Moderne helte er fucked up

Du har juleferie lige om lidt. Tænd for skærmen, og læg benene op: Dine antihelte står klar til at underholde dig med deres forskruede liv.
Vi dyrker antiheltene. Folk, der dummer sig, drikker for meget, taber besindelsen, bruger penge, de ikke har tjent endnu, går i seng med de forkerte, piller i egen navle og udelukkende rejser sig for at kunne falde igen. Vores rollemodeller er i høj grad antihelte fulde af fejl og ikke – som tidligere – mænd med sideskilning (og trikot), der kan ordne verdenssituationen på en flyvetur.
 
Rust Cohle og Martin Hart (True Detective). Hærgede, fordrukne og uden illusioner.
 
I fiktionens verden dyrker vi antihelte som Rust Cohle (True Detective), Frank Underwood (House of Cards), Hannah Horvath (Girls), Enoch "Nucky" Thompson (Boardwalk Empire), Carrie Mathison (Homeland). Vi frydes over deres fucked up adfærd. Jo længere ude de er, jo mere forherliger vi dem. Og det er for så vidt helt i orden, for det er tv, det er underholdning, når mørket har sænket sig, og vi ikke orker mere pis. Men vi må sige, at væk er heltene og forbillederne, og ind kom psykopaterne og de amoralske magtliderlige karakterer, der intet gør, medmindre det gavner dem selv.
 
Det farveriges sejr over fornuften
I den virkelige verden er vores helte knap så nederdrægtige og modige, men vi har det også her svært med folk, der er for perfekte. Vi ligefrem leder efter deres fejl og mangler, fordi vi sætter lighedstegn imellem det og deres medmenneskelighed. De skal fejle engang imellem. Om det så bare er at tale med et stykke spinat imellem tænderne. Så blæser vi det da bare op i proportioner, der minder om Kim Kardashians numse.
 
Hvorfor ser vi reality-programmer med antihelte som Oliver Bjerrehuus (Olivers Kamp på kanal 4), Linse og hendes familiemedlemmer og sidste skud på anti-stammen: Karsten Ree (Janni og Karsten – kærlighed mod alle odds på kanal 5)? Det er for nemt at påstå, at det bare er Se & Hør-effekten, der er på spil, og at vi ser dem for at grine og føle os som bedre mennesker. Den massive sendeflade med den slags antiheltedyrkelse i yderste potens handler også om, at vi synes, de er lidt seje. At de sådan skider på normerne og trodser systemet. Det farverige sejrer her over fornuften. Og det må det gøre, ellers ville vi alle sammen slukke.
 
Oliver Bjerrehuus  en dansk antihelt.
 
I den virkelige verden – uden reality – har flere medier for nyligt forsøgt at pille Mette Frederiksens heltestatus fra hinanden. Eller i hvert fald haft til intention at gøre hende menneskelig som os andre med et til tider lidt for hidsigt temperament. Det kan jo ikke passe, at hun bare er topdygtig og bare brænder for sit job og sine sager.
 
Politikere uden dansesko
Der er langt fra Rust Cohle til Karsten Ree – trods alt! – men de har det tilfælles, at de for alt i verden ikke vil være helte. Tværtimod. Så hvad skal vi bruge dem til? Tydeligvis ikke til at danne fortrop for noget som helst. Og at bruge dem som inspiration til selv at handle ville jo være decideret katastrofalt.
 
Måske er problemet, at det, når vi ind imellem oprigtigt forsøger at opdyrke en helteskikkelse, som tilfældet med Barack Obama i 2008, går galt. Jeg har en skåret og falmet kop derhjemme med et motiv af en smilende Obama foran Det Hvide Hus, som jeg købte på et gadehjørne i New York i 2008. Koppens tilstand siger skræmmende meget om hans helte-deroute. Jeg håber inderligt, han stepper op i en historisk slutspurt og overrasker alle, der mistede troen på ham, men det er en helt anden historie.
 
Vi har mistet troen på, at der findes helte uden anti foran. Men betyder det, at vi nødvendigvis skal lede efter og opdyrke alt, hvad der er gement og forkert? Det er ved at være både trættende og ødelæggende, at alt, hvad vi kommunikerer om, skal pilles ned på et uperfekt under-bæltestedet-niveau, før vi lytter. Det gør det i hvert fald ikke nemmere for seriøse politikere at komme til orde. Tag nu vores egen Bjarne Corydon. Han optræder hverken i Vild med dans eller har en sko- eller taskefetich, vi kan skrive om. Han udtaler sig bare offentligt, når han rent faktisk har noget relevant at sige. OMG, hvor gammeldags.
 
Ole Bornedal var aldeles uironisk, da han udtalte ovenstående ord.
 
Helt uden meta
Min pointe er, at vi som kommunikationsfolk har et ansvar for ikke kun at tale om de uperfekte, grænsesøgende og fucked up mennesker, bare fordi det er det, folk lapper i sig. Vi skal tale om rollemodeller, der rent faktisk har styr på lortet. Og ikke lort på styret (tak, Mikael Simpson).
 
Det er bare nemmere for os at gøre grin med os selv på bedste Maren Uthaug-måde (“så så man lige mig”) end at lave en Clark Kent. En rendyrket heltegerning. Men betyder det, at vi ikke skal prøve? At ironien for altid har sejret, og vi aldrig må slå et stort brød op uden at skulle dele det i to?
 
Da instruktøren bag 1864, Ole Bornedal, endelig selv tog til genmæle i debatten, sagde han de mest befriende ord, jeg har hørt længe. Nemlig, at han var blandt de bedste i verden til at skrive replikker. Tak for den, Ole Bornedal, lige nu er du en ensom helt i min verden. Så snakker vi om de replikker en anden dag.
 
Glædelig jul!
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job