Medier og meningsmagere kvæler nytårstalen

Statsoverhovedernes nytårstaler er i deres nuværende form et barn af det tyvende århundredes medier og politiske virkelighed. Thorvald Stauning holdt den første nytårstale til folket i radioen i 1940, hvor nationens skæbne i et krigsramt Europa var på spil på en helt anden måde, end tilfældet er i dag.

Kongens nytårstale til nationen blev første gang bragt i radioen i 1941 af Christian X. Tidligere havde danske konger holdt en skåltale ved det årlige nytårstaffel, som bagefter blev bragt i de trykte aviser, men den var ikke umiddelbart henvendt til hele folket. Nytårstalerne blev således institutionaliseret som en nationalt samlende handling, hvor hele folket skulle lytte til og identificere sig med statslederne som rorgængere.

Radio og siden tv var som monopolmedier præget af en afsenderstyring, der understregede respekten for statsoverhovedernes taler, også efter at verdenskrigens trussel mod nationen var overstået. Nytårstalen blev et ritual, der gav monarken mulighed for at nå hele folket og statsministeren en anledning til at træde ud af den daglige politiks trummerum og hæve sig op som statsmand. Nytårstalen blev som kommunikationshandling et ritual præget af autoritet, hvor statsledere åbnede sig mod folket, og folket samtidig lyttede med i respektfuld interesse.

Godt 70 år senere er både medievirkelighed og politisk kultur forandret: DR-monopolet er for længst afskaffet til fordel for et konkurrencepræget mediesystem, hvor nyhedskommentering kører 24/7, og digitale medier har muliggjort, at alle fra partiledere over politiske meningsmagere til såkaldt almindelige mennesker kan kommunikere uafbrudt. Vi har derfor fået selvbestaltede ’alternative’ nytårstaler på nettet af for eksempel Morten Messerschmidt og Morten Helveg, der i år brugte anledningen til at prøve at slippe ud af Europaparlamentets anonyme medieeksistens, og af DR’s politiske analytiker Jens Ringberg, der i et pseudointerview kommer med egne forudsigelser om 2014.

Den 25. maj 2014 skal danskerne stemme ved Europaparlamentsvalget. Hør de to alternative nytårstaler fra spidskandidaterne Morten Messerschmidt (DF) og Morten Helveg Petersen (R)

Men ikke mindst ser vi, at de to statslederes nytårstaler får massiv opmærksomhed gennem forudsigelser, kommentarer og vurderinger både før, under og efter talernes afholdelse. Den omfattende mediestøj og kommentering af de to taler ændrer på ’institutionen nytårstalen’ og gør den både større og mindre.

Ingen over kommentatorerne

For de politiske kommentatorer er nytårstalerne blevet en årlig sportskonkurrence om, hvem der kan sætte sig selv mest i scene. Thomas Larsen fra Berlingske har i flere år forsøgt at få den gule førertrøje. Ved Helle Thorning-Schmidts første nytårstale blev hans profeti om hendes tale kørt dagen før som nyhedshistorie af Berlingske selv under overskriften ”Thomas Larsen: Thornings nytårstale vil skuffe vælgerne”. Næste år tog han igen overskrifter i sit eget nyhedsmedie med dommen ”Thomas Larsen: Thornings nyttesløse nytårstale”. Med nytårstalerne som anledning kan nyhedsmedierne nu skabe eget nyhedsstof uden at tale med andre end sig selv.

I år gav Thomas Larsen både en positiv optakt til dronningens nytårstale og kunne kort tid efter dens afholdelse trække overskrifter i egen avis og proklamere, at ”talen vil blive husket som en af de mest markante, regenten har holdt”. Den servile attitude forsvandt dog hurtigt, da han dagen efter vurderede Helle Thorning-Schmidts tale under overskriften ”Thomas Larsen: Thorning indleder skæbneår med angreb på Venstre”. Ingen statsleder kan holde tale, uden at måtte høre Thomas Larsens dom. Ingen over, og ingen ved siden af Thomas Larsen.

Helle Thorning-Schimdt er klar over, at 2014 kan blive et skæbnesvanger år, hvilket hendes nytårstale også bar præg af, skriver Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen. Læs hele artiklen her

Thomas Larsen er naturligvis langt fra alene i denne sportsgren og fik i år kamp til stregen af for eksempel Hans Engell og Peter Mogensen, ligesom forskellige eksperter fra universiteternes politiske og retoriske afdelinger blev hidkaldt for at spå om talernes indhold og fungere som smagsdommere. Der er ingen tvivl om, at kommentatorerne bruger nytårstalens ophøjede status til at booste både egne holdninger og egen brandværdi. Ved at gøre sig til privilegeret fortolker af statslederens udsagn – og ved at påstå at have indsigt i hendes overvejelser og motiver – låner kommentatoren status fra embedet, men ikke uden konsekvenser. Jo mere spotlight de selv prøver at få andel i, desto mindre skinner det på statslederen.

Kommentatorsporten nåede i år sit zenit – eller snarere sit lavpunkt – da kommentatorerne gik i metaselvsving og ikke kun forholdt sig til nytårstalen, men leverede kommentarer til kommentarer til nytårstalen. På TV 2 News kastede Peter Mogensen sig således ud i en længere ’analyse’ af, hvorfor Enhedslistens Pernille Skipper, som netop var blevet interviewet direkte, sagde sådan om noget, som statsministeren havde sagt få minutter forinden. Tiltroen til, at seeren selv fatter, hvad der er blevet sagt for åben skærm, kan åbenbart ligge på et meget lille sted.

Politisk enfoldighed

Især statsministerens tale er genstand for en intens politisk bevågenhed, som den i sin nuværende form slet ikke kan bære. Muligvis af frygt for, at talen ikke er interessant nok i sig selv, har nyhedsmedierne iscenesat en større politisk diskussion af talens politiske indhold både op til og umiddelbart efter talens afholdelse. Partiernes repræsentanter får masser af taletid og spalteplads til at kommentere en ganske kort tale, der kun i begrænset omfang er tænkt som en tale med konkrete politiske udmeldinger.

Ved at opbygge massive forventninger til, at talen skal rumme substantielle politiske udmeldinger, er medierne selv med til at skabe en situation, der er vanskelig at indfri. Ved enkelte lejligheder er statsministre kommet med mere konkrete politiske udmeldinger som for eksempel Lars Løkke Rasmussens tale med opgør om efterlønnen, men det har været undtagelsen – og måske har hans brug af talen til dette formål også været et resultat af, at der er skabt voksende forventninger til talen om netop at levere sådanne konkrete politiske udmeldinger.

Hør hele Lars Løkkes nytårstale fra 2011 her

Med sociale medier er talen bleven en politisk kampplads for både politiske ledere og menige partisoldater, der med pavlovsk forudsigelighed leverer input for og imod statsministerens tale. I både DR og TV 2 News’ politiske diskussioner løb der tweets over skærmen med korte statements, hvor i øvrigt tænksomme politikere fra både regering og opposition gjorde sig mere enfoldige end nødvendigt med forudsigelige udsagn som ”Flot tale” (Mogens Jensen) og ”Skuffende” (Bendt Bendtsen). Det er dog ikke Twitters begrænsede antal karakterer, der kan forklare de forsimplede udsagn. Hverken i tv eller de trykte medier har regering eller opposition glimret ved at komme med interessante eller blot overraskende kommentarer til talen, og i stedet er talen blevet afsæt for en mini-valgkamp.

Frem for at talen er en anledning til, at befolkningen i et kvarters tid får lov at lytte til, hvad landets leder nu måtte mene om landets situation, og hvad han eller hun måtte have af bærende politiske ideer, omformer medieshowet talen til en tillidsafstemning om statsministeren. Talen er efterhånden ikke det bærende indslag; den er nødvendig som figenblad for de deltagendes egne meninger, og talens oprindelige idé, som en direkte henvendelse til folket fra statslederen, forstyrres, når alle andre prøver at rammesætte diskussionen af talen ud fra egne interesser.

Til sammenligning er det langt lettere for dronningen at slippe helskindet fra sin nytårstale. Selvom der også her er stor mediebevågenhed, er omtalen generelt langt mere positiv og respektfuld til det servile. Kun når hun enkelte gange kommer med udsagn om danskernes ”små, dumsmarte bemærkninger”, kan hendes tale føre til lidt politisk røre i andedammen. Normal vil den intense mediebevågenhed om talen bidrage til at skabe glans om kongehuset, blot dronningen lever op til formatet. Derimod er statsministerens nytårstale blevet en årlig anledning for både kommentatorer og politikere til at udfordre talerens autoritet. En autoritet, der også anfægtes af, at der ingen tærskel er for, hvor uinteressant kritikken får lov at være.

Det kan være svært at forholde sig passivt til, hvordan to kvindelige magtfaktorer adskiller sig fra hinanden – i sær når de skal sætte ord på Danmarks tilstand og fremtid. Læs fire retorikeres analyser af de to nytårstaler (2013) her og 'To nytårstaler – to mediegenerationer' (2013) her

Foto: Polfoto

Auditionshow

Nytårstalen er blevet omdannet til et auditionshow, hvor alle kan afgive karakterer og komme med deres egen version af talen. På sin vis demokratisk og folkeligt, men ikke uden konsekvenser for nytårstalen som institution. Den intense mediebevågenhed og vurdering bidrager på overfladen til, at kvalitetskriterierne for en succesfuld nytårstale skrues i vejret. Hvert et ord vejes på en guldvægt, men omvendt er der ingen af kritikernes kommentarer, der er genstand for en kvalitetssikring. Anything goes, og det var også karakteristisk, at ordstyreren i debatten på DR1 efter nytårstalen mellem repræsentanter fra S, DF, V og EL næsten ikke kunne tage debatten alvorligt og flere gange signalerede, at hun kunne forudsige, hvad politikerne hver især mente om talen. Der er med andre ord kommet et skrigende misforhold mellem de kriterier, der anvendes til vurdering af talen, og kvaliteten af de kommentarer, der publiceres stort set uden filter.

Misforstå mig ikke: Nytårstaler er bestemt ikke hævet over kritik og må meget gerne skabe politisk debat – og en del af kritikken af de seneste nytårstaler er givetvis rigtig. Men i den daglige politiske nyhedsdækning i de journalistisk redigerede medier er der sædvanligvis en vis redaktion, der sikrer, at kritik skal nå en vis trinhøjde i form af relevans og væsentlighed, førend den publiceres. I tilfældet med nytårstalerne er der praktisk talt ikke noget filter, blandt andet fordi man forlodstildeler det så meget spalteplads og taletid, at det skal være en sensationelt interessant tale, for at den kan give anledning til interessante kommentarer i et sådant omfang.

Hvem taler og leder?

Nytårstalen har i udgangspunktet været tænkt som en anledning for statslederen til at tale til og derigennem lede folket, men medierne bidrager til, at kommunikations- og magtforholdet vendes om. TV 2 og Politiken havde i dagene forud for talen gennemført en Megafonmåling om, hvilke budskaber danskerne selv synes, de vil høre i talen. Og stribevis af meningsdannere er blevet interviewet om, hvad de synes statsministeren skal lægge vægt på i sin tale. Her er der sjældent overraskelser at hente – for eksempel mente Lars Olsen, at Helle Thorning-Schmidt skulle tale om arbejdernes og ikke akademikernes livssituation, og Marlene Wind mente, at EU er vigtig at få på dagsordenen (Politiken 28.12.2013). Forudsigelige automatsvar, som for så vidt ikke er de pågældende meningsdanneres fejl, men snarere et problem ved de medier, der stiller spørgsmålene og bringer svarene.

Medierne bidrager hermed til at opbygge en kollektiv dagsorden om, hvad vi kan og bør forvente os af talen, og denne funktion er jo ganske i tråd med teorier om moderne netværksledelse, hvor politik udvikles i en stadig kommunikation med omverden og interessenter, og hvor politikerens rolle mere bliver at være formidlingsled for opsamling og integration af de forskelligartede input og interesser. Problemet er bare, at denne netværksmodel ikke spiller særligt godt sammen med en institution som statsministerens nytårstale.

Idéen med en sådan tale er, at vi netop ikke bare skal høre på os selv eller på et kludetæppe af diverse interessenters input, men skal have et selvstændigt bud fra statsministeren på, hvordan landet ligger, og hvilke værdier landet fremover skal bygges på. Nytårstalens institutionelle raison d'etre er, at afsenderen har autoritet og evne til ikke blot at afspejle, men reelt lede landet og opinionen. Statsministrene bærer derfor selv et stort ansvar for at kunne levere varen, men mit argument er, at mediernes og meningsmagernes adfærd i sig selv skaber problemer for, at det kan ske. En meningsmåling skal ikke være et pejlemærke for en nytårstales indhold; talen skal derimod være pejlemærke for borgerne til at danne deres egne meninger.

Medialiseret politik

I år havde både kongehus og statsministerium undladt at give medierne en trykt version af talerne, før de blev holdt. Anledningen til embargoen var sidste års skandale, hvor DR’s studieværter iscenesatte en ’gætteleg’ for åben skærm om talens indhold, selvom de medvirkende værter og politikere havde læst talen. Denne embargo har været en lille håndsrækning til kongehus og statsministerium, så de har kunnet tilbageerobre en smule af initiativet i forhold til talernes afholdelse. Men det er nok en stakket frist. De sociale mediers kakafoni er kommet for at blive, og de er som skabt til at give medier og meningsmagere en platform til at kæmpe om den politiske opmærksomhed – også mens andre taler.

Spørgsmålet er, om statsministerens nytårstale kan overleve i sin nuværende form. Dronningens nytårstale ser på grund af mediernes servile indstilling til kongehuset ud til at have fundet en modus vivendi, der giver dem begge en fordel af medieshowet. Statsministerens nytårstale er derimod i overhængende fare for at blive opslugt af den medialiserede politiks evige kværn, der indordner enhver ytring i den permanente valgkamp året rundt, 24/7. Kommende statsministre vil givetvis holde nytårstaler i mange år fremover, men det vil blive stadigt vanskeligere at komme til orde på denne særlige tales præmisser.