Corydons dumme DONG-dilemma
Lad det være sagt med det samme. Jeg synes, det er en god ide at privatisere DONG Energy. Staten er ikke god til at eje virksomheder – tænk bare på DSB, der i årevis har kørt på pumperne, både hvad angår økonomi og togdrift. Jeg mener også, at TDC og Post Danmark har haft godt af privat ejerskab og tror ikke på ideen om at gøre Københavns Lufthavne statsejede igen. Privat ejerskab er en fordel, fordi det giver en mere effektiv drift. Men salget af 26 procent af DONG Energy for 13,6 milliard kr. er ikke grebet heldigt an af finansminister Bjarne Corydon.
af Joachim Sperling
Alt var timet og tilrettelagt i forhold til salget af 26 procent af DONG Energy, men nu har Enhedslisten og Dansk Folkeparti stukket en kæp i hjulet, godt hjulpet af et hav af kritiske artikler – selv i borgerlige medier. Så kan tvivlen næres: Bliver det overhovedet til noget? Vil den omfattende larm og ballade få de nye aktionærer til at løbe skrigende bort? Og vil uro på de indre linjer hos S og SF få finansministeren på andre tanker?
Finansminister Bjarne Corydon har i sine forklaringer om salget af DONG Energy begået en række fejl, der har skabt røre hos vælgerne og internt i rød blok. Foto: Polfoto
Næppe, men Bjarne Corydon har begået en række undladelsessynder, da han skulle forklare offentligheden om aktiesalget, som endnu engang har undermineret regeringens position over for egne vælgere. Vi taler om forglemmelser og fortrængninger, men næppe manipulation. I modsætning til mange andre har jeg personligt tillid til Bjarne Corydon, men det ændrer ikke på, at han på mindst syv områder har undladt at forklare sig, så befolkningen kan forstå ham:
1. Hvorfor overhovedet sælge?
Da Anders Eldrup i midten af 00’erne udtænkte ideen om DONG Energy, var det storslået samfundsmæssig ingeniørkunst, som inkluderede et hav af fusioner på kryds og tværs af den danske energisektor. Nu skulle der tænkes helt nyt. Det førte til vildskud som Better Place, men også til en del satsninger, der har givet Danmark en førerposition med hensyn til grøn omstilling.
Det var fra starten planen, at DONG Energy skulle privatiseres, men først skulle de grønne løsninger en tur i kuvøsen, til de var økonomisk bæredygtige. Sådan var den daværende borgerlige regerings plan, og det er den nuværende regering nu ved at føre ud i livet.
Det var fra starten planen, at DONG Energy skulle privatiseres, men først skulle de grønne løsninger en tur i kuvøsen, til de var økonomisk bæredygtige. Sådan var den daværende borgerlige regerings plan, og det er den nuværende regering nu ved at føre ud i livet.
Men privatiseringer af DONG Energy kan aldrig blive kernesocialdemokratisk politik, og når så en af køberne er Goldman Sachs – sekunderet af Danske Bank – har vi en cocktail, som centrumvenstre-segmentet i den grad hader. Derfor er det nemt at forstå, hvorfor Bjarne Corydon har forsøgt at feje historien ind under gulvtæppet.
Kritikken går navnlig på, at regeringen frasiger sig retten til at føre energipolitik og forærer værdier væk til den amerikanske storkapital. Det er to valide argumenter, for salget er en ideologisk kampplads. Vil man, at DONG Energy skal være en offentlig styrelse, eller skal den drives som et hvilket som helst andet privat profitorienteret selskab? Regeringen mener åbenlyst det sidste, men magter ikke at sælge et så borgerligt budskab ind over for vælgerne.
En af køberne af DONG Energy er den gigantiske amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Går købet igennem, vil regeringen miste retten til at føre energipolitik. Foto: Polfoto
Det er heller ikke bare et greb i lommen at redde DONG Energy ud af sin kattepine. Selskabet har løbet betydelige risici i de senere år for at holde de grønne faner højt og har derfor også lidt store tab. For at komme på ret køl skal der tilføres 6-8 milliarder kr. i egenkapital, men for den almindelige vælger er det ikke indlysende, at pengene skal komme fra en amerikansk investeringsbank. Staten kan jo nærmest låne penge gratis på grund af den lave rente.
Problemet med statens penge er bare, at de ikke er ”rigtig” risikovillig kapital. Så længe staten betaler, vil der være en tendens til at DONG Energy fortsætter med at hælde penge ned i et sort hul, som det er sket i årevis, og som vi også har set det hos SAS og DSB igennem en årrække. Det er det, regeringen ønsker at undgå ved at få en benhård ekstern investor ind som Goldman Sachs. Så kommer der disciplin og fokus på værdiskabelse.
2. Infrastruktur er altid følsomt at sælge
Bjarne Corydon har næppe konsulteret Mogens Lykketoft i denne sag. Salg af arvesølv som dansk infrastruktur er et følsom emne, og det lærte Lykketoft som finansminister ved TDC’s privatisering i 1990’erne. Ti år senere blev TDC solgt til fem kapitalfonde, som kun de færreste havde hørt om før, og det udløste en bonus til direktør Dyremose på 100 millioner kr., som han havde fået, uanset hvem der havde købt TDC. Alligevel fik kapitalfondene skylden for den høje bonus, og det gjorde det svært at være kapitalfond i Danmark. TDC blev siden prügelknabe for centrumvenstre og Poul Nyrup, men det ændrer ikke på, at TDC er en langt sundere og mere produktiv virksomhed i dag, end den ville have været under fortsat statsligt ejerskab.
Hos Enhedslisten kæmper man mod salget af DONG Energy med næb og klør, for partiet mener, at alle større virksomheder bør være offentligt ejet. En privatisering af DONG Energy er særlig slem, for så forsvinder en stor del af muligheden for at føre energipolitik i Danmark. På grund af regeringens mange fortielser har partiets synspunkter fået vind i sejlene selv blandt borgerlige vælgere.
Da TDC i 2006 blev solgt til fem kapitalfonde, udløste det en bonus til den daværende direktør, Henning Dyremose, på 100 millioner kr. Foto: Polfoto
3. Goldman Sachs fejes ind under gulvtæppet
Bjarne Corydon har brug for en international finansgigant som Goldman Sachs af to årsager. Dels vil banken kunne tiltrække tunge internationale investorer frem mod den vigtige børsnotering, der senest skal finde sted i 2017, og derudover kan banken bidrage som aktiv ejer, så ledelsen har nogle kompetente folk at sparre med. Den evne besidder Finansministeriets folk ikke.
Corydon har slet ikke forholdt sig til historien om, at Goldman Sachs skulle være en mangehovedet blæksprutte, som den amerikanske sports- og finanskommentator Matt Taibbi har kaldt selskabet i en alenlang artikel i magasinet Rolling Stone.
Bjarne Corydon har brug for en international finansgigant som Goldman Sachs af to årsager. Dels vil banken kunne tiltrække tunge internationale investorer frem mod den vigtige børsnotering, der senest skal finde sted i 2017, og derudover kan banken bidrage som aktiv ejer, så ledelsen har nogle kompetente folk at sparre med. Den evne besidder Finansministeriets folk ikke.
Corydon har slet ikke forholdt sig til historien om, at Goldman Sachs skulle være en mangehovedet blæksprutte, som den amerikanske sports- og finanskommentator Matt Taibbi har kaldt selskabet i en alenlang artikel i magasinet Rolling Stone.
Så når en historie i dagbladet Information om, at PensionDanmark har budt højere end Goldman Sachs, får næring, så skyldes det, at Bjarne Corydon ikke har forklaret, at Goldman Sachs kan skabe meget mere værdi ved en børsnotering end PensionDanmark.
Den eneste forklaring, vi reelt har på hele historien fra Bjarne Corydon, er Aktstykke 37 fra Finansministeriet. Det stykke papir gør dog næppe salget af DONG Energy til et folkekrav.
Det gamle prokuratorkneb med at invitere to danske institutionelle investorer (ATP og PFA) med om bord for at få den ”amerikanske storkapital” til at glide bedre ned har fungeret før – eksempelvis da kapitalfonden Nordic Capital købte Falck, og hvor ATP som medinvestor var garanten for, at det ville være kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Uheldigvis for regeringen er myterne om Goldman Sachs’ unoder spredt udover det ganske land, og ingen har sagt dem imod.
4. Hvorfor skal aktionærerne forskelsbehandles?
Goldman Sachs får med købet nogle rettigheder, som normalt kun tildeles større aktionærer. De kan sælge deres aktier tilbage til favørkurs, hvis tingene ændrer sig i den gale retning, de kan nedlægge veto mod udnævnelse af bestemte direktører, og de får to observatører i bestyrelsen – udover deres ene medlem.
Hvorfor dette er nødvendigt, måtte DONG Energys direktør Henrik Poulsen forklare i en intern meddelelse, som derefter straks blev citeret i medierne. Sagen er, at Goldman Sachs har forhandlet sig frem til en garanti mod, at staten pludselig begynder at opføre sig irrationelt, som vi ser med DR og DSB, hvor politikere konstant får gode ideer til, hvordan disse virksomheder skal drives. Det går ikke i en privat virksomhed, og derfor er garantien til Goldman Sachs en gevaldig torn i øjet på Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
Hvorfor dette er nødvendigt, måtte DONG Energys direktør Henrik Poulsen forklare i en intern meddelelse, som derefter straks blev citeret i medierne. Sagen er, at Goldman Sachs har forhandlet sig frem til en garanti mod, at staten pludselig begynder at opføre sig irrationelt, som vi ser med DR og DSB, hvor politikere konstant får gode ideer til, hvordan disse virksomheder skal drives. Det går ikke i en privat virksomhed, og derfor er garantien til Goldman Sachs en gevaldig torn i øjet på Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
Goldman Sachs har forhandlet sig til frem til nogle rettigheder og en garanti, der normalt kun tildeles større aktionærer. Dette måtte DONG Energys direktør Henrik Poulsen forklare i en intern meddelelse. Foto: Polfoto
Det har været svært for Bjarne Corydon at sige tingene, som de er – nemlig at politikernes rolle i forhold til DONG Energy fremover begrænser sig til at være kuponklippere.
5. Hvorfor er prisen så lav?
En pris på kun 31,5 milliarder kr. virker lav. Vi taler om et selskab med et hav af kraftværker og vindmølleparker, som burde kunne tjene penge. Men også om et selskab, som har taget nogle gigantiske nedskrivninger, og som er tynget af høje renteudgifter – hvilket førte til et underskud på 5 milliarder kr. i 2012. Et selskab som Novo Nordisk er næsten 20 gange mere værd, og det er næsten ikke til at fatte.
Værdisættelsen på de 31,5 milliarder kr. er lavere end den bogførte egenkapital, og det får advarselslamperne til at blinke blandt mange eksperter, for da DONG Energy blev forsøgt børsnoteret i 2008, talte man om en markedsværdi på mere end det dobbelte.
Naturligvis er der en grund til, at prisen er, som den er, for fire forskellige konsortier har haft lejlighed til at byde, men når den lave pris alligevel vækker så stor forundring, burde Bjarne Corydon nok have gjort en større indsats for at forklare, hvilken elendig tilstand selskabet befinder sig i.
En pris på kun 31,5 milliarder kr. virker lav. Vi taler om et selskab med et hav af kraftværker og vindmølleparker, som burde kunne tjene penge. Men også om et selskab, som har taget nogle gigantiske nedskrivninger, og som er tynget af høje renteudgifter – hvilket førte til et underskud på 5 milliarder kr. i 2012. Et selskab som Novo Nordisk er næsten 20 gange mere værd, og det er næsten ikke til at fatte.
Værdisættelsen på de 31,5 milliarder kr. er lavere end den bogførte egenkapital, og det får advarselslamperne til at blinke blandt mange eksperter, for da DONG Energy blev forsøgt børsnoteret i 2008, talte man om en markedsværdi på mere end det dobbelte.
Naturligvis er der en grund til, at prisen er, som den er, for fire forskellige konsortier har haft lejlighed til at byde, men når den lave pris alligevel vækker så stor forundring, burde Bjarne Corydon nok have gjort en større indsats for at forklare, hvilken elendig tilstand selskabet befinder sig i.
Sagen er også, at staten nu kommer ned på en ejerandel, der er så lav, at der snart ikke kan sælges flere aktier, hvis ejerandelen fortsat skal være over 50 procent, så kontrollen kan bevares. Og så kan det jo være lige meget for staten, om værdien af selskabet er høj eller lav, for så er det jo kun Goldman Sachs, der kan grine hele vejen ned til banken, når de sælger deres aktier til en forventeligt meget højere kurs.
Er den virkelige plan at sælge hele DONG Energy, så også staten kan nyde godt af de mange milliarder?
6. Hvordan kunne Corydon glemme Dansk Folkeparti?
Den store medieomtale har også fået Dansk Folkeparti til at melde sig blandt skeptikerne. Bjarne Corydon burde have tænkt over, at Dansk Folkeparti altid vil prøve at springe fra en indgået aftale, hvis der rejser sig en folkestemning mod den. Tænk bare på partiets opførsel i forbindelse med halveringen af dagpengeperioden. Dansk Folkeparti vidste præcis, hvad de havde stemt for, men da det gik op for dem, at tusindvis af familier måske måtte gå fra hus og hjem, prøvede de at bortforklare deres egen medvirken i forliget – det ser man igen og igen.
Dansk Folkepartis pludselige skepsis mod salget af DONG Energy minder om deres opførelse i forbindelse med halveringen af dagpengeperioden, hvor de forsøgte at bortforklare deres medvirken. Foto: Polfoto
I dette tilfælde har Dansk Folkeparti fået alle tænkelige informationer, men partiets energiordfører, Rene Christensen, var åbenbart ikke i stand til at gennemskue, hvad aftalen gik ud på, og derfor siger partiet nu stik mod alle spilleregler, at de vil stemme nej til aftalen, hvis ikke den ændres på afgørende punkter. Sådan kan man blive klogere af den offentlige debat.
7. Aktieprogrammet, der kan gøre medarbejdere til millionærer
Man skulle tro, at det var kernesocialistisk politik at gøre en bred kreds af medarbejdere i DONG Energy til aktionærer i selskabet, men det er bestemt heller ikke noget, Bjarne Corydon har pralet med i den brede offentlighed. Planen er, at der skal udstedes medarbejderaktier for næsten 500 millioner kr., for det gør man i andre store børsnoterede selskaber for at holde på de bedste medarbejdere. Også det er faldet Dansk Folkeparti for brystet, selvom det er fuldstændig normal praksis.
Historien er, at der først var lagt op til et mere beskedent aktieprogram, men at Goldman Sachs afviste det som alt for uambitiøst. I dag er det benhård kapitalisme at gøre vigtige medarbejdere til medejere, og her taler vi ikke kun om topledelsen, men også flere lag nede i organisationen.
Man skulle tro, at det var kernesocialistisk politik at gøre en bred kreds af medarbejdere i DONG Energy til aktionærer i selskabet, men det er bestemt heller ikke noget, Bjarne Corydon har pralet med i den brede offentlighed. Planen er, at der skal udstedes medarbejderaktier for næsten 500 millioner kr., for det gør man i andre store børsnoterede selskaber for at holde på de bedste medarbejdere. Også det er faldet Dansk Folkeparti for brystet, selvom det er fuldstændig normal praksis.
Historien er, at der først var lagt op til et mere beskedent aktieprogram, men at Goldman Sachs afviste det som alt for uambitiøst. I dag er det benhård kapitalisme at gøre vigtige medarbejdere til medejere, og her taler vi ikke kun om topledelsen, men også flere lag nede i organisationen.
Salget af DONG Energy kunne godt være socialdemokratisk politik, men så er man nødt til at forklare, hvorfor socialdemokrater også kan arbejde sammen med benhårde kapitalister som Goldman Sachs. Handler som denne forudsætter, at partnerne ikke udleverer hinanden, men også, at man får befolkningen med sig – for det er trods alt et statsejet selskab, man sælger.
Opdatering: Bjarne Corydon har nu skrevet ud til partifællerne for at forklare sig. Så presset på ham er altså blevet for stort til, at han fortsat kunne gemme sig. Men forklaringen kommer meget sent, og kritikken af Goldman Sachs berøres slet ikke.
