Jeg hader naturen. Eller okay: hader er måske så meget sagt. Men så lad mig sige det på den her måde: jeg synes ikke specielt godt om naturen.
En helt afgørende grund til, at jeg ikke kan lide naturen, er, at jeg bor i Danmark. Hvis nogen skulle have glemt det, ligger landet på omkring 55 graders nordlig bredde. Desuden er det - med undtagelse af de knap 70 kilometer grænse til Tyskland - omgivet af vand.
Den nordlige beliggenhed betyder bogstavelig talt, at det er helbredstruende at opholde sig udendørs i hen ved halvdelen af årets 12 måneder. Og i de skrappeste vintermåneder er det direkte livsfarligt. Det er ikke engang en morsom overdrivelse. Får man motorstop om vinteren på et øde sted, og har man ikke varmt tøj med sig i bilen, har selv voksne et stort problem.
Kystklimaet betyder, at det regner og blæser frygtelig meget. De fleste steder i Danmark er det irriterende, men det er så også det. Nede i det vestlige Sønderjylland, hvor jeg voksede op, er det straks værre. Hvis ikke der var kæmpemæssige diger langs praktisk taget hele den sønderjyske vestkyst, ville egnen og alt hvad der var på den af marker, veje og bygninger, skylle bort med jævne mellemrum. Hvad der skulle være af smukt eller godt ved det, er jeg ude af stand til at fatte.
En anden grund til, at jeg ikke bryder mig om naturen er, at jeg har været både spejder og infanterist.
Selv efter at have prøvet det et utal af gange, er det aldrig gået op for mig, hvordan jeg skulle blive et bedre menneske af at fryse eller være gennemblødt af regn. Jeg har aldrig kunne fastslå andet end, at man bliver koldere og vådere af det. Selvom intet menneskeligt efter fire års spejderi og to års militærtjeneste er mig fremmed, når det gælder kulde og væde, mangler jeg nok en dybere indsigt i, hvordan det helt nøjagtig skulle stålsætte karakteren at blive udsat for de to ting.
Det er ikke sådan, at kulde og væde er komplet uden konsekvenser for den personlige udfoldelse. Jeg indrømmer glad og gerne, at man mister lysten til sex, når kropstemperaturen kommer under de 37 grader.
Men det er måske, hvad sagen drejer sig om – i hvert fald når det gælder spejderiet. Man skal ikke glemme, at det var et væsentligt formål med spejderbevægelsen og alle de andre friluftsbevægelser, da de i sin tid blev grundlagt. Men nu ser vi anderledes på den slags ting – så skal vi ikke bare gå inden døre, tænde op i kaminen og hygge os som vi bedst kan?
Når man påstår, at naturen er smuk eller god, eller at den har en eller anden fredsommelig normaltilstand, kan det umuligt have noget med naturen at gøre. For man kan ikke påvise, at nogen af delene skulle være tilfældet. Vores opfattelse af naturen må først og fremmest have noget med os mennesker selv at gøre.
Hvis jeg skulle definere naturen, ville jeg sige, at den omfatter alt i vores omverden, som ikke er menneskeligt. Det vil sige alt, som ikke er menneskene selv eller de ting, vi mennesker har skabt, eller som vi udøver kontrol over.
Forstået på den måde er der ikke meget natur i Danmark. I hvert fald ikke på det overordnede plan. Vi har for længst fældet det meste af skoven og har bemægtiget os landet til vores egne formål. Det vil sige landbrug; beboelse, transport, fritidsaktiviteter og hvad ved jeg. Det eneste, vi ikke for alvor kan kontrollere, er temperaturen, nedbøret, og blæsten. Så klimaet kan man med en vis rimelighed kalde for den danske natur.
Selvfølgelig render der nogle vilde dyr rundt på vores enemærker. Dem kan vi ikke kontrollere, og derfor er de i en vis forstand en del af naturen. Men de er her kun, fordi vi tåler dem. Ellers ville de for længst være udryddet i mindre sentimentale tidsaldre, hvor det, jeg siger, ikke var spor kontroversielt.
Det moderne syn på naturen opstod i 1700-tallet. Og hvorfor nu det? Fordi det var i 1700-tallet, man for alvor begyndte at tvivle på, om Gud nu også eksisterede.
Indtil man begyndte at tvivle på Guds eksistens, behøvede man ganske enkelt ikke naturen som vi kender den. Hvad et et menneske? Det er Guds skabning. Hvad er godt? Den opførsel, der behager Gud. Og hvad er smukt? Det, der er skabt for at behage Gud. Såden tænkte man uden synderlige problemer i århundreder.
Men så kom altså 1700-tallet, og uden at nogen kan sige nøjagtig hvorfor, holdt disse svar op med at være tilstrækkelige. Hvad er et menneske? Vi ved det ikke – men ved at iagttage mennesket i naturtilstanden, kan vi måske finde ud af det. Hvad er godt? Vi ved det ikke – men mon ikke der skulle findes et naturligt grundlag for etikken? Og hvad er smukt? Mon ikke det er naturen – når den betragtes helt uden begær? Som man kan se, havnede naturen på Vorherres plads – og der har den været lige siden.
Vi har stadig ikke fundet de svar, som tvivlen på Guds eksistens kastede i ansigtet på os. Men vi har bevaret den dårlige vane med at gøre naturen til Gud. Derfor er det selv i dag blasfemi at påstå, at naturen ikke har nogen idealtilstand, at den er hinsides godt og ondt og at den er hinsides smukt og hæsligt.
Hvis en og anden skulle føle sig stødt på manchetterne af, hvad jeg siger, så tilgiv mig. Jeg er trods alt fra sønderjylland. På baggrund af århundreders stormfloder og vestenvind er der ikke noget at sige til, at vi ikke kan fordrage naturen. Det har vi bedre grunde til end de fleste. Om man så ligefrem bør udnævne os til miljøministre – det medgiver jeg, at man altid kan diskutere.