Vild med bøger vildt dårligt

DRK’s nye bogprogram med Flemming Møldrup er blottet for nerve og idé og undlader konsekvent at tage litteraturen seriøst. Det er en bastard mellem hyggesnak, overfladiske benævnelser af store værker, rygklapperi og en seer-spørgsmål-runde uden dybere mening eller tanke bag.
DRK-programmet 'Vild med bøger' er propfyldt med rygklapperi, præfabrikerede spørgsmål, forudsigelige gæster og et seer-spørgsmål-segment. Foto: DR Arkiv.
DRK-programmet 'Vild med bøger' er propfyldt med rygklapperi, præfabrikerede spørgsmål, forudsigelige gæster og et seer-spørgsmål-segment. Foto: DR Arkiv.
Jeg satte mig for at se DRK’s nye bogprogram: Vild med bøger. Og lad mig bare være ærlig. Jeg var skeptisk på forhånd. For hvis du kan finde på at give et program så flad og uambitiøs en titel, hvad så med indholdet? Min skepsis til trods håbede jeg faktisk på at blive positivt overrasket. Men desværre blev min skepsis ikke gjort til skamme. Snarere tværtimod.
 
Vild med bøger er nemlig så altmodisch, reaktionært og blottet for ambitioner, at det skriger til himlen. Programmet er rygklapperi af værste skuffe og slæber sig langsomt frem med præ-fabrikerede spørgsmål, forudsigelige gæster og ikke mindst et seer-spørgsmål-segment, som mest af alt minder om en dårlig litterær udgave af Mads og Monopolet. 
 
Lad os alle være enige
Programmet er sat helt klassisk op. Flemming Møldrup inviterer en aktuel forfatter ind til en snak om en bog. I det første program tilfaldt æren Tom Buk-Swienty, aktuel med bogen Det Ensomme Hjerte om den unge tysker Hans Horn. Sikkert en oplagt bog at vælge, men alligevel virkede det en smule besynderligt, at man til det første program ikke lige havde talt med Aftenshowet om ikke at bringe et længere interview med selv samme Tom Buk-Swienty aftenen forinden. Med lad nu det ligge.
 
I andet program drejede det sig om Hanne Vibeke Holsts samtidsroman Som Pesten. Begge romaner blev af Flemming Møldrup kaldt fantastiske, så ingen ligesom var i tvivl om, at det ville blive en rar hyggestund. I første program startede Møldrup faktisk interviewet med at kalde Buk-Swientys roman fantastisk, hvilket altså er en journalistisk dødssynd, idet han dermed eliminerer enhver form for spænding og mulighed for, at seeren kan danne sit eget indtryk.
 
Det samme gjorde han til sidst i andet program, hvor Hanne Vibeke Holsts roman blev anbefalet for seeren og kaldt, ja, fantastisk! Og det er altså på trods af, at romanen kun har fået middelgode anmeldelser.
 
 
Nuvel, det viste sig hurtigt, at programmerne hver især ville fokusere på et enkelt tema. Temaet i program ét var muligheden for at sige fra i et totalitært system, mens andet program skulle omhandle idealisme. Det betød, at forfatterne skulle have selskab af en gæst, som havde beskæftiget sig med de førnævnte temaer. Gæsterne var henholdsvis Naser Khader og generalsekretær for Røde Kors, Anders Ladekarl.
 
Førstnævnte blev introduceret som en indædt demokrat, hvorpå det nærmest overraskende blev nævnt, at Naser Khader ”rent faktisk havde nået at læse bogen”. Introduktionen af Naser Khader betød samtidig, at mit håb om et ambitiøst litteraturprogram blev endegyldigt punkteret, da det tydeligvis ikke længere skulle handle om litteratur, men derimod om Naser Khaders forhold til frihed og demokrati og den i forvejen velkendte historie om Khaders opvækst i Syrien.
 
I andet program blev Anders Ladekarl inviteret på scenen, fordi han ifølge Møldrup, er et godt billede på, hvordan man bevarer sin kampgejst og idealisme. Noget som sjovt nok passede perfekt til Holsts roman om en ung, idealistisk dansk læge fra WHO.
 
Problemet med den øvelse er, at programmet fuldstændig lukker sig om sig selv. Gæsterne er ikke valgt for at give modstand eller ny indsigt. Derimod er de udelukkende med for at passe ind i en skabelon, der ikke levner plads til hverken overraskelser eller uenigheder. De skal så at sige få kabalen til at gå op. Og så hjælper det førnævnte rygklapperi altså ikke.
 
Buk-Swientys roman blev eksempelvis sablet ned af Berlingskes anmelder Bent Blüdnikow, som beskyldte den for at være skrevet uden kildekritik. Noget som faktisk kunne være en interessant diskussion, men som aldrig ville få plads i Vild med bøger. Dertil er programmet alt for jovialt og ufarligt.
 
Jeg frygter, at Møldrup enten vælger bøger og forfattere, han selv er vild med, eller at han simpelthen ikke tør kritisere eller udfordre sine gæster. En forudsigelighed, som ikke bliver meget bedre af programmets kedsommelige setup, der minder om noget fra start 00’erne med en oval bogreol i baggrunden, speakerstemmen, vi kender fra Smagsdommerne, og et aldrende, gråsprængt publikum.
 
Til gengæld var der lidt comic relief, idet de tre gæster alle havde medbragt en del bøger, som snart begyndte at hobe sig op på det lille bord imellem dem. Bordet var placeret akkurat så langt væk fra gæsterne, at de virkelig skulle strække sig for at få lagt bogen til rette, samtidig med der blev kæmpet for at få dem lagt på rette led, så kameraet fra oven fik det hele med.
 
Det blev endda ekstra komisk, da Khader glemte at nævne, hvorfor han lige havde taget en bog af Dietrich Bonhoeffer med, hvilket nødsagede Møldrup til at fortælle ham, at det interessante ved Khaders valg af bog altså skyldtes, at Bonhoeffer levede samtidig med Hans Horn. Så var det ligesom slået på plads!
 

Naser Khader, Flemming Møldrup og Tom Buk-Swienty. Foto: DR Arkiv.
 
Bøger for bøgernes skyld
Programmets største problem er, at bøger ikke bliver taget seriøst. I stedet fungerer de som ligegyldige rekvisitter, der skal passe ind i et i forvejen skrevet narrativ båret frem af præfabrikerede spørgsmål. Et eksempel på dette fandt sted i første program, hvor Møldrup midt i interviewet med Buk-Swienty pludselig fandt Frans Kafkas mesterværk Processen frem. Hvad skulle der ske nu, tænkte jeg først. Skal det handle om Kafka?
 
Kunne det f.eks. betyde, at litteraturprofessor Isak Winkel Holm kom forbi studiet til en snak om sin egen Kafka-bog, hvori han proklamerer, at Kafka ikke er kafkask? Og vil det i så fald blive en debat mellem Isak Winkel Holm og nogle af de Kafka-forskere, som har kritiseret Isaks læsninger? Se, det ville have været interessant og måske første skridt på vejen til et reelt litteraturprogram med plads til refleksioner, diskussioner og seriøs debat.
 
Sådan skulle det dog ikke gå. Grunden til, at Flemming Møldrup hev Kafka frem, skyldtes en uhyre banal pointe om, at Hans Horn i sin tid blev viklet ind i et system, lidt ligesom det skete for Josef F. Meget mere blev det ikke til. Processen blev dernæst lagt øverst i bunken af bøger på det lille bord, og så fortsatte programmet ellers.
 
Bøger på recept
”Bøger på recept” kaldes segmentet, som afslutter hvert program. Og ideen er såre simpel. Et spørgsmål bliver læst op, hvorpå de to gæster skal give gode råd til seeren. Spørgsmålet var i program ét fra en seer, som syntes, at det var ret så belastende, når hun havde sin mor på besøg. Derfor ville Katrine gerne have et råd til, hvilken bog hun kunne læse, så det blev mindre anstrengende, når moren kom på besøg.
 
Jeg har allerede glemt, hvad de svarede, men det var noget med en selvhjælpsbog til kvinder, som blev toppet af Flemming Møldrup, der også gerne ville lege med og foreslog Stéphane Hessels Gør Oprør. Et på mange måder grotesk valg, som med et trylleslag fik opfordret Katrine (som syntes, at hendes mor kunne være lidt for bebrejdende) til at begå oprør.
 
Måske var det tænkt som et humoristisk indslag, men det virkede forfejlet og ærlig talt grotesk at kaste en tidligere fransk modstandsmand ind i puljen for at hjælpe med Katrines problem. Altså, var tanken, at Katrine før næste besøg af sin mor, skulle sætte sig og læse en bog om at gøre oprør og ikke være bange for at kæmpe militant mod undertrykkende magthavere? Jeg ved det ærlig talt ikke, men det grå guld blandt publikum og Naser Khader kluklo i hvert fald.
 
I andet program fungerede segmentet endnu værre. Her var seer-spørgsmålet fra en anonym seer, som klagede over, at hendes sexliv var gået i stå efter tre fødsler. Hvilken skønlitterær bog kunne give hende lysten tilbage? Igen havde Flemming Møldrup sit eget bud, nemlig Cheryl Strayeds selvbiografiske bog Wild, hvor Strayed valgte at gå Pacific Crest Trail-ruten på 1800 kilometer efter flere traumatiske oplevelser. Ideen var så, ifølge Møldrup, at den anonyme kvinde skulle læse bogen og derfra forlade hjemmet, børnene og manden.
 
Endnu engang var sammenkoblingen fuldstændig håbløs. Cheryl Strayed var heroinmisbruger, havde mistet sin mor og sit ægteskab, da hun valgte at gå den lange tur. Det er altså dybt alvorligt. Skal det virkelig inspirere en kvinde, hvis sexliv er gået i stå. Det kan selvfølgelig også være alvorligt? Men come on! Hvor er koblingen lige?
 
Det endte da også med, at Flemming Møldrup trak lidt i land, og i stedet foreslog han, at hun skulle forlade hjemmet nogle dage og måske bare gå lidt op ad Hærvejen. Igen virkede det fuldstændig åndssvagt og uden nogen reel litterær tanke bag, og jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at bøgerne kun blev brugt som rekvisitter uden nogen egentlig betydning.
 

Vært på Vild med bøger, Flemming Møldrup. Foto: DR Arkiv.
 
Hvor er ambitionerne?
Efter at have brugt en time af mit liv i selskab med Vild med bøger sidder jeg tilbage med en følelse af at blive taget for nar. Programmet evner ikke at løfte sig over Aftenshow-niveau og virker mest af alt som en underlig bastard mellem hyggesnak, overfladiske benævnelser af store værker, rygklapperi og en seer-spørgsmål-runde uden dybere mening eller tanke bag.
 
Men bør et bogprogram på DRK ikke sætte barren lidt højere? Måske har en cand.mag’er i litteratur som mig haft for store forventninger. Men det er vel okay at forvente, at et litteraturprogram rent faktisk tager litteraturen seriøst i stedet for at lege Mads og Monopolet og skamløst namedroppe Kafka og Hessel? Med Møldrup ved roret sker det nok bare ikke. Dertil er han tydeligvis ikke dygtig og litterært dannet nok.
 
Det tillader jeg mig at konkludere efter at have set de første to programmer, som synes fuldstændig renset for ambition og mod. Det kan da også undre, at et bogprogram på DRK overhovedet behøver denne værts-kendisfaktor. Han er da hyggelig og flink nok, men hvorfor ikke lade nogle virkelige kompetencer komme til orde? Hvorfor ikke udfolde litteraturen seriøst og dykke ned i ordene, diskutere det sproglige, lade anmeldere komme til orde og turde at debattere litteraturen, ligeså seriøst som var det en politisk debat? Burde udgangspunktet ikke være at tage litteraturen alvorligt?
 
Det vil jeg mene. Og derfor ville det have klædt folkene bag Vild med bøger at lade faglige kompetencer udfolde sig og ikke være bange for at gå tekstnært og kritisk til værks. Og så lad os da lige huske på, at der altså er masser af underholdende og dygtigt formidlende litterære hoveder derude. Bare tænk på førnævnte Isak Winkel Holm. Eller hvad med Lilian Munk Rösing, Lars Bukdahl, Kamilla Löfström, Klaus Rothstein, Nicklas Freisleben, Tue Andersen Nexø?
 
Og sådan kunne jeg ellers blive ved. Jeg har selv hørt flere af disse i ophedede, men også interessante og givende debatter om diverse litterære værker. Eksempelvis Freisleben Lund som på live-radio diskuterede med Munk Rösing om, hvorvidt Josefine Klougarts roman New Forest virkelig var så god. Eller Bukdahl, som aldrig har været bange for at kritisere og gå i debat om, hvad der egentlig er velskrevet og mislykket litteratur.
 
Jeg kan bare ikke se sådanne debatter udfolde sig hos Flemming Møldrup, hvor det tydeligvis bare skal være hyggeligt og sådan lidt pseudo-klogt med en række gæster, som alle er rørende enige. Min bøn er, at der sadles om, og man lader være med at være bange for at dykke ned i ordene, men vender og drejer dem, diskuterer dem, sætter det hele lidt på spidsen og én gang for alle tager litteraturen seriøst og lader den være en smule farlig i stedet for at tage den som gidsel i et kedsommeligt, sløvt format. Men hyggeligt, det var det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job