Borgen: Politik for Dummies

Der bliver talt med meget store bogstaver og skåret ud i pap og talt så højt, at selv dem på bageste række kan følge med, i tredje sæson af Danmarks Radios dramaserie om dansk politik, Borgen. Det er, som om Adam Price og hans hold af manuskriptforfattere ikke rigtig stoler på, at seerne kan selv – tænke, ræsonnere, gennemskue – og derfor forklarer de alt, eller rettere, de lader seriens hovedpersoner forklare hinanden alt, og så er seerne med på en lytter.
af Christian Monggaard
Det er det, man med et godt et manuskriptteknisk udtryk kalder exposition – dvs. at man forklarer noget, som seerne eller publikum, hvis det er en film, er nødt til at vide for at kunne forstå, hvad det er, der foregår på skærmen eller lærredet.
 
 
Birgitte Nyborg og Torben Friis fra Borgen. Foto taget af Mike Kollöffel, DR.
 
Globetrottende forretningskvinde
Denne nye sæson af Borgen begynder ellers med lidt af en genistreg, hvilket flere anmeldere også har noteret sig: nemlig, at der er gået mere end to år, siden vi sidst var i selskab med Birgitte Nyborg (Sidse Babett Knudsen), Danmarks første kvindelige statsminister – ja, hun blev valgt til posten før Helle Thorning-Schmidt – som efter nogle turbulente år på posten udskrev valg.
 
Nu ernærer Birgitte sig i stedet med at rejse verden rundt – vi møder hende første gang i Asien – som bestyrelsesformand i et eller andet unavngivet internationalt selskab og populær foredragsholder, der med stor succes fortæller de samme vittigheder både her og der. Jeg ved ikke helt, hvor troværdigt jeg synes, det er, at kvinden, der som formand for midterpartiet De Moderate, begyndte som lidt af en grim ælling, og siden blev statsminister, fordi hun talte om at få anstændigheden tilbage i dansk politik – og hvis ægteskab kuldsejlede, mens hendes børn bare blev mere og mere ulykkelige og forvirrede – er en globetrottende forretningskvinde.
 
og beskriver hende som charmerende og idealistisk.
 
Ubearbejdet virkelighed
Men der går da heller ikke lang tid, før Birgitte vender tilbage til politikken. Først forsøger hun sig med et comeback hos De Moderate, og da det lige akkurat ikke lykkes, stifter hun selvfølgelig et nyt parti, Nye Demokrater, der skal gøre op med den højredrejning, som De Moderate har taget, og de stramninger, partiets formand, Jacob Kruse (Jens Jacob Tychsen), er med til at vedtage sammen med den højreorienterede regering og statsminister Lars Hesselboe (Søren Spanning). Det var i øvrigt også ham, Birgitte i sin tid vippede af pinden, da hun blev statsminister.
 
Det er svært ikke at tænke De Radikale, når man lytter til Birgitte Nyborg og hendes projekt, og stiftelsen af et nyt parti er så sjælden en begivenhed, at man også straks tænker Ny Alliance. Borgen låner/stjæler med arme og ben fra virkelige begivenheder, men manuskriptforfatterne lader som om, det er noget andet, selv om der ikke rigtig foregår den store dramatiske bearbejdning på vejen fra virkelighed til fiktion.
Hvor ville det dog være forfriskende, hvis Price og Co. i stedet kaldte tingene ved deres rette navn – så ville vi heller ikke skulle sidde derude og hele tiden gætte på, hvad der mon er hvad i Borgens ’fiktive’ univers.
 
Samme historie
Således er det meste ved det gamle i serien, der på sin vis fortæller den samme historie – om Birgitte Nyborgs projekt – én gang til: Birgitte kæmper for det, hun tror på, og ved sin side som pressechef har hun journalisten Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen), der forlader TV1 for at blive spindoktor.
 
De første sæsoner af Borgen handlede i høj grad også om, hvordan man som kvinde overhovedet kan få en politisk karriere til at fungere, når man også har mand og børn. Det gik ikke godt for Birgitte Nyborg, der måtte kæmpe for sin selvtillid og for sit private og professionelle liv. I denne sæson synes hun dog at befinde sig et helt andet og meget mere behageligt sted – hun er gode venner med sin eksmand, Philip (Mikael Birkkjær), som hun mødes med og får lige præcis det rigtige råd af, når hun har bug for det – og har, mest over Skype, et forhold til en af de mænd, en englænder, hun arbejdede sammen med rundt om i verden.
 
Karikeret figur
I stedet er det Katrine, som må kæmpe for at forene karriere og den lille søn, hun har fået med Birgittes tidligere spindoktor, Kasper Juul (Pilou Asbæk), der ikke længere er et løsgående missil som i Borgens sæson 1 og 2, men voksen og ansvarlig, og optræder i et Mogensen & Kristiansen-agtigt program på TV1 sammen med kanalens nyhedschef, Torben Friis (Søren Malling). Katrine og Kasper er ikke længere sammen, og mens hun i hemmelighed drømmer om, at de er det, prøver han ihærdigt at lægge afstand.
 
 

Katrine Fønsmark, Kasper Juul og Gustav. Foto taget af Mike Kollöffel, DR.

Apropos troværdighed, så køber jeg heller ikke helt, at Søren Mallings hårde hund af en nyhedschef på TV1, Torben, slet ikke kan finde ud af at sige fra over for det gabehoved af en newspeakende programchef, Alexander Hjort (Christian Tafdrup) – eller er det Kenneth Plummer – der slynger om sig med managementagtige termer, vil have positive nyheder og hele tiden vil mødes med Torben i krea-rummet, hvor møblerne synes at være ganske uegnede at sidde i.

 
Bevares, det er sjovt at ryste på hovedet af Alexander, der af uransagelige grunde har held med at komme i bukserne på dejlige Katrine Fønsmark – og er dum nok til at prale af det bagefter – men han er og bliver en karikatur, som ville være mere interessant og vel også farlig, hvis han blev taget alvorligt som figur.
 
 
Journalisten Katrine Fønsmark og Søren Ravn. Foto taget af Mike Kollöffel, DR. 
 
Privatliv og sæbeopera
Men der er altså stadig masser af privatliv i Borgen – sæbeoperaen i materialet fornægter sig ikke – og selv om man hurtigt bliver træt af Katrines rod på hjemmefronten, fylder det denne gang heldigvis ikke så meget, hvorfor der er mere tid til proces og mekanik i forhold til det politiske arbejde. Men det politiske dramas styrke er, at det kan bruges til at diskutere moralske og menneskelige spørgsmål af den vigtige slags, som påvirker os alle, og så langt er tredje sæson og Nye Demokrater endnu ikke nået.
 
Hvert afsnit af Borgen begynder med et citat – Shakespeare, Churchill – hvilket siger meget om Adam Prices ambitionsniveau, men også noget om, at han måske har mistet jordforbindelsen. På den ene side er det da sympatisk at have så store ambitioner, på den anden side er der meget langt at falde, hvis ikke det, der følger efter citaterne, kan leve op til dem. Og det kan Borgen ikke.
 
Der er ikke meget af Churchills intelligens eller politiske tæft at spore hos personerne i Borgen, ej heller af Shakespeares sproglige elegance og sans for stort og bevægende drama og larger than life-personer hos Price og Co..
 
Skandinavisk eksotisme
Den store beundring, der er blevet danske dramaserier som netop Borgen til del i udlandet – især i England og USA – kan kun forklares med, at de repræsenterer en slags skandinavisk eksotisme. I Borgen ser englænderne og amerikanerne noget, de ikke har set før, og måske endda noget, de selv gerne vil have og være. Det minder lidt om den form for betagelse af det fremmede og ukendte, der i sin tid var en af grundene til, at Erik Ballings Grønlandsfilm, Qivitoq (1956), blev nomineret til en Oscar. Det fremmedartede bliver en kvalitet i sig selv.
 
 
Som den britiske journalist Patrick Kingsley for nylig sagde til Politiken: »Lige i begyndelsen ser man Birgitte Nyborg cykle til parlamentet. Jesus! Det ville du aldrig se i London. Og bare det, at hovedpersonen er en kvinde, der spiller så magtfuld en rolle i en sofistikeret udgave af koalitionspolitik, som er langt mindre konfrontatorisk end britisk politik, er også eksotisk.«
Set med danske øjne er der dog ikke spor eksotisk over Borgen. Det er et stykke mere eller mindre ufiltreret virkelighed, som vi alle lever midt i, og som groft sagt svigter en af dramatikkens fornemmeste opgaver: At bearbejde og behandle virkeligheden på en måde, så vi bliver klogere på den og på os selv, mens vi ser det.
 
 
De roser især de kvindelige karakterer Birgitte Nyborg og Katrine Fønsmark.
 
 
 
 
Men Borgen er, som jeg begyndte med at skrive, en slags Politik for Dummies, en stavepladeudgave af magtspillet på Christiansborg, hvor stort set intet foregår mellem linjerne, ikke meget lades være usagt, og det, der bliver sagt, ofte er så indlysende, at det næsten kan være lige meget.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job