede hjerner et af tiårets bedste bud på den legesyge fortælling og ikke mindst et ægte mod til at udfordre konventioner.

Den 11. time er et bevis på, at man godt kan have det sjovt samtidig med, at man bryder traditionerne og går efter hjerteblodet, det, som ingen andre vil kendes ved. I 2008 nåede de to lurendrejere at tale med den svenske dramatiker Lars Norén og den hollandske ekstremist Geert Wilders, og sæson 2 viste karriereselvmord på åbent skærm af Nicolas Winding Refn og en forrygende samtale med Sovjetunionens sidste generalsekretær, Mikhail Gorbatjov. Så bliver det ikke sjovere eller mere mærkeligt.

Oveni formår Mads Brügger som en af de få i den danske medieverden at praktisere egentlig interview-teknik, hvor han lytter, stille spørgsmål og gentager sit spørgsmål, indtil der falder et svar, der stiller ham og seerne tilfredse. Det lyder ganske enkelt, men det er ikke desto mindre det, der mangler i moderne tju-bang-hu-hej-journalistik: at spørge og blive ved med det.

Tilbage til de klassiske journalistiske dyder

Fælles for de alternative Cavling-vindere ovenfor er, at de udviser klassiske journalistiske dyder, men ikke formidles til Cavling-formatet, som består af skarpvinklede dagbladshistorier med fokus på ’afsløring’, i stedet for den gode journalistiske kernekompetence, nemlig at afdække og formidle problem-årsag-konsekvens.  Ellers ender journalistikken som en fragmenteret og klichéfyldt gengivelse af virkeligheden, der skal tilfredsstille journalistens behov for anerkendelse og redaktørens behov for den gode – og entydige – forside.

Kompleksitet er et fyord inden for journalistikken, der i dag minder mere og mere om politik, forstået på den måde, at budskabet skal være enkelt og presses ned til 1 minut og 30 sekunder til en tv-avis eller cirka 3000 enheder i en avis. Den kalorielette formidling udhuler journalistikkens og journalisternes troværdighed over for en stadig bedre uddannet befolkning, der må nøjes med et lixtal under 100 hos samtlige landsdækkende nyhedsmedier.

De alternative Cavling-vindere ovenfor undgår store floskeltaler og grimme statuetter. Til gengæld har vinderne formået at beriget livet for rigtig mange mennesker og udøvet sørens god journalistik.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job