Ny chefredaktør på Pragmatiken

Fornemt ser det ud, det foregående job. Hvor megen kongekrone og bureaukratisk elefant medbringer Bo Lidegaard mon fra Slotsholmen til Rådhuspladsen?

Valget af Bo Lidegaard som ny chefredaktør for Politiken var forudsigeligt. Allerede i januar stod han på Kommunikationsforums meget læste short list over sandsynlige efterfølgere. Med sit internationale udsyn, sine pletfri akademiske papirer og sine ufolkelige synspunkter (Scavenius er en af det 20. århundredes største, danske statsmænd, skrev han i Jens Otto Krag-biografien, ligesom jeg engang hørte ham prise Det radikale venstres skolepolitik) er han en udsøgt blanding af Pundik og Seidenfaden. Om han kan forfatte en tekst på under femhundrede sider, får vi at se. Ligesom det må vise sig, om han kan chefredigere en avis, når han mangler relevant erhvervserfaring i en grad, man normalt kun ser hos ministre.

Men hvad er det for en opgave, Lidegaard nu går ind til? Hvad er det for en avis, han overtager? Jeg skal prøve at holde hovedet koldt, selvom det er svært. Politiken var min barndoms avis. Det var dens bogstaver, jeg prøvede at gøre til ord og mening, da jeg for længe siden skulle lære at læse. Senere flyttede vi til Sønderjylland, og mine forældre følte, de skulle prøve Jyllands-Posten. Sammen med den ældste af mine små brødre fik jeg dog hurtigt vores forældre til at lytte til deres indre stemme og vende tilbage til Politiken.

Da Politiken var classic

”Det er som at slippe ud af et galehus,” sagde vores far, da han vendte tilbage til sin normale avis. Derfor var det gennem anmeldelser af Torben Bille, rockmusikken kom til mig i min ungdom; gennem lange samtaler med Ninka, jeg følte, at jeg lærte fremtrædende, danske mænd og kvinder at kende og gennem Dan Turèlls klummer bag på I byen, jeg lærte om København bag facaden.

Dengang var Politiken Danmarks bedste avis. Den havde de klogeste, mest cool skribenter og var mere i pagt med sin tid end nogen anden. Paul Hammerich skrev der fast, Anders Bodelsen ligeså, og Klaus Rifbjerg optrådte jævnligt. En ånd af oplysning, modernisme og dansk design trængte gennem alt, hvad der blev trykt i bladet. Ingen steder klang det store ”vi” bedre, end når Politiken sagde ”Vi rejser”, ”Vi sejler” og gør alt muligt andet, der sømmer sig for de dannede mellemlag.

På et tidspunkt gik noget galt. Jeg tror, jeg begyndte at lægge mærke til det i slutningen af firserne, hvor jeg arbejdede i Danmarks Radio og havde mange tjenesterejser med indenrigsfly. Jeg plejede altid at tage Politiken med på turen, fordi jeg tænkte, man lige kunne nå at læse avisen, fra flyet lettede, til det landede. Men oftere og oftere følte jeg, der kun var stof til turen ned ad startbanen. Et hurtigt blik på overskrifterne – så vidste man, hvad der stod i resten af artiklen.

Forudsigeligheden kom snigende

Det snigende forfald i form af forudsigelighed begyndte ikke under Seidenfaden – det begyndte allerede under Pundik. Hans gamle garde fra halvfjerdserne skrev videre i firserne, men løb tør for ideer. Derfor var det en stor brøler, at Seidenfaden lod dem fortsætte i halvfemserne og videre ind i nullerne. I sin selvforståelse blev Politiken ved med at være ”Den levende”, skønt den brugte et portræt af den for længst afdøde Pablo Picasso til at markedsføre sig selv, og der ikke var meget mere liv i deres gamle stjernehold.

Den begivenhed, der kom til at præge Seidenfadens regeringstid, indtrådte allerede omkring ti år før hans første arbejdsdag i hjørnekontoret: Udlændingeloven af 1983. Omkring halvfjerds procent af befolkningen var imod, og der blev ikke foretaget nogen undersøgelser af konsekvenserne. Ikke desto mindre stemte hele Folketinget minus Fremskridtspartiet loven igennem.

Forfølgelse af Udlændingelovens tvivlere

Senere dukkede alle de problemer op, som navnlig Erik Ninn-Hansen havde påpeget, og hér fandt Politiken under Seidenfaden sin moderne eksistensberettigelse: i den nådesløse forfølgelse af enhver, der tillod sig at betvivle visdommen i Udlændingeloven af 1983. Fra han tiltrådte i 1994 til sin død i år var det Politikens vigtigste mission.

Efter 2001 blev den mission suppleret af noget, der næsten var lige så vigtigt: at kritisere VK-regeringen, der i Politikens optik nærmest var kommet til magten ved et statskup. For hvordan kunne det passe, at de partier, som alle gode og ordentlige mennesker stemte på, ikke længere var ved magten? Der måtte være noget lusk dér. Falske løfter og populisme, som Politiken satte sig for at afsløre.

Mens Seidenfaden og hans væbnere førte en identitetspolitik, der opdelte Danmark i de gode og de onde, forfaldt først og fremmest kulturstoffet, men i et vist omfang også det internationale stof og featurestoffet. Den gamle garde af kritikere (Bettina Heltberg, Henrik Sten Møller, Helle Hellmann) fik lov til at gentage sig selv i det uendelige, og de yngre årgange havde ikke altid den samme tyngde (Kim Skotte, Henrik Palle, Marie Tetzlaff). Derfor holdt Politiken op med at være den avis, der havde landets bedste dækning af kulturstoffet. Hvad angik det internationale stof og de store baggrundshistorier, blev mere og mere skrevet af "medarbejderen fra Solingen”, som tyske journalister siger: saksen. Læste man i forvejen Newsweek, Der Spiegel og Le Nouvel Observateur, var der ikke meget at hente i Søndagspolitiken længere.

Lidegaards forhistorie nu i journalistik klemme

Hvor endte Seidenfadens linje så? Den endte der, hvor Politikens reklamekampagne, der lod ældre, reaktionært udseende mennesker omtale avisen som ”feministisk bøsseævl” og andet af samme skuffe, faldt død til jorden. Hvorfor? Fordi den forudsatte, at beskrivelserne var vildt overdrevne fordomme, og de i realiteten var ganske nøgterne beskrivelser af indholdet.

Hvis Politiken vil fastholde sin linje fra det forrige årti med Lidegaard ved roret, bliver det spændende. Som ledende medarbejder i stats- og udenrigsministerierne gennem lange perioder i nullerne, kan det nemlig ikke undgås, at han kommer til at skulle afsløre både sig selv og sine gamle chefer. Hvad skete der egentlig under Klimatopmødet, som han vidt og bredt er blevet beskyldt for at forkludre? Hvad skete der egentlig under Muhammedkrisen, som Politiken forkludrede mere end nogen andre. På den anden side: hans gamle chef, Anders Fogh Rasmussen, var en sand mester i at skifte dagsorden, så (næsten) ingen bemærkede det og i at slippe væk fra ansvaret. Mon ikke Lidegaard har lært et trick eller to af ham?

Smuk begravelse af venstreintelligentsiaen søges

Journalistisk erfaring eller ej. Medieledelseserfaring eller ej: hvad er Lidegaards væsentligste udfordringer nu? Skal man sige det pænt: at hjælpe Politiken ned af det træ, den er kravlet op i, og som den ved egen hjælp ikke længere kan komme ned fra. Skal man sige det mindre pænt: at forrette en smuk begravelse af venstreintelligentsiaen, der de sidste ti år har benyttet Politikens spalter til at begå intellektuelt selvmord, og derpå indlede den møjsommelige proces med at opbygge noget nyt. Selvom man næsten glemte det under Seidenfaden, kan hverken Danmark eller noget andet land klare sig uden flere forskellige intelligentsiaer, der konkurrerer på livet løs om at fortolke den verden, vi lever i.

---

Deltag i debatten om denne artikel. Det kræver blot, at du er logget på din profil på Kforum. Mangler du en profil, så oprettes den hurtigt her.