Helt grundlæggende går wrestling ud på, at alle kneb gælder og at udviske grænserne mellem virkelighed og fiktion.
I forordet til sin meget omtalte bog Fire and Fury: Inside the Trump White House skriver forfatteren Michael Wolff:
»Mange af beretningerne om, hvad der er sket i Det Hvide Hus, er i konflikt med hinanden; mange er, på trumpsk manér, frimodigt usande. Disse konflikter og denne løsagtighed med sandheden, hvis ikke virkeligheden selv, er en central tråd i bogen.«
#TwitterLockout, shadow banning, kriseskuespillere, cover ups og russiske troldeagenter viser, at løsagtigheden med sandheden, hvis ikke virkeligheden selv, er et fænomen, der ikke alene begrænser sig til Det Hvide Hus.
Simulacrum in Chief
Vi befinder os i en situation, hvor konsensus om, hvad virkeligheden egentlig er for en størrelse, skrider i samme tempo som smeltende gletschere på polerne.
Informationsteknologien, internettet og sociale medier har sat højspænding til den medierede offentlighed og skabt en udvidet virkelighed, hvor den digitale informations- og interaktionsstrøm følger os overalt. Vi er digitale samtidig med fysiske håndgribeligheder som lidt for lind morgenafføring, hovedpine og februarkulde.
De tendenser, vi ser i den amerikanske politiske samtale, vidner om, at både de gamle og de nye medier, og dermed den udvidede virkelighed, bliver arena for et wrestling-stævne, hvor den skarpe sondring mellem sandt og falsk er sat ud af kraft. Der opstår et nyt vokabularium med ord som skyggeblokeringer og kriseskuespillere. Det er kayfabe – opretholdelse af illusionens tilpas intime tango med realiteten.
Det kunne ligne en oprejsning til den postmoderne teoretiker Jean Baudrillard og hans pointer om simulacrum, simulation og hyperrealitet, som en forfatter skrev hos Huffington Post sidste år.
Hos Baudrillard dækker begrebet simulacrum over en imitation eller simulation af virkeligheden, hvor simulationen er lige så virkelig som originalen.
Simulacra og virkelighed lader sig ikke skelne fra hinanden, og tilsammen udgør de hos Baudrillard hyperrealiten. I bogen Simulacra and Simulation fra 1981 bruger Baudrillard begrebet hyperrealitet til at beskrive, hvordan simulationerne Las Vegas og Disneyland gradvist bliver mere virkelige end selve USA.
I hyperrealiteten erstatter symboler fakta. Grafik: @marksofthebeast på Instagram
Meget symbolsk udkom Baudrillards bog i øvrigt samme år, som den tidligere b-skuespiller fra Hollywood Ronald Reagan overtog præsidentposten i USA fra jordnøddefarmeren Jimmy Carter.
Baudrillard beskriver en kulturel bevægelse, hvor kulturelle symboler erstatter fakta, og hvor symbolernes selvreferentielle orden overtager samfundets samtaler. Symbolerne overskygger mening, og virkeligheden bliver en simulation af virkeligheden.
USA’s 45. præsident er en wrestling-glad tidligere reality-stjerne, hvis præsidentskab blev forudsagt af en tegnefilm. Donald Trump er Simulacrum in Chief.
Med den forgangne uge på Twitter og omegn som mikroskopi aner vi fremkomsten af en fiktionaliseret virkelighed, hvor grænserne mellem fakta og fiktion er udviskede. De medvirkende karakterer kæmper om at placere sig på en primitiv skala fra god til ond – fra helt til skurk. Vi hepper på vore iscenesatte helte på samme måde, som vi hepper på vore foretrukne wrestlere.
Virkeligheden er et underholdningsshow, hvor det handler om kayfabe, letfordøjelig karaktertegning og dramaturgi. Alle kneb gælder, for det er jo ikke virkeligt. Vi lader bare som om, fordi vi er underholdt.
Vi skulle nok alle sammen have sat større pris på virkeligheden, mens vi havde den.