Morten kigger på dig

 

Danskerne arbejder for lidt. Vi er for selvovervurderende. Flid er gået af mode. Vi lever i et x-faktor samfund, der ikke kan skille lort fra lagkage. Enhver nullitet bliver foregøglet at være unik, og vi kan ikke længere som samfund finde ud af at fejre reelle bidrag og vedholdenhed. Så fik danskerne den lille opsang fra en ledende medarbejder i en af landets hensygnende industrigiganter, inden de gik på sommerferie.

 

I forsommeren udgav Morten Albæk, debattør og markedsføringschef i Vestas, Det gennemsnitlige menneske. Bogen har haft et fint liv på bestsellerlisten henover sommeren, selvom den mildest talt blev anmeldt helt ned under gulvbrædderne i Politiken, hvor den fik den sjældne karakter en af  en ud af seks stjerner. Hvilket er det intellektuelle parnas' hædersmærke for dårlig smag. Og det har som så ofte, når det handler om bøger, ikke et klap med folks læsevaner at gøre. Slet ikke, når det gælder businessbøger. 

 

Albæks bog har ikke så lidt tilfælles med ”50 Shades of Grey” og BS Christiansens mega-bestseller: Alle der ved noget om, hvad der er lort og lagkage, råber entydigt: ”Lort”. Og det er den lejlighedsvist læsende så i øvrigt helt ligeglad med. Og så går efterrationaliseringen i gang: Nu må vi prøve at forstå hvorfor.


Et hjerte: Den dårlige smags hædersmærke
 

Respekt for de gode spørgsmål og samfundsinteressen
Når ret skal være ret, så adresserer bogen en række centrale samfundsmæssige og virksomhedsmæssige spørgsmål, som er højaktuelle. Først og fremmest spørgsmålet om danskernes arbejdsomhed, som er et parameter, vi skal konkurrere i verden på. Dernæst om der findes en moralsk fiber i velfærdsstaten. Men også filosofiens eller de humanistiske fags stilling i erhvervslivet tematiseres og forsøges kodificeret ind i en ledelsesmæssig forestilling om den moderne virksomhed. Sidstnævnte er mange af boganmeldelserne fløjet let henover.

 

 

Kritik af kritikken

Lad os starte med den urimelige kritik. Morten Albæks dosering af dansk arbejdskrafts manglende slidsomhed fremprovokerede en automatreaktion fra fagbevægelsen, og som provokation var den veldesignet. At Albæk har samarbejdet med en journalist om at skrive bogen faldt mange for brystet. Man mente, at det i sig selv var udtryk for  manglede flid, at manden ikke skrev sin debat/ledelsesbog selv. Det er naturligvis noget ævl, for hvis man får sendt noget debatskabende og vedkommende tekst på gaden, er antallet af skriverkarle lige meget. Det må være værket der tæller, ikke processen den er frembragt med.

 

 

Er vi nu så uflittige?

Til den konklusion, at danskerne arbejder mindre end før - og mindre end de selv tror – skal det dog tilføjes, at når man ser på den samlede arbejdsmængde i danske familier, så arbejder danskerne faktisk betydeligt mere komparativt set, end hvis man måler på den enkelte danskers arbejdstid sammenlignet med andre lande. I Danmark er både mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, og den mængde af arbejde mænd og kvinder præsterer her, samtidig med at de har børn, tegner et andet billede, hvor vi ikke er helt så uflittige. 

 

Det er sandt, at dansk konkurrenceevne er faldet betydeligt, men at diskutere dette faktum uden at se på den økonomiske udvikling i 00’erne - særligt lønudviklingen i overenskomsterne i forbrugsårtiet - er nok heller ikke noget ret mange med en smule økonomisk indsigt ville lade passere. Morten Albæk fremstiller Danmark som et land i moralsk forfald, anklager sammenlagt befolkningen for at have mistet sin calvinistiske flidsetik, men gør det uden ret meget andet fodfæste Rockwoolfondens rapport ”Har vi tid til velfærd”, der fx opregner, at danskernes arbejdstid er faldet med 43 minutter om dagen over 50 år.

 

 

Sagen er, at Albæk stiller et spørgsmål, der skal besvares, og som er ved at blive besvaret: For nylig viste en undersøgelse i Politiken, at danskerne nærmest selv er klar over, at mange arbejder for lidt men Albæk kommer ikke i nærheden af at præsentere en substantiel case. Problemstillingen er simpelthen ikke researchet, undersøgt grundigt eller argumenteret. Det er, som anmeldelserne desværre rigtigt har sagt om bogen, ret tydeligt, at den falder for sin egen kritik: Den er doven og selvovervurderende. Hvis man vil tage den samtale og vil tages seriøst, er man nødt til at læse lektier og være flittig.

 

Filosofien vigtig igen

At tage filosofien op som en disciplin, der har et kommercielt potentiale, er også meget veltimet fra Albæks side, og her skriver han sig ind i en større bevægelse. I USA har filosofferne Hubert Dreyfus og Sean Dorrance Kelly for eksempel skabt en fornyet interesse for fx Heidegger blandt andet med en herhjemme overset perle All Things Shining, der revitaliserer filosofien og eftertanken overfor det at tage beslutninger og blindt tro på brugerundersøgelser. Samtidig udfordres et survey-baseret udviklingsparadigme, som det findes i mange virksomheder, med heideggerinspirerede tanker om innovation igennem forståelse af materien og håndværket fremfor de evindelige undersøgelse af forbrugeren. Dreyfuss har også arbejdet som filosof i virksomheder med eksempelvis udvikling af kunstig intelligens. Andre danskere har i den amerikanske debat faktisk fået ørenlyd for et forsvar for humanisme i virksomheder.

 

Morten kigger væk

 

I Morten Albæks verden bliver filosofiens potentiale og den internationale inspiration desværre til gajol-æske-klogheder som: ”Filosofien har lod og del i den virkelige verdens problemer. Det er sådan det er!”, hvor han har en flittig brug af udråbstegn, som om det gør noget udsagn vigtigere. I en verden hvor økonomismen vel søger at ensrette og optimere mennesker mere og mere, hvor produktivitet mange steder langt overskygger ambitionerne om udvikling og kreativitet, så er netop de humanistiske fags potentiale som modvægt til regnearksledelsen vel netop essentielle for dygtige virksomheder? Det skulle man mene man skulle forholde sig til?

 

Det skisma har Albæk slet ikke opdaget. Selv er han fokuseret på kvantitative mål, ellers findes arbejdet ikke. Og han tror på noget, der hedder kapitalistisk humanisme, hvor der ikke opereres med modsætninger imellem kommercielle incitamenter og humanistiske idealer. Det kræver nok, at man overhovedet ikke anerkender, hvordan kommercielle aktører opfører sig de facto historisk, nationalt, internationalt, men o.k. – det er en forestilling, man også kan støde på i de mest verdensfjerne dele af Radikale Venstre herhjemme, så helt uden publikum er fantasien ikke.

 

Det mere skræmmende er egentlig den måde, Albæk opererer med en eksistentiel forening mellem medarbejdere og virksomhed og leder på. Han opererer med, at han som leder skal være inde i medarbejdernes intimsfære, og at MUS er noget, der omhandler udviklingen af hele medarbejderens liv og ikke bare arbejdslivet. Præmissen er, at medarbejdere, der ikke finder det meningsgivende i eksistentiel, filosofisk betydning at arbejde, i Albæks organisation må finde sig andre steder at være virksomme. Det minder i sin essens minder det om Corporate Religion, som Jesper Kunde turnerede med i halvfemserne.

 

Morten kigger på telefon - igen

 

Det er sådan, Albæk bringer filosofien ind i virksomheden - som et afsæt for at skabe ”mening”. Mening for medarbejderen i livet, ellers må han eller hun meget hurtigt ud af den. Det konventionelle argument imod dette vil nok være, at de fleste virksomheder bare gør det, de gør, for at tjene penge, og at det ikke giver ret meget mening for særligt mange. Og at det er absurd at fabrikere en åndelig overligger for langt det meste arbejde, som folk udfører for at tjene til dagen og vejen.

 

Hele det kompleks, der søger eller fordrer en identitetsmæssig sammensmeltning mellem medarbejderen, lederen og virksomheden er dog blevet kritiseret godt og grundigt de sidste mange år, så det skal vi ikke gentage her – men meget  af hvad Niels Åkerstrøm har skrevet kan fint pudses af, hvis man vil filosofere lidt over mere over det. Det mærkelige er næsten, at tankesættet om sammesmeltning har overlevet i små lommer. Helt ærligt: Det er ikke lederens opgave at give medarbejderne mening i livet, at fordre at medarbejderne skal finde det i arbejdslivet er at forveksle arbejdspladsen med en kult.

 

Findes der ikke modsætninger i Albæks verden?

Der er andre vigtige ting, som berøres i bogen, og som i sig selv kunne udgøre væsentlige diskussioner, for Morten Albæk har en fin radar for de vigtige spørgsmål. Han fremhæver nødvendigheden af kvantitative mål samtidig med, at arbejdet skal være meningsgivende på en konkret operationel måde. Folk skal vide hvorfor det, de laver, er vigtigt. Om det er sjovt, er til gengæld ikke så interessant om det er sjovt. Og det er jo rigtigt nok, at der gik tivoli i ledelse mange steder, og nogen troede bordfodbold var lig kvalitet i arbejdslivet. Men man er så nok også nødt at erkende, at kvantitative mål på mange arbejdspladser har ødelagt mange medarbejderes oplevelse af mening og faglig anerkendelse. Det er trods alt en samtale, der fx i det offentlige er uhyre vigtigt, og som også Francis Fukuyama, som Albæk hurtigt får namedroppet og besunget, har leveret en hård og kompetent kritik af. Det kan man ikke bare ignorere. Og det gør han.

Hey – arbejdede du ikke selv i …?

Det er til gengæld forfriskende at læse at der hos Albæk, der heroiserer hierarkiet i sin og andre virksomheder, er en erkendelse af at der også i erhvervslivet var en umoralsk grådighed, og at krisen i 2008 var en kærkommen mulighed for at genopdage sunde værdier. Men det er godt nok ikke noget, der bliver foldet ud, og med tanke på at hele fundamentet for bogen er en karriere i ledelsen af Danske Bank og Vestas, så er det en af bogens store fejl, at Albæk slet ikke adresserer de problemer, der har defineret de to virksomheder i offentligheden de sidste år. Han vil gerne smykke sig med de lange engelske titler fra ledende stilligner i de to virksomheder, udråber selv sin karriere som imponerende og som noget, han er stolt af, og han bruger den som afsæt for at henvende sig til læseren. Men ikke et ord står der om Danske Banks rolle de sidste par år eller om hvor, virksomheden stod, da han forlod den. Heller ikke et ord om Vestas kriser.

 

Morten kigger dybt

 

Albæk præsenterer sig selv som globalt vigtig, og bogen hviler på en selvfejring af ham som erhvervsfænomen, hvilket er svært at forsvare - verden er trods alt fuld af markedsføringsdirektører - men det bliver også bizart, når den slet ikke forholder sig til fx Danske Banks rolle i det, Albæk vist selv har kaldt for en grådig periode op til 08, eller Vestas der har tabt 80 % af aktieværdien de sidste fem år, uagtet at de sidste par uger har været lidt pænere. Måske det skulle med. Bare et lille ord, når nu oraklet skal lære os om flid og selvindsigt og vigtigheden af et realistisk blik på hvor kompetent man selv er.
 

En bog i jeg-form

Bogen har mange andre problemer, som det ikke er så interessant at dvæle ved, men som trods alt er sjove. Den er fyldt med portrætter af Morten Albæk i sort/hvid, på den måde minder den lidt om en Tumblr-blog for den nordkoreanske diktator. Den er stilistisk frygtelig, skrevet i en nærmest barnlig jeg-form, opblæst i sproget. Forfatteren falder nærmest uden undtagelse for hvert eneste af sine egne kritikpunkter mod samtiden: Han kritiserer X-faktorkulturen, men laver selv en gang sludder for en sladder, sat op med store typer og strukket ud, så det kan fylde og illudere en rigtig bog.

 

Morten kigges på af kvinde

 

Kapitlerne indledes med små tekster i kursiv, der intet har med kapitlerne at gøre, men som portrætterer Albæk i ”vigtige”, ”globale” sammenhænge. Helt grundlæggende er de første to tredjedele af bogen ulidelig: En lang besyngelse af egen flid, og så et mantra om at alle er gennemsnitlige ubemærkelsesværdige. Men som Weekendavisens Anna Libak rigtigt har påpeget: ... på nær Morten Albæk selv åbenbart. For svært glad for sig selv fremstår han. Hvorfor mandens liv og tanker er vigtige, bliver slet ikke etableret, man undrer sig over, hvad han selv synes, han har udrettet i forhold til de problemer, de virksomheder, han har været i, trods alt har haft. Det er synd, både fordi vi mangler holdningsstærke mennesker fra erhvervslivet, der vil påvirke samfundet, og fordi debatbogens dygtige provokation, dumper med et brag når præmisserne mangler.
 

 

Hvordan i alverden kom manden derhen?

For nogle år siden slyngede en god bekendt, der på det tidspunkt arbejdede i Erhvervsministeriet et postulat ud i en diskussion mellem en gruppe yngre erhvervsjournalister og konsulenter. Han mente, at det var et problem i Danmark, at mange af de største talenter fravalgte det private, og at vores økonomi på den måde ikke fik tilført nok talent, hvor det nyttede mest. Logikken var, at mange af de bedste studentereksamener gik på universitetet, derfra var der bare mere prestige – og lønnen var heller ikke dårlig – i de offentlige karriereveje. Juristerne ville hellere være dommere end sagførere, statskundskaberne ville helst i ministerierne, og det ville økonomerne også. Postulatet – som ingen empirisk fundament har så vidt jeg er klar over – var, at det simpelthen var et mere spændende arbejdsliv mange steder i det offentlige. Som diskussionen gik, var der en de sagde: Jeg tror slet ikke virksomhederne vil have de dygtigste; al den originalitet – hvad skal de med den? Den nye departementschef i Udenrigsminsiteriet ville hellere arbejde for fem forskellige ministre i et land der er for lille til at have en udenrigspolitik, end i Vodafone – et gigantisk, globalt teleselskab. Finansministeriets departementschef ville hellere arbejde i staten end i McKinsey. Den nye nationalbankdirektør har også fortalt, han hellere vil arbejde i halvoffentlige ATP og nu Nationalbanken end for nogle af de private investeringsselskaber, der har tilbudt ham formodentligt guldrandede stillinger. Bare for at give et par eksempler på, hvor tiltrækkende det åbenbart er med de offentlige karriereveje. Jeg medgiver, at det er meget muligt, at der slet ikke er nogen som helst rimelig grund til at antage, at de længste ål i rusen enten fravælger erhvervslivet, eller bliver fravalgt ud fra devisen ”Dygtig ung mand søges. Men ikke for dygtig.” Men tanken er svær at slippe efter at have læst Albæks bog.
 

Morten kigger på formiddagsblade