Det er for mig essensen af valgkampagens bedste spin. For Fogh har jo ret i at den midaldrende kvindelige pædagogmedhjælper vel inkarnerer de mange kvinder for hvem spin er noget unaturligt skidt. Desto mindre ser de regeringslederens spin og kontraktpolitik inkl. skattestop som det mest troværdige forsvar for velfærden. Det er ubetinget godt gået af Venstre såvel politisk som kommunikativt at opnå det systemskifte og sætte sig på midten af dansk politik. Om det så er det systemskifte de liberale venstrevælgere havde drømt om er noget andet.

Ellers vil valgaftenen selvsagt blive husket for Lykketofts ventede kæmpenederlag. Der vil komme mange forklaringer, men givet er at han fra starten var indskrevet i en nederlagsfortælling. Problemet var bare at han kun alt for villigt påtog sig anti-heltens rolle. Selv i hans store – men for mig også meget patetiske – afskedstale, spandt han videre på myten om, at han ikke lavede spin, men var uretfærdigt offer for andres spin. Men sandheden er jo at ingen af os nogensinde fandt ud af hvilke genialiteter det var, der stod i det ”Made in Denmark” hæfte manden stod og viftede med. Mens Mette Frederiksen indigneret græder videre, må rådgivere have alvorlig selvransagelse efter denne heroiske Don Quichote SD-valgkamp, der vil give rivninger i partiet og yderligere markerer forskelle i fagbevægelsen mellem fastholdere og fornyere.

Valgets stærkeste lære for kommunikationsrådgivere bliver ’spin iscenesat som anti-spin’. Det vil sige spin maskeret som klare og konsekvente politisk-moralske holdninger fra Jelved og Conni Hedegaard til Rosenkranz-Theil. Særligt vil jeg huske de Radikales valgvideo, hvor de diskuterer om 24 års reglen skal være på 21 eller 25 år. Steffen Krentz brugte det meste af de Radikales valgudsendelse på at få et svar på hvilket af årstallene, de så mente var det rigtige. Så han forstod ikke pointen, nemlig at denne sommerstudiekreds indvarslede politik som proces, hvor man iscenesætte sig udenom de gængse entydige paroler til fordel for diskussion af moralske dilemmaer. Trods denne intellektuelle tilgangs fantastiske valgsucces har den nok også sin grænse ved det velartikulerede mindretal af befolkningen, der pt. foretrækker moderigtige café-afvejninger i et globalt perspektiv. Pias skræmmende styrke i udkants Danmark må trods alt have fået det til at skvulpe lidt i cafe latten. Men som spin var de Radikales kampagne fornyende og uovertruffen.

Således beriget kan Danmark forhåbentlig vende sig mod de virkelige problemer med globalisering og velfærds- og strukturreformer, som hovedblokkene i deres gensidige inddæmning af dagsordnen, stort set undgik at tale med vælgerne om.