Hvorfor er BIG bigger than the rest?

Lego skal have tegnet et nyt brand house – og det skal designes af hele verdens yndlingslegebarn, arkitekten Bjarke Ingels, og af hans selvopkaldte tegnestue BIG, som i de seneste år har taget verden med storm.
BIG har formået at skabe arkitektur, der er populær både hos kunder, anmeldere og dem, som arkitekter er kendt for at hade: almindelige mennesker. Hvad er det, han kan, denne arkitekternes Aladdin? Er han genial? Er hans evner som kommunikatør i virkeligheden større end hans arkitektur? Eller er han bare den første, der gør op med de modernistiske alvorsmænd, som i de seneste tres år har præget dansk og international arkitektur?
 
Ikke for ingenting var det Bjarke Ingels’ barndomsdrøm at blive tegnerserietegner. I 2008 udgav BIG sit manifest i form af tegneserien “Yes is More”, og tegnestuens arkitektur har da også tegneseriens direkte appel, hvor tempo og udråbstegn har forrang for finpudsning og eftertanke. Dens projekter kan fortælles i en enkelt sætning, og som en vellykket popsang rummer de både det overraskende og det velkendte. Når man præsenteres for koncepterne, som altid suppleres af konfektlækre billeder, føles det indlysende, at det er sådan, den skal skæres.
 
Bjarke Ingels’ barndomsdrøm var at blive tegnerserietegner. I 2008 udgav BIG sit manifest i form af tegneserien “Yes is More”
 
Præcis som tegneserien og popsangen får Ingels’ projekter da også tit skønånder til at rynke på næsen og betragte bygningerne som forgængelig Las Vegas-arkitektur med pointer så subtile som et Liberace-show. Men hvad Ingels og BIG har forstået bedre end deres mere fintfølende kolleger, er, at arkitektur er – eller kan være – en legende fortælling, som er for alle. Vil man for eksempel fortælle historien om Danmark som et eventyrland, er det bare et spørgsmål om at fragte Den lille Havfrue til Kina. Et overfladisk effektjageri? Muligvis. En effektiv fortælling? Utvivlsomt.
 
Arkitektur kan være en legende fortælling, som er for alle. Skal Danmark for eksempel fremstå som et eventyrland, eller er det bare et spørgsmål om at fragte Den lille Havfrue til Kina
 
Og Ingels vidste det fra starten. På et tidspunkt, hvor resten af verdens arkitekturdiskussion enten handlede om kunstnerisk og filosofisk dekonstruktivisme, plat postmodernisme eller sociale genfortællinger af modernismens gennembrudstanker, startede Bjarke Ingels i 2001 sin første tegnestue sammen med vennen og kollegaen Julien De Smedt. De kaldte den “Plot”, som på engelsk både betyder “byggegrund” og “historie”, og de to unge arkitekter forklarede da også deres praksis som “narrativ arkitektur”. I denne arkitektoniske tankegang er plottet ganske enkelt det afgørende. Hvis ikke historien er tydelig og uforglemmelig, bliver arkitekturen blot en tilfældig samling af rum og badeværelser, men hvis plottet styrer både udformningen og fortolkningen af værket, bliver rummene og deres indbyrdes forhold meningsfuld. Naturligvis rummer mere traditionel modernistisk arkitektur også et styrende greb – det er som oftest bare usynligt for andre end arkitekter. Ingels og konsorters speciale var fra starten en historie ALLE kunne forstå.
 
Tegnestuen Plot fik nærmest øjeblikkelig succes med en række sejre I idekonkurrencer: det høje torv på taget af Magasin, Vandkulturhuset med skaterbane på taget, Havnebadet på Islands Brygge og ideen om en dansk superhavn udformet som Mærsk-rederiets syvtakkede stjerne. De unge mennesker fik ikke bygget så meget, men mod slutningen af deres samarbejde kom de i kontakt med ejendomsudvikleren Per Høpfner, der øjeblikkeligt kunne se en god forretning i “plotternes” narrative og legeglade arkitektur. Til Høpfner udviklede Plot VM-Husene i Ørestaden og begyndelsen til det, der senere blev til VM-Bjerget lige ved siden af.
 
Bjarke Ingels og Julien De Smedt kom i slutningen af deres samarbejde i kontakt med ejendomsudvikleren Per Høpfner, der øjeblikkeligt kunne se en god forretning i “plotternes” narrative og legeglade arkitektur. Til Høpfner udviklede Plot VM-Husene i Ørestaden
 
Da Ingels og De Smedt efter fem år besluttede at gå hver til sit, demonstrerede Ingels overbevisende sit medfødte markedsføringstalent ved at kalde sin nye tegnestue BIG. Naturligvis en forkortelse af Bjarke Ingels Group, men også et ord med en betydning, som det kræver både humor og boller af stål at tage i brug til sit nystartede firma. Risikoen for at blive udsat for ironi og latterliggørelse var stor, men siden etableringen i 2006 er det kun gået en vej for BIG: op, op og op.
 
 
 
Konkurrencer er vundet, projekter, som 8-tallet I Ørestaden, der i sin oprindelige form blev konciperet som BIG-house, Søfartsmuseet i Helsingør og den danske pavillon til Verdensudstillingen i Shanghai i 2010, er blevet bygget, og BIG's unge grundlægger er blevet hædret og begavet med alle de priser, arkitektverdenen og det offentlige Danmark kan kaste efter en ung, kreativ mand. Ingels er i dag en international arkitekt-rock-stjerne, medlem af en lille elite af “starchitects”, der kan bygge overalt på kloden og som bliver inviteret til at byde på de mest spektakulære opgaver – en renovering af Times Square, en bearbejdning af the Smithsonian og den slags. Danmark er for længst blevet for lille for tegnestuen, der tager sit navn alvorligt. I 2011 åbnede Ingels kontor i New York, og efterhånden er den amerikanske operation lige så stor som den danske. Ingels er flyttet over Atlanten og styrer i dag sit imperium fra tegnestuen i Chelsea med udsigt over Hudsonfloden.
 
Konkurrencer er vundet, projekter, som 8-tallet I Ørestaden, er blevet bygget, og BIG's unge grundlægger er blevet hædret og begavet med alle de priser, arkitektverdenen og det offentlige Danmark kan kaste efter en ung, kreativ mand
 
I modernismens formative år i 1920'erne og 1930'erne var arkitekter meget artikulerede deltagere i samfundsdebatten. Missionen var, at arkitektur skulle være med til at ændre samfundet og skabe bedre forhold for almindelige mennesker: Lyse og luftige boliger, skoler og hospitaler. Senere, da marxismen indtog de højere læreanstalter, erobrede den også arkitektskolen med sørgelige resultater til følge, så da den bølge lagde sig, opgav danske arkitekter helt at tale om deres praksis. I stedet faldt de ind i en lukket samtale om æstetiske overvejelser om rumligheder, stofligheder og andre mærkeligheder.
 
 
Det er denne hermetiske verden, BIG sprænger i luften – både med arkitektur og kommunikation. BIG er født i informationsstrømmenes tidsalder og bruger med stor selvfølgelighed Facebook, Twitter, Instagram og nettet i sin kommunikation. Hovedpersonen Bjarke Ingels selv er en naturlig performer. Med sin generations ironiske toneleje og et konstant drilsk glimt i øjet, kan det være svært at vide, om Ingels mener det, han siger, helt alvorligt. Måske er man bare for dum eller gammel til at regne ud, at det er en vits? Kan man i ramme alvor foreslå en skibakke på taget af et forbrændingsanlæg? Og er det ikke bare langt ude at foreslå et boligbyggeri formet som bogstaverne i Vejle? Men på den anden side – har man bare en gang hørt en sortklædt arkitekt tale om en bygnings “demokratiske potentiale” eller kalde en trappe for en “vertikal forbindelse”, er det ikke svært at beslutte sig for, hvem der har den bedste historie. Det har Bjarke bare.
 
Kan man i ramme alvor foreslå en skibakke på taget af et forbrændingsanlæg? Ja, for det er en god historie
 
Præcis på samme måde fungerer tegnestuens arkitektur. BIG interesserer sig for den store ide og for fortællingen. Kedelige ting som funktionalitet og detaljering betyder mindre. Tag for eksempel de spidse altaner på VM-Husene. De ser fantastiske ud på billeder, men kan ikke bruges til andet end at stå ret op og ned på. Eller det prisvindende 8-tallet, der ved en nærmere inspektion ligner bagsiden af et fodboldstadion og ser ud til at være bygget af lige dele fugemasse og mere lødige materialer flikket sammen efter de forhåndenværende søms princip. Alt det betyder imidlertid mindre i en verden, der er begejstret for det nye.
 
Om BIG's værker vil vise sig holdbare, eller om de er STORE slag i luften, vil kun tiden vise. For hvis der er én ting, som kan true Bjarke Ingels' fantastiske popkulturelle appel, så er det hans mangel på detaljebevidsthed og kvalitet i materialer. Muligvis holder hans huse derfor ikke mange årtier, og det er et åbent spørgsmål, hvordan de æstetisk og fysisk vil leve med patina i fremtidens skygge. Hvad der nok mere er en generationskritik eller generel kritik af byggeboomet i 1990'erne. Man må heller ikke glemme, at mange af BIG's første projekter var almindelige, billige boliger og derfor med rette burde sammenlignes med andre i samme billige kategori. I begyndelsen var det ikke firma HQ's eller prestigefulde kulturinstitutioner, hvor anlægssummen, muligheder og modet er så meget større. Kvalitetsproblemet er derfor muligvis mere en begynderfejl og strukturel forhindring i en bestemt type af byggeopgaver end noget essentielt. Imidlertid er det sikkert, at BIG, med sin legesyge arkitektur og sin flair for marketing, har påvirket den måde, vi taler om arkitektur og planlægning på. Fra at have været et svært tilgængeligt speciale for sortklædte munkeæsteter er ung, dansk arkitektur i dag blevet en spraglet fortælling. Bjarke Ingels pitcher den simpelthen sådan.
 
Og sammen med legen kommer fortællingen derfor altid først. I Bjarke Ingels' arkitektoniske leg bliver klimaforandringer, tidens helt store brændende platform, derfor også til “hedonistisk bæredygtighed”. Bæredygtigheden skal med andre ord ikke ødelægge legen eller begrænse den i form af små vinduer, tørre, lukkede kasser eller andre ting, som ikke er sjove.
 
Lego-huset fra Lego-arkitekten
 
Netop hedonisme kan bruges som en overordnet beskrivelse af BIG’s og Ingels’ praksis. Den spejler en hedonistisk generation, som er vokset op i verdens tryggeste velfærdssamfund, hvor netop det lyststyrede er dagsordenen fra vugge til grav. Her er overgangen fra at lege med plastikklodser til at bygge huse IRL ikke bare flydende, men helt forsvundet. Med sine arkitektoniske projekter er Bjarke Ingels spydspids for et generationsgennembrud. Derfor er han naturligivis et indlysende valg til at tegne et hus i Billund, hvor man først og fremmest skal (le)ge (go)dt. Uden at tegne eller tænke på i morgen, magten eller modsætningerne.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job