Analyse af taler under midtvejsvalget
Tab og vind med samme tale?

Skrevet af

Mark Herron

15 artikler

0 indlæg

Det blev til endnu en ”midterm shellacking” for Demokraterne og Barack Obama ved det amerikanske midtvejsvalg i tirsdags. Både vindere og tabere måtte på talerstolen på valgaftenen i det faste ritual med taber- og vindertaler.
Valgaftenstalen
Situationer og traditioner skaber behov for taler. En valgaften kalder således også på traditionsbunde taler fra kandidaterne. Uanset om de har vundet eller ej, og uanset om de har lyst til at holde talen eller ej. Ser man på genren for valgaftenstaler er der flere ligheder end forskelle på det overordnede indhold af tabernes og vindernes taler. Man skal dog ikke prikke meget i overfladen, før brydningerne viser sig, og særligt kandidaternes fremtoning kan have en afgørende betydning for talens eftermæle.
 
'The Economist' efter midtvejsvalget: Republikanerne har vundet en kæmpe sejr.
 
I en videnskabelig artikel fra 1994 om sejrstaler på valgaftenen giver den amerikanske forsker P.E. Corcoran et godt billede på valgsejrens øjeblik for politikere, hvor han beskriver sejrherren som værende "hæs, beruset af sejr, stolt, og i kamp med at tilbageholde gamblerens delirium." Som modsætning til dette kan man sige, at der indfinder sig en klar og pludselig ædruelighed hos taberen i erkendelsen af nederlaget, en følelse, der hvis den bruges rigtigt, kan bære den tabende kandidat igennem talen der skal holdes. Det er altså en situation, der er fyldt med følelser for både taber og vinder, men et klart hoved er nødvendigt for begge, hvis talen skal lykkedes for politikeren.
 
Fællesstrækkene for valgaftenstalerne kan kort skitseres som havende de seks følgende punkter.
  1. Taberen taler altid først.
  2. Der skal være en formel anerkendelse af enten nederlag eller sejr.
  3. Der skal være en opfordring til samarbejde på tværs af politiske forskelle.
  4. Der skal være en hyldest til det amerikanske demokrati og evnen til at overlevere magt på fredelig vis, hvori modstanderen også roses for sin kampagne.
  5. Kandidatens persona i offentligheden skal ændres fra enten politiker til privatperson for taberen, eller fra kandidat til den politiske rolle for vinderen.
  6. Og endelig skal de mange frivillige, politiske støtter og kandidatens familie takkes, mange gange. Hvis slaget er tabt, fokuseres takken ofte mod en tro og et håb om politisk fremgang for det tabende parti.
 
Talerne i lokalt perspektiv
Lytter man til talerne fra tirsdag aften amerikansk tid, vil næsten alle af dem følge denne liste af punkter. Men at der alligevel er stor forskel på talerne, kan man f.eks. se i senatsvalget fra North Carolina, hvor den siddende demokrat Kay Hagen blev slået af den republikanske udfordrer Thom Tillis.

Kay Hagans tale var kort, og den afgående senator gjorde stort set ikke andet end at løbe de ovenstående punkter igennem med sin drevne sydstatsaccent som mest personlige bidrag. Det eneste sted hvor talen afveg fra skabelonen var med oplæsningen af et digt om styrken ved folket i North Carolina, om det var henvendt til de Demokratiske partifæller i staten, eller om det antydede et større behov for samarbejde kom ikke frem i sammenhængen.
 
Kay Hagans tale. Kilde: C-span.

Ikke overraskende var vinderen i North Carolina senatsvalget, Thom Tillis, mere opstemt og snakkesalig. Hans tale var tre gange så lang som Hagens, og Tillis havde så meget overskud, at han var i stand til at lave sjov med selve talesituationen og prikke til Barack Obamas brug af telepromptere. Ifølge ham selv, gik Tillis nemlig ’off-script’, hvilket havde til hensigt at få ham til at fremstå mere ærlig i øjeblikket. Det blev yderligere styrket ved atTillis også viste humoristisk overskud. Da hans gamle mor f.eks. ikke vil op på scenen, for at blive fejret, opfordrer Tillis i stedet sine vælgere til at friend-requeste moderen, Margi Tillis, på Facebook – ”I vil ikke fortryde det”.
 
Thom Tillis sejrstale. Kilde: C-span
 
Talerne i nationalt perspektiv
Der er ikke noget at sige til at kontrasten var så stor mellem den vindende og den tabende kandidats fremtoning i det lokale delstatsvalg. Lidt anderledes forholder det sig med valgets store vinder og taber, henholdsvis Mitch McConnell og Barack Obama. Forholdet mellem deres taler er dog også mere asymmetrisk, da McConnell holdt sin tale på valgaftenen og primært holdt sig indenfor sit eget vellykkede delstatsvalg, mens Obama i stedet adresserede hele midtvejsvalget som sådan i sin tale dagen efter.
 
Mitch McConnell er senatsleder i et skurkagtigt system
Mitch McConnell er blevet et af de centrale ansigter i denne midtvejsvalgkamp, bl.a. fordi det er første gang der har været realistisk udsigt til, at han kunne blive flertalsleder for Republikanerne i senatet. McConnell har også formået at vende nogle af sine mangler – f.eks. en tør persona der er blevet beskrevet som svarende til en smeltet milkshake af amerikanske kommentatorer – til sin fordel. I kontrast til Barack Obamas karismatiske, men uforløste, valgkampagner har McConnell præsenteret sig selv som en seriøs politiker af den gamle skole, der evner at forhandle aftaler på plads fremfor at holde store taler.
 
Mitch McConnell taler til tilhængere ved sejrsfesten. Kilde: Polfoto/Timothy D. Easley.
 
McConnells tale på valgaftenen reflekterer også dette. Talen holder sig tæt til de ovenstående punkter for valgaftenstaler. Hans modstander roses pludselig enormt meget for sin kampagne og for sit politiske mod, og McConnell opfordrer til at man nu skal samarbejde på tværs af politiske partier i Washington. McConnell formår endda at få listet ideen om, at hans sejr repræsenterer 'forandring' ind i talen, på trods af at han har været i Washington i tredive år.
 
Det gennemgående tema i talen er mere traditionelt republikansk med fokus på staten som den store skurk der skal bekæmpes på vegne af det amerikanske folk. McConnell beskriver ”eksperimentet med Big Government som endeligt overstået”. På den måde skaber han også et politisk ekko i sin tale til tidligere politiske ledere som f.eks. Bill Clinton og Ronald Reagan. McConnell stiller sig også i kontrast til Barack Obamas argumenter for større politiske programmer, som f.eks. sundhedsreformen.
 
Barack Obama får det sidste ord i denne omgang
Selvom Barack Obama repræsenterer den tabende side i dette midtvejsvalg, så har han flere fordele som taler i forhold til Mitch McConnell. Da Obama ikke selv var en kandidat ved midtvejsvalget, kunne han vente længere tid med at holde talen, og derved fik han også vinderens position i talerækken. Hans talerposition som præsident giver ham også stadig mere tyngde i medierne, end hvad McConnell har opnået som nyslået flertalsleder i senatet. Denne position brugte Barack Obama i sin valgtale til ikke at lægge sig helt så fladt ned for vinderne, og de vælgere der stemte på dem, som han gjorde det efter 2010 midtvejsvalget.
 
Obamas tale ved midtvejsvalget. Kilde: Youtube
 
Selvom Obama indleder talen med de traditionelle punkter, hvor han lykønsker modstanderne for deres sejr, så vender han hurtigt blikket mod blandt andet, det han beskriver som ”2/3 af folket” der ikke har stemt. På den måde underminerer Obama egentlig republikanernes sejr meget tidligt i sin tale. Republikanerne har ikke fået et mandat af befolkningen, da befolkningen har vendt valget ryggen.
 
Obamas andet træk er at tale mindre om valgnederlag i talen og mere om hvad en valgsejr forpligter til. Han lægger altså et låg af ansvar ovenpå republikanernes sejrsrus. Ydermere forbereder han det amerikanske folk på mere uenighed mellem ham selv og kongressen, og at begge parter vil gøre ting som modparten ikke vil bryde sig om, men at der også vil være mulighed for at samarbejde fremadrettet. Med det i mente fremlægger Obama sine politiske mærkesager nok engang. På den måde fremhæver han sin egen rolle som præsident, og han forsøger at gøre sin politik relevant på trods af valgnederlaget.
 
Hvem vinder de næste to år?
Disse forskellige træk ved præsidentens tale viser at Barack Obama formodentlig vil vælge en anden taktik for de næste to år, end han gjorde for årerne mellem midtvejsvalget i 2010 og præsidentvalget i 2012. Hans klare erkendelse af en mere aktivistisk brug af præsidentielle beføjelser, og viljen til at nedlægge veto mod kongressen, kan han slippe af sted med, fordi han ikke er til genvalg i 2016. Det er Mitch McConnell dog heller ikke. Så spørgsmålet er om Republikanernes nye flertalsleder i senatet vil være mere eller mindre imødekommende overfor Barack Obama de næste to år set i lyset af midtvejsvalget.  Talerne om valget lader i hvert fald spørgsmålet stå åbent, når man ser forbi de traditionelle elementer som kendetegner genren.
 

Relaterede artikler

Skal vi stadig banke på hos vælgerne? - Obamas succesrige valgkampagne har en magisk ingrediens. Hans signaturteknik er den såkaldte dør-til-dør-strategi. Sidst...
H for Hillary - Hospital-skilt eller en omvendt sømandstrøje? FedEx rip-off eller skjult republikansk højredrejning? Twitter-folket var ...
Briternes blodigste fredag - Kan man spise en hotdog med kniv og gaffel? Hvordan laver man en politisk Elvis-sandwich? Og er det cool at flyve Skotla...
Tal ikke som en politiker! - Kan den store politiske tale være modsvaret til politikerleden? Det mente flere af talerne - Rufus Gifford, Adam Price, ...
Undskyld hr. præsident - Hillarys Clintons nederlag var en overraskelse for alle. De to kandidater inklusive. På valgnatten var Trump glad, men f...

Giv din stemme

8 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Praktikant

Frist: 30. oktober

Strategisk kommunikatør

Frist: 31. oktober

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.