|
Maskeret eller synlig terrorsikring?
Krig, klodser og kommunikation

Hvad er bedst: at vise sikkerhedsforanstaltningerne og dermed skabe utryghed. Eller at skjule dem og derved lade som om, man ikke tager truslen alvorligt? Foto: Michael Dodge/Getty Images

Skrevet af

Holger Dahl
Kommunikationschef

54 artikler

21 indlæg

I mange store byer bliver oplagte terrormål nu indrammet af store betonklodser for at forhindre angreb. Men det stemmer ikke overens med idealet om åbne, inkluderende og urbaniserede storbyer. Vandene deles, når emnet falder på, om terrorsikring skal skjules eller synliggøres i bybilledet.

Koranklods, terrorklods eller Merkel-Lego. Et ikke særlig kært barn med mange hæslige navne. De senere års terrorangreb med lastbiler og varevogne har øget utrygheden i vores storbyer. Pludselig er vi alle blevet et mål for sindsforvirrede fanatikere. De mest fredelige områder i den moderne byer, gågader og pladser, er nu pludselig også de mest farlige at færdes på.

Myndighederne forsøger at berolige os med betonklodser, men som med så megen anden kommunikation lurer sammenbruddet og konflikterne lige under overfladen. Klodsen og dens betydning er nu pludselig også en kommunikationsrelateret kampplads.

 
Merkel-Legoklodser i alle regnbuens farver. Uhyggeligt hyggeligt og absurd. Foto: Instagram
 
Skal vi vise eller skjule klodsernes sande opgave?
De vanvittigt feje og destruktive angreb med lastbiler og varevogne har naturligt nok skabt udfordringer for både politi, politikere og byrumsdesignere. For hvad er bedst: at vise sikkerhedsforanstaltningerne og dermed skabe utryghed. Eller at skjule dem og derved lade som om, man ikke tager truslen alvorligt?
 
Opstillede forsøg viser, at klodserne ikke kan stoppe en lastbil. 
 
Problemet er rent funktionelt, at de tryghedsskabende byggepladsklodser, i henhold til adskillige tests, ikke kan stoppe en tung lastbil, med mindre de er boltet fast med dybe jernankre. Med andre ord er den uskønne virkelighed med Merkel-Lego, eller hvad vi nu skal kalde det, ren symbolpolitik. En sindssyg lastbilschauffør kan stadig slå hundredvis af mennesker ihjel uden andre kvalifikationer end et stort kørekort.
 
Bedre siddekomfort end en rå betonklods, men ikke pænere. Den maskerede terrorsikring i Nyhavn er den moderne bys udgave af toiletrulleskjuleren. Foto: Instagram
 
Samtidig er den pludseligt hverdagsagtige trussel blevet en kommunikationenkampplads: Velmenende venligboere er naturligvis tilhængere af at pakke de futile barrierer ind i blomster for ‘ikke at lade terroristerne vinde’, mens den indvandrekritiske fløj ser indpakningen som selve symbolet på venstrefløjens hykleri: Krigen er kommet. I vil bare ikke indrømme det.
 
På højrefløjen vil man hellere have den rå beton, fordi den, ligesom de bevæbnede betjente i Krystalgade, gør det klart for os alle, at vores frihed er truet. Den rå klods er pludselig en form for politisk rekruttering; den borgerkrig, de mest aggressive medlemmer af kritikerfløjen venter på, bliver nu synlig med klodserne. Terrortruslen er ‘new normal’.
 
Tak, Merkel, med slet skjult ironi og vrede. Foto: Disqus
 
I Tyskland har ironikere fra AfD skrevet ‘Danke Merkel’ på mange af de beskyttende betonklodser, og lignende aktioner har fundet sted i både Dublin, London, Paris og København

Foto: Fairbund.de
 
Fra Nyhavn: Her skjules terrorsikringen som en ny tryg normaltilstand. Det har fået den højreorienterede bevægelse Identitær til at opsætte disse plakater. Foto: Identitær
 
I Nyhavn har en gruppe, der kalder sig Identitær, sat klistermærker på de nydeligt indpakkede beskyttelsesforanstaltninger. Mærker, der siger nej til terror som en ny normaltilstand i Europa. Lidt som at forsøge at holde havet tilbage med en kost. For truslen er 'the new normal', og klistermærker er præcis lige så patetiske som blomsterkummer. 
 
Alligevel er det et klart eksempel på, at byen også er en meningernes kampplads, og på, at gadens inventar indeholder mere mening, end det blotte øje kan se. 
 
I Berlin er et mindesmærke bygget udelukkende af terrorklodser eller Merkel-Lego opstillet for terrorens ofre. En happening udviklet af den  den højreorienterede bevægelse Identitær  Foto: Vlad Tepes
 
Venligboerne mod de identitære i kamp om byrummet
Vores byer er åbne bøger. De mange lag af historie, de mange lag af trafik, sammenhængene, fortætningerne, de åbne rum; alle bidrager de til den samlede historie om vores byer og de samfund, de eksisterer i. Fra middelalderens befæstede byer til efterkrigstidens forskelsløse forstæder fortæller vores byer om det liv, vi gerne vil leve.
 
Det offentlige rum har altid været et politisk og ceremonielt rum. Fra den athenske Agora og Forum Romanum, til Christiansborg Slotsplads og Rådhuspladsen. De sidste to er nu beskyttet af granit og beton i terrrorens tidsalder.
 
Terrorklodserne er en gave til højrefløjen. Her fra gågade i Bochum, Tyskland. Foto: Bochum Marketing GmbH

Det er i byens rum, at vi mødes. Byens rum udtrykker, hvordan vi mødes; hvilket hierarki, der hersker i en bestemt by. En kendt kritik af Hausmanns byplan for Paris med de brede, lange boulevarder er, at de primært blev så brede og lige af militære hensyn. Det var lettere for hæren at kontrollere borgerne i det nye Paris. Med andre ord kan gaderne, vi elsker allermest, føres tilbage til et redskab til undertrykkelse.
 
Beijings byplan er udviklet til at tilgodese kejserens religiøse pligter som den direkte kontakt med universets styrende kræfter. Da kommunisterne overtog magten i 1949, overtog de også det ceremonielle udstyr og brugte den store Chang'an Boulevard til militærparader samt Tiananmen-pladsen til massemøder og koordinerede jubelmanifestationer.
 
Pladsen blev i kommunismens ånd det stærkeste symbol; masselinjens fysiske udtryk. Efter demokratidemonstrationerne i 1989 har det imidlertid været nødvendigt for styret at begrænse adgangen til pladsen, der i dag er spærret af kraftige hegn og kun kan nås gennem tunneler med lufthavnsagtig sikkerhedsforanstaltning. Naturligvis leder de voldsomme tiltag tankerne hen mod det, de forsøger at skjule: en gentagelse af demonstrationerne i 1989.
 
Det ceremonielle rum, som Tiananmen-pladsen, er tydeligt blevet et frygtens og undertrykkelsens rum. Præcis som det sker med de europæiske byer i disse år, hvor de rå sikkerhedsbarrierer konstant fortæller os, at vi er i fare, hvor vi går og står.
 
Byen og verden
At selve byens liv er blevet mål for terroristerne, er i disse år et større problem end for tyve år siden. Byer er nemlig blevet moderne igen. Efter nedturen i slutningen af det 20. århundrede, hvor verdens storbyer forfaldt, koger urbaniseringen for fuldt blus over hele verden, drevet mere af lyst end nød. Alle vil bo i byer, og alle byer vil tiltrække veluddannede, velhavende borgere.
 
Byerne imellem afholdes der skønhedskonkurrencer, og en gang om året udpeges den bedste by at leve i. Den mest ‘liveable’ by, som det hedder i luksusmagasinet Monocle. Og vi kan alle blive enige om, hvordan liveability ser ud. Det er noget med en masse mennesker på gader og pladser, en masse events, en masse cykler, en masse streetfood og en årlig pride parade.
 
Alt det, terrorister hader. Alt det, der er nemt at påkøre med en stjålen lastbil.
  
Lastbilen fra Nice-angrebet. Kilde: Getty Images Europe. 

Moderne sikkerhedsdilemmaer
Efter det første angreb i Nice i sommeren 2016 begyndte både politi og borgere i Vestens storbyer at hæve sikkerheden ved større forsamlinger. De hurtigste byer reagerede ved at sætte de kendte byggepladsbetonklodser op som spærringer ved torve og gågader. Senere kom flere angreb og flere betonklodser, samtidig med at to ting blev klart for både politi og politikere:
 
  1. Angreb med store køretøjer er nærmest umulige at forhindre.

     
  2. Det er nødvendigt at udvikle en egentlig strategi for at begrænse dem mest muligt og for at skabe en fornemmelse af sikkerhed blandt byernes mange borgere og brugere.
     
Denne proces er nu i gang. Men det er meget svært. For samtidigt med, at risikoen for lastbilangreb kræver afspærringer og indhegninger, så kræver ‘liveability’ og modernitet åbenhed, sammenhæng og flow. Denne modstilling er med andre ord den perfekte scene for en islamistisk idiot: Den åbne by og det åbne samfund er for dem en fjende, der skal destrueres. Samfundet står med problemet: Hvordan forsvarer tolerancen sig mod intolerancen?
 
Hvordan får man med andre ord de modsatrettede ønsker om sikkerhed og åbenhed til at mødes, og hvilke læsninger skaber de foreslåede løsninger? Er det altid et trade-off? Kan vi kun kan få byliv, hvis vi accepterer risikoen for at miste vort eget? Eller findes der en tredje mulighed?
 
Kan frygten skjules i kreative løsninger? 
 
Den førende forsker inden for terrorsikring og robuste byer er englænderen Jon Coaffee fra University of Warwicks Institut for Politik og Internationale Studier. Han har i flere artikler beskrevet den moderne terrorsikrings tre udtryk og dens implicitte udsagn. Det er bl.a. Coaffee, der gør opmærksom på dilemmaet med, at den synlige sikkerhed skaber utryghed - men ligeså gør den usynlige.
 
Den synlige sikkerhed skaber utryghed, fordi den minder os om truslen. Den usynlige sikkerhed skaber utryghed, fordi den får os til at frygte, at ingen tænker på sikkerheden.
De forkølede byggepladsafspærringer har samme effekt som en snor for et løvebur, men ikke desto mindre er de uomgængelige, fordi de viser, at vi gør noget! Det allervigtigste, når myndighederne står over for det ubegribelige, er: Gør noget! Uanset om det giver mening eller ej.
 
Coaffees diagram, hvor han beskriver spektrummet fra synlig til usynlig terrorsikring. Læs mere her. 
 
Indtil videre har forholdsreglerne her i landet udmøntet sig i to strategier: den synlige sikkerhed og den maskerede sikkerhed.
Den tredje strategi, som vi endnu ikke har eksempler på herhjemme, er den usynlige sikkerhed. Mere om den senere.

Den synlige sikkerhed er de store hegn, betonklodserne og afspærringerne
Denne løsning er æstetisk utilfredsstillende og går direkte imod den åbenhed og mangfoldighed, en moderne by gerne vil skilte med. En yderligere ulempe er, at den øger utrygheden. Ved konstant at gøre opmærksom på sig selv på en meget direkte og brutal måde leder de triste terrorklodser automatisk tankerne i retning af terrorisme og mulige angreb.
 
Lidt på samme måde som maskinpistolbevæbnede politifolk i gaderne. Tryggere, måske, men også skræmmende. Samtidig er den smilende optrapning af samfundets voldsvillighed en dårligt skjult indrømmelse til den kritiske højrefløj.
 
Den traditionelle elite har ikke styr på situationen, og en accept af den reelle konflikttilstand lurer lige om hjørnet. Det virker som en høj pris at betale rent politisk, blot fordi man ikke vil kalde det onde ved navn.


God jul, Milano. Man kan altid begynde med en pensel og lidt farve, når noget skal forskønnes. Foto: manuinvisible
 
Den maskerede sikkerhed
Her dækker man nødtørftigt sikkerhedsanordningen til. Man maskerer den som bænke, cykelstativer eller blomsterkummer. Denne form for sikkerhed er ikke nødvendigvis mere æstetisk vellykket  og samtidig lidt som ‘mørbrad stegt som and’.
 
Alle ved, hvad det drejer sig om, og den nødtørftige tildækning leder kun tankerne hen mod dette faktum: Vi kender risikoen, men vi forsøger at lade som ingenting.
 
Funktionen er som en toiletrulleskjuler. En bedsteborgerlig udenomstale, der minder om Victoriatidens England, hvor alt handlede om sex, fordi ingen måtte tale om det. På samme måde bliver nutidens terrorklodser med blonder og lysedug blot et symbol på alt det, vi alle tænker på, men ikke må tale om.
 
Den artige sniksnak, som provokerer højrefløjen, der meget hellere vil have trukket problemerne hårdt op. Venstrefløjen presses også, da hykleriet kun bliver mere synligt med de festlige spærringer.
 
Terror i julegave? Et godt eksempel på maskering af terrorsikringen. Foto: blogtalkradio
 
Eksempler på denne toiletrulleskjulerløsning kan ses i Nyhavn, hvor kommunen har placeret nogle betonklodser med påmonterede bænke og plantekummer. Designet virker lige så påklistret som den hæklede hat på lokumsrullen, og selvom træstativet forbedrer betonklodsens siddefunktion, øger det ligeledes opmærksomheden på afspærringen.
 
En lidt bedre udgave af den maskerede sikkerhed er specialudviklede betonklodser, bænke eller bassiner, der kan fungere som byinventar i egen ret og samtidig som sikkerhedsforanstaltning.
 
Kosmetik fra Foster + Partners i Wall Street-området i New York. Pænere, men stadig en visuel barriere og annullering af den åbne by. Foto: Quarz Media
  
Ved det nye Emirates Stadium i London står store bogstaver med klubnavnet Arsenal. Disse fungerer både som branding, afspærring og fotokulisse for besøgende fans. Bogstavernes egentlige opgave er at beskytte mod terrorangreb.
 
Foto: Instagram
 
Begge disse strategier løser imidlertid ikke det altoverskyggende problem: Vi vil have åbne byer i det åbne samfund. Og som arkitekter vil vi have et minimum af skrammel. En by plastret til med rækværker er både en uvenlig og en uskøn by. Den demokratiske by med 'maximum liveability' giver lige adgang til byens rum, og stort set al nyere byrumsformgivning handler om at fjerne barrierer og skabe ‘shared spaces’: Flydende rum, hvor trafik og fodgængere finder plads til hinanden i en gensidig forhandling. Som for eksempel Times Square i New York eller domkirkepladsen i Ribe, for nu at bruge et lokalt eksempel.
 
Disse moderne flydende byrum er de sværeste at beskytte uden samtidig at fjerne alt det, der gør dem specielle og attraktive . Der er derfor en interesse i at skabe usynlig sikkerhed.
 
Moderne og holdbare løsninger
I New Yorks Financial District eksperimenterer man med en moderne form for voldgrav. En vejbelægning, der bryder sammen ved høj vægt (for eksempel fra en stor lastbil) og stopper køretøjet, fordi der under den tynde skal er en grav.
 
En oplagt mulighed for fremtidens byer er at kombinere klima- og terrorsikring ved netop at genindføre det gamle sikkerhedselement, voldgraven. Hvis man har masser af penge, kan man vælge den løsning, som USA har gjort til sin nye London-ambassade. Den gamle ambassade på Grosvenor Square er helt pakket ind i meget synlig sikkerhed med betonklodser og hegn, hvilket har fået naboerne til at beklage sig (og det er vigtige naboer, man har på den adresse).
 
Derfor har USA valgt at bygge en ny ambassade ved Battersea. En ambassade med usynlig sikkerhed i form af en voldgrav og en bombesikker beklædning, der kan optage energien fra en eksplosion og bryde sammen uden at skade bygningen bagved.
 
Med andre ord vil den hypersikre ambassade ikke ligne en fæstning. Den vil tværtimod virke åben og inviterende, samtidig med at den vil være mere sikker end den gamle.
 
Den nye amerikanske ambassade i London, som er terrorsikret med blandt andet en voldgrav. Foto: US Embassy
 
Denne form for usynlig sikkerhed giver smukkere byer, men kræver samtidig en form for information eller ny ikonografi. Hvis vi gerne vil undgå de skræmmende betonbarrierer, er det vigtigt at vise alle borgere og besøgende, at vi har tænkt på sikkerheden.
 
Med andre ord er der her tale om et område med et stort udviklingspotentiale for alle arkitekter og byrumsdesignere. Vi må indstille os på, at truslen fra kørende fanatikere vil vare ved, og vi må derfor også indse, at vores sikkerhedsindgreb ikke blot er midlertidige. Det er en daglig absurditet at færdes i byrum, der er sikret med midlertidige, dårligt designede klodser, når vi alle ved, at truslen varer ved.
 
Fra angrebet på julemarkedet i Berlin, 2016. Foto: Getty Images 
 
Hvordan skaber vi sikker åbenhed?
Vi bliver med andre ord nødt til at opfinde et nyt byelement. Et nyt ord til byens store vokabularium. Den venlige, men bestemte integrerede sikkerhedsforanstaltning. Dette ville være den arkitektonisk mest tilfredsstillende løsning, selvom den ifølge Coaffee måske er mindre attraktiv, netop fordi den er skjult.
 
Jeg tror imidlertid på, at alle mennesker kan lære at læse deres by på en ny måde. At være opmærksom på de usynlige tiltag og tænke på sikkerhed som en naturlig del af det at færdes i byen. Som når man går langs en kajkant eller på en bjergsti. Her bruger man øjnene og har hele tiden sikkerheden som en tavs medspiller, uden at man er ved at dø af skræk.
 
Fremtidens by skal forblive åben, og den skal forblive sikker. Med en permanent og ny forståelse af sikkerhedens udfordringer. We’re not in Kansas anymore.
 
Fra angrebet på julemarkedet i Berlin, 2016. Foto: Getty Images 

Relaterede artikler

Mohamad: Terrorisme har ingen religion - Vi har bedt Mohamad Al Jawaheri - fyret fra Bilka - skrive om sit lands moral. Et Danmark i opløsning.
Hvad vil du helst have: Krig eller overvågning? - Hvem læser dine private beskeder? Whatsapp har oprustet i kampen for din ret til privat kommunikation - en ny armering, ...
Når der er forskel på terror - ”Når der er forskel på terror – en undersøgelse af nyhedsmediers dækning af terrorangreb i henholdsvis Beirut og Paris” ...
The New World Disorder - Velkommen til The New World Disorder. Trump, teknologi og globalisering forandrer os lige nu og her. Vi har samlet de vi...
Wilders' onemanshow - Han vil give magten tilbage til folket og Holland tilbage til hollænderne. Geert Wilders med sit islam-kritiske Frihedsp...
I terroristens mørkekammer - Den israelske serie ’Fauda’ er blevet et internationalt hit. TV-serien går modigt, poetisk og brutalt ind i terrorens in...
AfD's buldrende branding - De tyske ultrahøjrepopulister i Alternative für Deutschland (AfD) er braget ind i Forbundsdagen med 94 mandater og har i...
Design gør dig rig. Design gør dig sund. - I sidste uge skrev Peter Svarre en artikel, hvor han efterspurgte, at designernes ”hyperæstetiserede formgivning og farv...
Er DAC blevet gak? - DAC - Dansk Arkitektur Centers nye identitet består af flyvende plastikbogstaver - og et rødt hjerte. Udstillingsvinduet...

Giv din stemme

10 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

64 JOB

Leder af digitale medier

Se alle job Indryk job

Job

Creative Producer

Frist: 17. oktober

Leder af digitale medier

Frist: 23. oktober

SoMe-specialist

Frist: 31. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.