Magtens pris

”Hvis du spiller den her historie offensivt, så kan du komme til at fremstå som en foregangsmand,” siger Birgitte Nyborg til udenrigsminister Höxenhaven, da han indgiver sin afskedsbegæring. Spillet er den metafor, der umiddelbart melder sig for hende. Det er en rigtig spindoktor-bemærkning, og den er sigende for den udvikling, Nyborg som politiker har gennemgået. Hun kom til magten ved at tale åbent og ærligt til vælgerne, men er foreløbig endt med at tale samme sprog som sin medierådgiver og være tilfreds med at mestre det taktiske spil, som livet som statsminister kræver. Sådan skildrer Borgen foreløbig – magtens pris. DR's Borgen er nu halvvejs gennem sin anden sæson, og så er det tid for en midtvejsevaluering.

Birgitte (Sidse Babett Knudsen) må samle alle sine kræfter, da hun skal holde sin tale ved åbningen af et nyt folketingsår. Foto: Mike Kollöffel, DR

Timing og træfsikkerhed
Man må gratulere Adam Price og hans medforfattere Tobias Lindholm og Jeppe Gjervig Gram med deres timing og profetiske træfsikkerhed. De har taget meningsmålingerne for langt over et års tid siden på kornet og konstrueret en fiktion, hvis ligheder med den aktuelle politiske virkelighed er mere end slående. Og så har de sikkert også indflettet et par småting i produktionsfasen. For eksempel fremgår det i del 13, at udenrigsminister Bjørn Marrots engelsk er helt til grin.

Danmark har nu med Helle Thorning-Schmidt en begavet og charmerende kvindelig statsminister. Hun leder en regering sammensat af partier, der mest af alt er forenet af et fælles ønske om fornyelse efter den liberale og Dansk Folkeparti-orienterede Fogh- og Løkke-æra. Men de er også dybt uenige indbyrdes om fornyelsens grundlag, omfang og retning. Det gælder ikke mindst den økonomiske politik, herunder efterløn og længere dagpengeperiode, som nogle gik til valg på at beholde og andre på at afskaffe.

Helle Thorning-Schmidt stod meget lig Birgitte i Borgen, som første kvinde på talerstolen ved folketingets åbningstale 4. oktober 2011

Vi har en række ambitiøse unge ministre, der alle er ivrige for at markere sig, og som skal lære at koordinere indbyrdes. Vi har partier, som regeringsalliancen har slidt på allerede før valget, hvilket er tilfældet med Socialdemokraterne og SF, der tabte stemmer, men vandt regeringsmagten ud fra den uimodsigelige devise, som Thorning-Schmidt så fint fik lanceret på valgaftenen: ”Et flertal er et flertal”. Og vi har partier som De Radikale og Enhedslisten, der har markeret sig langt stærkere end de to oprindelige alliancepartnere og scoret gevinsten – med deraf følgende nye, uprøvede ansigter i Folketingssalen.

Virkelighedens dramaer
Vi har på den baggrund en række dramaer på og omkring Borgen, der siger spar-to til fiktionen. Dramaet om regeringsgrundlaget på toppen af Crowne Plaza var en på én gang politisk og psykologisk gyser, vi kunne iagttage på afstand, hvilket næsten gjorde den endnu mere spændende.

Henrik Sass Larsens deroute fra socialdemokratisk næstformand og selvskrevet ministeremne til menigt folketingsmedlem var en klassisk tragedie om ambition, storhed og fald.

Den lange føljeton, som B.T. lancerede i forbindelse med Helle Thorning-Schmidts såkaldte skattesag (det var som bekendt hendes mand, der ikke havde en skattesag), blev genoplivet lige før valget med soap'ens typiske ingredienser: uretmæssig anklage, en skakmat-stilling, hvor mulighederne for forsvar var begrænsede, og perfekt timing i forhold til mulig indflydelse på valget.

Dramaet om kirkeministerens lige-ved-og-næsten-udmeldelse af folkekirken havde mere provokationens karakter, men var i hvert fald båret af et klart komisk præg.

Alt i alt har vi en situation, hvor virkeligheden leverer højspændt dramatik til medierne og befolkningen i velkendte genrer og rigelige mængder. Dertil kommer sager som det somaliske gidseldrama og de fortsatte drab på danske soldater i Afghanistan. Der er nok at tage af – og det har manuskriptforfatterne og producenten Camilla Hammerich så gjort.

Birgitte (Sidse Babett Knudsen) besøger den danske lejr i Afghanistan. Foto: Mike Kollöffel, DR

Er magten prisen værd?
Grundlæggende har de gjort det talentfuldt.

Det gælder udvalget af sager i de enkelte episoder, hvor der både er statsministerbesøg i Afghanistan på tapetet, med fotografering og efterfølgende drab på danske soldater, og gidseldrama i somalisk regi, hvor danske sømænd er taget til fange og befris ved Frømandskorpsets mellemkomst. Og så er der de genkommende, hjemlige trakasserier om valget af en dansk EU-kommissær, regeringens store plan, ”Fælles fremtid”, miljøpolitik osv. Alt sammen så rigtigt og aktuelt, at det kunne være taget ud af dagens pressenyheder.

Det gælder også sproget, der (når man altså kan høre det) er spækket med gloser, der virker bekendte, fra ”velfærdspakke” og ”opgør med blokpolitik” til ”aftalemøde” og ”delebørn”. Det rammer lige ind.

Og det gælder ikke mindst de essentielle, afgørende spørgsmål, som føljetonen rejser. Spørgsmål som: Hvad er magtens pris? Er den prisen værd? Og skal man for enhver pris bevare den? Det var indlysende allerede fra 1. sæson, at magten har uforudsete, tærende omkostninger, både politisk og personligt. De alvorligste politiske omkostninger var tvivlen om det politiske sporskiftes effektivitet under de evindelige kompromisser. Og på hjemmefronten gik det helt galt med familien og ægteskabet, der degenererede i svigt. Brud og skilsmisse var prisen.

Hvad er magtens pris? Er den prisen værd?Skal man for enhver pris bevare den?

Gammelborg
Ved anden sæsons begyndelse i efteråret 2011 har Birgitte Nyborg Christensen (stadig dejligt spillet af Sidse Babett Knudsen) siddet på magten i Danmark i to år. Hverdagen og det politisk-taktiske spil har tæret hårdt på den vision om åbenhed, direkte kommunikation med vælgerbefolkningen og ny stil på den gamle borg, som Nyborg indvarslede både i kraft af sit mellemnavn og sin charmerende fremtoning. Jeg savner hendes vindende smil, men selvfølgelig – der er ikke så meget at le ad.

Arbejderpartiets formand Bjørn Marrot (Flemming Sørensen) udsættes for en personhetz i pressen. Foto: Mike Kollöffel, DR

Hvor galt det står til, afsløres af Nyborgs reaktion på, at hendes udenrigsminister Höxenhaven, der også er formand for Arbejderpartiet, vil gå af efter en lusket afsløring af hans biseksualitet i sensationsavisen Ekspres (del 14). ”Hvis du spiller den her historie offensivt, så kan du komme til at fremstå som en foregangsmand”, siger hun. Nyborg har virkelig lært lektien, at tænke taktisk. Ikke et ord om sagens faktiske indebyrd eller mandens åbenbare sjælekvaler. Det er jo storsindet, at Nyborg behandler den mand, hvis formulerede ambition var at blive statsminister i stedet for hende selv, så venligt.

Men det er også afslørende, hvor hurtigt Nyborg er ude med spilmetaforen. Det drejer sig om at vende situationen til mandens fordel, og det kan gøres ved at spille kortene talentfuldt. Altså politisk tæft frem for samtale eller bare medfølelse. Det eneste lyspunkt er, at hun genindkalder sin gamle, unge og ikke helt tjekkede ministersekretær, der tidligere blev fyret, fordi hun ikke var i stand til at skelne væsentligt fra uvæsentligt. Nu hyres hun af samme grund – ”for at minde mig om min første tid i statsministerkontoret”, som Nyborg udtrykker det.

Birgitte (Sidse Babett Knudsen) i alvorlig samtale med Amir (Dar Salim. Foto: Mike Kollöffel, DR

I del 15 bliver Nyborg endnu en gang mindet om idealerne. Hun prioriterer et bredt miljøforlig hen over midten i forbindelse med regeringens udspil ”Fælles fremtid”. Men Miljøpartiets leder, Amir Diwan (Dar Salim), kan ikke holde til de indrømmelser, det koster fra de liberale partier. Hans parti træder ud af regeringen, og han selv går af, med den begrundelse, at regeringen ikke fører den politik, den er blevet valgt på. Og så blev han også mobbet ud af en personsag, som statsministeren selv har sat i gang, og som kom ud af kontrol.

Seertallet har været en lille smule for nedadgående i forhold til sidste sæson, hvor det lå på ca. 1,4 mio. i gennemsnit. I dag ligger det på ca. 1,26 mio., hvilket næppe betragtes som tilfredsstillende i DR-Drama. En af grundene til den lidt skuffende nedgang kan være, at samme seere har fået nok politisk drama i virkeligheden. DR kan så trøste sig med særdeles pæne vurderinger, der ligger fra 4,2 til 4,4.

Når virkeligheden overtrumfer fiktionen
For spørgsmålet er selvsagt: Når virkeligheden truer med at overtrumfe fiktionen, hvad kan fiktionen så stille op? Borgen løser dette problem ved at forstørre kriserne og konflikterne, ved at mangfoldiggøre intrigerne og overdrive, så det undertiden nærmer sig karikaturen og parodien. Det politiske drama ligger i denne udgave tæt på soap-genren med dens forkærlighed for intriger, dens eksponering af følelser, dens gentagelser og overdrivelser.

Et par eksempler:

Arbejderpartiets skæbne er præget af den tidligere formand, Michael Laugesen (Peter Mygind, der ikke underspiller) og hans hensynsløse hævntogt mod sine tidligere forbundsfæller – et hævntogt af megalomane dimensioner. Da den eneste tilbageværende fælle, han har i Arbejderpartiet, Bjørn Marrot, bliver fældet af Höxenhaven, er det et signal til krig, der ender med Höxenhavens selvmord, og så må forsvarsminister H.C. Thorsen træde til som formand. Hvor længe han mon holder? Og hvor længe holder Laugesen sig fra Birgitte? Hun har ”en kniv i skuffen” til ham, men han har også en til hende – hendes spontane engangsaffære med sin chauffør.

Det er korrekt, at vi fx i Det Konservative Folkeparti tidligere har set en række hurtige formandsskift. Vi ved, at der er intriger, også af personlig og mindre renfærdig karakter, i politik. Men måden, Arbejderpartiets forskellige formænd fremstilles på, ligger i kraft af de groteske personlige intriger tæt på parodien.

Tilsvarende er der nogle paralleller i karaktertegningen, der foreløbig virker rigeligt påfaldende. Det er oplagt, at der er skæbnefællesskab mellem statsminister Birgitte Nyborg og spindoktor Kasper Juul (Pilou Asbæk). De er begge ulykkeligt forelskede i henholdsvis eks-manden Phillip (Mikael Birkkjær) og den unge, knusende talentfulde journalist Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen). De er dygtige og professionelle til deres job, men det er de på bekostning af deres privatliv. De indgår begge i et trekantsforhold, hvor Philips nye kæreste, Cecilie, er ved at overtage Birgittes funktion, og hvor Kaspers nye kæreste, Lotte, skal erstatte Katrines.

Birgitte (Sidse Babett Knudsen) udfordres både på jobbet og i privatlivet og søger råd hos Kasper (Pilou Asbæk).Foto: Mike Kollöffel, DR

Problemet er, at hverken Birgitte eller Kasper vil se realiteterne i øjnene. De er for trofaste over for deres gamle partnere, og derfor begår de på privatlivsplanet fejl på fejl, som de fortryder. Helt patetisk bliver det, da Kasper rådgiver Birgitte i del 14 til ”ikke at opgive uden kamp”. Hun inviterer så Phillip på besøg og inviterer ham til, at de skal blive gamle sammen – for blot at udsætte sig for endnu en ydmygende afvisning: ”Hvad er det for en virkelighed, du lever i?”, spørger Phillip og går.

Et sidste eksempel er lanceringen af miljøsagen i del 15. Det kræver en meget dårlig rådgivning at plante et træ i januar som led i en offentlig kampagne for indsatsen for miljøet. Træet bliver da også smidt væk umiddelbart efter, at kameraerne er slukkede, ligesom Kasper smider sit kaffekrus i naturen. Det var et mediestunt, det var proforma, og det understreges i fiktionen. Men noget tilsvarende ville trods alt næppe kunne gå i virkelighedens verden, hvor de fleste ved, at man skal plante træer om efteråret.

Borgens spørgsmål
Trods den benhårde konkurrence fra virkeligheden og trods rigelig med fløde og skum er Borgen fortsat god underholdning, fordi den er leveringsdygtig i tankevækkende spørgsmål. Spørgsmål, som enhver magthaver har godt af at stille sig selv – nemlig hvorfor gør jeg det her? Og er det prisen værd, når den politik, jeg fører for at blive ved magten, er så vanskelig at skelne fra min politiske modparts, at jeg næsten ikke kan begrunde det over for mig selv?