Hør hele Kings tale her

 

Efter et halvt århundrede står Kings tale om lige borgerrettigheder for amerikanere, uanset deres hudfarve, lige så klart i deres bevidsthed som de andre mere bastante monumenter på The Mall i nationens hovedstad. Måske er det derfor, at King, som den eneste ikke-præsidentielle person, har modtaget sit eget monument i den historiefokuserede by.

 

King er den eneste ikke-præsidentielle person, der har modtaget sit eget monument i den historiefokuserede by

 

"I have a dream" kendes i dag af samtlige amerikanere. Den adresserer et af de største problemer, som USA har måttet kæmpe med fra nationens fødsel: Det samfundsskadelige raceskel i befolkningen. Samtidig repræsenterer talens ord det håb, som den amerikanske nation gang på gang har vendt sig mod, når det gælder om at se fremad med fornyet optimisme på trods af nutidens svære udfordringer. Udover dette nationale tema er talen også et eminent eksempel på, hvordan en god tale opbygges. Og den er blevet en fast del af pensum ved universiteterne, når faget handler om taleskrivning.

 

Kings tale "I have a dream" er verdenskendt, og den adresserer et af de største problemer, som USA har måttet kæmpe med fra nationens fødsel: Det samfundsskadelige raceskel i befolkningen

 

King selv var en yderst karismatisk taler, der undervejs i talen gik væk fra sit manuskript for at levere talens mest kendte passage. King trak på de erfaringer, han havde lært som baptistpræst ved ikke alene at vække folks politiske ånd, men også deres spirituelle. Det moralske aspekt fik derved lov til at dominere talens budskab ved det politiske stormøde i 1963.

 

Tiden op til talen

Allerede inden King holdt sin tale i 1963 var han en ledende figur i borgerrettighedsbevægelsen, som for alvor tog fart i efterkrigstidens USA. King var blandt andet ung baptistpræst i byen Montgomery, Alabama i 1955, hvor et af de mere kendte sammenstød mellem borgerrettighedsbevægelsen og delstatslige samt økonomiske autoriteter fandt sted. Det skete med busboykotten oven på behandlingen af afroamerikanske Rosa Parks i en af de lokale busser. King var der til at tale om uretfærdighederne, og hans ikkevoldelige appeller som svar på politivolden mod demonstranterne gjorde indtryk på mange.

 

Fra politisk hold havde præsident John F. Kennedy under præsidentvalget i 1960 lovet de afroamerikanske vælgere at gøre noget ved forholdene for farvede borgere. Især i sydstaterne havde diskriminerende love og segregation været holdt i hævd siden borgerkrigen hundrede år tidligere. Netop de hundrede år mellem præsident Lincolns frigivelse af slaverne og tidspunktet for afholdelsen af I have a Dream benyttede King til at skabe en stærk historisk appel til alle amerikanere om, at tiden var inde til handling.

 

Men selvom der var politisk interesse for emnet i Det Hvide Hus, var borgerrettighedsbevægelsen først og fremmest græsrodspræget. Den var drevet frem af et voksende fremmøde ved demonstrationerne og dygtige talere som Martin Luther King. King forstod, hvordan sagen skulle italesættes i ord, så den ikke kun appellerede til de forurettede minoriteter, men også til den forurettende majoritet i samfundet. Ingen tale etablerede dette bånd af forsoning tydeligere end I have a Dream. King havde tidligere talt om en drøm for det amerikanske samfund, men kun foran mindre forsamlinger. Ved demonstrationen March on Washington for Jobs and Freedom, afholdt i Washington i 1963, kunne King se frem til at tale for det største publikum, der indtil da havde været samlet på ét sted i USA's historie.

 

Ved demonstrationen "March on Washington for Jobs and Freedom", afholdt i Washington i 1963, deltog over 250.000 mennesker 

 

Det tidløse ved talen

Ser man på taler i deres helhed, er det formodentlig kun ordene i Lincolns Gettysburg Address fra 1863, der er bedre kendt af amerikanerne end Kings I have a Dream. Begge taler fokuserer direkte på spørgsmålet om, hvad den amerikanske folkesjæl er lavet af og om muligheden for at forbedre nationens fremtid i lyset af fortidens synder. For Lincoln handlede det om blodsudgydelsen under borgerkrigen som en pris for stadfæstelsen af USA som en ubrydelig union. Men for King handlede det om det uindfriede løfte efter borgerkrigen om lige rettigheder for alle amerikanere. Dog havde King også optimismen i behold:

 

I have a dream that one day this nation will rise up and live out the true meaning of its creed: "We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal. (King, 1963)

 

Lincolns og Kings taler arbejdede derved begge med et tidsmæssigt aspekt, hvor skiftet fra fortid til nutid til fremtid er klart markeret i talernes opbygning og derved bliver en del af talernes tema. På denne måde formår begge taler også at løfte deres ord fra øjeblikket og gøre dem tidsløse. Enhver politisk taler drømmer om at finde balancen mellem at tale til nuet og til historiebøgerne, men det er særligt det tidløse, der er uhyre svært at adressere troværdigt, for en person der ikke i forvejen har en autoritet på linje med en præsidents. Men netop fordi King trak så tydeligt og effektivt på Lincolns ethos og det historiske ved stedet foran Lincoln Memorial, tillod situationen ham at tale på denne måde til nationen.

 

King som taler

Med JFK i Det Hvide Hus var veltalenheden og fokus på traditionerne om den store tale for alvor kommet tilbage i amerikansk politik, og den unge præsidents indsættelsestale var fyldt med klassisk stilistiske træk hentet fra retorikken. Det var træk som King også benyttede sig af som taler. Særligt brugen af anaphora, en gentagelse af de samme ord i begyndelsen af en sætning, er det, der kendetegner  I have a Dream. King bruger denne teknik både til at understrege de kendte politiske slagord ”…the fierce urgency of Now…” ved at gentage ordene ”Now is the time…” fire gange, og i endnu større grad med ordene ”I have a dream…” der gentages op mod otte gange i talen som et musikalsk refræn, der skaber genkendelse hos publikum.

 

King benyttede sig også af 'klimaksstruktur' på talen, hvor taleren løfter talen mod en følelsesladet afslutning. Hvis almindelige politikere talte på denne  måde, ville det hurtigt blive for vidtløftigt, men Kings store brug af metaforer og sammenligninger, særligt i et religiøst sprog, retfærdiggjordes af hans arbejde som præst. Og netop baggrunden som præst var også med til at skabe talens mest kendte del. Undervejs i talen råbte kvinden Mahalia Jackson til King, at han skulle fortælle om 'drømmen'. King reagerede ved at lægge manus fra sig og i stedet tale fra hjertet om sin drøm. King trak dermed på en omvendt call-and-respons-struktur, hvor præst og menighed 'taler' til hinanden under gudstjenesten. Kings stemmebrug var et fjerde trænet element, som han brugte uhyre effektivt i talen; hans drevne stemme forhalede visse ord og gjorde dem derved mere betydelige i folks bevidsthed.

 

Talens etablering af et fælles projekt

Selvom talen med dens klimaksstruktur og Martin Luther Kings messende udtalelse kan minde mere om en ceremoniel end en deliberativ (politisk) tale, var emnet i høj grad politisk. Kings sigte var at få folk med på hans ide om handling og ikke blot at beskrive en vision for nationen. Dette søgte King at gøre ved at bruge et billedsprog, der ikke kun inkluderede bevægelsen selv, men også den almindelige amerikaner. Særligt beskrivelsen af løftet om lige rettigheder som en bankcheck, der skulle indløses hos staten, fremhæves ofte som en let forståelig metafor:

 

When the architects of our republic wrote the magnificent words of the Constitution and the Declaration of Independence, they were signing a promissory note to which every American was to fall heir… It is obvious today that America has defaulted on this promissory note, insofar as her citizens of color are concerned. Instead of honoring this sacred obligation, America has given the Negro people a bad check, a check which has come back marked 'insufficient funds'.(King 1963)

 

Forholdet til staten blev italesat ved at referere til nationens forfatning, og derved trak King på de dokumenter, som politikerne i USA ofte fremhævede, når de skulle italesætte USA’s fortid. King frasagde sig derved ikke traditionerne for USA, som for eksempel den mere kontroversielle Malcom X. I stedet gjorde King borgerrettighedsbevægelsens mål til nationens næste naturlige politiske projekt.

 

Obama som arvtager til King

Kings tale i 1963 blev modtaget positivt af tilskuerne på the Mall og løftede demonstrationen i sin helhed. Talens ord genlød også i gemakkerne i Det Hvide Hus, i takt med at præsident Lyndon Johnson overtog arbejdet med lovgivningen for afroamerikanske rettigheder i USA efter Kennedys død. Kings senere taler vendte også tilbage til drømmen om USA's fremtid i et bibelsk billedsprog. Særligt Kings sidste tale, leveret dagen inden han blev snigmyrdet, blev en profetisk forudsigelse for prædikantens egen skæbne, men stadig med håbet om fremtiden intakt:

 

Like anybody, I would like to live a long life. Longevity has its place. But I'm not concerned about that now. I just want to do God's will. And He's allowed me to go up to the mountain. And I've looked over. And I've seen the Promised Land. I may not get there with you. But I want you to know tonight, that we, as a people, will get to the promised land!" (King, 1968)

 

Her gentog King de bibelske referencer og satte sig selv i rollen som Moses. Denne beskrivelse af borgerrettighedsbevægelsen blev senere vigtig for særligt præsident Barack Obama i hans valgkampagne for at blive USA's første afroamerikanske præsident.

 

Kings beskrivelse af borgerrettighedsbevægelsen blev senere vigtig for især præsident Barack Obama i hans valgkampagne for at blive USA's første afroamerikanske præsident

 

Selvom flere amerikanske politikere har taget Kings ord i ed siden talen, så formåede Barack Obama mere end nogen anden politiker at benytte arven fra dem i politisk sammenhæng. Da Obama i 2008 førte præsidentvalgkamp, blev den på mange måder gjort til en forlængelse af borgerrettighedsbevægelsens program. Obama-kampagnen formåede dog kun at gøre dette ved at skabe en forståelse af, at Obama ikke skulle ses som værende på lige fod med King. I stedet var Obama arvtageren. En Josva til Kings Moses figur, der efter borgerrettighedsbevægelsens hårde slid igennem ørkenen skulle gøre arbejdet færdigt og etablere folkets nye tid i byen Jeriko. Ved at lave denne bro mellem generationerne kunne Obama tillade sig at tale om sin egen vision for USA og dele denne med både nye og gamle vælgere.

 

Passende var det så også, at Obama i en tale ved Lincoln Memorial i år hyldede Martin Luther King samt hans ord. Flere skribenter i den amerikanske presse så positivt på Obamas hyldest, men var også bekymrede for, om der var vægt bag ordene. Obama har vist sig i stand til både at tale visionært og personligt om raceforholdene i USA. Men han har ofte kun gjort det fra en position som observatør, der har kunnet italesætte problemerne. Han har ikke diskuteret, hvad eller hvornår der skulle gøres noget ved problemerne fra politisk hold, på trods af hans magtfulde position som præsident. Da King talte, var han uden for det etablerede politiske system, og på trods af de forsonende ord blev han anset af mange i det politiske system som radikal. Men måske netop derfor hindrede det ham ikke i at tale på en langt mere politisk aktivistisk måde, end Obama har kunnet som præsident, og kalde på forandring nu frem for i fremtiden. På trods af at det nu er en afroamerikaner, der sidder i Det Hvide Hus, er det måske stadig uden for Washingtons politiske mure, at forandringen i det amerikanske samfund skal findes.