RIP virkelighed - længe leve kayfabe

Sondringen mellem fakta og fiktion smuldrer i den amerikanske politiske debat. Tilbage står et spejlkabinet af kriseskuespillere, russiske trolde og en råbende Simulacrum in Chief. Virkeligheden er under afvikling til fordel for et permanent wrestling-event.
Med den forgangne uge på Twitter og omegn som mikroskopi aner vi fremkomsten af en fiktionaliseret virkelighed, hvor grænserne mellem fakta og fiktion er udviskede. De medvirkende karakterer kæmper om at placere sig på en primitiv skala fra god til ond – fra helt til skurk. Vi hepper på vore iscenesatte helte på samme måde, som vi hepper på vore foretrukne wrestlere. Illustration: Ben Garrison, Grrrgraphics.com
Med den forgangne uge på Twitter og omegn som mikroskopi aner vi fremkomsten af en fiktionaliseret virkelighed, hvor grænserne mellem fakta og fiktion er udviskede. De medvirkende karakterer kæmper om at placere sig på en primitiv skala fra god til ond – fra helt til skurk. Vi hepper på vore iscenesatte helte på samme måde, som vi hepper på vore foretrukne wrestlere. Illustration: Ben Garrison, Grrrgraphics.com
af Mikkel Skov Petersen
Tirsdag i sidste uge blev det konservative USA og i særdeleshed #MAGA-segmentet udsat for et overraskelses- og bagholdsangreb fra Twitter. I ly af mørket blev hundredevis, ja måske endda tusindvis, af patriotiske tilhængere af præsident Trump og 2. forfatningstilføjelse om borgernes ret til at bære våben udelukket fra platformen.
 
Det var et angreb fra det venstreorienterede Twitter på det højreorienterede USA. En udrensning.
 
 
Eller rettere. Det var den historie, der udfoldede sig, hvis du læste tweets og tråde på #TwitterLockout og #TwitterPurge.

Twitter fortalte en anden historie: 21. februar lukkede Twitter et større antal profiler, der var under mistanke for at være automatiserede eller for overtrædelse af platformens politik.
 
Operationen »var et vigtigt skridt for at være på forkant med ondsindet aktivitet rettet mod de vigtige samtaler, der finder sted på Twitter  herunder valg i USA og rundt om i verden«. Det fortalte Twitter-talsmand Yoel Roth.
 
Denne bygning rummer en russisk troldefarm, hvorfra den amerikanske offentlighed blev påvirket gennem bl.a. indkaldelse til demonstrationer. Kilde: Washington Times
 
De russiske troldeagenter
Twitter-talsmanden henviste til den senere tids afdækning af russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016. Her er det som bekendt kommet frem, at russiske troldeagenter var aktive med målrettet Facebook-annoncering egnet til at skabe rav i Main Street.
 
Twitters oprydningsoperation kommer efter, at platformen tidligere på måneden strammede sin politik for at kunne imødegå online had, chikane og disinformation samt svindel og spam.
 
Uagtet forklaringen fra Twitter glødede samtalerne på #TwitterPurge og #TwitterLockout i en blanding af opgørelser af antal tabte følgere og opfordringer til at følge og retweete hinanden. Det var et stærkt sammenhold i den svære stund, hvor #MAGA-folket var under angreb.
 
Venstreorienterede blandede sig sporadisk ved at citere lokoføreren fra The Trump Train himself. »Thoughts and prayers«, skrev de med reference til Trumps respons til seneste skoleskyderi.
 
Shadow banning
Her kan vi selvfølgelig vælge at arkivere opstandelsen over den påståede udrensning af konservative i mappen med småparanoide, massehysteriske konspirationsteorier, der jo som bekendt ikke er et nyt fænomen.
 
Historien har bare et lag mere: Nogle af de konservative Twitter-brugere mente sig udsat for et fænomen, der kaldes shadow banning. Shadow banning  måske skyggeblokering på dansk  beskriver en situation, hvor din profil er blokeret, uden du ved det.
 
Du tweeter på livet løs i den tro, at du og din profil har overlevet #TwitterLockout uden at kunne vide, at du tweeter ud i intetheden. I virkeligheden er du nemlig skyggeblokeret, og dit budskab er udelukket fra samtalen. Du er låst inde i en skyggeverden.
 
Twitter bedriver kommunistisk censur, forstår vi. Kilde: Conservative Daily News
 
Kriseskuespillere og manuskript
Samtalen i #TwitterLockout er altså ikke kun en konspiratorisk dekonstruktion af fakta. Samtalen rummer et grundlæggende spørgsmål: Om vi kan tage den oplevede virkelighed for gode varer.
 
Det var ikke den eneste gang i sidste uge, at der blev sat spørgsmålstegn ved, hvad der er virkeligt.
 
Twitters bot-oprydning faldt samtidig med mediekrigen om den amerikanske våbenlovgivning. En mediekrig mellem på den ene side tilhængere af en fundamentalistisk fortolkning af 2. forfatningstilføjelse og våbenlobbyen National Rifle Associationen (NRA) og på den anden side tilhængere af en gruppe unge aktivister, der advokerer for våbenkontrol.
 
De unge aktivister har en stærk platform, da flere af dem er overlevende fra det seneste store skoleskyderi i Parkland, Florida, hvor 17 mistede livet. Aktivisterne og deres tilhængere er samlet under #NeverAgain.
 
NRA-fløjens modtræk til #NeverAgain er at sætte spørgsmålstegn ved, om de unge aktivister er ægte studerende eller simpelthen skuespillere  såkaldte kriseskuespillere hyret og styret af venstreorienterede.
 
Fox News kunne desuden fortælle historien om en debatdeltager, der var blevet udstyret med forberedte spørgsmål af CNN.
 
Ifølge NRA & Co. er de unges kampagne for våbenkontrol altså ikke virkelighed, men derimod en iscenesat teaterforestilling skrevet og instrueret af venstreorienterede.
 
Eleven og aktivisten David Hogg er kriseskuespiller, ifølge MAGA-medier.
 
»It’s a cover up«
Anklagen om iscenesættelse af protester lyder jo næsten som et ekko af afsløringerne om, at de førnævnte russiske troldeagenter arrangerede såvel en pro-muslimsk demonstration som en anti-muslimsk moddemonstration i Houston, Texas, i maj 2016, omkring et halvt år før præsidentvalget.
 
Sideløbende med #TwitterLockout og #NeverAgain bragte CNN et interview med en Trump-støtte fra Florida, der uden at vide det havde ageret nyttig idiot for de russiske trolde. Som administrator for en lokal Trump-gruppe havde hun promoveret et anti-Hillary-event, som russerne stod bag.
 
Kvindens modsvar, da hun bliver forelagt fakta? Det er »BS« (bullshit, red.) og »It’s a cover up«, der skal dække over fejl begået under skoleskyderiet i Parkland.
 
Som note kan det tilføjes, at MAGA-segmentet som bekendt opfatter CNN som sådan som selve bannerføreren for falske nyheder.
 
Pro Wrestling og kayfabe
Skyggeblokeringer, kriseskuespillere og cover up. Det har været en hård uge for virkeligheden.
 
I midten af spejlkabinettets labyrint af udfordret virkelighed ligger præsident Trump, ser tv, spiser cheeseburgere og tweeter. Han tweeter bl.a., at lærere skal bevæbnes for at imødegå skoleskyderier, hvorefter han benægter at have sagt det  og gentager det. I samme tweet.
 
Før valget påpegede Lars Trier Mogensen i sin bog Den Store Joker Trumps forkærlighed for Pro Wrestling. Præsidenten har ganske rigtigt en lang historie med wrestling og har selv medvirket som celebrity special guest ved store wrestling-events.
 
Pro Wrestling er ikke en sport, men et iscenesat show med manuskript og drejebog. Alligevel møder mere end 70.000 op til live-events, og millioner af amerikanere følger med derhjemme.
 
Hver wrestler indleder sin medvirken i showet med en promo. En promo er en pralende monolog, hvor wrestleren priser sin egen overlegenhed og tilsvarende nedgør modstanderen. Tænk Trumps Twitter.
 
I wrestling har man det interne udtryk kayfabe, der betyder at opretholde illusionen. Wrestlerne har fiktive personaer og lever deres offentlige liv som deres fiktive karakter. Begrebet kayfabe dækker over dette skuespil og metoder til at opretholde det. Skuespillet indarbejder virkelige elementer fra wrestlernes liv.
 
Enhver sproglig lighed mellem kayfabe og covfefe er i øvrigt helt tilfældig.

Et shoot er et andet wrestling-udtryk, som betyder, at en wrestler kortvarigt afviger fra drejebogen og skaber en sekvens af improvisation.
 
Hulk Hogan var 80’ernes store wrestling-stjerne. I virkeligheden hedder han Terry Gene Bollea.
 
Helt grundlæggende går wrestling ud på, at alle kneb gælder og at udviske grænserne mellem virkelighed og fiktion.
 
I forordet til sin meget omtalte bog Fire and Fury: Inside the Trump White House skriver forfatteren Michael Wolff:
 
»Mange af beretningerne om, hvad der er sket i Det Hvide Hus, er i konflikt med hinanden; mange er, på trumpsk manér, frimodigt usande. Disse konflikter og denne løsagtighed med sandheden, hvis ikke virkeligheden selv, er en central tråd i bogen.«
 
#TwitterLockout, shadow banning, kriseskuespillere, cover ups og russiske troldeagenter viser, at løsagtigheden med sandheden, hvis ikke virkeligheden selv, er et fænomen, der ikke alene begrænser sig til Det Hvide Hus.
 
Simulacrum in Chief
Vi befinder os i en situation, hvor konsensus om, hvad virkeligheden egentlig er for en størrelse, skrider i samme tempo som smeltende gletschere på polerne.
 
Informationsteknologien, internettet og sociale medier har sat højspænding til den medierede offentlighed og skabt en udvidet virkelighed, hvor den digitale informations- og interaktionsstrøm følger os overalt. Vi er digitale samtidig med fysiske håndgribeligheder som lidt for lind morgenafføring, hovedpine og februarkulde.
 
De tendenser, vi ser i den amerikanske politiske samtale, vidner om, at både de gamle og de nye medier, og dermed den udvidede virkelighed, bliver arena for et wrestling-stævne, hvor den skarpe sondring mellem sandt og falsk er sat ud af kraft. Der opstår et nyt vokabularium med ord som skyggeblokeringer og kriseskuespillere. Det er kayfabe  opretholdelse af illusionens tilpas intime tango med realiteten.
 
Det kunne ligne en oprejsning til den postmoderne teoretiker Jean Baudrillard og hans pointer om simulacrum, simulation og hyperrealitet, som en forfatter skrev hos Huffington Post sidste år.
 
Hos Baudrillard dækker begrebet simulacrum over en imitation eller simulation af virkeligheden, hvor simulationen er lige så virkelig som originalen.
 
Simulacra og virkelighed lader sig ikke skelne fra hinanden, og tilsammen udgør de hos Baudrillard hyperrealiten. I bogen Simulacra and Simulation fra 1981 bruger Baudrillard begrebet hyperrealitet til at beskrive, hvordan simulationerne Las Vegas og Disneyland gradvist bliver mere virkelige end selve USA.
 
I hyperrealiteten erstatter symboler fakta. Grafik: @marksofthebeast på Instagram
 
Meget symbolsk udkom Baudrillards bog i øvrigt samme år, som den tidligere b-skuespiller fra Hollywood Ronald Reagan overtog præsidentposten i USA fra jordnøddefarmeren Jimmy Carter.
 
Baudrillard beskriver en kulturel bevægelse, hvor kulturelle symboler erstatter fakta, og hvor symbolernes selvreferentielle orden overtager samfundets samtaler. Symbolerne overskygger mening, og virkeligheden bliver en simulation af virkeligheden.
 
USA’s 45. præsident er en wrestling-glad tidligere reality-stjerne, hvis præsidentskab blev forudsagt af en tegnefilm. Donald Trump er Simulacrum in Chief.
 
Med den forgangne uge på Twitter og omegn som mikroskopi aner vi fremkomsten af en fiktionaliseret virkelighed, hvor grænserne mellem fakta og fiktion er udviskede. De medvirkende karakterer kæmper om at placere sig på en primitiv skala fra god til ond  fra helt til skurk. Vi hepper på vore iscenesatte helte på samme måde, som vi hepper på vore foretrukne wrestlere.
 
Virkeligheden er et underholdningsshow, hvor det handler om kayfabe, letfordøjelig karaktertegning og dramaturgi. Alle kneb gælder, for det er jo ikke virkeligt. Vi lader bare som om, fordi vi er underholdt.
 
Vi skulle nok alle sammen have sat større pris på virkeligheden, mens vi havde den.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også