Sagen kort: Indenrigs- og sundhedsministeren Bertel Haarder har indført nye retningslinjer for, hvornår patienter skal opereres for fedme og visse ryglidelser. Nu skal det f.eks. ikke længere være så let for unge at blive opereret for fedme. Danmark er det land i verden, der efter USA får foretaget flest fedmeoperationer pr. indbygger. Det skal stoppes, mener Haarder. Ministeriet udsendte en pressemeddelelse om de nye retningslinjer fredag den 17. december, og DR ringede efterfølgende og aftalte et interview med Bertel Haarder. Han afbrød sin middag med konen, tog en taxa til DR Byen og blev interviewet omkring sagen af journalist Kristian Slot, der blev indstillet til Cavling-prisen i 2006 for sin kritiske dækning af landbrugets gylle-udledning.

Berter Haarder blev presset af den kritiske journalist og gik til sidst helt amok. Se klippet på DRs hjemmeside her. Eller se et forkortet klip fra YouTube herunder, hvor Bertel Haarder er på vej op i det røde felt. 

Haarder-træk nr. 1: Giv den anden skylden

Efter at Bertel Haarder er blevet stillet en række spørgsmål, rykker journalisten ud med sit es, et spørgsmål som Bertel Haarder ikke er blevet forberedt på. Dethandler om en arbejdsgruppe, der har til formål at komme med anbefalinger om netop fedme- og rygoperationer. Gruppen er først færdig med sit arbejde til marts. Bertel Haarder bliver spurgt om, hvorfor han ikke venter med de nye retningslinjer til det tidspunkt. Men han kender slet ikke til arbejdsgruppen.

Syv minutter inde i interviewet

Journalist: “Der sidder jo en arbejdsgruppe i Sundhedsstyrelsen og arbejder på at lave nye retningslinjer for netop fedme og rygoperationer, hvorfor venter I ikke på at den arbejdsgruppe bliver færdig, inden det her det kommer?”

Haarder: “Men det må du spørge Sundhedsstyrelsen om. Og hvis du vil have svar på noget vedrørende processer, så er det en god idé at komme før lørdag, før fredag aften, det vil jeg bare sige, så er det en god idé inden for almindelig arbejdstid.”

Journalist: “Hmm.”

Haarder: “Så det synes jeg du skulle.”

Journalist: “Ja ok.”

Haarder:“Det er jo simpelthen din fejl, at jeg ikke kan svare på det, fordi ellers havde jeg jo let kunne skaffe et svar.”

Journalist: ”Ja, men jeg har talt med din presserådgiver om det.”

Haarder:”Ja, men du har ikke talt med mig om det, og nu er jeg altså træt!”

”Nu er jeg altså træt”. Knytnæven kommer frem, og ministeren krummer sig sammen i græmmelse. Han føler sig fanget – af journalisten (og sin kone, der venter på ham)

På det her tidspunkt ændres stemningen markant. Bertel Haarder går bersærk. Han forventer et 10 minutters simpelt interview, hvor han bare skal levere nogle one liners. Men han bliver mødt af en række kritiske spørgsmål, han ikke så komme. Dermed bliver hans uvidenhed udstillet. Han er trængt op i en krog og kan kun slå sig fri.  

Haarder-træk nr. 2: Gør sig til offer

Haarder: ”Jeg troede, jeg viste dig et kæmpehensyn (ved at forlade risengrødspisningen med sin kone og komme til DR Byen, red.), og så bombarderer du mig med 25 spørgsmål”.

Journalist: ”Men gør det noget?”

Haarder: ”Jeg kan ikke rumme mere i hovedet.”

Journalist: ”Nå ok, he he,”

Haarder: ”Ja, men jeg kan simpelthen ikke rumme mere i hovedet, og du har fået dit svar, og du får ikke andre svar.”

”Jeg kan ikke rumme mere i hovedet”. Haarders gestik følger han sindstilstand

Ti minutter inde i interviewet

Haarder: ”Det er dig, der hersker. Jeg er Jakob Skomager og du er kong Salomon. Værsgo. Du har magten. Du kan svine mig til. Og det kan jeg mærke, du vil. Så spørg.”

Journalist:”Ja, men det vil jeg ikke.”

Haarder:”Spørg for satan.”

Journalist: "Ja, ok."

”Spørg for satan” - bemærk igen overensstemmelsen mellem udsagnet og det dæmoniske ansigtsudtryk

Haarder-træk nr. 3: Truer og straffer

Tolv minutter inde i interviewet

Haarder:”Du skal fandme ikke bede mig om et interview en anden gang. Nu kan det simpelthen være nok, nu kan det simpelthen være nok, nu kan det simpelthen være nok. Snak med hende (spindoktoren, red.)".

Journalist: ”Ja… men.”

Haarder:Snak med hende. Røvhul.”

Haarder råber ”dumme svin” ned i nakken på den telefonerende journalist

Tretten minutter inde i interviewet

Haarder forlader interviewet:

"Nu kan du simpelthen rende og hoppe. Og jeg vil ikke snakke med dig nogensinde mere. Og jeg klager over dig. Jeg klager over dig.”

”Jeg klager over dig” – den anklagende finger rettes mod journalisten

Men Haarder valgte ikke at klage. I stedet sendte han et undskyldende brev til journalisten.

Både brev og klip har DR valgt at offentliggøre. Måske under indtryk af den nylige sag fra TV 2, hvor klippet af Lars Løkke Rasmussen, der på tv-stationens parkeringsplads skælder en journalist ud, blev slettet fra arkivet. Sletningen blev mødt med bred kritik fra bl.a. journaliststanden. DR har næppe lyst til at blive ramt af samme kritik.

En foreløbig morale på Haarder-historien er, at man aldrig skal sige grimme ting i fjernsynet, heller ikke selv om man tror, det ikke bliver bragt. 

Men spørgsmålet er selvfølgelig, om journalisten med sine spørgsmål overskred grænsen for rimelig behandling af politikeren. Det kan ud fra båndet konstateres, at journalisten inden Haarders blodrus har stillet det samme spørgsmål otte gange.    

Haarders stærke ’stay on message’ bliver til hans svaghed

Bertel Haarder har en formidabel evne til at holde fokus på sit budskab. Han er mester i stay on message. Men stay on message er en farlig disciplin. For det virker mærkeligt på alle seere, når en interviewperson ikke svarer på spørgsmålet. At svare i øst, når der bliver spurgt i vest, er ikke en god idé. Et eksempel er Haarders pointe om, at ”hvis man skal opereres, så skal man opereres”. Denne cirkelsluttende sætning gentages hele 11 gange.  

På den anden side ved Bertel Haarder også, at interviewet bliver båndet, og at kun få sekunder bliver taget ud og bragt. Derfor er han nødt til konstant at få sit simple budskab med i hver sætning. For journalisten har magten. Kameraet ruller, og hvis han stiller et spørgsmål tilstrækkeligt gange, bliver det måske til sidst uskarpt besvaret. Så klapper fælden, og man har fanget politikeren i et ukoncentreret øjeblik. Hvis det er taktikken, er Haarder udsat for unfair behandling. Men Haarder svarer jo ikke, for han mangler svar.

Så ikke nok med, at journalisten gentager sit spørgsmål i det uendelige ­–Bertel Haarder svarer om muligt endnu flere gange med den samme ordlyd. Logikken i stay on message er derfor tveægget: på den ene side er det nødvendigt, og på den anden side virker det dumt.

Spinnets anatomi bliver pinagtigt blotlagt

Af det korte videoklip får vi også et sjældent interessant indblik i, hvordan arbejdsgangen er mellem journalister og ministre. Den er følgende:

1. Journalisten tager kontakt til ministerens spindoktor, og de aftaler, hvad der skal spørges om
2. Spindoktoren informerer ministeren om, hvad han skal sige
3. Journalisten kontakter ministeren for at aftale tidspunkt for interview
4. Journalisten stiller de spørgsmål, der er blevet aftalt, og som ministeren har forberedt.

Ved at systemet bliver brudt, bliver det samtidig blotlagt. Her et par eksempler:   

Elleve minutter inde i interviewet

Haarder: ”Er det ved at tikke ind? Når du interviewer en minister, så er det rart, hvis han kan spørge sine folk… og finde svar.”

Haarder: ”Er det ved at tikke ind?” De løftede pegefingre skal reducere journalisten til et udskældt skolebarn

Men journalisten lader sig ikke intimidere af den aggressive skolelærer, der belærer om god journalistpraksis.

Journalist: ”Jeg har forberedt din spindoktor, jeg går da ud fra, at hun briefer dig, for faen, sådan er arbejdsgangen sgu da.”                     

Haarder: "Jamen, jeg vidste jo slet ikke, jeg skulle i fjernsynet. Hun ringede og fortalte mig for en halv time siden, at jeg skulle i fjernsynet."

Det er klart, at der er nogle procedurer for interviewet, de langt fra er enige om, hvorvidt er overholdt. Hvis skylden er, står hen i det uvisse.  

Bertel Haarder kan ikke omdefinere mediernes rolle

Det er interessant at følge debattråden på DRs hjemmeside. Mange indlæg handler om, hvor uforskammet journalisten er, og hvor godt det er at se, at Bertel Haarder siger fra. Efter denne mikroanalyse kan det dog konkluderes, at nok stiller journalisten det samme spørgsmål otte gange, og nok spørger han ind til noget, de ikke har aftalt, men problemet ligger hos Bertel Haarder. Der er ikke noget usædvanligt ved at en journalist stiller kritiske spørgsmål. Det er omvendt en journalistisk dyd.

At Bertel Haarder i stedet mener, journalisten skal være flink mod ham, fordi han tager sig tid til at blive interviewet, er en basal misforståelse af mediernes rolle.