Drivkraften er en omsiggribende egomani, hvor nutidens ungdom bruger livet på at sætte sig selv i scene på MySpace. De unge gider nemlig ikke mere de gamle medier, for de handler alt for meget om alt andet end dem selv. Resultatet er et samfund, hvor hæderkronede aviser, leksikoner og pladeselskaber snart må dreje nøglen om, fordi egomanerne, spammerne, bloggerne og piraterne har vundet. Tilbage er blot en fattig YouTube kleptomankultur, hvor fællesnævneren er plat, plattere og plattest. Mig, mig og atter mig. Enig? Hvis ja, skal du læse det første koordinerede kulturpessimistiske angreb på Web 2.0 fænomenet. Ifølge den vrede bog er brugerne deep shit for samfundet og alle os, der er tvunget til at lytte, læse og se på dem. De er talentløse og skulle hellere lytte til professionelle musikere som Pink Floyd. Det er nemlig sand kvalitet fra dengang, far var ung. En sur reprimande på 200 sider. Forfatteren er Silicon Valley insideren og den forliste entreprenør Andrew Keen. En mand, som tabte alle sine penge i den sidste it-boble på et mislykket musiksite. En personlig erfaring, som giver bogen et snert af smerte, men også en sund sans for at se, når historien gentager sig. Nu peger han fingre ad en ny 2.0 boble, som snart vil briste. En boble, der sælges som demokrati, men i virkeligheden svækker det demokrati, den lover at skabe.

Amatørerne kommer

Titlen er meget sigende The Cult of the Amateur og underrubrikken endnu mere sigende for det sure opstød. Den lyder: How Today’s Internet is Killing Our Culture and Assaulting Our Economy. Sat på spidsen mener den vrede englænder, at samfundets vigtige demokratiske institutioner er blevet overhalet og snart afløses af dårlige McMedier. Alt sammen fordi vi tror blindt på amatører. Erstatninger, som slet ikke kan løfte den opgave, demokratiet og befolkningen med rette kan kræve til gengæld for deres opmærksomhed. Nu viger peer review for crowd review, samfundets vagthund viger for blogosfærens enkeltmandshær, og hæderlige firmaer viger for hæleri. En udvikling, der betyder, at det bedste og dyrebarest forsvinder i nettets infotrash. Tilbage står en befolkning, som er blevet mere forvirret og mindre oplyst, fordi kvalitet og professionalismen har tabt til nettets nye overfladiske modesites som MySpace og YouTube. En sandhed, ingen vil se i øjnene, fordi vi har ofret sandheden for ligheden.

Wikiality

Vi tilbeder amatøren i en naiv forestilling om, at alle potentielt har lige forudsætninger for at skabe kvalitet, blot de er mange nok. Hvad der jo langt fra altid er rigtigt. Til at underbygge den påstand fortæller Keen historien om en af verdens mest anerkendte klimaforskere, som fik forbud mod at skrive mere på Wikipedia, fordi hans sandhed ikke passede ind i massernes forestilling om sandheden. Han blev udelukket af et digitalt pøbelvælde, hvor janteloven hersker, og eksperter ikke skal tro, de ved noget som helst. Dette er et godt eksempel på det såkaldte Wikiality problem, hvor ”sandheden” bliver det, som et flertal på Wikipedia siger, den er. Den bliver bogstavelig skabt socialkonstruktivistisk internt på Wikipedia som en konsekvens af de sociale dynamikker, ikke af en overensstemmelse med en ydre sandhed i virkeligheden. Et tankevækkende eksempel på, hvordan Web 2.0’s absolutte lighedsideologi spænder ben for sandheden.

Den medieessentielle fejlslutning

At denne centrale og lidt komplicerede diskussion om Wikipedias egalitære epistemologi kommer til udtryk, er fint, desværre har bogen det med at blive en anelse skinger, jo flere forfærdelige ting, Web 2.0 klandres for, kapitel for kapitel. Hvor den sorte side er karikeret, men de indlysende muligheder og nødvendige mellemregninger usynlige. Lad mig komme med et eksempel fra bogen. Ifølge Keen er aviserne overalt på kloden udelukkende ved at uddø på grund af Web 2.0. Hvad der er forkert. Web 2.0 jo langt fra den eneste grund til, at papiraviserne er i krise. Det er jo en krise, som nu har varet i snart 40 år og begyndte, længe før internettet overhovedet var opfundet. Så kvaliteten skal nok overleve internettet, på samme måde som den har overlevet jazzmusik, radioen, fjernsynet, rockmusikken og videomaskinen.

2.0 Dommedag eller frelse?

Alle, som skriver en blog, er ikke geniale, men alle de blogs skaber en større mulighed for at se de få, der er geniale. Igen en vigtig mellemregning, som forsvinder i Keens medieessentialistiske hetz mod nettet. For Keen er de gamle medier og institutioner pr. definition lig med kvalitet, mens blogosfæren pr. definition er det modsatte. Et kedsommeligt koncept, som ses hele vejen op igennem mediehistorien, hvor det på skift har været forskellige medierevolutioner, som stod for skud. Vi har hørt klagesangen før helt tilbage fra Adornos og Horkheimers kritik af kulturindustrien som massebedrag og endnu længere tilbage til Sokrates’ opgør med lefleriet. Underholdning, radioen, tegneserier, rockmusik, fjernsynet, videoen og nu internettets seneste opdatering ville ødelægge samfundet og ikke mindst ungdommen. En pessimisme, som har sit idehistoriske modstykke i alle dem, der omvendt mente, radio, tv eller internettet vil redde verden og mennesket sådan helt af sig selv. En sort-hvid tænkning, hvor Web 2.0 enten er et varsel om dommedag eller en frelse. I begge tilfælde med samme medieessentialistiske præmisser, men med forskelligt fortegn. Historien om frelse er vi blevet tudet ørerne fulde af, siden Web 2.0 kom frem, nu er der så kommet en naturlig modreaktion, hvor Web 2.0 er problemet, ikke løsningen. Sandheden er nok midt imellem. Som en berømt musiker siger i bogens slutning: Jeg modsætter mig Web 2.0, som jeg modsætter mig min egen død. I sandhed en professionel holdning til et spørgsmål, hvor vi alle for altid vil være amatører. For enhver er ekspert på sit eget område, men netop derfor også amatør på et andet. En dobbelthed, der findes i ethvert menneske fra 0.0 til evigheden. En dobbelthed, bogen mangler.