Ser De også for meget porno?

Blachman introducerer sit program med et direkte blik i kameraet:

Ser De også for meget porno? Er De også en parodi på Dem selv? Magter De heller ikke at talentudvikle Deres partner? Livet er ikke kun et spørgsmål om at kunne holde sig selv ud, hvem fanden kan det? At leve er at elske sig selv.

Trailer til DR 2-programmet Blachman. Se hele udsendelsen her

Blachman fortsætter:

God aften. Tak, fordi jeg måtte komme ind i Deres stue. Vi mennesker må ikke blot finde os selv. Vi må skabe os selv i en konstant kamp mod det røvsyge, det dødssyge, det ligegyldige og det kedelige i os selv og det samfund, vi lever i. Vi døjer med porno på den ene side, og med politisk korrekt puritanisme på den anden. Men hvad med poesien, hvor blev den af? Kvindekroppen tørster efter ord, en mands ord. Det er derfor, jeg henvender mig til Dem her og nu, med den noble ambition at repositivere kvindens syn på mandens syn på kvinden. Det er ikke nogen nem opgave, som jeg magter alene. Nok er jeg Blachman, men jeg er også en moderne mand, derfor er jeg mere kvinde, end nogen kvinde har haft ambition om at være. Desværre. Derfor har jeg allieret mig med en anden moderne mand, forfatteren Jan Sonnergaard. Og to tavse kvinder, som vi ikke har mødt før.

Libertinere uden whisky

Blachman sætter sig i lædersofaen ved siden af aftenens gæst, Jan Sonnergaard. To midaldrende, lettere overvægtige mænd - for ikke at sige libertinere - i herreværelset. Det eneste, der mangler, er egentlig et par whiskyglas og cigarer.

Ind kommer en yngre kvinde iført badekåbe, som hun smider, og så står hun nøgen foran de to mænd. Hun giver associationer til en slavepige, der vurderes på et marked, eller til en luder, der viser sig frem på et bordel. Men fordi hendes attitude er lidet indladende og egentlig aseksuel, fremstår hun snarere som en croquis-model, der neutralt og professionelt indtager forskellige stillinger, arrangerer det lange hår, og placerer arme og ben i forskellige positioner.

Allerede inden dialogen mellem Blachman og gæsten starter, er der således foregået en velkendt kønskonstruktion:

Manden	Modellen
Taler	Tavs
Påklædt	Nøgen
Navngivet/kendt	Navnløs/anonym
Subjekt	Objekt
Aktiv	Passiv
Individ	Genstand/abstraktion/rekvisit
Forfatter/skaber/italesætter	Italesat

Hvad vi ser her, er uhyre traditionelt. Det er en tilbagevenden til den borgerlige kvindeopfattelse, der har eksisteret de sidste århundreder. Den tavse, anonyme, passive, oftest yngre kvinde, der får manden til at fremstå som et aktivt individ, der har ret til at tale i verden og især ret til at italesætte kvinden.

En croquis-model som rekvisit

Den nøgne, anonyme, kvindelige model som objekt for den mandlige kunstners blik er en central figur i den europæiske malerkunsts nøgenfigur-tradition. Der er derfor en vis logik i, at programmet benytter en croquis-model som rekvisit. Udover at kvinden er nøgen og positioneret som objekt for mandens blik, er hendes krop også partikulariseret, dvs. at opmærksomheden rettes mod kroppens enkelte dele, hvad der endnu engang fratager hende hendes individualitet.

”Jeg er en numsemand”

Som den engelske kunsthistoriker John Berger har sagt det i sin banebrydende analyse af kvinden som billede i malerkunsten: ”Dette udtrykker en ligegyldighed over, hvad det enkelte menneske er”. I Blachman-programmet sker partikulariseringen både i kameraets panorering op ad kroppen og i mændenes kommentarer, deres ros til brysternes form, og til hendes bevægelser. Og ydermere i Blachmans bemærkning idet han beder modellen om at vende sig om: Jeg er en numsemand. Kvinden er ikke interessant som individ, men kun som kvinde. En blank skærm, hvorpå manden kan projicere sin forestilling om det kvindelige.

Kvinden er underlagt ikke blot den mandlige kunstners blik, men også forfatterens beskrivelse: den spruttende pen, et nemt gennemskueligt fallossymbol!

Blachman – kvindekroppen er jo blevet italesat gennem århundreder!

Det er således vanskeligt at forstå, hvorfor kvinders kroppe skulle tørste efter en mands ord, som Blachman påstår. Kvindekroppen er jo blevet iscenesat og italesat af mandlige kunstnere gennem århundreder.

Men Blachman mener åbenbart, at denne mandlige orden nu er blevet sat ud af kraft, i det han betegner som det pik-løse samfund og det er med katastrofale følger.

Jeg læser pik-løs som kvindelig. Dette er altså et opgør med den angivelige feminisering af samfundet, som skulle have fundet sted siden 70'ernes feminisme. Blachmans opgør med hvad han betegner som den ”politisk korrekte puritanisme” og ”klidmostre”, er et opgør med feminisme og feminisering. Blachmans projekt er således at reetablere det borgerlige samfunds kvindeforståelse, en nostalgisk tilbagevenden til tiden før feminisme og feminisering.

Den pik-løse Blachman

Feminiseringen har også ramt ham selv, som han siger: Jeg er mere kvinde end nogen kvinde. Han er også selv pik-løs. Hans tankegang lyder: at manden i det pikløse samfund mangler visioner og store ideer, at kvinden har svigtet manden. Sonnergaard kommer her lidt rystet og forundret ind: Mener du, at der bag enhver stor mand står en kvinde? Og ja, det gør han. Blackman vil tilbage til det samfund, hvor mænd var mænd, og kvinden støttede sin mand. Han siger det befriende tydeligt. Hun skal være kvinde, så han kan blive mand igen.

Kig aldrig ind i kussen

Men Blachmans forhold til det kvindelige er, som vi kan forstå, kompliceret. At være pik-løs er også at være kastreret, og Blackman giver direkte udtryk for, at synet af den nøgne kvinde vækker hans egen kastrationsangst. Kvinder har et feminint overtag med deres røv og fisse, siger han - han kan ikke koncentrere sig! De to mænd taler videre om, at kvindens kønsorgan er skrækindjagende. Kig aldrig ind i kussen! advarer de.

Blachman er - med rette - bange for den kvindelige krop. Og Sonnergards blik søger febrilsk fra side til side. Kvinden har stadig magten!

Ifølge psykoanalysen er den klassiske forsvarsmekanisme mod kastrationsangsten fetishering, idealiseringen af det kvindelige. Dyrkelsen af kvindens skønhed, godhed og omsorgsfuldhed, der skjuler kastrationen, hendes mangel. Derfor fremhæves det gennem hele programmet, hvor smuk kvindens krop er, hvor lydløs hendes gang er, hvor yndefulde hendes bevægelser er, og hvor sødt hendes smil er. Den ældre kvindelige nøgenmodel, hvis skønhed angiveligt hører fortiden til, roses for at have omsorgsfulde hænder. Fordi kvinderne ikke er til stede som individer eller subjekter, kan de bekvemt fungere som projektionsskærm for mændenes forestillinger om det kvindelige.

Det er al denne feticherede kvindelighed, Blachman vil have tilbage. Han glemmer formentlig, hvor problematisk og farlig kvinden også kan være. Feminisering og feminisme er fjenden. Fordi i det feminiserede og feministiske samfund kan kvinder både tale og skabe deres egne billeder.

Klovn er et langt mere modigt projekt

Det var interessant at se filmen Klovn the Movie, som Zulu viste aftenen før Blachman. Selvom jeg ikke er sikker på, at Casper Christensen er mindre mandschauvinistisk end Blachman, mener jeg, at fyrene i Klovn er mere modige og sætter sig selv meget mere på spil, end vært og gæst i Blachmans talkshow. I Klovn ser man faktisk mændenes mere eller mindre nøgne kroppe, og ofte i ydmygende situationer.

Franks hvide underbukser har altid været grænseoverskridende, og homo-temaet bliver spillet ud for fuld musik. De selvfede mandetypers udnyttelse af prostituerede på det improviserede luksusbordel bliver ikke blot udstillet, men også italesat. Som Casper siger: Det fede er, at man her kan være sexturist i sit eget land.

I Klovn er pikken blevet synlig, og der tales meget konkret om dens forskellige størrelser og funktioner. Det Blachman vil have tilbage er ikke pikken, men fallos: Magten over det kvindelige.

Klovn the Movie var et mere nøgent forsøg på at forholde sig til den moderne mand

Blachman taber igen

Ved siden af Klovn fremstår Blachman som umoden og regressiv. Han har ikke Casper Christensens format, og kan ikke hamle op med hans professionalisme. Over for Klovns fanden i voldske humor falder Blachmans selvfede, prætentiøse, krukkede, dystre dommedagsprofeti tungt ud.

Programmet er mest af alt akavet. Dette kan et par gange skabe nogle sprækker i programmet og vække en vis eftertanke. For eksempel har Sonnergaard nogle problemer med blikkene. For den kvindelige model har faktisk et stærkt blik, og det kan få mændene til at føle sig iagttagede. Sonnergaards blik flakker, han kommer til at se ind i kameraet, og pludseligt aner man et sårbart blik. Må hun ikke sige noget? spørger han, lidt ubehageligt berørt. Senere bemærker Sonnergaard, at det var rart, at hun smilede. Han føler åbenlyst, at hele settingen er noget pinlig. Men det pinlige og akavede er næppe intenderet.

Tilbage står fornemmelsen af, at programmet Blachman ikke kun er et forsøg på at relancere en neo-konservativ kønspolitik, men også er tom sensationalisme – et uværdigt forsøg på at profilere det ny-lancerede DR 2-format.

Klovnen Frank er selv tit nøgen og har en langt mere "moderne" (som Blachman ynder at sige) tilgang til projektet "manden".