Like lige mit had

Lad mig stille dig to ubehagelige spørgsmål. Først: Har du følt suset ved at deltage i et onlineangreb på nogen, som havde forbrudt sig mod denne eller hin sociale norm? Og dernæst: Har du nogensinde postet noget online, som, taget ud af kontekst, kunne opfattes som krænkende

'Burn the Witch' råber masserne på de sociale medier, og de vil se blod og hævn nu. Ny bog beskriver, hvordan vi driver heksejagt på nettet med hvilke konsekvenser.Bogens sigende forsiden. Køb bogen her hos Amazon.

Bogens forfatter, Jon Ronson, diskuterer, hvornår den offentlige gabestok på de sociale medier er en rimelig straf? Og hvordan straffen virker, og hvordan man lever videre bagefter.

Britiske Jon Ronson har ikke, før han startede på sin seneste bog, holdt sig tilbage fra at råbe højt. Ja, han har tilmed nydt jagten og glædet sig over nettets muligheder for at afsløre og overmande alverdens krejlere, fuskere og mørkemænd m/k.

Nettets transparens og menigmands mulighed for at tale store organisationer midt imod er berusende og langt hen ad vejen glædelig. Men, for der er et men: Det er, som om vi af og til glemmer, at der er mennesker i den anden ende. Som om den nyfundne magt stiger os til hovedet, og vi lader enkeltpersoner bøde for et veritabelt overskudslager af frustration.

Den berømte racistiske Twitterbesked, som ødelagde karriere og liv for PR-kvinden Justine Sacco.

Just kidding. I'm white!

Kvinden Justine Sacco var en aldeles obskur PR-kvinde fra New York, som en decemberdag i 2013 postede det nu herostratisk berømte tweet “Going to Africa. Hope I don't get Aids. Just kidding. I'm white!", før hun satte sig i et fly mod Sydafrika og i lykkelig, luftbåren offline-uvidenhed fik (meget) store dele af Twitter til at gløde ildrødt af hævngerrig aggression. Omkring 100.000 usete tweets senere landede Sacco til verdens værste “phone-turning-on-moment”.

Var det dumt? Måske nok. Var det sjovt? Ikke meget. Men var det racistisk ment? Selvfølgelig ikke. Som Sacco forklarer Ronson: “Only an insane person would think that white people don’t get AIDS […] I wasn’t trying to raise awareness of AIDS, or piss off the world, or ruin my life. Living in America puts us in a bit of a bubble when it comes to what is going on in the rest of the world. I was making fun of that bubble”. Ikke desto mindre blev Saccos liv ødelagt, og det var der ret mange Twitter-brugere, som syntes var pænt fedt.

Herhjemme blev journalisten Ditte Okman lagt for had efter denne besked. Denne heksejagt var en af de første på de sociale medier i Danmark.

Ditte Okmans synd bestod i at give sin indre svinehund – eller grove humor, vil nogle slå det hen som – lige lovlig lang snor på Facebook. Hvad Okman ikke forstod tidsnok, var, at hun som pressemedarbejder i Venstre blev et lovligt mål for den politiske opposition og pressen.

Mange blev glade på de sociale medier, da de så Okmans grådkvalte ansigt på vej til at undskylde til den fucked up medicinerede psykisk syge person.

I “So You’ve Been Publicly Shamed” dissekerer Jon Ronson tilfælde som Saccos og Okmans. Og det, han finder, er ikke ret kønt. Selvfølgelig ikke. For når det handler om sympatiske småfolk, der efter et øjebliks kådhed oversvømmes af en syndflod af had, voldtægtstrusler og generelt vanvid, er det selvsagt nemt at forarges (eller fortryde, hvis man kom til at bidrage til vanviddet). I virkeligheden er de mere komplicerede tilfælde måske mest interessante. Hvad, for eksempel, med Jonah Lehrer?

Den berømte New Yorker-journalist Jonah Lehrer blev taget i plattenslageri og fik knust sit omdømme online. Det gik hårdt til på de sociale medier.

Løgneren Lehrer

Som du sikkert husker, var Lehrer for få år siden hele verdens populærvidenskabelige wunderkind. Med bøger som "How We Decide" og "Imagine: How Creativity Works" var han et journalistisk stjerneskud med et særligt talent for at sammenfatte komplicerede forskningsresultater i letforståelige bouillonterninger. Man følte sig klog, når man havde læst Lehrer. Men han havde også et andet talent, nemlig et talent for at plagiere og jævnt hen pynte så meget på sandheden, at han ofte kammede over i ikke-deklareret fiktion. Korthuset styrtede sammen, og det gik ham ilde, hvilket er ret og rimeligt. Men Lehrer blev også udsat for en så relativt perfid onlinemedfart, at man godt kan overveje, om det var fair.

Hvornår er den offentlige gabestok en rimelig straf?

Og hermed når vi til en af de største kvaliteter ved Ronsons bog. Den overvejer, den diskuterer, om (og hvornår) den offentlige gabestok er en rimelig straf. Og den prøver, samtidig med at den insisterer på nuancer, at sætte fænomenet i en historisk og psykologisk kontekst. Hvis du har det som jeg, vil du finde denne ambition næsten uimodståeligt sympatisk. Ronson er en interessant rejseleder i et kompliceret territorium og udviser en ydmyghed over for de indbyggede dilemmaer, som man ønsker ville smitte af på hele debatten om emnet.

Han foretager dog også en vovet manøvre, som giver et vist bagslag. Ved så nidkært at udstille smutveje og brølere hos Jonah Lehrer (Malcolm Gladwell får også lige et velfortjent rap over håndleddet i forbifarten) kan man som læser blive overfølsom over for kabaler, der går lidt for pænt op. Dem lægger Ronson et par stykker af.

Shame on you er nøglen

For det første er han lidt vel forelsket i tilfældets magi, som når han skal koble af fra sin research under et marokkansk palmetræ og pludselig bliver afbrudt af en mand, der åbner forfatterens øjne for, hvor central en rolle “skam” spiller i det amerikanske retssystem. En mand, der i øvrigt kastede sine medfødte privilegier til side som ganske ung, da han tilfældigvis en dag på kostskolen så et billede af Jeanne d’Arc, som lignede hans søster. Ja, okay. Måske.

For det andet virker nogle af bogens indslag en kende overfladiske. Vi hører lidt om massepsykologiens historie, og det antydes, at skam er et fænomen med endog meget stor forklaringsværdi på påfaldende mange områder. For til sidst kort at berøre en ide om ekkokamre og “feedback loops” som en mulig forklaring på det digitale massehysteri. Det forkromede teoretiske overblik udebliver.

Når konformismen vinder og virker

Til gengæld står Ronsons eksempler lysende klart. Man læser med svedige håndflader, mens man med voksende panik ser sine egne onlineudgydelser passere revy. “We see ourselves as nonconformist, but I think all of this is creating a more conformist, conservative age,” skriver Ronson. Jeg ved, at påstanden deler vandene og i sidste ende handler om mavefornemmelser, men hvor vrede og forargelse selvsagt kan være helt på sin plads, skal vi passe på med at patruljere det digitale gadekær for nidkært. Vi skal huske, at magt kan misbruges, og lade de små fisk slippe. Og vi skal lade tvivlen komme folk til gode. I hvert fald indtil deres fly er landet.