"I manipulerer," siger Anders Samuelsen til DR's journalist. Tryk på knappen og se klippet
Torsdag i sidste uge var ikke første gang, Anders Samuelsen foldede sig ud foran snurrende kameraer med hårde anslag mod pressen. Vred over præmissen for interviewet og med konkrete modbeviser mod journalistens oplysninger om hans manglende fremmøde i Horsens byråd, rasede han: "Jeg skulle hilse at sige, at du er komplet til grin. Danmarks Radio er til grin". At han allerede dagen efter måtte indrømme, at DR's tal faktisk var reelle nok, styrkede ikke ligefrem hans angreb, men tilbage står et generelt spørgsmål, der handler om mediernes selvbestaltede ret til at sætte præmissen for en hvilken-som-helst interviewsituation.
|
|
Spin classic
|
Anti-spin
|
Meta-spin
|
|
Periode
|
2001-2008
|
2008-2010
|
2010-
|
|
Spin-type
|
"Kontrakt" med medierne
|
Total storytelling
|
Aggressiv udfordring af pressens præmisser
|
|
Spin-ideal
|
Kontrol
|
Ægthed
|
Fornuftig offentlighed
|
|
Iscenesættelse
|
Framing
|
De-framing
|
Re-framing
|
|
Typiske politikere
|
Fogh på arbejde
|
Løkke derhjemme
|
Anders Samuelsen
Bertel Haarder
(Birthe Rønn)
|
|
Soundbites
|
"Der er ikke noget at komme efter". Fogh
|
"Det er svært at svare på det spørgsmål. Jeg har jo ikke haft nogen at rådføre mig med, så jeg skal selv finde på svaret." Løkke
|
"Pis mig i øret". Haarder
|
|
Læs mere her
|
Jønsson og Larsen: Professionel politisk kommunikation
|
Birthe Rønn Hornbech: Tale er guld
|
Chr. Kock: De svarer ikke
|
Det er nok de færreste kommunikationsrådgivere, end ikke de mere aggressive af slagsen, der vil anbefale deres direktør, minister eller formand at gå i rette med en journalist. Og da slet ikke til kamera. Det ser grimt ud, og ingen ønsker at blive husket for at ”lave en Bertel”. Desuden har de fleste af os har fået ind med skeer, at det bare er med at dukke sig i modvind. Beklag, sig undskyld, husk at hvad der ikke kan forklares kan ikke forsvares. Og så videre.
Pressens præmisser under pres
Men naturligvis bliver der diskuteret præmisser. Inden interviewet starter. Arbejder man med pressehåndtering, ved man, hvordan der aftales, forhandles og trænes, inden en given historie rammer offentligheden. På den konto bliver der hver dag vundet små og store sejre, så diverse pressesager enten ikke ser dagens lys (fordi journalisten indser, at der måske reelt ikke er nogen historie at komme efter) eller også vinkles sagen på en lidt mere nuanceret måde end først tænkt. Og det er jo fair nok – det er den professionelle dynamik, der skal være mellem medier og virksomheder. Samtidig må man også forvente af politikere, erhvervsledere og andre medievante personer, at de sørger for at vide, hvad de går ind til, og hvordan pressen arbejder.
Men somme tider må man bare konstatere, at historien ruller. Journalisten har vinklet, fronterne er trukket hårdt op – og man har denne forbandede fornemmelse af, at perspektivering, baggrundssnak og udtalelser blot opfattes som meningsforstyrrende pligtarbejde for journalisten. Som dagen efter er videre til næste historie, og har svært ved at se, hvad der var så slemt ved det hele. Og som i hvert fald ikke har ondt af den ramte virksomhed, der burde have masser af midler og mennesker til at tackle sådanne udfordringer. Journalisten fik sit citat med – men overskriften og hele framingen er nøjagtigt så slem, som den kunne blive, og alle den behandledes oplysninger og nuanceringer er helt siet bort.
Manden har jo en pointe
Det er vel det, Anders Samuelsen blandt andet anfægter. Nu kunne det jo være en fordel at gøre det i en sag, hvor man rent faktisk kan dokumentere, at man har ret – men lad det nu ligge i denne sammenhæng. For manden har jo en pointe i at turde mene noget om præmissen for pressens arbejde. Her er styrkeforholdet helt skævt og forprogrammeret. Spørger man ”hvornår holdt du op med at slå din kone”, kan man argumentere for sin uskyld til dommedag; skaden er sket og tvivlen sat. Det understreger det store ansvar og fremtrædende magt, medierne har, fordi det er dem, der sætter præmissen for et interview. Men sådan er det bare.
Man kan forsøge at påvirke præmissen og lave klare aftaler om dette og hint; men det ændrer ikke på, at journalisterne (og i tilspidsede situationer disses chefer) kan vinkle og bringe historier, som de vil. Skulle det gå helt galt, bringes der en usynlig beklagelse, eller Pressenævnet afsiger en kendelse uden de store konsekvenser for mediet. Men hvor mange almindelige medieforbrugere tænker over dette, når de tænder for tv'et eller læser avisen? De ser blot en person, der pligtskyldigt stiller op til interview – og på 20 sekunder risikerer at blive ristet som en cowboy-toast, uden der nødvendigvis er belæg for det. Valget synes at være enten slet ikke at stille op (hvilket sjældent er det mest anbefalelsesværdige) eller at acceptere interviewsituationen og være meget ydmyg, så sagen hurtigst muligt dør ud.
Set i det lys er det måske ikke så tosset, omend lidt risikabelt, at nogle personer virkelig siger fra, mens det gør allermest ondt. For åbent tæppe i bedste sendetid. Det skal næppe ske som en decideret pressestrategi – men mon ikke en svada, som den Anders Samuelsen kom med i torsdags, egentlig er ganske sund?