Fake it

Ny bog anbefaler større brug af falske identiteter, når du færdes på nettet. For hvis du udleverer for mange oplysninger om dig selv, risikerer du for eksempel indbrud i din lejlighed, når du er på ferie. Tak for rådet, det er godt at tage sig lidt i agt. Men bogens svaghed er, at den overfokuserer på farerne ved deling af oplysninger. Hvorfor tør bogen ikke fortælle om forbrugerens fordel ved intelligent markedsføring? Og er det virkelig en god anbefaling, at forældre kontrollerer deres børns emails?
af Søren Storm Hansen
Stort set alt, hvad du foretager dig på nettet, bliver registreret af en eller flere virksomheder, som bruger informationerne til at målrette markedsføring. Indbrudstyve holder øje med dine ferieopdateringer og benytter dit fravær til at tømme dit hjem. Din arbejdsgiver holder øje med, hvad du foretager dig, når du er sygemeldt.
 
Fake it
Pernille Tranberg og Steffan Heuer
Fake it
200 sider, Berlingske Forlag
Set til 124,00 kr. (papirbog) på adlibris.com og 103,96 kr (e-bog) på saxo.com
 
Overvågningssamfundet er indført ad bagdøren, og du fodrer selv overvågerne med data. Du er dog ikke helt forsvarsløs, og som titlen på denne bog antyder, er et af dine våben at påtage dig flere identiteter og udgive dig for en anden, end du er.
 
Men du er temmelig ligeglad. Du kunne have skiftet Facebook ud med Diaspora, som ikke (mis)bruger dine data, men det gjorde du ikke, så de er nu på fallittens rand. Du kan tilmelde dig app.net, hvor du skal betale for at slippe for den skamløse udnyttelse af dine personlige data, men det gør du heller ikke. Du kan også melde dig helt ud af internet, men, som der står i bogens forord: “Det er det simpelthen for underholdende til. Og vi er nødt til at være med for ikke at hæmme os selv socialt og i forhold til job og karriere”.
 
For få gode råd
Du må tage dine forholdsregler, og denne bog er din brugsanvisning. Bogen består af 13 kapitler, hvor de 12 er en omhyggelig gennemgang af de farer, der lurer på nettet, og det 13. en vejledning til at anonymisere dig og undgå for meget overvågning.
 
Det er et grumt billede, der fremmanes, og desværre er forfatterne tilsyneladende blinde for de positive sider. Det er ondt, at reklamer bliver målrettet, og at virksomheder indsamler oplysninger om min adfærd og interesser for at sælge mig noget. Men er det kun ondt? Den diskussion tager bogen ikke. Det er tilsyneladende ubetinget negativt, at jeg ser reklamer tilpasset mig:
 
“Når du passerer en elektronisk reklametavle, vil du se reklamer rettet præcis mod dig, fordi den kan vurdere din alder, dit køn og dit opmærksomhedsniveau. Hvis du er en mand, vil du få en reklame for Gillette i stedet for en for parfume eller tamponer.”
 
Hvad er der egentlig galt i det? Jeg er med på, at man skal tage sig i agt, men jeg havde håbet på en lidt mere nuanceret fremstilling. 12 kapitlers skræmmebillede er lidt overvældende, og den afsluttende vejledning til at beskytte sig er ikke særlig konstruktiv.
 
Jeg har ofte glæde af, at Amazon ved, hvilke bøger jeg har læst og på den baggrund kan anbefale nye. Jeg har dagligt glæde af, at Google ved noget om mine interesser og kan give mig informationer, jeg næppe ville finde selv. Bogen fortæller mig ikke, hvordan jeg kan høste fordelene og undgå farerne.
 
Bogen anbefaler klam totalovervågning af børn
På den anden side er forfatterne ikke blege for at anbefale totalovervågning af børn:
 
“Du kan også sætte dig selv som automatisk »bbc«, når du opretter deres (børnenes) e-mailkonto.”
 
Skal forældre virkelig læse deres børns emails? Det synes jeg er mindst lige så skræmmende som Facebooks dataindsamling.
 
Bogen er krydret med eksempler på, hvor galt det kan gå, hvis man er ubetænksom eller ligeglad, og når man kommer til det afsluttende kapitel, er man for længst løbet tør for grunde til at ignorere sikkerhed.
 
Brug falsk identitet og gem dit cpr-nummer
Ud over at påtage sig en eller flere falske identiteter for at sløre sine spor, anbefaler bogen, at man jævnligt rydder op i de cookies, der gemmes i browseren og i øvrigt benytter flere browsere. Facebook, Google og andre tjenester har privatlivsindstillinger, som man bør sætte sig ind i, og man bør anvende tjenester fra forskellige virksomheder og ikke lægge alt hos for eksempel Google.
 
På sociale netværk skal man undgå at oplyse cpr-nummer og helst også fødselsdag. Del ikke fotos, hvor man kan se underskrift eller kreditkort, og lad være at oplyse afrejsedagen for ferien.
 
Er man stadig utryg, kan man skjule sin ip-adresse, kryptere email og anden kommunikation og altid logge ud af tjenester efter brug.
 
Følger man alle anvisninger, kan man være stort set anonym på nettet, men bogen kommer ikke ind på de – efter min mening mange – positive sider af filtrering, sortering og anbefalinger baseret på adfærd og personlige data. Den går også meget let hen over de positive sider ved at dele personlige oplysninger. Den nævner Jeff Jarvis, som blandt andet har skrevet bogen Public Parts og talt meget åbent om sin kræftsygdom, hvad der har hjulpet ham. Det er vel en diskussion værd, men den tager bogen ikke. At dele sine sundhedsdata indebærer en risiko, så det bør man undlade.
 
Jeg har lidt svært ved at dele frygten, men det kan være, jeg ændrer mening, når jeg får indbrud i ferien, min forsikringspræmie stiger, og jeg ikke får jobbet.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job