Red en anden røv, overskudsmenneske

Jul og almisser hænger sammen som ærtehalm. Denne artikel opfordrer overskudsmennesket til at vende fokusset væk fra eget selvrealiseringsprojekt og mod andre i nød. Altruisme og næstekærlighed er det nye sort.

I de sidste ti år har vi fået stadigt flere ekstreme sportsudøvere. Det startede med fem og ti kilometer løb, så blev det maraton, og da det så blev mainstream, begyndte de succesfulde overskudsmennesker på endnu vildere ting, som ironman, de vildeste cykeludfordringer, ørkenudfordringer og bjergklatringer. HOLD NU KÆFT … altså.

Hvornår bliver vi trætte af det overdrevne, altomsluttende fokus på mig-mig-mig og det overdrevne, solitære fokus på fitnessmål af ekstrem karakter? Kunne det tænkes, at al det overskud, som de senere års massive træning har bygget op, kunne fordeles lidt bedre, så det hele ikke gik op i egne vægtkurver, pulstal og kondital?

Vi kunne måske lade løbeskoene stå en dag om ugen og kaste os ud i noget så gammeldags som næstekærlighed, medmenneskelighed og omtanke? Jeg både håber og tror, det sker. At vi alle bliver trætte af at dyrke os selv og os selv og lidt mere os selv!

Christel Skousen Trane har selv gennemført to maratons, og hvad det kræver af træning og fokus.

Det er derfor mindst lige så meget sig selv, hun giver et tiltrængt spark bagi

Ægte overskudsmennesker er altruister
For lige nu sker der, og ja, jeg ved, I kan mærke det: det paradigmeskifte i hele Vesten, hvor folk begynder at orientere sig udad i stedet for indad mod egen (forpulede) navle …

Man vil populært sagt bruge sin tid på at skabe en bedre verden for folk omkring sig – og ikke bare for sig selv. Hvor man i den gamle verden orienterede sig mod begreber som personlig magt, ambition og konkurrence, vil man i den nye verden i langt højere grad orientere sig mod fællesskabet, ånd og sjæl. Alle de ting og væremåder, som har fået os hertil, er ikke det, der skal få os videre – det har selv de mest stædige erkendt efterhånden.

John Mackey, som er ophavsmand til den meget fantastiske supermarkedskæde Whole Foods i USA, er også foregangsmand og talsmand for det nye paradigme. Han taler om at tage bevidst lederskab.

Ingen ledere kan længere handle kortsigtet og blæse på de langsigtede konsekvenser af deres beslutninger. Ikke bare er forbrugerbevidstheden blevet øget i takt med de sociale mediers udbredelse, som dermed sætter krav til virksomheder og deres metoder. Men også generelt set ønsker det enkelte individ at arbejde for virksomheder og organisationer, der vil noget mere end blot at tjene flest mulige knaster til kassen.

Den amerikanske supermarkedskæde Whole Foods gør meget ud af at udvise moralsk ansvarlighed, og også mange danske virksomheder samarbejder med velgørenhedsorganisationer. For det er allerede utrendy at ligne nogen, der kun meler egen kage. Det vil i stigende grad også gælde privatpersoner. Skærmbillede: Wholefoods.com

Fremtidens ledere er Gryffindor-typer med åndelig intelligens

At vi så samtidig har nået et maksimum for så vidt angår dyrkelse af vores kroppe, karrierer, hjem og familie er der vist ikke tvivl om.

Nu handler det om at gøre en forskel for andre. De, som bliver fremtidens ledere, har stor integritet og dybe evner for kærlighed og omsorg til andre, spår man.

”De som kan kombinere deres intellektuelle evner med evnen til at drage omsorg for ting og mennesker udenfor dem selv, bliver de som får reel magt,” spår John Mackey og mener, at der er fire intelligenser, der skal i spil i fremtiden.

Det vil sige ikke bare de to, vi kender bedst: almindelig IQ (analytisk intelligens) og den følelsesmæssige intelligens, men også åndelig intelligens (at man har moralsk mod, kan skelne mellem forkert og rigtigt, at man bruger sin intuition og fornemmelser og har medfølelse for andre) og systemisk intelligens (at man er i stand til at tænke på helheden og se det større billede og tager ansvar for at skabe en bedre verden ved hjælp af de handlinger, man gør her og nu).

Forfriskende, ikk’?

Og her taler jeg ikke om, at vi som mennesker pludselig skal stoppe med at holde os i form, spise sundt og ikke forfalde, som er den mest normale indsigelse, jeg hører, når jeg ryster på hovedet af alle de ekstreme fritidssportsudøvere …

I Harry Potter-bøgerne udsættes man konstant for budskabet om, at det er bedre at være modig og nobel (Gryffindor) end for eksempel bare at være klog (Rawenclaw), ambitiøs (Slytherin) eller ureflekteret venlig (Hufflepuff). I det univers er det, som om de andre gode egenskaber kommer med oveni, når blot hjertet er rent. Og man dropper quidditch, når verdens problemer trænger sig på. Allegorisk inspiration?

Altruismen skal være ægte, men kan sagtens være simpel

Det siger sig selv, at det er vigtigt at holde sig frisk og i form – men det ville være klædeligt, om man bare en gang imellem rullede kompressionsstrømperne ned og prioriterede sin tid, således at så mange mennesker som muligt også fik gavn af ens overskud.

Hvis vi for eksempel brugte en større del af vores sparsomme fritid på at hjælpe andre mennesker. Ikke fordi det giver os selv en masse at hjælpe andre, men alene fordi det er en vigtig del af det at være menneske, at man stiller op for hinanden og hjælper til, hvor der er brug for det.

For ja, det er rigtig skønt at gøre noget godt for andre, men vi har opnået langt mere, når vi kan gøre gode ting i kærlighed til gerningen selv. Så skal vi ikke aftale, at de næste ti år bruger vi de kræfter på at gøre noget for mennesker omkring os – som har brug for os ...

Besøg din gamle, kære farmor, hjælp din kræftsyge veninde, giv nogle penge til folk, der kæmper ...
Det vil jeg gøre. Håber, I også vil …