Brændebranding

Brændehugning var i tusindvis af år forskellen på liv og død. I det kolde nord var varme og bearbejdning af kød eksistensgrundlaget. Manden gik på jagt og fældede træer af ren nødvendighed. Men i efterkrigstiden blev brænde overflødigt: Centralvarme, fjernvarme, varmepumper og pillefyr automatiserede varmetilførslen, og kødproduktionen blev industrialiseret. Netto og Dong blev forsyningslinjen, mens manden dasede foran skærmen. At fælde, hugge og stable brænde er ikke længere nødvendigt som i det før-moderne samfund, men alligevel er vi begyndt at gøre det igen.

Fra The New Yorker: Nogle brændehuggere søger mod byen. Andre byboere søger mod skoven. Man kan tage mennesket ud af skoven, men man kan aldrig tage skoven helt ud af mennesket

Det hele er nemlig blevet lidt for komfortabelt, kunstigt og ufarligt. Mennesket er blevet afkoblet dets oprindelse i naturen, og urinstinkterne slumrer. Så den kreative klasse går nu til crossfit, hvor de trækker brændet med ind i fitnessrummet. Andre dyrker parkour, MMA (mixed martial arts), nye varianter af ekstremsport, får sig en viking-tusch eller anlægger en urban nyttehave. Det er jagten på den tabte natur, men jagten er slet ikke slut med det.

Helt ud og få varmen otte gange

I stedet for at trække brændet med ind i fitnesscenteret er det nye at gå til brændet selv. Ud i den autentiske natur. Ud og få varmen mange gange: fælde, opsave, laste på trailer, kløve, smide til affugtning, stable til tørring, hente i brændekurv og smide i brændeovn – man får varmen mindst otte gange. Det er ikke blot for sjov. Træet har sin egen betydningsfulde, filosofiske status, som brændehuggerne er i kontakt med på syv forskellige måder.

Velfornøjet kigger man på et fyldt brændeskur med tørt egebrænde og tænker på de gode stunder med at fælde og flække. Brændekuben har stået vinteren over og skal i løbet af foråret bæres ind i skurets tomme bås. Foto: hjemme fra haven.

Træets filosofiske status

Træ har en særlig status i biologien og i filosofi- og litteraturhistorien. Træet som metafor med dets stabile rødder og knejsende krone. Træet som inkarnation af historien i kraft af dets lange levetid. Nogle træsorter (fx eg og forskellige fyrsorter) kan blive flere tusinde år gamle. Træet er ofte underlagt antropomorfisme: dvs. at det tilskrives menneskelige egenskaber. Træet vokser, udvikles, kan såres, bløde og dø – ligesom et menneske. En mere radikal udgave er panteisme, hvor man tror, at der er ånd i al natur, som i indiansk naturfilosofi eller 1800-tallets romantisme (fx Fichte, Schelling og Hegel). Skoven er livgivende som biologisk fundament for opretholdelsen af kulstofkredsløbet og for dyrelivet – inklusive vores liv indtil vi komplicerede det hele og flyttede ind til byen. Hvad end man søger tilbage til skoven gennem litteraturen, fx med klassikeren Walden eller nyklassikeren Doppler, eller tager på ødegårdsferie i Sverige, er trenden, at naturen trækker. Men den trækker på forskellige måder, alt efter hvilket brændehugger-segment man tilhører.

Motorsaven er uundværlig. Det helt autentiske er at bruge sav eller økse til at fælde med. At fælde et træ med en træfældningsøkse er et særligt behag. Men ikke en metode, der holder, hvis man skal have 6-8 rummeter til at komme igennem vinteren. Min motorsav, en gammel Partner 5000 Professionel med 40 cm.-sværd, er ved at være udtjent. En ny Stihl MS 362 står på ønskesedlen. Foto: hjemme fra haven.

Småneurotikeren og hans brændelade

Han var den dominerende brændehuggertype i mange hundrede år. Han saver, samler, hugger og stabler ikke for ren fornøjelse, men det er heller ikke en stor pine for ham. Han nyder at gå i skoven, men det er også en nødvendighed – tror han. Hans vigtigste motivation er frygten for at komme til at lide nød. Han er vokset op i et knaphedssamfund, eller i kølvandet på det, og frygter at løbe tør for brænde. Han har en stærk forsørger- og overlevelsestilgang til sit brænde, og redskaberne skal bare fungere. Motorsaven (Partner) og øksen (Øyo) er gamle og slidte, men de er kvalitetsprodukter, der holder.

Brændestabel-kommunikation:

Småneurotikeren kan ikke få brænde nok. Han har en hemmelig lade med 40-50 rummeter tørt brænde – bare for en sikkerheds skyld. Brændet er ikke altid stablet. Det handler mest om mængde

Arketype: Vores far eller farfar. Ikke fra den kreative klasse.

Formål med brændehugning: At skaffe brænde nok til at ”overleve”.

Brændetype og mængde: Alt, hvad han kan få fat i, der ikke er for dyrt. Men helst arter med høj brændværdi (fx eg, bøg). Typisk et årsforbrug på 5-9 rummeter.

Yndlingsværktøj: Den store trailer med boogie-dæk og 2.1 ton lasteevne, der kan transportere meget brænde hjem.

Naturmåltid: Den gode, klassiske, danske madpakke med rugbrød og pålæg af rester.

Brændeovnen er en forholdsvis ny opfindelse, og den moderne, rent brændende cirkulationsovn er ikke mere end 20 år gammel. Forbrændingen i gamle støbejernsovne (som Morsø-klassikeren med egernet) er på ca. 40 procent. En moderne ovn, som min håndsmedede Svendsen 1 (af Freddy Svendsen fra Gilleleje), har en effekt på 85 procent – hvis man fyrer rigtigt; dvs. med tørt brænde og god luftcirkulation.

Caffelatisten og hans brændesæk

Caffelatisten er modsat småneurotikeren den glade amatør. Her finder vi den kreative klasse uden viden og lyst til at gå den lange vej med alt det hårde arbejde. Det er den hurtige løsning til lidt brænde i sommerhuset. Det er en underdimensioneret hobbyøkse fra Spejdersport. Caffelatisten samler, saver og hugger lidt kviste for sjov og for hyggens skyld, mens han tager billeder sin Facebook- og Instagram-opdatering. Her findes også kvinderne i al almindelighed. Særligt de, der fastholder et kønsneutralt (-konstruktivistisk) perspektiv på arbejdsfordeling. Det er dagens familiebegivenhed at samle og hugge kviste til lejrbålet og pejsen indendørs. Viden om værktøj og træets egenskaber er fraværende.

Brændestabel-kommunikation:

Når det kommer til stykket, er Caffelatisten doven og derfor hjemfalden til en sæk brænde eller briketter fra den nærmeste Q8. Selvom han godt ved, det ikke er god stil

Arketype: Storby-menneske, veluddannet, kreativ klasse.

Formål med brændehugning: Det er sjovt og en god historie på de sociale medier. Det er samvær med andre. Det skal være hyggeligt og en total-oplevelse. Alternativt også en måde at få motion på.

Brændetype og mængde: Han kender ikke forskel på træsorter og brændværdi. Han bruger maks. 1 rummeter om året og køber briketter til fyring, når det sjove går af kløvearbejdet.

Yndlingsværktøj: Spejderøksen med skaftlængde 37,5 cm. Gerne fra det svenske kvalitetsmærke Hultafors, så det lyder lidt af rigtigt skovarbejde.

Naturmåltid: Picnickurv med tapasretter og øl fra mikrobryggerier. Alternativt, glutenfrit grovbrød.

Hjelm, handsker og solide støvler, meget gerne jernslåede. Noget af det uundværlige sikkerhedsudstyr i skoven. Husk også skærebukser med 9-lags skærestof til beskyttelse. Trillebøren er også nødvendig. Her en stor, tung, gammel randersbør, der kan transportere store mængder brænde. Det bliver dog ikke relevant for Caffelatisten eller Parcellisten, der aldrig vil fælde et stort træ eller skære flere stammer op. Foto: hjemme fra haven.

Parcellisten og hans brændetårn

Det almindelige danske hus med en ældre brændeovn. Parcelhusejeren er parcellist og kan virkelig godt lide lyden og synet af knitrende brænde. Han kan ikke lide arbejdet, og derfor køber han sig til brændet. Hovedparten af danske brændeovne-segmenter befinder sig her. Parcellister fyrer typisk forkert, og er årsagen til den store brændeovns-forurening i parcelhusområder. De har kun et lille kendskab til brændetyper og ved intet om kløvning, stabling, osv. De ejer ikke en motorsav eller allerhøjst en sløv, eldreven kædesav fra Einhell, og deres varmekilde er primært centralvarme fra et gammelt oliefyr eller tvungen fjernvarme. Brændeovnen er et supplement, og mest fordi det er hyggeligt. Brændet bliver købt over nettet fra Silvan.dk og leveret som brændetårne. Typisk købt billigst muligt og derfor stadig vådt.

Brændestabel-kommunikation:

Parcellistens brændestabel er brændetårnet, der bliver leveret på bopælen. Det udtrykker ugidelighed og en lethed omkring brændet

Arketype: Borgeren eller småborgeren om man vil. Findes i parcelhuskvarterene, men også i byen, de steder, hvor man aktivt bruger brændeovnen.

Formål med brændehugning: Der bliver aldrig hugget brænde.

Brændetype og mængde: Helst birketræ, fordi det er pænest i kurven. Men oftest blandet godt fra Silvans brændetårn på 2 rummeter.

Yndlingsværktøj: Kobenet til at brække brændetårnet op med.

Naturmåltid: Han går kun i naturen for at få naturoplevelser, ikke for at have med brænde at gøre.

Industrialisten og hans kilometerlange presenning

Caffelatistens diametrale modsætning er industrialisten. Han går ikke i skoven for sjov, men for at få en masse brænde med hjem til sit centrale brændefyr. Han har ingen store udgifter til varme (olie, strøm), da han har fri adgang til meget billig eller gratis skov. Han bruger derfor over 20 rummeter om året. Han er den eneste type, der ikke nyder at gå i skoven. Han elsker derimod at gøre ting så let som muligt. Det skal være smart. Han bruger gerne traktorer, flækkemaskiner og motoriseret trillebør. At skaffe træ er et hårdt, men nødvendigt arbejde, der hurtigst muligt skal overstås. Han er i familie med småneurotikeren, men han har ikke den samme glæde ved arbejdet.

Brændestabel-kommunikation

Industrialisten laver meget brænde i store stykker. Han har plads til meget brænde, fordi han blot stabler det tæt, på sin store grund og placerer en presenning hen over. Det er sundt for brændet, der får meget luft og dække, og stablen kommunikerer mængde og effektivitet

Arketype: Campingvognsentusiast. Fra provinsen eller landet. Håndværkeruddannet og beskæftiget i byggebranchen eller landbruget.

Formål med brændehugning: At få mest mulig nytte ud af arbejdstimerne med træet. At spare penge. Han har typisk adgang til billig eller gratis brænde hos naboen eller naboens nabo.

Brændetype og mængde: Kun bøgetræ (højest brændværdi), som han selv skover eller får leveret a 20 rummeter i indkørslen.

Yndlingsværktøj: Trækløver fra Bernards, der trykker 26 tons og kan tage 106 cm.-brændestykker i flækkelængde.

Naturmåltid: Han spiser ikke i naturen, hvis han kan undgå det. Han går ind eller kører hjem, og får kogte kartofler af en eller anden art.

De tre mest almindelige kvalitetsmotorsave på markedet er Stihl, Jonsered og Husqvarna. Stihl er klassisk, tysk kvalitet. Ikke til at slide op. Jonsered og Husqvarna er i dag fusioneret. Svensk skovkultur. Jonsered er til at betale. Husqvarna har de dyreste, letteste og stærkeste save på markedet. Industrialisten har typisk en Husqvarna, da han saver rigtig, rigtig meget.

Stoikeren og hans frigjorte brandebunke

Ensomhed og meditation er kodeordene for den stoiske brændehugger. Time efter time kan han stå med kun én tanke eller helt tankeløst, og søge ind i øjeblikket og mødet med brændet. Hans projekt er at blive ét med naturen. Han er på samme måde som caffelatisten i diametral modsætning til industrialisten. Stoikeren hader kløvemaskiner og foretrækker, i hvert fald på det teoretiske plan, håndsav frem for motorsav. Af de syv arketyper er stoikeren tættest på naturfilosofiens søgen tilbage til en ”oprindelig” tilstand. Stoikeren er samtidigt den med det mest kaotiske forhold til brændestabling, som han ikke altid nyder på samme måde som de andre brænde-aktiviteter. Det er ikke altid, han prioriterer tid til stabling, og brændet kan derfor blive liggende naturligt i bunker. Nogle stoikere betragter dog også dette som en del af det ikke-kontrollerede have-design: den naturlige, uberørte naturhave.

Brændestabel-kommunikation

Stoikeren kommunikerer fra ét perspektiv sløsethed og fra et andet perspektiv den ”naturlige” have uden al for megen styring

Arketype: Den kreative klasse med et tvist. Typisk højere uddannelse. Stor bevidsthed om træets filosofi. Lettere doven, men udnytter det til en æstetisk strategi

Formål med brændehugning: At løsrive sig fra hverdagens tanker og trummerum. At forsyne en moderat husholdning med brænde.

Brændetype og mængde: Ikke så gerne fyr med de mange knaster. Helst ædeltræ eller eg, der let flækkes af økse. Træ, der i sig selv har stoiske egenskaber.

Yndlingsværktøj: En klassisk, stor Klyvyxa fra svenske Gränsfors. Mærket, der indgiver én følelsen af at stå med et stykke individuelt smedearbejde.

Naturmåltid: Stenalderkost.

Øksen har i mange tusinde år været det allervigtigste redskab: et våben, snedkerværktøj og statussymbol. Der findes mange slags økser: Skovøksen er den lille med slankt øksehoved og buet æg. Jeg har to stående på huggeblokken: en lille og en stor. Og så er der flækøksen og slagøksen. Jeg har en Fiskars flækøkse, men er ikke stolt af dens kunstfiber og bruger den ikke meget. Min Bahco-slagøkse klarer alt arbejdet. Den har udtjent et par skafter gennem tiden, men slaghovedet fejler ingenting. Kileformen driver stadig træet fint fra hinanden – om end en ny Gränsfors eller Øyo står på ønskesedlen

Sangvinikeren og hans simple brændeskur

Har en mere lystbetonet tilgang til brændet end stoikeren. Sangvinikeren søger ikke ensomheden, men vil gerne være social i brændearbejdet. Tanker og associationer flyver af sted i takt med brændespånerne. Han elsker brændet for dets kvaliteter, og ved alt om træsorter og udstyr. Han har en skjult, men erkendt fascination af øksen og motorsaven som farlige våben; saven med en dræbende, roterende kæde og øksen, der kløver og hærger med stor kraft. Sangvinikeren er samtidig opfindsom og har gennem tiden opfundet nye tilgange til brændet. Det er formentlig en sangviniker, der opfandt den første økse og senere opfandt den nyeste økse-udvikling, Vipukirves fra Øyo, samt det lille trick at sømme et dæk fast til huggeblokken for at holde de flækkede stykker på plads, så man ikke skal bukke sig for tit. Sværger dog mest til det simple håndværk og står ikke gerne ved en flækkemaskine.

Brændestabel-kommunikation

Det gamle brændeskur, hvor brændet rimelig hurtigt er stablet. Kommunikerer overblik og en systematisk tilgang til brændets tørretid og cyklus, men vidner også om en lassy faire-tilgang til stablingen. Foto: Grønagargaard

Arketype: Kommer fra alle samfundslag. Er udpræget natur- og udstyrs-mand, hvilket også går igen i andre fritidsinteresser. Har det ”rigtige” udstyr til brændet, jagten, mountainbiken, løbeturen, vandreturen, etc.

Formål med brændehugning: At komme ud i naturen og at dyrke en form for maskulinitet. Han kommer af med energi og får ny ideer til optimal brændehugning. Det omhandler samtidig ideen om at forsyne husholdningen med noget ”livsnødvendigt.”

Brændetype og mængde: Træarterne med højest brændværdi: avnbøg, pære og æble, røn, bøg, eg, elm, ask og birk. 6-8 rummeter, der holder et almindeligt hus opvarmet i vinterhalvåret.

Yndlingsværktøj: Er særlig glad for Vipukirves pga. det nye design. Ellers sværger han til Stihl-motorsave og Gränsfors-økser.

Naturmåltid: Har altid et stort, godt måltid med og tager sig gode pauser med sine skov-venner. Groft bagerrugbrød med økologisk pølse fra Aalbæk.

Syv kvalitetsøkser fra norden. Fra venstre: svenske Skogsyxa fra Wetterlings, Vipukirves fra Øyo, Stor klyvyxa fra Gränsfors, Klyvyxa 1,5 fra Hultafors, Fiskars og Kløyvøks Super fra Øyo. Når min gamle bahco skal have en pause, bliver min næste en Gränsfors. Foto: fra Lars Myttings bog ”Hel ved”. Læs mere her

Lyrikeren og hans rundstabel

Den æstetiske brændehugger. Arbejder efter mål og tænker brænde som kunstværker. Ynder at finde på nye kunstfærdige måder at stable brændet på. Yndlingsfiguren er kuben, der rund og flot snor sig mod himlen. Men brændet bruges også som læhegn, som murværk, etc. Brændet har flere funktioner, før det giver varme. Er ikke specielt interesseret i skovarbejdets første processer: fælde, opskære og hjemtage. Får typisk leveret brændet i opskårne stubbe. Bruger gerne flækkemaskine for at få en ensartet flækning. Formålet er at få en masse fine brændestykker til brug for stabling. Efterstræber slanke brændestykker, der er koniske i profilen, som han stabler i perfekt millimeterpræcis orden på et godt og synligt sted på grunden. Er i familie med caffelatisten, men med en mere insisterende og seriøs tilgang til brændet.

Brændestabel-kommunikation

Kunstfærdige stablinger af brænde, som får en ny æstetisk dimension, der tilfredsstiller lyrikeren. Stablingen kommunikerer tydeligt et æstetisk overskud

Arketype: Den kreative klasse, der har forladt stenbroen og er flyttet til provinsen. Måske helt ud på landet. Er æstetisk omkring alt ved huset og haven. Typisk højere uddannelse og velbetalt job. Interesseret i kunst, hvis ikke selv udøvende.

Formål med brændehugning: At komme ud i naturen for at bemægtige og kultivere den. At skaffe brænde, men han kan godt finde på at lade en brændeskulptur stå, hvis den behager øjet.

Brændetype og mængde: Hovedsageligt lige stykker uden knaster; dvs. alt andet end fyr og gran. Fyrer ikke primært med brænde, så 3-4 rummeter.

Yndlingsværktøj: Målebånd til opmåling af brændestabler

Naturmåltid: Poetisk, moderne mad: blandede linsesalater, hørfrø, lidt rawfood

---

Ideen til artiklens typologi er delvist inspireret af forordet i Lars Myttings bog Hel ved. Læs mere her

Læs alt om brænde på Skov og Naturstyrelsens hjemmeside her