Ligner du en tysk pornoskuespiller fra 1970’erne?
Læste du ikke anmeldelsen af movember-kampagnen sidste år, så har du endnu en gang muligheden. Render din kæreste rundt og ligner en tysk pornoskuespiller fra 1970’erne, så fortvivl ikke. Det stopper 1. december. Bo Kampmann Walther anmelder Movember-kampagnen, som er den måneden, hvor mænd over hele verden tillægger sig overskæg. Og der er langt mellem snapsene, æstetisk set: En hårstribe formet som postulerende idioti.
af Bo Kampmann Walther
Sam McCloud klonet på fjæset af en hipster, der gør sig umage for at se kikset ud. David Beckham iført Crocodile Dundee nord for overlæben. Max Bjævermose på coke. Trucker-Joe med Christianiacykel. Kort sagt: Avantgarde uden nosser – og dermed perfekt til en kønsforvirret tid.
Det hedder ”movember”. Navnet er en sammentrækning af november og moustache, og løjerne går tilbage til 1999 i Adeleide i Australien, hvor en lille gruppe mænd (i en brandert) fik ideen til at reklamere for dyreretsorganisationen RSPCA (Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals) ved salg af t-shirts og anlæg af overskæg. ”Growing whiskers for whiskers”, lød det kække slogan.
Den ægte porno-vare
I 2004 blev bevægelsen udvidet til fundraising for behandling af prostatakræft og mandlig depression. Siden da har The Movember Foundation rejst 174 millioner dollar for den gode sag og spredt sig til det meste af verden, Danmark inklusive, ved hjælp af smarte websites og en generel accept af, at mænd også må være kede af det og synge lange, bange sange. Movember er blevet et slidstærkt ”mem”, perfekt til en viral æra, hvor hvert tiende menneske på jordkloden har set en sydkoreansk brugtvognssælger danse disco. Hvorfor så ikke overskæg?
Selvironi på den officielle facebook fanside for Movember Danmark, en velgørenhedskampagne, der kører i november måned hvert år. Kampagnen har til formål at sætte fokus på mænds sundhed og indsamle midler til kampen mod prostatakræft. Den 1. november registrerer man sig på movember.com med et glatbarberet ansigt og måneden igennem indsamler Mo Bros penge ved at få venner, familie og andre til at donere penge til sit overskæg. Også Kræftens Bekæmpelse kører en movember-kampagne
Reglerne er simple: Lad gro et overskæg. Det må ikke vokse sammen med bakkenbarter, for så er det skæg. Det må heller ikke sprede sig ned på hagen, for så betragtes det som et gedeskæg. Mogens Lykketoft, go home.
Hvorfor ikke gøre en fest ud af filantropisk autenticitet? Movember skriger på nærvær, nuttede kæledyr og tag-med-hjem-næstekærlighed. Politisk set burde snurbarten jo være en – undskyld metaforen – streg i luften, og nu hvor kræftkongen Lance Armstrong er afsløret som en ulækker kyniker, og Jude Law er mere blikfang end krigsoffer i ”Peace One Day”, ja, dér går Movember rent ind på lystavlen. Ikke et øje er tørt.
Eller er der? For Movember er også subkulturelt selvmord og neo-kommunistisk narrefisse. Og kropskultur som samlesæt. Hipster-LEGO.
Ernest Hemingway uden, med og med meget
Fuck Hemingway
Ernest Hemingway, dette let savlende geni, fattede det ikke. Hans liv var en glidebane fra glatraget barnerumpe over kolonialistisk moustache til den slags fuldskæg, der favner seksualforbrydere og skolelærere – og dansk indiepop. Ikke meget Movember i Ernest altså.
Men Ernests skæg havde sammenhængskraft. Ører, hage og overlæbe var i symbiose her. Det gælder også Elvis Presley og Corto Maltese. De kunne det dér med hår i hovedet. Og muligvis Povl Kjøller og Søren Ryge Petersen. Eller George Michael, der som bekendt forvalter sin hårvækst med homonormativ akkuratesse. Anderledes med Movember-skægget, der gør en dyd ud af løsrivelsens ontologi: Skæg er for sjov, og man skal kunne tage det af og på i én håndevending. Ikke korporligt med gaffatape, men diskursivt. Som en taleboble, der svæver blidt over ens hoved. Lidt ligesom at abonnere på en neger. Det kan man jo også bare holde op med.
Se mig! Jeg har overskæg! Jeg er på vej til Soho! Jeg er ikke fra Vojens! Movember er socialkonstruktivistisk liderlighed: Jeg begærer den fortælling om mig selv, jeg kan kontrollere – eksempelvis at tage moustache på.
Virtuelt celebrity-skæg
Avantgardens død
Det er med avantgarden, som det er med subkulturer. Begge lever af at markere sig i et skarpt og til tider aggressivt modsætningsforhold til det bestående, til kulturen, pænheden og normaliteten. Tilhører man en subkultur, som har et politisk mål, er det selvfølgelig o.k. at stræbe efter at realisere dette mål. Og dog. For hvis målet nås, mister subkulturen sin dynamo. Så er der ikke mere at kæmpe for. Det er ikke særlig fedt at være punker, når alle de andre, inklusive de rige, render rundt med huller i bukserne og højt, stivet hår. Det er det samme med avantgarden. Hvis målet nås og kunsten bliver virkelighed, kan det hele jo sådan set være lige meget. For hvad skal avantgarden så lave?
Hvorfor er Paul Smidths skæg ikke stribet?
Subkulturer og avantgarder har derfor både et positivt og et negativt mål. Det positive mål er at sejre. Det negative er at sejre sig selv ihjel. Og det er præcis denne dynamik, avantgarden er nødt til at inkorporere i sin logik. Det gælder om næsten at sejre, for da er drømmen intakt.
Derfor skabes enhver subkultur på randen af sin egen fejltagelse. Også Movember, der blot er en udsalgsvare for sit eget selvmord. Men den tager ikke dét projekt alvorligt. Den arbejder ikke på sit eget ophør. Movember vil ikke overflødiggøre sig selv – ligesom demokrati og A-kasser. Tværtimod. Movember insisterer på en cool liberalisme, hvor sagen er udskiftelig, men tåbeligheden intakt. Movember er på den måde hipster-kulturens årligt tilbagevendende frikirke, hvor autenticitet veksles for skæg og blå briller, og omsorg kan konsumeres i et knallertagtigt fællesskab.
Virkelige mænd med virkelige moustache-dun på Kræftens Bekæmpelses kampagneside
Kastreret Chuck Norris
Ansigtet skal ligne skurvogn, men ender som en kastreret Chuck Norris, en photoshoppet vildmand. Det skal se ud som empati, men er i virkeligheden selvfed tomhedsdyrkelse og én stor annonce for metroseksualitetens kødløse livsbetingelse: At perfektionere sit eget materiale, snarere end at forpligte sig på virkeligheden.
Movember laver paradekørsel for de globale markedskræfters lynhurtige billedmaskine: Sådan ser man ud, når man er fjollet. Sådan ser man ud, når man har noget på hjerte. Og sådan ser man ud, når man både er fjollet og har noget på hjerte.
Én gang om året pibler stubbene frem. Hvor organisk. Men det falliske brøl overdøves fuldstændig af markedskræfternes vaginale piben. Magtudfordringens form forvandles med et snuptag til sin egen ideologiske modsætning. Her stiliseres seriøsitet, der jo virker så klodset i vore dage, til en parfumesælger fra GUCCI, der runddeler livstilskataloger i fritiden. Her bliver latrinære drifter forvist til plettet pubes i hovedet på dem, der forbeholder sig retten til at sjaske avantgarden bort i apolitiske prutter. Væk med kritikken, for den kan ikke skylles ned med designerøl, den er ikke street – og dermed goddag til ideologiens monster, der stadig kigger ud af harmløshedens vinduer og ser, at alt er godt, og at alt er ved det gamle. Jacques Lacan ville grine i skægget, nu hvor Den Store Anden frit kan iscenesættes som små hyggelige orgasmer i gadebilledet.
Og husk så stroferne fra Søren Ulrik Thomsens og Lars Hugs ”City Slang”. Syng dem med patos og metallisk beat. De er aktuelle som aldrig før:
”Snart maser nattens gletcher
parkerne tomme –
kroppene drejer mod kulden
spredes i gadernes væv
forsvinder i lygternes faldende hvidt;
genkender ikke hinanden
i lukket november.”
