Det var en af de sædvanlige eftermiddage i 1960’ernes Silicon Valley. Stewart Brand havde kroppen fyldt med LSD og en forelæsning af Buckminister Fuller i erindringen. Det særlige ved den eftermiddag var ikke trippet i sig selv eller systemteoretikeren, der var en af den amerikanske modkulturs foretrukne filosoffer, men kombinationen, der førte til Brands LSD-fantasi: En vision om at underminere kapitalismen og de markedsstyrede kræfter ved at tilbyde DIY-modeller, co-creation og uafhængige kommunikationskanaler.

 

 

Det er godt 50 år siden, Brand trippede i Silicon Valley og skød den digitale revolution i gang med modkulturens mantra: “Stay Hungry, Stay Foolish”. Siden tryllede  Steve Jobs som bekendt ordene om til en af verdenshistoriens mest succesfulde brandstrategier. I HBO-serien Silicon Valley er modkulturens mantra allestedsnærværende som en konstant payoff-messen – og serien peger på det absurde i, at anarkisten, nørden, der innoverer gennem oprør, stoffer og altruistiske visioner, er blevet mainstream.

 

Seriens hovedperson Richard Hendriks (Thomas Middleditch).

 

Det er Mike Judge, der står bag serien – kendt for at spidde den amerikanske kultur med satirisk voksenmobning, som det blandt andet var tilfældet i Beavis & Butt-Head og King of the Hill. Med Silicon Valley trækker han bukserne ned på digitaliseringens forretningsmænd. Vi følger en gruppe unge startup-entusiasters rejse fra ingenting til venture-kapitalismens nye bytte, der begynder, da seriens hovedperson Richard Hendriks (Thomas Middleditch) opfinder en revolutionerende komprimerings-algoritme. Fordommene flyder frit, og Judge kaster et til tider unuanceret og snævert blik på virkelighedens Silicon Valley. Men formatet tillader det – og serien indeholder den væsentligste ingrediens, der kendetegner god satire: En kritik af samtiden. En kritik, der rækker langt ud over Palo Altos bygrænse og rammer den globale digitalt-fascinerede og CSR-forblændede verdens konstante kamp om at være først med det nyeste, lige fra brand properties over forretningspotentialer til do good-projekter. Her ligger skæbnen i dit elevator-pitch – og glem for guds skyld ikke at nævne det i en making the world a better place-kontekst.

 

Silicon Valley Trailer. 

 

Da seriens Steve Jobs-wannabe Erlich (den amerikanske skuespiller og stand-up-performer T. J. Miller) spiser en pose euforiserende svampe i håbet om at få en vision om det perfekte brand til gruppens startup-projekt (“A brand defines a company”), strander han i en kø på motorvejen i bjergene, der omkranser Palo Alto. Himlen åbner sig, men den er ideforladt, så i stedet tripper han mellem snurrende megabrands og buzzwords, alt imens han klamrer sig desperat til ordene “making the world a better place”.  Ligesom 00'ernes ledelsesguruers halv-religiøse selvhjælpsbøger i dag virker komiske i deres forsøg på at lægge erkendelse og spiritualitet ind i en ledelsesstrategi, er serien med til at trække i vores smilebånd, når den udstiller peace, love & harmony i et elevator-pitch, tandem-cyklende møder og legende virksomheder i pangfarver.

 

Silicon Valleys bud på Steve Jobs.

 

For at få succes i Silicon Valley må du være entreprenant og forud for din tid. Innovation, kreativitet og originalitet er kernen i enhver forretning. Og her er det nørd-logikken, der dominerer: Nørden, der lirker og fusionerer elementer, der bringer nye muligheder ind. Men hvis vi skal se Judges satire som en kritik, så er originaliteten effektiviseret ihjel. Konsulenten Donald ’Jared’ Dunn (Zach Woods), der vil systematisere, måle og veje alt, svinges rundt i manegen som klovnen, man kun kan have ondt af, fordi han hele tiden mislykkes i sit forsøg på at effektivisere en broget skare, der konstant stikker af i alle mulige retninger. I afsnit fem forsøger han at lægge en strategi for en god virksomhedskultur, der skal professionalisere selv satanisten Bertram Gilfoyle (Martin Starr). Men da det blandt andet indebærer arbejdsbåse, ”for at undgå unødige konflikter og diskussioner”, gør gruppen modstand. “Tænk ikke på det som en bås: Tænk på det som en neutral, farvet afspærring” argumenterer Jared, og svaret lyder: “Han er i gang med at forvandle os til corporate rock”. Det afføder en diskussion om, hvorvidt jazz eller punkrock fungerer bedst som metafor, og Jared forklarer, at denne diskussion netop beviser, at uenighed er lige med ineffektivitet. Hvortil satanisten Gilfoyle rækker tunge og laver en lang prutte-lyds-trompeteren med munden. 

 

 

Serien er på mange måder en fis-i-en-hornlygte, men i de sekvenser, hvor Judge mestrer satire-genren og mobber igennem ved at udstille magtens mænd, megabrands, konsulent-stereotyper og TEDTalk-flokmentaliteten, er det svært ikke at fnise med.

 

 

'