Bilagsrod og bimbokvoter
Lønfest og tørklædesagen. Det er to af syv værdiladede ord, der former den politiske debat lige nu. De er som de andre nøgleord slagkraftige. Hvad der er nødvendigt i et hæsblæsende mediecirkus, hvor politikeren ofte kun har en enkelt sætning eller to til sin rådighed foran kameraet. Derfor ser vi i stigende grad disse stærkt værdiladede ord sætte dagsordenen. En ekspert i, hvordan den politiske debat frames, gør status over syv ord, der er oppe i tiden. Det er ikke en leg med ord, det er en leg for at skjule en anden virkelighed og sandhed. Disse syv ord har stor betydning for, hvordan vi opfatter virkeligheden. De omskriver og former vores virkelighed efter en bestemt politisk opfattelse.
af Mette Bengtsson
1. Bimbokvoter
Lad os lægge ud med betegnelsen bimbokvote, som finansmanden Asger Aamund er ophavsmanden til. Et ord, som han flere gange har brugt i debatter om kønskvotering. I et interview til JyllandsPosten i september sagde Asger Aamund fx: ”Det vil være den ultimative diskrimination. At mænd får deres job på kvalifikationer, mens kvinder skal have dem på grund af kvoter. De branddygtige og kompetente kvinder vil aldrig vide, om de er kommet ind på grund af bimbokvoten eller på grund af deres kompetencer.”
Hvem bruger betegnelsen, og hvad vinder de ved det?
I ordbogen står der, at en bimbo er en meget smuk, men ikke særlig klog ung kvinde. Betegnelsen bruges især om kvinder, der har forhold til ældre, fremtrædende mænd. Der står også, at bimbo kommer fra det italienske bimbo, som betyder lille barn eller baby. Asger Aamund og andre modstanderne af kønskvotering har en interesse i at bruge betegnelsen, fordi de med betegnelsen får de negative konnotationer fra ordet bimbo til at smitte af på diskussionen om kønskvoter. I bimbokvote ligger der implicit en påstand om, at de kvinder, der kommer ind i bestyrelser pga. kvoter, ikke er kommet ind pga. deres intellekt. Det er dumme kvinder, der snyder sig til en position – ligesom bimboen snyder sig til et forhold til en ældre, fremtrædende mand med sit udseende. Hvis man ser på etymologien, ligger der også en implicit påstand om, at kvinderne er som små børn, der skal tages særligt hensyn til.
Alternative betegnelser
De folk, der er positive over for kønskvotering, bør selvfølgelig ikke bruge betegnelsen. De bør faktisk ikke en gang nævne den – for hver gang bimbokvote nævnes, forstærkes forbindelsen mellem bimboer og kvoter i vores hjerner. En alternativ betegnelse for de kvotebegejstrede kunne fx være det knapt så mundrette kompetenceudnyttelseskvoter.
2. Lønfest
En anden værdiladet betegnelse, der har været brugt flittigt her på det seneste, er betegnelsen lønfest – både i forbindelse med de strejkende og i forbindelse med sagen om de ulovlige lønudbetalinger til de to viceborgmestre i Lyngby-Taarbæk kommune.
Hvem bruger betegnelsen, og hvad vinder de ved det?
Slår man fest op i ordbogen, står der, at en fest er en sammenkomst mellem flere mennesker, der spiser, drikker og har det sjovt med musik og dans. Ved at forbinde fest med de strejkendes situation siger man indirekte, at de strejkende er løsslupne, at de skejer ud, og at de ekstra penge, de kræver, blot er til et forbrug ud over det sædvanlige. Der ligger en påstand om uansvarlighed gemt mellem linjerne, og det er helt klart gavnligt for de folk, der sidder med på arbejdsgiverens side af bordet til forhandlingerne.
Alternative betegnelser
De folk, der sympatiserer med de strejkende, kan med fordel bruge andre betegnelser som fx inflationsregulering. Herved indikerer man, at den lønstigning, der er tale om, blot er en regulering, der følger inflationen. En anden mulighed kunne være betegnelsen personalesikringsløn. Hermed slår man fast, at en lønstigning skal være med til at sikre tilstrækkeligt med personale i fremtiden.
De værdiladede ord, vi tænker over, og dem, vi ikke tænker over
Bimbokvoter og lønfest er nogle af de mere iøjefaldende værdiladede ¬ord. Og netop derfor er de måske også mindre harmløse. De springer os i øjnene, hvilket betyder, at vi stopper op og reflekterer over dem. Derimod bliver det straks mere kompliceret med de værdiladede betegnelser, som vi måske ikke tænker lige så meget over, fordi de er en mere integreret del af hverdagens sprogbrug. Her skal man passe på med ikke at blive overlistet med en ramme for debatten, som man dybest set ikke er enig i. Bruger man fx betegnelsen cafépenge om SU for hjemmeboende, gør man sig også indirekte til talsmand for, at pengene er overflødige for modtagerne, og at de kunne være brugt mere fornuftigt fra statens side.
3. Tørklædesagen
En umiddelbart meget harmløs betegnelse er betegnelsen tørklædesagen. En betegnelse, der indikerer, at den debat, der for øjeblikket er i gang, handler om tørklæder.
Hvem bruger betegnelsen, og hvad vinder de ved det?
Dansk Folkeparti vinder helt klart ved, at betegnelsen tørklædedebatten bliver indoptaget i den daglige sprogbrug. Det er deres antimuslimske dagsorden, der bliver accepteret gennem sprogbrugen – og det allerede inden debatten for alvor er kommet i gang. Man kan selvfølgelig diskutere, om betegnelsen er kommet til, fordi de fleste debattører har forholdt sig til muslimernes religiøse symboler, eller kunne man tænke sig det omvendte? At de i Dansk Folkeparti bevidst har brugt denne betegnelse for debatten for at få den til at handle om muslimer? Og at journalister og andre ubevidst har taget den til sig uden at tænke nærmere over det?
Alternative betegnelser
De debattører, der ønsker at holde fast i, at debatten handler mere generelt om religiøse symboler i retssale, kan med fordel bruge betegnelser som symboldebatten eller dommerdebatten.
4. Bilagsrod
En anden farvet betegnelse, der på samme måde bliver brugt af de fleste for tiden, uden at nogen tænker nærmere over det, er bilagsrod.
Hvem bruger betegnelsen, og hvad vinder de ved det?
Det er ubetinget i Lars Løkke Rasmussens og regeringens interesse, at miseren bliver omtalt som bilagsrod, når Lars Løkke Rasmussen ikke udfylder sine taxaboner korrekt. I ordbogen står der, at rod er en stor mangel på orden. På den måde indikerer man, at Lars Løkke Rasmussen blot er et rodehoved, men at der ikke ligger bevidst snyderi i det. Det er en eufemisme. Altså en formildende omskrivning.
Alternative betegnelser
Hvis man mener, at det er en mere bevidst gerning fra Lars Løkke Rasmussens side, kunne man i stedet kalde det for bilagsfusk, bilagssvindel eller bilagseskapader.
5. Muhammedkrisen
Det samme gælder betegnelsen Muhammedkrisen, som har været den gængse danske betegnelse for den krise, som vi har oplevet i hele to omgange, hvor danske flag og ambassader er blevet brændt af.
Hvem bruger betegnelsen, og hvad vinder de ved det?
Ligesom med betegnelsen tørklædesagen er denne betegnelse med til at styrke Dansk Folkepartis antimuslimske dagsorden. Ved at bruge betegnelsen Muhammedkrise indikerer man nemlig, at det er muslimerne og deres profet, der er skyld i krisen. Det er muslimerne, der er synderne – hvis de ikke var her, ville vi ikke være havnet i den situation i Danmark.
Alternative betegnelser
Flere har dog forsøgt at få befolkningen til at optage nye betegnelser og derved sætte en anden ramme for debatten. Blandt andet har Rune Engelbreth Larsen og Thøger Seidenfaden brugt betegnelsen karikaturkrisen (ligesom man på engelsk benævner krisen cartoon crisis), og de bruger meget bevidst betegnelsen i overskriften på den bog om emnet, som de udgav for nogle år siden – Karikaturkrisen – en undersøgelse om baggrund og ansvar. Ph.d. fra University of Toronto Rikke Andreassen har skrevet om massemediernes konstruktioner af køn, race, seksualitet og nationalitet. Og i forbindelse med Muhammedkrisen har hun foreslået at kalde krisen for Jyllandspostenkrisen.
6. 22-årig kvinde
En betegnelse, som man måske heller ikke lige studser over med det samme, er betegnelsen 22-årig kvinde. En betegnelse, som Anne Vang har været udsat for konsekvent at blive kaldt hele det første år, hun sad i Københavns Borgerrepræsentation.
Hvem bruger betegnelsen, og hvad vinder de ved det?
Det har især været de borgerlige politikere i Borgerrepræsentationen, der har haft en interesse i at bruge denne betegnelse i stedet for Annes egentlige navn. Det, de opnår ved at bruge betegnelsen, er, at der blev fokuseret på, at Anne Vang først og fremmest er en ung kvinde. Og de får derved indirekte sagt, at Anne Vang er uerfaren og ufarlig. Anne Vang har efterfølgende sagt, at det har påvirket hende, og at hun i nogle situationer har ændret sin adfærd for at imødegå de indirekte beskyldninger.
Alternative betegnelser
Et af alternativerne giver næsten sig selv her. Det mest oplagte vil være at kalde Anne Vang for Anne Vang. Alternativt kan man også benævne hende ud fra hendes politiske virke – nemlig som politisk ordfører. Eller man kan slet og ret kalde hende for socialdemokrat.
7. Sheriffen
Og nu vi er ved betegnelser for personer, så lad mig slutte af med et af de øgenavne, som Birthe Rønn Hornbech må trækkes rundt med – nemlig sheriffen, som det også fremgår i en artikel i Berlingske Tidende for ganske nylig.
Hvem bruger betegnelsen, og hvad vinder de ved det?
Overskriften for artiklen er Sheriffen i knibe, og det luskede er her, at læserens associationer allerede har fået frit spil, inden man kommer til forklaringen, som i øvrigt står ret langt nede i teksten. Personligt var jeg allerede i gang med at se Birthe Rønn Hornbech komme gående ud fra en saloon med sporer på støvlerne, en seksløber i hånden og kløe i aftrækkerfingeren. Men da jeg kom ned i artiklen, var historien blot, at Birthe Rønn Hornbech er kendt som sheriffen, fordi hun ved flere lejligheder har hevet sit politiskilt frem. Processen her illustrerer meget godt princippet i framing. Hele det koncept, der hører til ordet sheriffen for mig, bliver aktiveret, og selvom afsenders idé med at bruge betegnelsen måske er en anden, har mine associationer allerede fået frit løb.
Alternative betegnelser
Det mest oplagte vil være at kalde Birthe Rønn Hornbech for Birthe Rønn Hornbech. Alternativt kan man kalde hende for integrationsminister eller venstrekvinde. Ellers hvad med Bedstemor von And?
Vær på vagt!
Når du skal tage stilling til en politisk sag, skal du være opmærksom på de betegnelser, der bliver brugt. Du kan meget nemt komme til at tænke på en politisk sag på en bestemt måde uden at være dig bevidst om det. Betegnelser er nemlig med til at styre den måde, vi tænker på tingene. Man kan sige, at de værdiladede ord er som en babusjka-dukke af argumenter, hvor der kan ligge et helt verdenssyn gemt i en enkelt betegnelse. Nogle gange vil afsenderen være ubevidst om de associationer, som han eller hun sætter i gang, men man ser også i stigende grad, at politikere direkte spiller på en påstand, der ligger gemt i en betegnelse. Og det besværer debatten, når en politiker nægter at vedkende sig en påstand, som han eller hun meget åbenlyst har indikeret med en værdiladet betegnelse. Så strander debatten – med ti påstande på taget og ingen i hånden. Det er lidt ligesom med ironi. Man kan sende sin påstand op som en prøveballon, og hvis modtagerne reagerer meget kraftig på det, kan man bare sige, at det ikke var det, der var meningen.
Gør-det-selv-liste med ord, som godt kunne trænge til et alternativ
Forslag til værdiladede betegnelser, du selv kan finde bedre alternativer til:
• Kønslemlæstelse
• Starthjælp
• Kvalitetsreform
• Kombi-linjen
• Ventetidsgaranti
• Udlændingeservice
• Hyggekristen
• Slyngelstat
• Hulemøde
• Gucci-Helle
• Hulemanden
