De andres liv

Det nye magasin Københavner er fri for champagneanmeldelser og har næsten ingen ord om mad, mode og metroseksuelle stylister. Det er cool. Derimod er det mærkeligt, at man ikke aner, hvor redaktionen vil hen med alle sine interviews, noveller, portrætter, fotoreportager. Det vil sige, ét formål synes klart: At få læseren til at føle sig håbløst uhip og alt for tung i sin fede forstadsrøv. Hurra for den følelse.
af Søren Schultz Jørgensen
Københavner Kidd
Københavner med Kidd på Kforums bord
 
Næstefter en dansk udgave af Wired, The Economist, Rolling Stone  og New Yorker har min største drøm altid været at få lov til at skabe det autoritative københavnermagasin. Skarpt, ambitiøst og en opvisning i gutenbergsk formåen og attitude, sluppet løs på storbyen. Det har jeg drømt om i et par årtier faktisk. Og fandme, om ikke forfatterpersona, Tisvilde-kendis og overkøbenhavner Martin Kongstad sammen med Maria Gerhardt, a.k.a. dj’en Djuna Barnes, så bare realiserer ideen og i ly af natten samler en lille gratisarbejdende redaktion og smider et 148 siders købemagasin i kæmpeformat og kompetent design på gaden. En publikation på et halvt kilo. Klask, tag den, amigo.
 
Modigt – og uklart
Københavnerhedder det nye magasin. Og jeg elsker det, selv om jeg ikke forstår det. For hvor er det dog befriende, når nogen trodser mediebranchens natur-, tyngde- og jantelove, dens uendelige mainstream og jævnhed og bare beslutter sig for, at print har en fremtid, at målgruppekalkuler kan vente til i morgen, og at interaktivitet, lethed og tilgængelighed stinker.
 
Københavner er præcis det modsatte af let og tilgængeligt. Det er tungt, med vidunderligt uigennemtrængelige tekstmængder og umotiverede billeder – i et helt og aldeles uklart redaktionelt koncept. En blandet landhandel af litterært og journalistisk, almindelige mennesker, kunstnere og hipster-kendisser, ungt og gammelt, professionelt og amatøragtigt. Alt sammen med en københavnsk feeling som omdrejningspunkt. Og med skribenter, der er lige så meget hovedpersoner, som de mennesker, de skriver om. Meget moderne og vildt lækkert.
 
Københavner redaktionen
Københavners redaktion som den præsenterer sig på kolofonsiden. Allerede med indbygget tilbageskuende duplexfarve
 
Premierenummeret giver os interviews, noveller, portrætter, fotoreportager og artikler om alt og ingenting fra hovedstaden: Portrætfotoserie med rygere, en personlig beretning og billeder fra diskoteket U-matics åbning i 1986, småinterviews med (for mig) ukendte københavnere, essay om sangen "Saltomortale" af det københavnske band I Got You On Tape, fotoreportage fra Domus Vista for foden af Valby Bakke, en novelle af Jesper Dahl (= rapperen Jokeren), interviews med eks-DJ’en Tania Sonnenfeld, en triosamtale mellem ærkekøbenhavnerne digter Søren Ulrik Thomsen, sanger Steen Jørgensen og dramatiker Jokum Rode og portrætinterview med den unge københavnske hiphopper Kidd, som også pryder den ekstremt stramme og stilrene forside. Endnu flere litterære tekster. Og meget, meget mere.
 
Cool, ingen champagneanmeldelser
Til gengæld er magasinet sandblæst for alt det tips-tricks-lister-guides-småstof-gadgets-notesider-og-her-er-de-fem-fedeste-cafeer-stof, som er blevet mainstreammagasinernes ulidelige spændetrøje. Københavner rummer ingen champagneanmeldelser og næsten ingen ord om mad, mode og metroseksuelle stylister.
 
Og måske er det grunden til, at jeg elsker Københavner. Det er i hvert fald stensikkert grunden til, at jeg på lange strækninger simpelthen slet ikke forstår det. Hverken indholdet eller redaktionens intentioner. Det er selvfølgelig ikke magasinets skyld. Det må jeg selv ligge og rode med. Eller… Jeg ved ikke rigtig. Jeg burde per definition – og ud fra alle sociodemografiske baggrundsvariable (noget, bladets udgivere og redaktion med garanti ikke har brugt mange sekunder på at studere) – være en del af målgruppen. Tror jeg. Jeg burde altså være en af dem, der giver en flad halvtredser for publikationen. Ikke mindst når ideen nu er min.
 
Jeg betaler gerne. Også næste gang. Men det sker på trods. Og i trods, tror jeg. For magasinet gør intet for at tale til mig. Det gør intet for at invitere mig indenfor, intet for at oversætte sin indforståede dj-forfatter-lingo til mit mainstream sproglige og kulturelle ståsted. Tak for det.
 
Hip hip hipster-hurra for sylen i forstadsrøven
Hører man til dem, der – geografisk og mentalt – har lokaliseret sig uden for København K’s hipsterzone, indebærer mødet med den trykte Københavner en dobbelt bekræftende oplevelse: Man er efter endt læsning (eller hvor langt man nu kommer omkring i værket) dels 100 pct. forvisset om, at man faktisk er uncool, uhip og alt for tung i sin fede forstadsrøv. Det er man bare. Det er de andre, der er hippe. Dem, magasinet handler om, og dem, der skriver artiklerne. Og læsningen har samtidig gjort én smerteligt bevidst om, at man aldrig nogensinde har været andet end netop én, der mest iagttog de hippe. Også dengang i 1980’erne og 1990’erne, som Københavner har sine spidse sko solidt plantet i.
 
Kunstneren Claus Carstensen med autentisk, 80'er-korrekt høj bukseføring. Og lang tekst. Bladet er fyldt med lange tekster, ingen leflen for FB-sprog her
 
Når jeg læser om U-matics åbningsnat i slutfirserne, ved jeg jo godt, at jeg selv burde have været en del af stamklientellet dengang. Jeg havde i hvert fald alderen til det. Men tilsyneladende ikke særlig meget andet. Jeg var fremmedgjort over for stedet dengang. Og jeg er det stadig i dag, når jeg læser om det. ”Alle ville være der. Og alle var der,” skriver Nanna Kalinka Bjerke om U-matics første år. Det må have været alle undtagen mig.
 
U-matics åbningsfest i slutfirserne hvor alle de andre var
 
Men fuck det, Københavner må gerne handle om de andres liv. Det bør det faktisk. Jeg vil titusind gange hellere have et københavnsk magasin, som kan noget, vil noget, tør noget og risikerer noget – i stedet for at lefle for min og andre jævne folks endimensionale fordring om forståelighed. København har brug for et medie, som er så elitært, snævert, kvalitetsbevidst og anti-Weber-Grill, at vi i de mentale forstæder falder af – eller i hvert fald skal holde satans godt fast for bare at afkode basisbudskaberne. Et magasin, som nægter at snobbe nedad, ja, som måske slet ikke snobber, men blot er særegent og diffust sig selv og kun en anelse for selvoptaget. Og det har byen fået.
 
Københavner skybrud
Aktuelt take på sommerens skybrud. Det gode billede af beskidte flasker er taget af Anne Mie Dreves og forsynet med tekst i vinetikette-stil. En af magasinets mange cool grafiske overraskelser, der aldrig forfalder til hysteriske virkemidler
 
Tak, til lykke og et fuldtonet og 100 pct. uironisk hurra for det! Et hip hip hipster-hurra faktisk. Jeg håber, ønsker og drømmer om, at magasinet vil få lov til at leve meget, meget længere end mediebranchens krystalkugler ellers giver lovning på. Og jeg laver gerne lagkage – af provinssupermarkedernes standardindustrielle råvarer – til hele den gratisarbejdende Københavner-redaktion, hvis markedsmekanismerne giver deres lille barn mulighed for at fejre sin et-års fødselsdag i 2012.
 
 
Mød Søren på vores K-dag om det elektroniske nyhedsbrev 9. november. Læs mere her
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job