Basis, baggrund og blærede citater fra HoC
Blufferens guide til House of Cards

Skrevet af
Du ved det godt. House of Cards skal ses. Det er det vildeste siden The West Wing – bare federe og ondere. Det handler om magt. Og ikke på den pæne West Wing-måde, hvor reelle idealer og ønsket om at gøre en forskel hvidvasker skræmmebilledet: I House of Cards får strategierne og den kyniske egennyttighed frit spil i en lækkersyndig blanding af underhåndshandler og karaktermord. Men hvis du ved, at du ikke får set 13 timers drama om amerikansk politik, når du har fri, kan du læse her, hvordan du alligevel kan føre dig frem som ekspert.
Denne lille bluffers guide til House of Cards vil gøre dig i stand til at kunne tale med blandt de hippeste (wannabe-) kendere i kommunikations- og mediebranchen uden rent faktisk at se Kevin Spaceys modbydelige Frank Underwood pille sine medspillere fra hinanden, spise spareribs hos Freddie og i øvrigt bevare et tilsyneladende venligt stemt stenansigt gennem det hele.  Men stop her, hvis du selv vil se serien (artiklen afslører så meget som muligt). Har du allerede set serien, kan du gå direkte til anden halvdel, så du kan blære dig med baggrundsviden og analytisk indsigt.
 
 
Bluff the basics tilsat Shakespeare
Når du bliver trukket ind i en samtale om HoC, kan du altid starte med et veloplagt:
’Jeg tror aldrig før, at jeg har set noget, som kredsede så ærligt om viljen til magt’.
Det vil dine samtalepartnere helt sikkert nikke anerkendende til. Både hovedpersonen og de andre karakterer går mere eller mindre kvalificeret efter mere magt og indflydelse i alt, hvad de gør. Og hvis du er modig – eller rent faktisk er Shakespeare-kender - kan du eventuelt tilføje: ’Bortset selvfølgelig fra Shakespeare. Man kan virkelig se inspirationen fra fx Richard den 3. og Macbeth.’ Det risikerer du heller ikke at møde uenighed omkring.
 
Her skal du også sørge for at cementere dit indgående kendskab til både HoC og Shakespeare ved at nævne Frank Underwoods direkte henvendelser til publikum og omtale dem som solliloquies. Ideen med solliloquies stammer – eller er i det mindste primært kendt – fra Shakespeare, og adskiller sig fra almindelige monologer ved, at skuespilleren taler fortroligt med publikum, selvom andre fra det fiktive univers er til stede.
 
Nemesis udebliver
Der er dog den betydelige forskel fra Shakespeares hovedrolleantagonister og Kevin Spaceys stort set lige så skruppelløse Francis Underwood (kaldet Frank af alle andre end sin kone), at hans hybris rent faktisk ikke ender i nemesis. I hvert fald ikke i første sæson. Mod enden af sæsonen er der dog en gruppe journalister, heriblandt Franks egen varme forbindelse, der er ret kvalificeret på sporet af ham. Så det kan også være godt lige at smide en bemærkning om, at: ’Det bliver spændende at se, hvor længe korthuset holder. Mon Frank bliver afsløret i anden sæson?’
 
Det bliver næsten helt sikkert omdrejningspunktet i næste omgang af House of Cards. Og hvis du ikke er bleg for at virke en smule prætentiøs, kan du passende problematisere Franks forhold til den unge journalist Zoe med en henvisning til Machiavelli: ’Machiavelli har skrevet et sted:  "Skader man nogen, skal man gøre det så grundigt, at man ikke behøver at frygte hævn’''.
 
De vigtigste personer i House of Cards. Fra venstre: Zoe Barnes, Frank Underwood, Claire Underwood, Doug Stamper, Christina Gallagher, Peter Russo og Linda Vasquez
 
Hele handlingen helt kort
Vil dine samtalepartnere tale videre om selve handlingen, bør du nok vide mere konkret, hvad der sker. I artiklen ”Et korthus af kynisme” her på Kforum eller i denne synopsis kan du læse en grundig gennemgang, men her kommer det mest grundlæggende:
 
Hovedpersonen er Frank/Francis Underwood (Kevin Spacey), demokraternes magtfulde indpisker i kongressen. Han er gift med Claire Underwood (Robin Wright), som arbejder med velgørenhed. Deres ægteskab er i høj grad knyttet sammen af foragt for svaghed og en fælles ambition om at nå til tops. 
 
Underwood-parret står ved seriens start helt tæt på den nyvalgte præsident. Frank står til at blive Secretary of State, og den NGO, Claire er leder af, står til en stor donation fra hans største lobbyiststøtte. Desværre ombestemmer præsidenten sig. Han gør ikke Frank til Secretary of State, som han ellers havde lovet.
 
Efter nederlaget beslutter Frank og Claire sig for at gå benhårdt og egenhændigt efter mest mulig magt. Frank indleder kampen med at vælte præsidentens kandidat til Secretary of State, og Claire fyrer køligt halvdelen af sine medarbejdere. Der er fokus på det langsigtede mål.
 
Som serien skrider frem, spindes adskillige flere mennesker ind i Underwoods net af løgne og bedrageri. Han indleder et givtigt og giftigt forhold til den unge journalist Zoe Barnes (Kate Mara) og finder sig en protege i form af det unge kongresmedlem Peter Russo.
 
På grund af Peters tendenser til misbrug af rusmidler har Frank en klemme på ham, så han kan bruge Peter som springbræt under dække af at ville hjælpe ham med at blive guvernør i vicepræsidentens tidligere område, Pennsylvania.
 
Mod slutningen af sæsonen iscenesætter Underwood sit eget mord på Russo som et selvmord, hvilket lægger pres på den siddende vicepræsident, som han overtaler til at træde tilbage til sin tidligere stilling. Det giver stillingen som vicepræsident fri til ham selv.
 
Således står Frank mod slutningen over for et magtmæssigt gennembrud i Det Hvide Hus. Dog er Zoe Barnes og hendes medsammensvorne på sporet af ham. I næste sæson, som allerede er planlagt, vil det vise sig, om Franks forræderi og rænkespil når at lægge magtens korthus i ruiner, inden sejrens frugter er høstet.
 
Frank Underwood med Zoe Barnes, der til at begynde med er en stor hjælp, men som efterhånden bliver farligt selvstændig
 
Toppolitikerens stærke kvinde
Frank er motiveret af magt og af sin loyale, men alligevel selvstændige kone Claire. “I love that woman, I love her more than sharks love blood”, siger han så smukt om hende. Som seer kan man lægge mærke til, at han elsker hende ret meget ligesom hajer elsker blod: Han har brug for hende. Og hun giver ham mod på mere.
 
Her kan du vise lidt overblik ved at referere til Clintondynastiet:
‘Underwoodparret er nok meget inspireret af Hillary og Bill, der også har haft et fælles projekt hele vejen igennem – og derfor har haft en bred tolerancetærskel I forhold til hinanden.’
 
Den kan så aktualiseres med en Obama-kommentar:
 
’..men faktisk kan man også se spor af Michelle Obama i Claire. De har begge gode karrierer på NGO-området. De er begge indpiskere over for deres mænd. Og i sidste ende har de begge måttet tilsidesætte deres egne karrierer for det stik, manden skal hente hjem’.  Hvis nogen drister sig til at betvivle din påstand, kan du anbefale dem at læse Judi Kantors ”The Obamas – A Mission, A Marriage” fra 2012.
 
Bag enhver magtfuld mand står en kvinde med blod på hænderne. Sådan præsenterer Netflix Claire Underwood. Hun er dog ikke den klassiske baggrundskvinde - hun har også sin egen agenda
 
Mara bliver detektivjournalist som sin søster
I begyndelsen er journalistspiren Zoe netop kun en spire og totalt afhængig af Franks forsyning af hemmeligheder. Han har brug for hende til at manipulere med mediemøllen. De to indleder et seksuelt forhold, mens Zoe stiger i graderne, først på The Herald og derefter på Politico-klonen Slugline.

Efterhånden får Frank sværere ved at kontrollere Zoe, som mod sæsonafslutningen er langt fra det forskræmte dådyr, han mødte i starten. Zoe afbryder deres seksuelle relation, hvilket især irriterer Frank pga. det, det siger om deres relation. Han citerer Oscar Wilde – og det kan du passende også gøre: "Everything in life is about sex except sex. Sex is about power".
 
Skal du bluffe lidt blæret om Zoe, kan du også tilføje, at ’det er bemærkelsesværdigt, at Zoe udvikler sig til denne her detektiv-agtige journalist, som søger sandheden med livet som indsats. Hendes rolle begynder at minde om den anden Mara-søsters rolle i den amerikanske version af ”The Girl with the Dragon Tattoo”, som jo også var instrueret af David Fincher, ligesom dele af HoC er!’ Og hvis din samtalepartner fatter interesse for det, kan du tilføje, at Robin Wright, som spiller Claire, jo også spillede med i filmen som redaktøren på Millennium.
 
En ren tallerken i de rette hænder?  
Ud over Zoe er Peter Russo den vigtigste brik i Franks spil. Offentligheden kender ham ikke – men det kan de komme til. Og på grund af hans blakkede fortid, bestemmer Frank på hvilket grundlag. Som Frank siger: “What's better than a blank slate in the right hands?”
 
Hvis snakken er faldet på det, kan du tilføje: ’Men Fransks problem er jo, at hverken Zoe eller Peter er blanke – de accepterer ikke, at de skal underkaste sig. De ender jo begge to med at vende tilbage til deres oprindelige, etiske principper og gøre oprør’.
 
Hvis du siger det, skal du lige huske, at oprøret ikke lykkes for Peter. Frank dræber ham og slipper af sted med at iscenesætte det som selvmord. Zoes oprør er derimod stadig undervejs.
 
Den ikke usympatiske antihelt Peter Russo har en ægte idealist i maven og er faktisk både omsorgsfuld, morsom og dygtig. Men kombinationen af ambition, alkoholisme og Frank Underwood bliver hans endeligt
 
Vicepræsidentviden viser overblik
Hvis du vil virke som om, du også ved en hel del om amerikansk politik i det hele taget, kan du give en kvalificeret vurdering af det strategisk smarte i at efterstræbe vicepræsidentposten. Franks forsøg på at komme til tops derigennem er nemlig slet ikke dumt.
 
14 vicepræsidenter er blevet præsidenter. 8 af dem blev det, fordi præsidenten døde. Det betyder, at en vicepræsident historisk set har knap 20 pct. chance for at blive præsident alene ved at sidde og vente. Du ved, at netop det var baggrunden for, at Lyndon B. Johnson valgte at tage imod JFK's tilbud om at blive vicepræsident på trods af sin mere magtfulde og objektivt set bedre position som Majority Leader.
 
Du kan evt. øge nørdfaktoren:
’Så var han i øvrigt den allerførste sydstatspræsident nogensinde. Frank er jo også fra sydstaterne. Jeg tror egentlig, at den gamle nord-syd-konflikt spøger mere i USA’s politiske liv, end man tænker over som dansker’. Den skal nok tage kejler. Henvis evt. til Robert A. Caros ”The Passage of Power: The Years of Lyndon Johnson” fra 2012.
 
Lyndon B. Johnson var den første sydstatspræsident. Det var nok ikke lykkedes for ham, hvis han ikke havde været vicepræsident først 

Bluff-bonusviden om Kevin Spacey
Når snakken kredser om House of Cards, er det vigtigt, at du også husker at rose Kevin Spacey til skyerne. Alle (semi)intellektuelle elsker Kevin Spacey og ved derfor ting såsom:
 
At Spacey bor i London og umiddelbart før indspilningen af HoC spillede titelrollen i Shakespeares Richard den 3. - en perfekt forberedelse til rollen som Francis Underwood. Begge er machavellianske magtkynikere, som indvier seeren – og kun seeren – i sine tanker og planer. Begge vil begå mord for magten og sætter magt højere end noget andet.
 
At Spacey også giver den som iskold skurk i andre filmelskerdarlings som:  ”The Usual Suspects” og ”Seven”. Derfor kan du sige ting som: ’Han er altid så fantastisk, når han spiller ond’.  
 
At Spacey også spiller hovedpersonen i Casino Jack fra 2010 om den korrupte toplobbyist Jack Abermoff, som med lidt god vilje kan siges at være forlæg for HoC-lobbyisten Remy Danton (Mahershala Ali).
 
At Spacey ikke har haft en hovedrolle i en stor amerikansk produktion siden ”American Beauty” fra 1999, som han fik en Oscar for. Den har du set – og du kunne lide den. Men du ’synes virkelig også, at han er skøn i mindre roller, som fx Lex Luther i ”Superman Returns”. Og desuden bør man virkelig se ham i smallere film, som fx Beyond The Sea” og ”Moon”’, synes du.
 
At Esguire i 1997 skrev artiklen: ”Kevin Spacey Has a Secret”, hvor man insinuerede homoseksualitet. Det kan du nævne som en pudsighed i forbindelse med, at du kommenterer på afsnit 7, hvor Underwood besøger sit gamle college og genforenes med en ven, som han lader til at have haft et særligt tæt forhold til. Du kan måske sige noget i stil med: ”Det er bemærkelsesværdigt, at den side af Frank, som er mest sympatisk og menneskelig, forbindes til noget homoerotisk. Det er måske en kommentar til alle de republikanere, som bekæmper homorettigheder, mens de selv er i skabet.”
 
Kevin Spacey som Richard den 3. i London
 
Blær dig med perspektivering til mere politisk drama
Det er vigtigt, at du kender til den originale House of Cards fra BBC (1990-1995). Her spillede Ian Richardson den konservative Francis Urquhart, der går efter premierministerposten. Om den kan du fx lige sige: ’Den er virkelig også sindssygt velskrevet og velspillet - og så har den et meget mere komisk præg end den amerikanske serie.’ Plottet i BBC-serien er grundlæggende det samme, men løber ikke lige så langt. Og de Shakespearske solliloquies er endnu mere udtalte end i den amerikanske version.
 
Du er nødt til at kende – eller lade som om du kender – The West Wing (1999-2006), som i Danmark blev sendt under titlen Præsidentens Mænd. Hvis du kommer ind i noget, hvor du bliver opfordret til at sammenligne, kan du med ro i sindet sige, at ’House of Cards er ondere og giver et meget hårdere portræt af amerikansk politik. I The West Wing får man trods alt indtryk af, at mange drives af idealisme. Samtidig er HoC mere humoristisk. Jeg kan nok bedst lide… [indsæt din ond/god-præference]’.
 
Du kan også nævne, at du har set Boss (2011): Tom Kane (Kelsey Grammer)er borgmester i et politisk hårdkogt Chicago og er netop blevet diagnosticeret med en degenererende neurologisk sygdom. Den synes du er ok god, men ikke ligeså god som HoC. Så du kan måske bemærke: ”Synd for Boss, at HoC er kommet til”, hvis I når hertil i spektret af politiske serier.
 
Måske bør du også påstå at have set Lincoln-filmen, som du også mener er interessant i forhold til HoC. Du kan fx sige: ’Jeg tror måske også, at man undervurderer, hvor kyniske mange er nødt til at være i politik. Bare se ”Lincoln”-filmen.  Der skulle også en del magtanvendelse og bestikkelse til at afskaffe slaveriet. Og Lincoln huskes som en helt’.
 
I øvrigt kan du namedroppe serier som ”K Street”, ”Scandal” og ”The Kennedys”. Måske endda ”Borgen”, så du kan få en stund på hjemmebane.
 
Crewet fra The West Wing a.k.a. Præsidentens mænd
 
Slibrigt cool med Underwoods ord
Noget af det virkelig seværdige ved House of Cards er alle Frank Underwoods vidunderlige one-liners. Det kan være godt at smide nogle af dem ind hist og her, så her får du fem af de bedste:
 
“I have no patience for useless things. Moments like this require someone who will act, who will do the unpleasant thing; the necessary thing."
 
"Power is a lot like real estate. It's all about location, location, location. The closer you are to the source, the higher your property value."
 
 “He chose money over power. In this town, a mistake nearly everyone makes. Money is the McMansion in Sarasota that starts falling apart after ten years. Power is the old stone building that stands for centuries. I cannot respect someone who doesn’t see the difference.”
 
“There’s no better way to overpower a trickle of doubt than with a flood of naked truth.”
 
"There is no solace above or below. Only us. Small. Solitary. Striving. Battling one another. I pray to myself. For myself."
 
Ekstra bluff-replikker til rigtige nørder
I NPR-interviewet med instruktøren David Fincher og med Kevin Spacey kan du plukke nogle gode udsagn, så du viser, at du elsker House of Cards så meget, at du bare måtte vide, hvad instruktøren havde tænkt. Referer fx til, at Fincher har tænkt Underwoods solliloquies som privattid med Machiavelli: "You're getting private time with Machiavelli. It's like you're getting private tutelage", har han sagt om det.
 
Du kan også sige noget om seriens økonomi:
'HoC er en stor investering for Netflix, men ikke risikabel. Ved at producere egne serier sikrer Netflix sin uafhængighed, og HoC er det mest sete overhovedet på Netflix. Over 10 pct. af abonnementerne har set serien. Den gennemsnitlige HoC-seer har set seks afsnit'.
 
Her vil det også virkelig øge din troværdighed som opmærksom seer, hvis du kommenterer på den ret ekstreme brug af product placement. Det er en stor del af seriens finansiering og ikke altid så diskret. Fx foregår en scene på Pizza Hut, hvor der opstår en hel lille samtale, der mest handler om at nå frem til replikken: ”Then they should stop serving so damn good pizza!”.
 
Endnu mere ekstremt er det, da Underwood besøger Russo og afbryder sin egen talestrøm med replikken: “Is that a PS Vita?”. Herefter følger en lille samtale om spil og om, hvordan Frank burger Play Station til at slappe af derhjemme. Han siger afslutningsvis: “I gotta get me one of those [PS Vita] for the car.” Nævn gerne det. Det vil helt sikkert sætte noget igang hos din samtalepartner, hvor du kan nøjes med at lytte lidt - så kan du overveje dit næste bluff i mellemtiden.
 
Kevin Spacey og David Fincher
 
Hvis dit bluff går galt…
Hvis du bliver fanget I en halv løgn eller i et lille bluff, rummer serien svaret. Du svarer blot:
 “You might think that, I couldn't possibly comment.”
 
Det siger nemlig både den amerikanske versions Francis Underwood og den britiske Francis Urquhart, når de kommer lidt i knibe eller skal placere et læk. Og de er begge mesterbluffere, som slipper af sted med de usandsynlige ting. Og voila - så er du pludselig ikke pinlig, men meta! Og hvis dine samtalepartnere ikke køber den, kan du med et glimt i øjet udråbe: 'haha, meta!' og så skynde dig at spørge ind til deres viden om et tv-program, du rent faktisk har set. Ellers er der altid Frank Underwoods ringetone – den er ikke på Netflix.  Den finder du her. 
 
-----------------------------------------------------------------------------------------
Links:
 
 
 
 
 
 
 
 
-----------------------------------------------------------------------------------------

Relaterede artikler

Bluffers guide til SMWCPH - Nørdernes modeuge. Bureauernes pitch-runde-festival. Folkemøde uden mediedækning. Social-branchen i Danmark er lille. Ko...
Let's be Frank, Løkke - Løkkes listige Lazarus-loop er så fantastisk, at det kun kan forklares ved hjælp af selveste Frank Underwood fra House o...
Verdens bedste præsident - Det skorter ikke på politikere, der gennem årene har forsøgt at frame sig selv som den nye JFK. En plan, der dog kan giv...

Giv din stemme

27 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt

Pressekonsulent

Frist: 12. januar

Digital Marketing Manager

Frist: 7. januar
Se alle job Indryk job

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.