I de sidste mange år har man diskuteret ”de røde lejesvende”, der dominerende i 1970erne de danske medieredaktioner, specielt på Danmarks Radio. Debatten om valgkampsdebatten 2011 har imidlertid med al tydelighed vist, at der nu og i dag bør diskuteres ”de blå soldaterhuer”, der sidder på flertallet af de toneangivende danske medie- og valgkommentatorer. Ikke nok med, at det store flertal af danske medier er borgerlig orienterede i lederklummerne.
Også på avisernes debat-, analyse- og kommentarsiderne og i debatprogrammer på public service-radio o tv-kanaler dominerer den blå farve. Som for eksempel, når Berlingske Tidendes Thomas Larsen også er toneangivende i TV2 Lorry’s valgkommentering. Som for eksempel, når B.T.’s Helle Ib - i øvrigt samme dag, hvor B.T. ’s forside omhandler ”nye afsløringer” om Helle Thorning’s skattesag – kommenterer sammen med tidl. ”Se og Hør”-chef Henrik Qvortrup tv2-duellen mellem Løkke og Thorning. Som for eksempel, når DR2 aftenen før valgdagen dedikerer primetime-sendetid til et interviewprogram med DF’s Jesper Langballe. Som for eksempel, når alt andet end uafhængige eller neutrale Weekendavisens Arne Hardis kommenterer valgkampens gang i P1’s ”Søndagsfrokosten” eller tv2’s Venstre-medlem Svenning Dalgaard kommenterer valgkampen.
Tænk også på de mange løsgående borgerlige menings-missiler uden jordforbindelse, som eksempelvis Sørine Godtfredsen, Anne Sophia Hermansen, Katrine Winkel Holm, Jarl Cordua eller Kasper Støvring, der allerede i månederne inden valgkampen har gødet jorden til hvad der tales om hvordan i valgkampen. Tilføj endelig hele CEPOS-klynglen og de mange erhvervsledere, der bliver spurgte om deres meninger og hvis politiske holdninger er forudsigelige, så har du et kommunikationsmiljø og en metadebat om valgdebatten, som er skingrende blå. Så blåt, at det skærer i øjnene – og som efterlader et blåt øje eller to, når det gælder vurderingen af mediemeningsdannelsen i demokratiet.
Bevares: der var også andre stemmer og kommentatorer og stort set ingen seriøs kommentator ønskede at afgøre, hvilken af spidskandidaterne eller blokkene havde vundet det ene eller andet duel i valgkampen. Men: sådan, som jeg har fulgt debatten, synes billedet at være klart: de tidligere røde lejesvende er blevet erstattet med valgkommentatorers små blå soldaterhuer. Det handler imidlertid ikke blot om, hvem der er kommet til orde i hvilket omfang. Det handler også om, hvad der er blevet sagt og skrevet og hvad der ikke er blevet sagt og skrevet i meta-valgdebatten. Og hvad kandidaterne og partierne er blevet spurgt.
Lad mig blot påpege tre helt indlysende temaer og centrale spørgsmål, som ikke eller som kun perifert er blevet taget op i valgkampen; og hvor meta-debatten heller ikke har kommenteret på deres fravær:
På førstepladsen bør nævnes den omstændighed, at Danmark i nu mange år har været en krigsførende nation. Det startede med Irak-krigen, hvis baggrund og legitimiteten i Danmarks deltagelse stadig ikke er belyst. Alt imens der har været undersøgelseskommissioner i mange af de allierede lande, er der ikke foretaget en ordentlig undersøgelse af, hvordan det kunne gå til, at Danmark deltager i en ikke FN-sanktioneret angrebskrig mod en suveræn stat med afsæt i en begrundelse om masseødelæggelsesvåben, som aldrig har været der. Eller omvendt bør man spørge – og hvis det blot handler bringe vores demokrati og vælte diktatorer: hvorfor er Danmark ikke i krig med flere lande, som fx Saudi Arabien, Syrien, Zimbabwe, Nordkorea, Somalia, m.fl.? Endelig kunne man i lyset af de mange debatter om småpenge til sociale, uddannelsesmæssige eller kulturelle formål spørge, om det er rimeligt, at danske skatteborgere fortsat ikke kan få oplyst, hvad Danmarks deltagelse i de forskellige krige har kostet og fortsat koster?
På andenpladsen kommer spørgsmålet for præmissen i den nok så omfattende valgdebat om økonomi, hvor stort set alle partier tager afsæt i den væksttænkning, der netop er årsagen til de mange økonomiske og sociale problemer. Vækstparadigmet har igen fortrængt bæredygtigheds-paradigmet i 2011-valgkampen, der blot havde klimaspørgsmålet som perifert anneks. Hverken politikerne eller kommentatorerne har formået, at nå til bunds i debatten af årsagerne til den afvikling af velfærdsstaten, som vi i disse år er vidne til.
På tredjepladsen ligger fordelingspolitikken. Den blev enten slet ikke adresseret, når det gælder den principielt voksende kløft mellem rige og fattige og den stadig mere sårbare middelklasse. Og at skattestoppet i Danmark, specielt når det gælder fastfrysningen af ejendomsskatter, ifølge alle økonomer bidrager til dette og i øvrigt er økonomisk ufornuftigt. Eller den blev adresseret på et så latterligt detailniveau, som eksempelvis når det gælder en betalingsring omkring København, om børnechecken skal afskaffes for de rige eller om de ældre skal have 5.000 DKK mere om året, at disse småting i sidste ende fjernede opmærksomheden fra den generelt stigende sociale ulighed og uretfærdighed.
Både de små blå soldaterhuer, (meta-)valgdebattens blå baggrundslys og fraværet af helt centrale principielle temaer kan rejse alvorlig tvivl om kvaliteten af den demokratiske debat. Under alle omstændigheder har disse karakteristika – inden vi kender selve valgresultatet – skabt én vinder i debatten om debatten. Og denne vinder rødmer ikke engang…