Barnaby forever

DR sender krimiserien Barnaby lørdag efter lørdag, år ud og år ind. Hvorfor gør public service-stationen det? Og hvorfor hænger seerne på og finder sig i den ene genudsendelse efter den anden? Måske fordi vi gerne vil sove i fred foran tv'et. Måske fordi opdageren Barnaby er den hyggelige modpol til alle de stejle og kantede efterforskere m/k, der ellers dominerer krimiserierne.

Barnaby dvd-box

Midsomer Murders – eller på dansk: Barnaby – fås både som uendelige genudsendelser på DR og i dvd-box. Bemærk skyggen på væggen

 

”Er 'Barnaby' helt stoppet, eller kommer han tilbage? Sådan lød et spørgsmål til DR's kontaktservice i begyndelsen af 2011, og DR's beroligende svar var:Ja, 'Barnaby' kommer tilbage lørdag aften. Vi fortsætter linjen fra efteråret og viser samtlige episoder frem til den sidste årgang med John Nettles, hvorefter vi går videre med den nye Barnaby, spillet af Neil Dudgeon.”  

 

DR skammer sig vist over at genudsende

Nogle kan ikke vente på næste episode. Andre er irriterede over, hvor usvigeligt sikker serveringen af Barnaby indtræffer – hver lørdag aften lige på det tidspunkt, hvor man, hvis man altså ikke skal noget særligt, har lyst til at slappe af foran fjernsynet, men ikke nødvendigvis med det samme år efter år. Så sidder vi der og diskuterer: ”Har vi set den før?” Der går måske et par minutter eller tre, før vi konstaterer, at vi genkender de enkelte karakteristiske fysiognomier, ligesom miljøet forekommer bekendt. Så bliver vi enige om, at vi ikke kan huske alle detaljer i plottet. Måske slukker vi. Måske ser vi den færdig. I sidste tilfælde ærgrer vi os over, at vi gjorde det, for vi havde jo set den…

 

Barnaby  med betjente

Seertallene svigter ikke gode gamle Barnaby. Hverken herhjemme eller globalt

 

Kan 843.000 tage fejl?

Det er under al kritik, at DR 1 bliver ved med at sende de samme episoder af serien år efter år. I gamle dage, dvs. før DR's store personalemæssige nedskæringer i 2006, blev man i det mindste advaret, når der var tale om genudsendelser. De var markeret i programoversigterne. Den service er afskaffet, formentlig fordi DR skammer sig over det ekstreme forbrug af genudsendelser, men ikke ser sig i stand til at gøre noget ved det og derfor skjuler det.

 

DR kan så inddæmme kritikken ved at sige, at der er efterspørgsel, sådan som spørgsmålet oven for viser. Folk vil gerne se Barnaby, og de vil måske hellere se en genudsendelse end slet ingen. Seertallene taler deres tydelige sprog. Ifølge tns Gallup har Barnaby ret stabile seertal over tid, for eksempel var der 764.000 seere i uge 14 i 2009, 843.000 seere i juleugen 2009, 581.000 seere i uge 17 i 2010 og 697.000 seere i uge 48 i 2010. Det er pænt i udkanten af bedste sendetid lørdag aften, og der er formentlig ikke ret mange andre programmer, der vil kunne hamle op med det. Tilsvarende er vurderingerne gode, idet de ligger på 4 eller derover.

 

Sådan ser det ud, når Barnaby-seriens karakteristiske uhygge-tema spilles på det elektroniske instrument theremin

 

Barnaby er et globalt problem

Første Barnaby-episode udspillede sig i 1997. Serien er fortsat med omkring otte nye episoder årligt siden da, hver gang introduceret af musik fra det specielle instrument thereminen, der med sin lette forvrængning blander det folkelige og det smågyselige. Som så ofte er der et litterært forlæg for serien, nemlig en krimiserie af Caroline Graham, der begyndte i 1987.

 

Barnaby er en lang tv-serie med solidt tag i sit publikum, ikke kun i Danmark, men også i sit oprindelsesland England, og i øvrigt overalt i verden. Serien er en af de britiske serier, der har eksporteret bedst, og den kan ses i stort set alle europæiske lande samt i Japan, Australien, USA, Canada, Saudi Arabien etc.

 

Barnaby føjer sig således ind i rækken af sejlivede krimiserier, der har overlevet i mange år takket være udbredt popularitet, både ude og hjemme. Som for eksempel den tyske Der Alte (ZDF), der begyndte i 1977 og er fortsat til i dag med tre forskellige skuespillere i hovedrollen som Der Alte, men med den samme assistent (Michael Ande), og som ligeledes eksporteres flittigt (dog ikke til Danmark, hvor tyske programmer kun sjældent sendes).

 

Der ud over spiller John Nettles i hovedrollen som kriminalkommissær Barnaby en afgørende rolle som samlepunkt. Nettles var kendt fra en anden populær og lang krimiserie, Bergerac (BBC, 1981-91), der udspillede sig på New Jersey. Her spillede han en uortodoks politimand med en tvivlsom fortid og hang til fart, femme fatale’r og fikse løsninger på kriminelle problemer.

 

Danskerne er altså ikke alene om forkærligheden for Barnaby. Så meget desto mere er der grund til at diskutere, hvad det er for nogle kvaliteter, serien har, som bevirker, at vi gerne eller modvilligt ser den – igen og igen. Her kommer nogle bud. Som konkret eksempel refererer jeg til Death and Dust (2006), en genudsendelse, der sidst blev sendt på DR 1 den 6. februar 2011.

 

Plot med indbygget tåge

Når vi ikke altid kan huske plottet, er det ikke så sært. Det er ofte ganske kompliceret og ikke nødvendigvis særligt sandsynligt. Mordraten i det fredsommelige distrikt er en stående spøg, også internt i serien, som det fremgik, da Barnaby og hans kone overvejede at flytte ud på landet.

 

Hovedreglen er, at der skal foregå 3-4 mord et sted i Midsomer, og vores kommissær har egentlig ikke særlig travlt med at forhindre dem. Motiverne er dybest set de klassiske – jalousi, penge og hævn eller en blanding.

 

Gerningsmanden eller kvinden ses altid, men i det dunkle og omhyggeligt iført handsker og uden, at ansigtet ses. Det er ikke altid, seeren har en reel chance for at gætte med. Ind imellem figurerer morderen helt i udkanten af plottet, og vi præsenteres først for den skyldige ret sent. For eksempel kunne mistanken først til sidst samle sig om familievennen Bryn Williams i Death and Dust, fordi seeren simpelthen ikke var blevet præsenteret for ham før.

Det er altså ikke nødvendigvis plottet, der trækker publikum til skærmen. Hvad er det da?

 

Barnaby natur

Det idylliske landskab er en vigtig medspiller i serie som hyggelig ramme for de mange mord, der aldrig for alvor bliver uhyggelige

 

Turist i idylliske krimiland

Landskabet spiller en hovedrolle i serien, som seriens engelske titel Midsomer Murders angiver, og jeg mener også det har en vigtig rolle at spille for populariteten. Titlen alluderer til Somerset, men optagelserne fra det fiktive Midsomer-landskab med den ligeledes fiktive hovedby Causton er hentet mange steder fra – og ligner således også rigtig mange steder. Det stiller den krimiturist, der er vant til at gebærde sig i den fiktive Morse’s virkelige Oxford, en ekstraopgave, nemlig at dechifrere hvor det egentlig er, Barnaby foregår. Her kan man hente hjælp på nettet.

 

Men landskabet besidder en dobbelthed, der virker som en bonusgevinst i serien. Dels er det åbent og uskyldigt, provinsielt og landligt, tilsyneladende idyllisk. Dels åbenbarer det uanede dybder. Det er, hvad forskerne kalder et ’guilty landscape’, altså et landskab, der skjuler mere end det åbenbarer, og som altså egner sig ganske udmærket til mørkets gerninger.

 

Denne modsætning mellem det tilsyneladende og det egentlige er lige som gammel som Agatha Christies St. Mary Mead, som Midsomers forskellige landsbyer da også indirekte refererer til, men den er fortsat virkningsfuld.

 

Landskabet samarbejder med plottet på forskellige måder. I Death and Dust er det både det milde Midsomer og det stejle og tågede Wales, der forsyner plottet med landskabelig klangbund. Kernen i plottet er planlagt snyd med offentlige midler i forbindelse med udnyttelse af skiferaffald fra Wales til pressede fliser. Derfor er konfrontationen mellem de to typer landskab betydningsfuld, og derfor er det smart at henlægge en tur i det lokale vandrelaug til Miners’ track i Wales.

 

Barnaby sammenlignet med Miss Marple

Barnabys "mor" er tydeligvis Agatha Christies hyggelige gamle opdagerdame Miss Marple. Her i ældre skikkelse af celluloid-skuespillerinden Margaret Rutherford

 

Den lille, humoristiske hverdagsdetalje

Små detaljer understøtter denne type samarbejde. I Death and Dust konfronteres vi med udkantsproblemer og skiferaffald som en mulig løsning på nogle af dem. Hvad er da mere naturligt, end at Barnaby lige står og skal have udvidet sin terrasse? Med, som det viser sig, nye fliser af presset skiferaffald.

 

Hverdagens små detaljer giver ofte nøglen til løsningen af gåden, og der ligger ofte en humoristisk drejning i detaljen. Her får Barnaby, oven i købet hjulpet af oplysninger fra lægens tidligere svigermor og en af de mistænktes gør-det-selv-mand, overladt hele arbejdet med udvidelsen af terrassen til sin datter og hendes kæreste. Han rører ikke selv en finger, men kan med tilfredshed betragte resultatet, der er med til at bringe kæresten i kridthuset.

 

Andre gange ligger humoren i situationen, f or eksempel når de to politimænd dyster om, hvem der skal køre resten af vejen til Wales ved at smutte sten, og vi derefter ser den ellers så sejrssikre Barnaby ved rattet. Eller i replikken, når den selvhævdende svineavler Rawnsley gør opmærksom på, at Mrs. Mostyn kunne være blevet en højagtet svineavlerkone, og Barnaby bemærker, at han ikke forstår, hvorfor hun ikke greb chancen. Som tidligere lærerinde har Mrs. Mostyn også en herlig replik i forbindelse med børnenes trusselsbrev: kommasætningen er hen i vejret!

 

Barnaby med konen

Parforhold uden problemer – et særsyn midt i tv-krimiernes vrimmel af opdagere i personlig krise

 

Den hyggelige modpol til evindelige bekymringer

Som karakter repræsenterer Tom Barnaby modpolen til alle de bekymrede, professionelt dygtige, men uendeligt ensomme, stejle og kantede efterforskere m/k, der ellers dominerer krimiserierne. Han lever i et lykkeligt og særdeles traditionelt ægteskab med sin kone Joyce, hvis navn i sig selv henviser til glæde. Han er fri for samvittighedsnag i forhold til husholdning og privatlivsopgaver – det tager Joyce sig af, inkl. ægteparrets voksne datter. Vi kan altså være rolige for hovedpersonen, for Barnaby sætter sjældent sig selv på højkant, men forholder sig mere tilbagelænet til begivenhederne. Karakteren Tom Barnaby leverer dermed en fridag fra alle de bekymrede kommissærer med et utal af privatlivsproblemer foruden problemer med de overordnede. Afslappende.

 

Et stilfærdigt drama leveres af det klassiske samspil mellem kommissæren og hans nærmeste medarbejder. John Nettles har fungeret sammen med tre ‘Detective Sergeants’ - Gavin Troy (Daniel Casey), Dan Scott (John Hopkins), og Ben Jones (Jason Hughes). I alle tilfælde er mønstret det samme. Barnaby er lederen med intuitionen i orden og de rette ideer, der profileres op mod medarbejdernes mere naive forslag og slutninger. Som altid i en sådan en klassisk parkonstellation repræsenterer den mere naive part publikum, der på den måde kan få afkræftet sine umiddelbare gisninger. Ligeledes afslappende.

 

Barnaby lokale særlinge

Barnaby er omgivet af landsbytosser og særlinge, eller i det mindste karikerede provinstyper

 

De lokale særlinge i nostalgisk galleri

Miljøet er befolket af en række typer, der måske udgør seriens væsentligste charme. Som allerede svineavlerens replik afslører nærmer de sig det karikerede. De hænger alle ud på pub’en The Black Swan, hvor også Barnaby færdes hjemmevant som en i miljøet. Som typer er de taget på kornet, hvad enten det drejer sig om kroværten, antikvitetshandleren, alt-mulig-manden eller ejendomsmægleren.

 

Det er det gamle liv, der fremstilles frem for det moderne – et liv, hvor folk nok kunne afsky hinanden, men hvor de i det mindste ikke var ligegyldige over for hinanden. Der er således en god portion nostalgi blandet ind i miljøskildringen, opvejet af det karikerede anstrøg, der bidrager til den forsonligt-komiske tone i serien. Karikaturen kan også nærme sig en satire over det bedre borgerskab, hattedamerne, velgørenhedsarbejdet, præsterne, og ind imellem er den ganske veldrejet.

 

Tilbage igen

Barnaby lever mindre af sine plot end af sine velfotograferede landskaber og miljøer, sine detaljer, sin humor og sine karakterer. Det er åbenbart elementer, der værdsættes overalt. Selv om miljøet og humoren er så pointeret britisk, er typerne og de konflikter, de har indbyrdes, ganske universelle, og det samme gælder hovedkaraktererne og spillet mellem dem.

 

Derfor sidder danskerne og de andre europæere, japanerne, australierne, canadierne og saudierne og ser den - lørdag efter lørdag, genudsendelse efter genudsendelse.

 

---

 

Deltag i debatten om denne artikel. Det kræver blot, at du er logget på din profil på Kforum. Mangler du en profil, så oprettes den hurtigt her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job