Normalt er de adelige i Danmark ikke genstand for den store opmærksomhed. Udover de allermest centrale medlemmer af kongehuset har de fleste adelige i Danmark simpelthen for store fortænder og for lidt star quality. Baronesse Caroline Fleming er undtagelsen, som bekræfter reglen. Hun har star quality og pæne hvide tænder. Hun forener den selviscenesættende celebrity attitude (a la Paris Hilton) med den tunge og imponerende odeur af gammel dansk landadel. Og det er åbenbart noget, vi nyfigne danskere er vilde med. I hvert fald er baronessen nu for anden gang stjerne i en hel programrække.

Baronessen blev kendt hos det brede publikum i TV2’s dokumentarserie ”Baronessen”, der fulgte hendes liv gennem to år og senest blev sendt i foråret 2008. Denne gang er det Kanal 4 med  brandet ’hele Danmarks kvindekanal’, der har baronessen som leading lady. Men hvad er det, Caroline Fleming kan levere på skærmen? Og hvorfor skal vi denne gang se hende agere redningsplanke for overanstrengte husmødre og nedkørte familier?

”Baronessen flytter ind” placerer sig i den efterhånden endeløse række af tv-programmer, der tematiserer boligindretning, husholdning og parforhold i en skønsom blanding: Room service, Hjerterum, Par på prøve, Byen, hvor kvinderne gik – for blot at nævne nogle få. Fælles for dem alle er, at de åbner døren til familien Danmark på vid gab og på den måde storforkæler den lille voyeur, der bor i os alle.

Baronessen med gummihandskerne
Programmet ”Baronessen flytter ind” sendes på Kanal 4 mandag aften. I hvert afsnit flytter baronesse Caroline Fleming ind hos en ny dansk familie, altimens familiemoderen flytter ind på Valdemars Slot, hvor hun forkæles med morgenmad på sengen, skønhedsbehandlinger og til sidst en komplet make over.



I parcelhuset tager baronessen de lyserøde gummihandsker på og går i gang med at implementere nogle af moderens ønsker til forbedringer af familiens hverdagsliv. Hun pynter typisk lidt på hjemmet. Fortæller faderen i familien, at han bør spise aftensmad med børnene og ikke foran fjernsynet. Og introducerer begreber som frugt-smoothie og Ashtanga yoga for de uvidende parcelhusmennesker.

Iklædt designertøj og flagrende lyst hår stiger baronessen ned til Familien Middelmådig som en sfærisk frelser fra de bedre kredse. Formålet skulle være at forbedre livet i familien og glæde den trætte husmor. Men i virkeligheden er Caroline Flemming det altoverskyggende centrum fra start til slut. Kameraet følger hende kælent rundt i hjemmet, mens hun deler ud af store sandheder som: Min far har lært mig, at man altid skal huske at vaske et skærebræt på begge sider. Eller: Jeg er mest til at lave mine egne pomfritter fra bunden.

Baronessen er helt afgjort underholdende med sin bramfri facon og spontane væsen, men hvorfor hun skal ophøjes til ekspert udi husholdning, familieliv og parforhold, er svært at forstå. Som adelig burde hun nærmere kategoriseres som antiekspert i almindelig husførelse og hverdagsliv. Men selv den dårligste undskyldning er åbenbart god nok, hvis man først har fået den fantastiske idé at bytte en helt almindelig husmor ud med Danmarks mest celebre mediebaronesse.
 
For selvfølgelig handler det ikke for alvor om at gøre livet bedre for de medvirkende familier eller rykke ved kønsrollemønstre. Baronessen kan og vil ikke frelse nogen. Essensen i programmet er kontrasterne mellem rig og fattig, smuk og grim, finkultur og lavkultur, og det står endnu mere funklende klart efter hvert afsnit. Ved sin blotte tilstedeværelse i parcelhusets små stuer tydeliggør baronessen, hvor stor niveauforskel der er mellem den ophøjede verden, hun kommer fra, og den leverpostejsverden, hun for et par dage er trådt ned i. De lyserøde gummihandsker, der altid er pakket øverst i kufferten, fungerer som et eksplicit symbol på afstanden mellem programmets to verdener. For at kunne tåle opholdet hos Familien Almindelig må baronessen nødvendigvis være bevæbnet med et lag gummi, der beskytter hende mod for alvor at komme i berøring med parcelhusets baciller i både konkret og overført betydning.    

Men det brand, som baronessen har skabt sig i kraft af sin medvirken på tv, består langtfra kun af en aura af fornem adelighed. Caroline Flemming fører sig mere frem som en postmoderne celebrity end som en aristokrat. Hun er både baronesse og brand. Hun er ikke for fin til reality og er på den måde et udtryk for en nutid, hvor det først og fremmest handler om at være på, være kendt og blive set.

Danmarks egen Paris Hilton
Caroline Fleming er på den måde en paradoksal konstruktion af fortid og nutid – højkultur og lavkultur. Baronessen kommer fra en fornem og hovedrig familie – slægten Iuel. Hun ser godt ud og forstår at klæde sig på en eksklusiv og personlig måde, der både matcher og udfordrer hendes status som baronesse. Men af væsen minder baronessen mest om en højgearet teenager. Ved synet af madrester på bunden af en affaldsspand udviser hun en væmmelse på niveauet lige før besvimelse. Og når familiefaderen (under tvang) viser hende, hvordan han har tænkt sig at fri til sin kone, når hun vender hjem fra slottet, hviner baronessen af fryd, hopper op og ned og råber: Jeg dør, jeg dør, når du gør det der!!

Caroline Fleming kan udtrykke en barnlig, næsten hysterisk begejstring, der skaber en morsom kontrast til hendes ophøjede baronessestatus. En barnlighed og begejstring, som er en vigtig del af hendes popularitet. Tv elsker mediepersoner, der tør vise deres følelser uforbeholdent for åben skærm. Tænk bare på Thomas Blachmann (X-factor), Peter Ålbæk (Talent2008) og den grædende dansedommer Jens Werner (Vild med dans). Baronessens mange følelsesudbrud skaber også en tiltrængt comic relief effekt: Hun er trods alt bare én af os, og hun kan begejstres over lillefars planlagte frieri.

Da baronessen blev voksen
Caroline Fleming slog igennem i TV2’s ’Baronessen’. Det var især hendes overtagelse af Valdemars Slot efter faderen, lensbaron Iuel-Brockdorf, der var i centrum. Derfor fik vi som seere også glæden af at se en del til lensbaronen og hans kone Molise (kendt for sin mørke cecilrøst og sjældent set uden en tændt cigaret indenfor rækkevidde). Baronessens far og hans kone kom til at illustrere samme mærkværdige blanding af høj- og lavkultur bl.a. i kraft af deres infantile småskænderier og slet skjulte problemer med at afgive ansvaret for slottet til datteren. Ligesom prinsgemalen altid bliver fremstillet som lidt komisk i medierne, så blev lensbaronen og hans datter det også, samtidig med at deres formue og eksklusive livsstil er misundelsesværdig for de fleste.

”Baronessen” blev startskuddet til Caroline Flemmings berømmelse i Danmark, og hendes kendis-format har siden udviklet sig til noget, der på mange måder minder om en dansk udgave af Paris Hilton. Paris grundlagde også sin berømmelse via et reality tv-program. Og vi griner også alle sammen lidt af blonde, blanke Paris Hilton, og budskaber hun ikke har nogen af. Ligesom Paris har baronessen heller ikke en særlig viden eller kunnen, hun kan promovere og sælge. Baronessen er på én gang sit eget brand og produkt og på den måde et typisk resultat af den selvforstærkende celebrity-kultur, hvor man ikke behøver at være kendt for noget (se også ”Paris is the message”). Det kan godt være, at både Paris og Caroline Fleming er lidt til grin i manges øjne. Men uanset hvor intentionel eller ikke-intentionel deres selviscenesættelse er, så forstår de at udnytte vores ambivalente fascination til egen fordel.

Fjernsyn og færdigretter
Måske er vi nogle, der griner ad baronessen. Men allermest til grin bliver desværre de værtsfamilier, der deltager i ”Baronessen flytter ind”. Familierne får helt bogstaveligt udstillet deres beskidte vasketøj, grimme møbler og frosne færdigpizzaer. Over for denne totale mangel på politisk korrekt livsstil står baronessens sfæriskhed og rigtige meninger om alt fra ovnrens til tomatsalat. Det er let nok for baronessen at have et klinisk rent køleskab (som hun stolt beretter). Det er straks lidt mere besværligt, når man arbejder fuldtid, står alene med husarbejdet og i øvrigt har en søn, der gemmer madpakker under madrassen.

Kontrasten mellem de to livsverdener er simpelthen så stor, at det næsten bliver ubærligt. Scenen, hvor Caroline Fleming står på hovedet i en perfekt afbalanceret yogaøvelse, mens elektriker-far og de to halvstore sønner vælter ubehjælpsomt rundt på græsset, siger det hele. Come on. Det er dømt til at mislykkes. Hvilket selvfølgelig også er meningen. Men det er så nemt og lidt for ondt.

Måske kommer det senere i programrækken, men indtil videre har producenterne ikke anstrengt sig for at finde nogle familier, der kunne give lidt modspil til baronessen på ærten. Tværtimod er der tale om familier fra den lavere middelklasse, der taknemmelige for det fine besøg lader sig trække rundt i manegen af baronessen. Man får næsten helt ondt af de stakkels mænd, der kommer hjem i arbejdstøjet og helt beklemt og benovet over situationen straks underordner sig alle prinsessens befalinger.

Ligestilling for de få
Men okay, endnu mere ondt har man af konerne, der så åbenlyst lever i et kønsrollemønster, der burde være blevet udryddet for altid i 1970’erne. Hvis man gik og troede, at mænd og kvinder i Danmark over en bred kam er fælles om husholdning og børnepasning, så kan man godt tro om igen. Og det er måske det bedste, der er at sige om ”Baronessen flytter ind” – at programmet sætter spot på den kedelige sandhed, at ligestilling i hjemmet ikke har bredt sig ret langt ud over de bedrestillede kredse. Problemet er så bare, at programmet ikke for alvor har nogen intention om at ændre på den omstændighed. Kort sagt fortæller det den kvindelige seer: Dit liv er røvsygt. Men hvis du venter længe nok med at gøre noget ved det, kommer baronessen måske hjem til dig og gør det hele meget bedre. I tre dage.

Jeg er på – derfor er jeg til
At folk overhovedet har lyst til at medvirke i programmer som ”Baronessen flytter ind”, hænger sammen med samme kulturfænomen, som også baronessen selv er et udtryk for: Det handler først og fremmest om at være på. Også selv om man kun bliver kendt for sine enorme mængder af beskidt vasketøj. ”Baronessen flytter ind” er derfor på den ene side et bevis for, at der stadig er store klasse- og kønsforskelle i Danmark. På den anden side er programmet også et udtryk for at vi alle er lige i ønske om at være på. De adelige får blot lov til at beholde gummihandskerne på i en omgang beskidt reality-tv.