Soros versus Hayek

I euforien skal vi ikke glemme, at pris er ikke nødvendigvis og altid er et objektivt og rationelt udtryk for en efterspørgsel styret af et udbud og omvendt. Værdi er tit drevet af hysteri og mode. Hayek tog fejl, da han sagde, at markedet altid søger mod sin egen rationelle ligevægtstilstand. Som milliardæren Soros så rigtigt skriver i sin seneste bog, tyder alt på, at kapitalismens historie er en evig række af bobler, som springer for at give plads til, at nye kan vokse frem. Web 2.0 er her blot den nye boble efter sammenbruddet i 2000. Ingen tvivl om, at værdifastsættelser af de opkøbte virksomheder derfor er helt ude af proportioner med virkeligheden. Det, der gør et site som MySpace hot lige nu, er derfor netop det, som gør det usmart i morgen. For med undtagelse af Google har ingen af de nævnte virksomheder til dato tjent noget, som kan retfærdiggøre milliardpriserne.

Discount cash flow-metodens begrænsning

Problemet er, at det er svært at værdisætte internet-virksomheder. Hvilket hænger sammen med, at den etablerede discount cash flow-metode til at værdifastsætte virksomheder er næsten umulig at oversætte til internettets nye kaotiske økonomi, uden at vi får en falsk positiv gigantpris. For eksempel kan man jo ikke ukritisk opfatte folk, som bruger en gratis internetservice, som kunder, og man kan heller ikke forvente den samme loyalitet og dermed indtjening. 100 millioner gratis Skype-brugere er således ikke det samme som 100 millioner kunder, som betaler rigtige penge for et produkt.

Denne nuancering er det godt at få med i beregningerne, for de klassiske formler kan ikke arbejde med dette mærkelige hybridfænomen, som hverken er det ene eller det andet. Det er derfor svært at spå om fremtiden, og specielt om fremtiden på internettet. Og derfor er det næsten det rene gætværk, hvad udgifterne og indtægterne bliver i fremtiden for YouTube og MySpace. Ikke mindst for sociale medier med så kort en historie, at ikke blot værdien, men også selve konkurrencesituationen og de tekno-strategiske dynamikker forbliver uklare. Det betyder helt konkret, at man ikke kan benchmarke på tværs af virksomheder og kvartaler i den unge branche, hvad der blot skaber endnu mere støj på linjen.

Det brasilianske dating site og den ikke-eksisterende forrentningsmodel

Tænk blot på sociale medier som Friendster og Orkut. Hotte giganter vurderet til milliarder for få år siden og som nu i Friendsters tilfælde er reduceret til en parentes, mens Orkut kun overlever som et brasiliansk dating site. Ikke lige just forretningsplanen bag Googles dyrt købte anskaffelse af Orkut for få år tilbage. Problemet er dog ikke blot kapitalismens besynderlige, fluktuerende sjæl, men også, at forretningsmodellen for Web 2.0, Wiki og sociale medier ikke er fundet endnu. Alle de nævnte sites lever stadig på den samme banner-salgsmodel, som har drevet virksomhederne i snart ti år på nettet. Ikke verdens bedste og mest originale redningsplanke. Slet ikke i et marked, hvor det vælter ind med konkurrenter, som vil tilbyde lige præcis de samme funktionaliteter og sælge de samme bannere som MySpace og YouTube. Noget, der naturligvis bringer bannerprisen ned og skaber mere kamp om færre brugere på sigt. Ingen ved derfor helt præcis, hvordan man skal få pengene hjem, for det kan ikke ske alene gennem bannersalg og Google Adsense, når der skal tjenes milliarder.
Gode råd er dyre, og indtil nu er forsøg med alternative brandprofiler og brandkanaler i for eksempel MySpace stadig på forsøgsplanet. Det er derfor til dato et åbent spørgsmål, hvilken forrentningsmodel der skal betale de spektakulære opkøb. Noget, som øjensynligt ikke får Google-drengene eller Murdoch til at ryste på hænderne udfra devisen, at så længe trafikken er der, skal vi nok finde ud af at tjene penge på det i det lange løb.

Brugeren er ikke en amerikansk pornostjerne

Det er dog ikke blot økonomien, det er galt med, men også hele den noget blåøjede ideologi omkring Web 2.0. I Web 2.0-ideologien opfattes brugerne som en amerikansk pornostjerne, som vil alt med alle på alle tidspunkter ganske gratis. Der er således ifølge Web 2.0-profeterne ingen begrænsninger på, hvor meget indhold brugerne aktivt og ganske gratis vil forære væk. Web 2.0 er dog ikke et mirakelmiddel, og brugernes deltagelse følger stadig de regler og begrænsninger, som sociologer i årtier har beskæftiget sig med inden for spilteori og modeller for kollektiv handlen. Det betyder ikke særlig meget, hvis de ikke kan se en klar personlig fordel. Disse fordele er der kun få sites, som i dag kan give som tak for deltagelsen. I Web 2.0-hysteriet glemmer de fleste, at deltagelse og engagement langt fra er hovedtendensen, men snarere en lille undtagelse og mutation blandt millioner af free riders.

Lex Wikipedia

Tænk blot på det berømte Wikipedia site med millioner af besøgende, hvor det ifølge grundlæggeren stadig kun er en promille, som aktivt bidrager med noget. Det glemmes lidt i hypen omkring Web 2.0, hvor det teknisk mulige og det socialt ekstraordinære forveksles med det typiske. Mange glemmer også, at succesen med brugerskabt indhold udelukkende er sket på de sites, som har kunnet drive trafik i millionklassen. For med millioner af free riders bliver den promille, som aktivt skaber noget, større. Hvilket tyder på, at en af hemmelighederne ved, at Web 2.0 virker så godt, er et inflow af brugere, som maksimalt 100 sites på verdensplan i dag kan præstere. Alt dette er dog blot symptomer på boblen. Det egentlige bevis på, at vi er i en oppustet boble, er, at alle Web 2.0-virksomheder til dags dato stadig er i live. Ofte holdt kunstigt i live af venturekapital.

Drømmen om at vinde i lotteriet giver stor tålmodighed, når det er så billigt at holde en Web 2.0-virksomhed i luften. For hvis der er noget, som har ændret sig siden, er det, at Web 2.0-forretningsmodeller er så lette som luft. I forhold til sidste boble er det således 30 gange lettere at starte sin egen Web-forretning. Det har betydet en sand syndflod af ideer, som ikke holder, men lever som spøgelser på lånte penge. Vi mangler derfor en udrensning, der skiller fårene fra bukkene. Som manden bag bogen Search så fint skriver, er det en alarmerende fejl, at man ikke endnu har set nogen fejle i skoven af Web 2.0-initiativer:

”In short, we don't have a company creation crisis. But we might have a company destruction crisis. Something is off in our ecosystem - there's simply not enough failure out there right now. For an ecosystem to be truly healthy, bad ideas (or good ideas poorly executed) need to fail, so we can all learn from the failure, incorporate the lessons, and move on. This failure to fail can't last forever.“ http://battellemedia.com/archives/002825.php

Winner-takes-all logikken
På den anden side er det ikke en boble for alle. For de få, som har investeret rigtigt, er milliarderne ganske virkelige. Pointen er, at nettet, ligesom mange andre komplekse systemer, er præget af det, som økonomer kalder en winner-takes-all logik. Hvilket vil sige, at vinderen inden for en kategori får hele gevinsten, mens ingen andre får noget som helst. Det betyder, at de få unge mænd, som skaber en vinder i en bestemt kategori, bliver milliardærer, mens alle andre forbliver fattige og tabere. Problemet i både den første og anden boble er derfor ikke, at der er for mange penge i spil på for svagt et grundlag. Problemet er, at kun nogle få firmaer er alle pengene værd, mens resten er ligegyldige. Hvem der er ligegyldige og hvad der er ligegyldigt, er det vigtigste spørgsmål i Web 2.0 lige nu. For boblen springer, hvis vi fejler i at se fejlene.