Bogen går backstage til det amerikanske præsidentvalget 2012, og det er lærerigt. Alt i alt en værdig opfølger til forfatternes bog ”Game Change”.

 

 

Mark Halperin og John Heilemann: Double Down: Game Change 2012, 512 sider, Penguin Press, 16,64 dollar, udkom den 5. november.

 

”Men Rove så Romneys evne til konstant at skifte synspunkt og hans manglende evne til at skabe kontakt til vælgerne som substantielle mangler. Han betragtede Romneycare (sundhedssystemet i staten Massachusetts, red.) som et svært overkommeligt problem under primærvalget og umuligt at komme uden om ved selve præsidentvalget. Han var sikker på, at det ville få mange republikanske vælgere til at blive hjemme på sofaen og samtidig skræmme mange uafhængige vælgere væk fra Romney. Hans råd til guvernøren var at lægge afstand til sin egen gamle sundhedsreform, men Romney valgte en anden strategi: han spillede føderalisme-kortet.

Det, du siger, tænkte Rove, er, at forfatningen giver en garanti for, at forbundsregeringen ikke er i stand til at fuck up the country, men til gengæld giver den dig ret til at fuck up Massachusetts. Ikke just, hvad jeg ville kalde et overbevisende argument.”

The Spinmeister in Chief

Karl Rove, forfatter, foredragsholder og kommentator på Fox News samt naturligvis George W. Bushs gamle Spinmeister in Chief er en af de mest indflydelsesrige mænd i nyere amerikansk politik. At manden, som Bush tildelte kælenavnet ’Turd Blossom’ – en blomst, der gror ud af lort – har betydelig indflydelse på det republikanske partis valgkampe, kan man forvisse sig om i en ny amerikansk politisk biografi. Rove er en af få gennemgående figurer i de to politiske stjernejournalister Mark Halperin (TIME Magazine, MSNBC) og John Heilemanns (New York Magazine, tidligere the New Yorker, Wired og The Economist) nyeste værk, ”Double Down: Game Change 2012,” der udkom i USA i denne måned.

 

 

Fra Game Change til Double Game

Bogen, en detaljeret og rig beretning fra kampagnerne, der ledte op til præsidentvalget i 2012 samt valget selv, er efterfølgeren til de to forfatteres filmatiserede bestseller fra 2010: ”Game Change: Obama and the Clintons, McCain and Palin, and the Race of a Lifetime”. ”Game Change” vakte behørig opsigt, da den udkom for tre år siden – jeg skrev også om den på Kommunikationsforum dengang. Game Change var nemlig den ultimative insider-fortælling; hæsblæsende detaljeret, et overflødighedshorn af intime og kulørte – men 100 procent korrekte – historier fra de forskellige lejres mere eller mindre dysfunktionelle kampagner i 2008. Dengang blev læserne inviteret helt ind i den falske iscenesættelse af den demokratiske kandidat John Edwards ægteskab, hans fallerede præsidentkampagne og affære, der ledte til hans senere skilsmisse; den manglende selvdisciplin og fatale selvovervurdering i Clinton-kampagnen samt naturligvis i McCain-Palin-eventyret og det fænomen, som verden endnu ikke kendte særligt meget til ved navn Obama.

 

John Edward

 

Det var fascinerende læsning, og på den baggrund var der kolossale forventninger til efterfølgeren. Kunne Halperin og Heileman løfte sløret for hemmeligholdte historier, rænkespil og strategier i alle lejre i samme omfang og på samme niveau, som de lykkedes med i Game Change?

 

Double Down er en værdig efterfølger til Game Change

Svaret er heldigvis for læserne ja. Double Down er lige så underholdende som etteren. Den bygger på 500 interviews med 400 mennesker og en fuldkommen enestående adgang til fortrolige konversationer, e-mails, kampagnemateriale og strategi-arbejde. I den forbindelse kan det godt undre en – hvis man tager kommunikationsbrillen på – hvorfor så mange af amerikansk politiks mest kendte og bedst betalte eksperter samt politikere i alle lejre giver alt guldet fra sig uden nogen form for vederlag. Det er umuligt forestille sig i Danmark, hvor vi ærgerligt nok ingen erfaring har med den slags politisk journalistik.

Intet avler succes mere end succes

Men svaret er enkelt. Halperin og Heilemann har badet sig i fri adgang, fordi ingen af de centrale personer har lyst til at blive ladt udenfor i den fortælling, som de ved vil blive læst og studeret nøje af alle, der enten er eller gerne vil være noget i den kommende kampagne. Ikke at udtale sig er med andre ord mere risikabelt end det modsatte. Intet avler succes mere end succes – i politik som i sladderjournalistik. Som forfatterne selv bemærker i deres efterord, var det ”kun ganske få, der ikke ville være med.” Når det er værd at hæfte sig ved, er det fordi denne privilegerede adgang giver mulighed for en fortælling, der i kvalitet er uden for konkurrence. Som i eksemplet fra indledningen gives der adgang til, hvad personer som Karl Rove, Mitt Romney, Ann Romney, Chris Christie, Haley Barbour, Mitch Daniels, Jeb Bush, David Plouffe, David Axelrod, Jim Messina og mange, mange andre centrale personer tænker, siger og mener i løbet af kampagnen. Alle citater er dobbelt-tjekkede, og hvor mennesker tænker eller udtaler sig, er det enten dem selv eller mennesker, der har været til stede og bevidnet udsagnet, der er kilderne.

 

Obama Osama bin Laden

Et eksempel fra første kapitel, ”Mission Accomplished”, der udspiller sig i Det Hvide Hus året før valget i 2012: Obama forbereder sammen med sit team af rådgivere sin humoristiske tale til den årlige, glamourøse middag for de akkrediterede journalister ved Det Hvide Hus. Præsidenten gennemgår de foreslåede vittigheder med sin unge cheftaleskriver, Jon Favreau, samt strategerne David Plouffe, David Axelrod og stabschef William Daley. Der er indlagt en joke om republikaneren Tim Pawlenty, der tilbage i 2011 var en mulig modkandidat. Teksten fra staben lød: ”Han virker måske som en rigtig amerikaner. Men kender I hans mellemnavn? Tim Osama bin Pawlenty.”

 

 

Favreau regner med, at præsidenten vil finde ordspillet vittigt – fordi Obama ofte selv gjorde grin med sit eget mellemnavn, Hussein. Men til taleskriverens overraskelse har præsidenten indvendinger: ”Osama som mellemnavn – kan vi ikke komme op med noget, der er bare en smule mere originalt,” lyder det, og Favreau spørger ”Hvad så med Hosni?” ”Det er great, lad os bare tage Hosni,” svarer Obama. Næste aften, ved middagen, bliver talen modtaget med bifald hele raden rundt. Undtagen vitsen om Pawlenty, der flopper. ”Favreau sidder i salen og skumler over, at det ordspil kunne have været så meget sjovere,” skriver forfatterne. Og tilføjer, at David Axelrod senere udbryder til Favreau – da det står klart blot få timer efter, hvorfor Obama ikke kunne bruge en vittighed med referencer til Osama bin Laden, eftersom den dramatiske aktion i Abottobad, der ledte til ombringelsen af terrorlederen, fandt sted samme morgen – ”Vi vidste intet, vi er bare et bundt Seinfelds i en roman af Tom Clancy”.

 

Romneys pligt

Bogens 500 sider vrimler med den slags, og den mest underholdende findes i den midterste del – Part Two i bogen, som handler om den spektakulære kamp om det republikanske partis sjæl. Anden del starter blødt med kapitlet ”Preserving the Option”, hvor vi følger diskussionerne i familien Romney om, hvorvidt familiefar Mitt skal stille op. Blot en ud af hans fire sønner er venligt indstillet, resten siger nej. Romney spørger selv familien om, hvad nytte det er at forsøge igen, ”hvis resultatet er, at jeg taber”. Men en i familien – den vigtigste for Mitt – synes noget andet. Det er hans hustru Ann: ”Kan du fikse det rod, vi er i?” spørger hun sin mand, og med ”vi” mener hun USA. Mitt svarer ja, det mener han nok.

”Hvad er der så at betænke sig på, det var hans klare pligt at stille op. Hvad ventede han på?” spørger hun retorisk.

 

Mitt Romneys kone Ann Romney

 

The deal and the Bush family

Romney gennemgår de mulige kandidater i egne rækker. ”Indianas guvernør, Mitch Daniels, Good record, tænker Romney, men tilføjer ingen karisma. Andre nævnte John Thune, senator fra South Dakota. Terrific guy, men nej, han har ikke, hvad det kræves for at vinde. Haley Barbor, guvernør fra Mississippi, er populær i partiledelsen, men han er tidligere lobbyist, hvilket vil være upopulært i partiets populistiske base. Huckabee, Good Candidate, funderer Romney, men det ville være for nemt at affærdige ham som en marginaliseret kristen evangelisk prædikant. Tim Pawlenty var en mulighed. Eller Jeb Bush – her har vi the real deal, tænker Romney. Hans familienavn tynger ham, men han har great record, great organization, great guy. Men Romney har talt med Bush og ved, at han ikke agter at stille op.”

 

Efter flere diskussioner beslutter Romney sig for at stille op. I løbet af kapitlet står det klart, at flere kandidater er på vej – Michele Bachman, Newt Gingrich og pizzakongen Herman Cain, libertarianeren Ron Paul og den katolske Rick Santorum. Romney former sit hold af rådgivere og ringer allerede i denne første omgang til Karl Rove, som alle de republikanske kandidater fører lange samtaler med. Især Chris Christie, som Rove opfordrer kraftigt til at stille op. Men forgæves.

 

I de følgende kapitler skruer de to forfattere for alvor op for dialogerne og adjektiverne. I ”Four Little Indians”, (om Mitch Daniels, Haley Barbour, Jeb Bush og Mike Huckabee) ”The Test Tube Candidate” (om den tidligere guvernør for Utah og ambassadør i Kina, Jon Huntsman), ”F…ed Up” (om Michele Bachman og Rick Kerry, Texas’ guvernør) samt ”Big Boy” (om Chris Christie), ”Man on Fire” (om Newt Gingrich) og endelig de to sidste ”Mitt Happens” samt ”Fear and Loathing in the Motor City” (om alle genvordighederne på de indre linjer i Romneys egen kampagne) dynges diskussionerne, skænderierne, sammenbruddene og intrigerne op i bunker.  

 

Huntsmans hemmelige Huffington-kærlighed

Igen befinder Heilemann og Halperin sig konstant inde bag hjerneskallen på de medvirkende med direkte ordvekslinger, citater fra skænderier, opgør, eftertænksomme efterspil, konfrontationer og jubelscener. Det mest indædte fjendskab findes fra starten mellem Romney-klanen og den på overfladen respektable og selvudnævnt ”hæderlige” midtsøgende kandidat Jon Huntsman.

 

   

 

”Romney gør det klart, at man kan støtte en hvilken som helst af de andre republikanske kandidater, bare ikke Jon,” som der står i bogen. Jon Huntsman – der lige som Romney er mormon – fremstilles som en kandidat, der ikke på noget tidspunkt har jordforbindelse. Han og hans hustru, Mary Kate, er håbløst forelsket i ”Manhattans liberale elite” og frastødes i virkeligheden af den republikanske folkelige base, som de begge ser som lidt vulgære og primitive. ”Ariana Huffington vil gerne hjælpe,” skriver Mary Kate på et tidspunkt begejstret til Huntsmans fortsat mere udmattede kampagnechef, der sarkastisk sender en e-mail tilbage: ”Hvis hun virkelig gerne vil hjælpe, så bed hende om at skrive en artikel med det samme om, at hun fuldkommen har fejlvurderet Jon Huntsman. Han er alt, alt for konservativ til, at hun kan støtte ham.”

 

Romney versus Huntsman

Huntsman – og især hans bedre halvdel – leger også med tanken om at kandidere for et tredje parti, men opgiver efter konsultationer og diskussioner, der overbeviser dem om, at det er selvmord. Fjendskabet mellem Romney-familien og Huntsman-familien er gensidigt, og de to forfattere kan afsløre, at det var Huntsman-familien, der lækkede oplysninger til pressen under primærvalget om Romneys skatteforhold.

 

 

Huntsman-familien var kilden bag de lækkede oplysninger om Romneys skatteforhold under primærvalget 

 

Kyllingelorten Rick Perry

I kapitlerne om Michele Bachman (hvis migræneanfald var virkelige og som pressen sent fik nys om – men som ville have været at alvorligt handicap for enhver politisk leder) og Rick Perry gennemgås de mange op- og nedture, som disse to kandidater gennemgår, før de trækker sig.

 

 

Vi får også endelig historien om, hvad der lå bag Perrys herostratisk berømte ”oops-øjeblik,” hvor klappen gik ned, og guvernøren ikke kunne huske, hvilke ministerier, han ville lukke, hvis han blev præsident. Smertestillende medicin grundet en nagende rygskade lå bag de mange øjeblikke, hvor den folkekære politiker fra Texas fejlede, snøvlede og fortalte sig på så spektakulær vis, at visse iagttagere havde mistanke om, at han var beruset i debatterne. Perry gav dog ikke op lige med det første, og i perioder var Mitt Romney besat af usikkerhed over for Perry, som han så som en farlig rival. Hans rådgivere var mindre imponerede, og George W. Bush er heller ikke begejstret: Han betegnede Perry en ”kyllingelort.”

 

Da Romney tabte halvdelen af den amerikanske befolkning på et halvt minut

 

Der er også et væld af beskrivelser fra de indre linjer i Romney-kampagnen. Der er – som de, der kan huske valgkampen fra sidste år – nok at tage af. Fra de hemmelige optagelser om de 47 procent amerikanske velfærdsjunkies, som Romney dømmer uden for rækkevidde for republikanerne til væddemålene med Perry om 10.000 dollar, fortalelserne om dyre racerløb og de fattige, som den tidligere guvernør ”ikke bekymrede sig om” over til udtalelsen om, at bilindustrien i Detroit var en sektor, der burde gå fallit. Da skuespiller Clint Eastwood havde leveret sin nu herostratisk berømte ”stoletale” til fordel for Romney under republikanernes konvent, kastede Romneys hårdt prøvede chefrådgiver Stuart Stevens op i afmagt bag scenen.  

 

Under Clint Eastwoods "stoletale" kastede Romneys chefrådgiver Stuart Stevens op bag scenen

 

Men det er nu ikke de spektakulære bommerter, der er det mest interessante – om end de er underholdende at få gentaget. Fra et kommunikationsperspektiv er bogens force den, at man igen og igen får gennemgået samtlige trick og tips i den store manual for valgkampe. Hvordan man brander sin egen kampagne, framer sine budskaber eller mistænkeliggør modparten.

 

Vi hører – senere i bogens tredje del – i detaljer om forberedelserne til de store præsidentdebatter, især er det interessant i dem, der går galt (for Obama gælder det den første debat, hvor præsidenten også selv bagefter et øjeblik er nervøs for, om han ”har, hvad der skal til.”) og hvilken lære, kandidaterne selv drager af forløbene.

 

Som den første amerikanske præsident nogensinde siger Barack Obama nu, at han går ind for vielser af homoseksuelle

 

Af artigheder, som vakte opsigt ved lanceringen af bogen i den amerikanske presse for tre uger siden, kan nævnes, at præsident Obama – på trods af den officielle stik modsatte version af sandheden – rent faktisk overvejede at skille sig af med sin langsnakkende vicepræsident, ”Uncle Joe” – et øgenavn, som Joe Biden ifølge bogen hader. I stedet skulle Hillary Clinton ind som nummer to. Bogen fortæller også om de spændinger, der findes mellem de to mænd. Obama var for eksempel meget lidt fornøjet, da Biden fortalte sig og tilsluttede sig tanken om, at homoseksuelle burde have ret til at gifte sig, blot dage før præsidenten selv havde planlagt at meddele det samme.

 

 

Obama and the Explainer in Chief Bill Clinton

En tredje fornøjelig historie er udviklingen af det i dag relativt varme forhold mellem præsidenten og den demokratiske ”explainer in chief” Bill Clinton. Det tog tid, og bogen er også her rig på detaljer. Clinton undrer sig i lang tid over, at Obama ikke synes at have brug for ham. Han ringer ikke. Men det vender, da den nuværende præsident kommer i problemer. Forholdet ender med at være så varmt, og er det tilsyneladende fortsat den dag i dag, efter at Clinton træder ind som den mest efterspurgte og populære taler under valget efter Barack og Michelle, at det er Bill, der ringes til som den første, da valgsejren er hjemme.  

Bogen fortæller om de indledende manøvrer mellem de to mænd. Det foregår via en første runde forsoningsgolf. Bagefter svarer Obama på et spørgsmål fra en staffer om, hvorvidt eftermiddagen var gået godt: ”Jo, jeg kan lide ham – i mindre doser.”  Senere i bogen siger Clinton om Obama, at han er ”heldigere end en hund med to pikke.”

 

The big boy Chris Christie og bagvaskelsen

Den just genvalgte guvernør for New Jersey, Chris Christie optræder også.

 

   

 

Han har et helt kapitel for sig selv (”Big Boy”). Han beskrives som en ”larger than life figure” med et farverigt og direkte sprog. Men også med mafia-metaforer, Trentons svar på Tony Soprano, og der er gode grunde til, at Romney forlader tanken (som han ellers selv er glad for) om at gøre den omfangsrige og skarpe guvernør til sin vicepræsident. Blandt andet hans vægt – den asketiske og religiøse Romney afskyer i det hele taget fede mennesker og mennesker, der bander – samt guvernørens tilbøjelighed til at komme for sent, lurvede lobby-kontrakter, favorisering af venner, når det gælder kontrakter i New Jersey, og en hidtil ukendt potentiel retssag om bagvaskelse. Det vil blive brugt flittigt af demokraterne – og de republikanske rivaler – hvis Christie som forventet vælger at stille op som sit partis præsidentkandidat om tre år. Og det er en lækage i den tunge vægtklasse, at Romneys team tilsyneladende har valgt at forsyne de to forfattere med det ellers dybt fortrolige dossier på Christie. Hvilket igen siger noget om det fjendskab, der udviklede sig i løbet af 2012 mellem de to lejre i det republikanske parti. Romney selv er i øvrigt dybt skuffet over lækagen, har han efter bogens udgivelse udtalt til de amerikanske medier.

 

Den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, Newt Gingrich, har også sit eget kapitel (”The Dating Game”). I de amerikanske medier var det ham, der endte med at fremføre den skarpeste, offentlige kritik af Romney. Det skyldtes dels, at han (sammen med Ron Paul, som er den kandidat, der er mindst og dårligst beskrevet i bogen, sandsynligvis fordi han som libertær kandidat er den permanente outsider, der aldrig vil have en chance) var den sidste modkandidat til Romney, efter alle andre var faldet fra. Gingrich’ velkendte enorme ego, hans besættelse af sine tredje hustru, den platinblonde forfatter og katolik Callista, optager en del plads i bogen, og Gingrich’ evne til at spille lige op med pressen inside the Beltway i Washington DC er underholdende at genopleve.
 

”Hvis man lyver for at få lov at stille op til præsidentposten, vil man også lyve, når man er blevet præsident,” lyder det på et tidspunkt fra Newt, der også konstant er rasende på Fox News (hvor han selv har arbejdet), som han mener er i lommen på ”Romneyland”.
 

Adspurgt af en noget forbløffet reporter om, hvorvidt Gingrich direkte kalder Romney for en løgner, svarer Newt uden tøven ja. ”Hvad underligt er der ved det?”

 

 

Obamas første TV-duel

 

I bogens sidste del er vi tilbage i Obamas lejr og det endelige opgør mellem de to partiers kandidater. Også her er der passager, som er ren flødeskum for dem, der er interesserede i amerikansk politik. Lyt til meningsudvekslingen mellem ”44” (som Obama kaldes bogen igennem) og hans rådgivere, efter præsidenten har tabt den første debat til Romney med et brag og CNN’s panel konkluderer, at 67 procent af vælgerne mener, han har tabt – i Romneyland er der naturligvis samtidig jubel og triumf, ”hvordan gik det, jeg synes det gik godt,” spørger Romney en rådgiver, der svarer, ”hvis du vil vide, hvordan det gik, så bare zap over på MSNBC, (venstreorienteret tv-kanal, red.) de står og græder alle sammen”.

 

Offline Obama
Tilbage til Obama, der er på vej tilbage til hotellet til en lille bryllupsdagsfest – han og Michelle har bryllupsdag på dagen for den første debat:

 

”Han var offline og ikke selv klar over, hvor universel opfattelsen var i medieverdenen om, at han havde floppet fælt. Romney gjorde det godt, men det gjorde jeg også, tænkte Obama, jeg fik sagt det jeg ville … men da præsidenten fik logget sig på sin iPad, fandt han et noget andet billede. Efter en halv time med pressen, hvor (rådgiver) David Plouffe havde forsøgt at spinne det unspinnable, møder han præsidenten uden for dennes suite. ”Jeg synes da ikke, at det var så slemt,” siger præsidenten. ”Yeah, så slemt var det lige præcist,” svarer Plouffe. ”Vi skal bare finde ud af, hvad vi skal gøre ved det.” Præsidenten ringer til (en anden rådgiver) Ron Klain: ”Ja, jeg syntes ikke, det var så slemt, men det ser ud, som om det ikke gik godt. Jeg mente ellers, at jeg eksekvererede den strategi, vi var enige om,” siger Obama, hvortil Klain svarer: ”Vi fejlede på både levering og strategi.” Klain forklarer præsidenten, at debatten bliver fulgt på Twitter og at alt, der sker, derfor videregives og forstærkes pronto. Alle fejl, fortalelser, undladelser og ringe kropssprog sendes ud i de sociale medier øjeblikkeligt. Og når 10,3 millioner vælgere ser debatten, er virkningen og effekten kolossal. Obamas stab samles til krisemøde og beslutter sig for, at deres mand øjeblikkelig må ud og slå tilbage ved de to vælgermøder, der ligger dagen efter.

”Hør nu her”, forklarer Plouffe, ”dit kropssprog, det er altså virkelig vigtigt.” Præsidenten vender det hvide ud af øjnene og svarer, ”Jeg har fattet det, jeg har fattet det.” Senere på vej til Washington synker fadæsens omfang ind, selv hos Obama, og han siger til sin fortrolige og ven Valerie Jarret: ”Jeg bliver nødt til at fikse det her”. I kapitlet efter indrullerer han derfor Bill Clinton til førstehjælp. Resten af historien kender vi.

 

 

Den politisk gossip-journalistik er en game changer
Heilemann og Halperin har med bogen gjort noget rigtig smart – ud over at sikre sig den ultimative niche i medrivende politisk gossip-journalistik og ditto analyse (rettighederne til denne bog er også – som sin forgænger – opkøbt med henblik på filmatisering). De har sørget for, at deres bog nydeligt indskriver sig som et oplagt forskræp til det kommende præsidentvalgs-drama i 2015/16.  

 

Kan en fed mand bestride verdens fedeste job?

Det kan man synes er noget tidligt – vi skriver trods alt 2013, og mange fik så rigeligt med underholdning og amerikansk politisk taktik sidste år. Men det kræver blot et enkelt blik på de amerikanske medier for at forvisse sig om, at det ikke er tilfældet. Stort set hver eneste dag er der analyser på fremtrædende pladser og fra tunge medier især om scenariet Hillary Clinton vs. Chris Christie i 2016. I denne uge har der også været rumlerier om, hvorvidt Clinton vil blive udfordret fra venstre af en anden kvinde, nemlig senator Elizabeth Warren, lige som Christies igangværende vægttab – han er halvvejs på vej mod sit mål efter sin lap band operation i februar – opmærksomt studeres af alle politiske iagttagere, der er enige om at mene, at en svært overvægtig mand ikke med troværdighed kan angle efter posten som klodens mest magtfulde enkeltperson.

 

 

En perfekt og indbringende salgsstrategi fra Heileman og Halperin. Og for alle danske USA-elskere, der slugte House of Cards i år, og som glæder sig til tredje sæson om nogle måneder, (og som – indrøm det bare – også ser frem til midtvejsvalget om 11 måneder) er der ingen vej udenom: Få bare indkøbt Double Down i en fart. Er du selv ansat i et parti som presse-, kampagne- eller strategimedarbejder, kan du måske endog lære lidt til det kommende folketingsvalg.

 

Findes der et dansk double down-liv?

En forhåbning om, at man nogen sinde kan vente sig lignende journalistiske værker om danske valg, kan man til gengæld roligt pakke sammen. Dels er amerikanske politikere historisk langt mere farverige end selv de mest flamboyante danske folkevalgte. Dels er der mere på spil i USA. Men derudover – og vigtigst – er der ingen tradition i Danmark for, at journalister lægger samtlige interne overvejelser og dokumenter frem fra de politiske indercirkler. Spørgsmålet er vel også, om selv de dygtigste Christiansborg-medarbejdere og politiske analytikere kunne skaffe sig adgang til informationerne. Det tvivler jeg umiddelbart på er tilfældet. Men her lader man sig naturligvis gerne overraske positivt.