Et kor af korslagte arme

For bare et par år siden kunne vi ikke få uddannelse nok. Tiden som industriland lå bag os, og nu skulle Danmark spinde guld på viden, servicefag og innovation, mens de kunne få lov til at producere vores røde pølser i Polen, Kina eller Indien.

Men utopien holdt ikke og den seneste krakelering kom sidste måned, da Sofie Carsten Nielsen lancerede en dimensioneringsreform – for nu får for mange unge en forkert og for lang videregående uddannelse. Selvom både naturvidenskabelige uddannelser og erhvervsakademierne er på anklagebænken for at være dagpengefabrikker, har reformen særligt fået fortalere for humaniora i alle afskygninger op af stolene.

Knud Romer: Humaniora bliver bombet tilbage til ”armod og elendighed”, fordi excel-arkene i ministeriet ikke forstår værdien af Hölderlin og Rilke.Polfoto.

Men humaniora er og bliver et hvepsebo, hvor de muskler, som man bruger når man sådan skal fare op af stolen, efterhånden er veltrænede. Så det er svært at finde rundt i alle argumenterne. Her har vi forsøgt at samle hovedpointerne fra de stærkeste agitatorer og giver vores bud på hvad der er skidt og hvad der er kanel.

1. Åndelighedens protest

De værdikonservative ånds- og kulturelitister fandt hurtigt den tunge skyts frem mod reformen – nok mest for igen-igen at rase mod tidens åndløshed. Knud Romer var først: Humaniora bliver bombet tilbage til ”armod og elendighed”, fordi excel-arkene i ministeriet ikke forstår værdien af Hölderlin og Rilke. (Knud Romer, Politiken 9.10 . se screenshot)

Mange fulgte trop, fx ved at hævde, at reformen er ”et slag mod vores kulturelle hukommelse” (Karsten Ohrt, formand for Ny Carlsbergfondet, Berlingske 18.10 ) og “Sansen for kulturel dannelse er ved at forsvinde i vores tid” (Kasper Støvring, Berlingske 17.10). Claes Kastholm mente sammesteds ikke, at ”det er politisk opgave at bekymre sig om, om folk uddanner sig til noget med beskæftigelse i”. Nej, åndeligheden og indsigten bærer vel lønnen i sig selv. O tempora! O mores! Således har humanioras mest hårdnakkede forsvarere det sidste tiår heddet Langballe og Karup. Dét svier lidt i de humanistiske miljøer.

Hvor har de en pointe:

Der er umistelige dele af vores fælles arv og hukommelse som humaniora bevarer, formidler og genfortolker. Den indsigt og samfundskritik som visse humanister evner at producere ville vi ikke være foruden. Åndelighed har aldrig været en variabel i excel-arkene. Og det er et stykke af vejen fair nok at kritisere politikere for, at den værdi nok ikke kan ses i Finansministeriets økonomimodeller. Men ingen anfægter vel reelt, at vi ikke har en kulturarv?

Hvad kan de ikke se:

Dannelsesaspektet kan dække en vis del af humanioras forskning og formidling. Men perspektivet giver ingen mening, når hver fjerde unge i dag tager en højere uddannelse og et flertal af de mange humanister efterhånden uddannes i ”dannelse” på humanistiske samlebåndsfabrikker. Her kan fx nogle kommunikationsstuderende, der dårligt kan skrive og tror teori er en banal model, gå igennem med fine karakterer. For dem bærer 5 år med tynde kompendier og referater af primærkilder ikke lønnen i sig selv.

2. Provinslobbyismens debut som humanistforkæmpere

Allerførst ude var dog provinslobbyisterne. Rasmus Prehn fik gjort S-gruppen urolig for, at færre humanister i Aalborg ødelagde vækstmotoren i regionen. Med SDU i baghaven fulgte Anker Boye og andre trop. Regionen har det laveste uddannelsesniveau af alle – og den statistik gør dimensioneringsplanerne ikke bedre. Desuden har begge universiteter været meget optaget af at fortælle, hvor mange mønsterbrydere de uddanner: Altså dimittender fra ikke-akademiske hjem.

Har de en pointe?

I Aalborg og Odense kender man åbenbart værdien af universiteterne, og hvor vigtige de unge er for byerne. I dag ville de færreste unge drømme om at bo mere end en bustur fra det de kalder skolen. Samtidig har man - reelt nok – forsøgte at leve op til idealet om at flere af regionens unge skulle have en lang videregående uddannelse.

Hvad kan de ikke se:

Man kunne forstå disse lokallobbyister, hvis det drejede sig om de ingeniører, som fx Aalborg vitterligt dygtigt har spillet sammen med. Men eksempelvis Aalborg Universitet uddanner en stor del af sine humanister i et af de største statslige suboptimeringsøvelser - i Sydhavnen i København. Og man kunne forstå dem, hvis der kom fantastiske kandidater ud. Men 00’ernes ide om, at alle unge skulle have en lang videregående uddannelse har sammen med taxametersystemet skabt for mange indtægtsdrevne modeuddannelser.

Og for dårlige studenter uden tilstrækkelig tilknytning til engagerede forskere på internationalt niveau, er en dum investering. For 25 år siden fandtes fx ingen universitære kommunikationsuddannelser. I dag er der ca. 40. http://www.kommunikationsforening.dk/menu/karriere/uddannelsesguide Det skal jo gå galt. Med den høje arbejdsløshed blandt akademikere er man vel efterhånden ved at skabe en økonomisk underklasse af intellektuelle, der måske har en længere uddannelse end mor og far – men modsat dem ikke har et job.

Lykke Friis: Optager vi for mange på universiteter, og hvilke konsekvenser har det markante optag fået for kvalitetsniveauet?

3. If you’re not at the table: Småfagenes krampetrækninger

Når institutter er truet af lukning begynder forskere og folk tilknyttet de humanistiske fag, helt legitimt, at kæmpe for deres Hassan. Mikkel Rasmussen og Christian Madsbjerg, kan forsvare antropologi og etnologi ud fra et rekrutteringsperspektiv (Berlingske 11.10). Og for 20 år siden troede ingen at antropologer kunne være gode forretningsrådgivere. Andre, som Lykke Friis (Berlingske 18.10) kæmper for at bevare sprogfag som tysk, arabisk, kinesisk og russisk. Kan vi forudse kommende eksportmarkeder eller diplomatiske kriser? Nej vel! Pointen er: Måske kan du ikke se værdien nu. You’ll miss her when she’s gone.

Hvor har de en pointe:

I ministeriet vil de sige, at universiteterne selv bestemmer, hvilke uddannelser man lukker. Der skal bare findes en løsning for ”uddannelsesgruppen” generelt. På grund af undervisning- og forskningsministeriets krav om ”dimensionering” af uddannelsesgrupper og ikke konkrete fag, så tvinges ledelserne til enten at lukke hele forskningsmiljøer ned eller skære i uddannelser, som faktisk ikke har nogen arbejdsløshed. Engelsk på KUA er fx desværre bare røget med i en uddannelsesgruppe som har høj arbejdsløshed, selvom faget ikke selv har et aftagerproblem. Det er meget nemt at lukke mindre forskningsmiljøer, men meget svært at bygge dem op igen. Men ministeriet har smart nok sørget for, at det er ledelserne ude på fakulteterne, der sidder med problemet. Men teknikken i reformen bygger i sig selv på nogle humaniora-fordomme, som ikke er helt tidsvarende.

Hvad kan de ikke se:

Den anden side af sagen er, at universiteterne selv har sovet i timen. Der har i årevis kørt småfag parallelt flere steder i landet med enten for få eller ingen studerende. Man har spredt de små humanistiske fag ud på alt for mange universiteter med for få tunge forskere, som en studerende der sparer på leverpostejen sidst på måneden. Når man ikke selv kan finde ud af at sammenlægge dem i ét større miljø i samarbejde, må det komme per diktat.

4. The usual suspects finder huller i osten

Universitetsledelser, fagforeningerne, Danske Studerende Fællesråd og nye ledelseslag er rituelt bekymrede for reformen. Men her er ministeriets trusler en tilbagevendende begivenhed. Modargumentationen var lige så rituelt selvrefererende: Det er en spareøvelse! Nej, det er en massakre – og den er dobbeltmoralsk og hyklerisk og alt det værste vi kan finde på! Tallene er misvisende. Beregningerne er dårlige osv. osv. Måske fordi særligt humanisterne har råbt så højt hver gang, at reformer er blevet præsenteret, bliver det sværere og sværere at tage det meget seriøst. Automatreaktioner giver ikke troværdighed.

Hvor har de en pointe:

Det er fornuftigt at finde hullerne i osten og prøve at afbøde det mest uheldige ting i overgangsperioden, især hvor gode miljøer uretmæssigt nedprioriteres til fordel for dårligere. Den mest reelle kritik af selve modellen er nok, at den straffer de ældre uddannelser for fortidens synder. I og med at den ”strukturelle” overledighed skal have været gældende i 7 ud af 10 år, så finder modellen kun anvendelse i ældre uddannelser. Nyere uddannelser går fri, mens man ”dimensionerer” ældre uddannelser til ”fremtidens behov” med statistikker der er 10 år gamle. Desuden har regeringen selv presset uddannelserne til at øge optaget

Hvad de ikke ser:

Fag der i et tiår har haft overarbejdsløshed må da gøre indtryk, uagtet at det er svært at forudsige fremtidens arbejdsmarkedsbehov! Og når, det offentlige stopper helt op, og de private virksomheder opsuger relativt færre end før finanskrisen, så skal man vel rebe sejlene. Kan man sin politiske ABC burde man måske også kunne have forudset det selv. Rygmarvsargumenterne og de korslagte arme er grunden til at universiteterne nu ikke længere får lov til at løse problemet selv.

Attituden har skabt problemet. Hvor meget har de naturvidenskabelige uddannelser, som også skæres råbt op? Hvad med erhvervsakademierne, der også rammes? På vegne af deres rektorkollegium konstaterede Niels Egelund tørt om deres 1300 færre studerende (som ingen snakker om), at ”Alle ved jo, at de på alle designuddannelser har en overproduktion”(Pol 24.9). Mange humanistiske universitetsledelser, studenterråd og andet kan simpelthen ikke finde op af skyttegraven.

Humanisterne er blevet meget bevidst om det fodarbejde de skal lave, før de kan forvente at suse ind i et job som nyuddannet. Polfoto.

5. De talende excel-ark

Politik er jo kun rigtig radikalt, hvis det gør ondt et sted. Og systematisk overledighed på uddannelser, ja det har man som minister et ansvar for, hvis man spørger de radikale. Og Sofie Carsten Nielsen lancerede sit indgreb i en kronik i Politiken som en bedre tante Sofie: Bliv folkeskolelærer. Hun havde gødet jorden med sit ”Kvalitetsudvalg” med Jørgen Søndergaard i spidsen. Framing’en lagt allerede i titlen: Kvaliteten skal op, kvantiteten ned. Udvalget selv kom lidt skidt fra start med 4:1 modellen, hvor man gør BA-studier 4 årige og KA studier 1-årige. Det jo netop mængden mere end kvaliteten i slutproduktet. Modellen svarer også dårligt til den danske model, hvor virksomheder gerne vil have selvstændigt tænkende kandidater i stedet for umodne halvfabrikata. Og siden har vi ikke hørt noget fra den kant.

Hvor har de en pointe:

Det er entydigt ansvarligt af ministeren at gemme de ikke så gamle floskler om videnssamfundet, og stoppe med at hælde flere og flere kandidater ind på universiteterne, når de bare vil stå uden beskæftigelse. Især når de mange tusinder ligeså godt kunne læse noget, der kunne forsørge dem.

Hvad de ikke ser:

Reformen dimensionerer skævt. Den skelner ikke kvalitetsmæssigt præcist nok mellem de klassiske humanistiske eliteuddannelser med fagligt dybde og krævende teoretisk overblik fra kopi-fabrikkerne, som man nok så effektivt kunne have stoppet bachelor-optaget på. Desuden er hele argumentationen omkring dimensionering brygget op omkring efterspørgsel – noget ingen nogen sinde har kunnet forudse.

Men dimensioneringsmodellens fortidsperspektiv svarer lidt til at regeringsøkonomer laver vækstskøn for 2015 med tal fra 2005. Det kan de knap nok med tallene fra sidste kvartal. I stedet for at slå meget etablerede forskningsmiljøer ned med gamle tal, burde man måske stoppe eksplosionen af nye uddannelsespladser i dem, der endnu er mindre etablerede. Samtidig er der sket et mentalitetsskifte. Humanisterne er blevet meget bevidst om det fodarbejde de skal lave, før de kan forvente at suse ind i et job som nyuddannet. Sammenlign antallet af CV-punkter på en humanistisk eller samfundsvidenskabelig kandidatstuderendes Linkedin-profil med ingeniørernes. De bedste samler erfaring.

Quo vadis?

Det falske ideal om, at en universitetsgrad er det eneste rigtige vej efter studenterhuen, skubber for mange unge mod modeuddannelser, der lokker med lave snit, Den farvelade-markedsføring, som universiteterne bruger millioner af atter millioner på årligt, fortæller sjovt nok aldrig den stakkels humanist, at hendes ”frie valg” til en ”uddannelse for livet” vil give hende en livstidsindkomst, der er under en ufaglært arbejders.

På vej op af karrierestigen eller i kø til dagpengeskranken? Polfoto.

Det er de fagligst dybeste og skarpeste humanister vi har brug for - og kan bruge som aldrig før. I den globale konkurrence kan vi styrke Danmark med dimittender, hvis fordel er, at de kan tænke abstrakt, komplekst og kritisk. Det lærer de bedste på alle fag. Men humanisterne forstår bedre end alle andre de input, der ikke kun kan skrives ind i et excel-ark, og hvordan de omsættes til kommunikation, bruger- og adfærdsforståelse, og hvordan en virksomhed møder de krav. De ved bedre end andre, hvordan man binder en organisation sammen med sprog og kultur.

Reformen og den kommende studietilvækstreform udfordrer de store ledelsessystemer opbygget på universiteterne. Nu skal dekaner, institutledere og studieledere til at lede ikke bare i vækst, men i modvind. Det er nyt, og i en krise opdager man, hvad man som leder får sin betaling for. Det skal de bedste nok klare og navigere i. Ikke mindst humanisterne bygger i deres videnskabelige virke på en faglighed og tradition, der om nogen er dygtig til tolke og genfortolke omverdenen. Men nu er humaniora så sit eget analyseobjektet. Og det kan jo være svært at iagttage sig selv nøgternt.

Vi håber at nogen i koret af korslagte arme vil tage opgaven på sig. De bedste og mest ambitiøse humanistiske uddannelser burde gå foran for at genskabe den prestige, der altid har været, og i mange lande er, om humanistiske studier. Men de bør gøre det med åbne øjne - automatreaktioner er der nok af.

Læs også: Arbejdsløshed blandt kommunikationsmedarbejdere