Ævl 2.0

Kære læsere. Tak for, at jeg må komme ind på jeres skærme. Jeg håber, at jeg ikke vil svigte jeres tillid eller skuffe de forventninger, I har til mig. Jeg har taget det lidt med ro i et par år. Det var et kæmpe arbejde at skrive Den Usynlige Verden; og så blev den alligevel et halvt flop. Meget mod min vilje måtte jeg afvikle min virksomhed og fortsætte den i en ny ramme; en ramme, jeg kun accepterede af den pragmatiske grund, at arbejdspladserne blev reddet. Desuden gik det ikke sådan, som jeg havde håbet, hjemme i privaten. Alt sammen gode grunde til at bruge tid på noget andet end at skrive klummer og spille fandango i offentligheden.
af Henrik Dahl

Men jeg syntes også, der var nogle faglige problemer, eller måske snarere nogle problemer ved selve internet-mediet, som jeg var kørt fast med. Lad mig give et eksempel. Så kan vi tage diskussionen bagefter.

På Kforum vil vi gerne være aktuelle og have kant. Derfor har vi selvfølgelig overvejet at skrive en skarp historie om Martin Krasniks samtalebog med Ritt Bjerregaard og Søren Mørch. Måske kunne vinklen være "Ritts had til Helle" eller sådan noget.

Kvinder der hader hinanden
Det er sådan set en god idé. Kvinder, der hader hinanden, er godt stof. Catfight, ikke sandt? Lidt ældre læsere husker måske sigøjnerpigerne i "From Russia With Love". Meget pikant på den gammeldags, Playboy-agtige måde.

Alligevel gider jeg ikke rigtig. Hvorfor? Tja.. Hvordan skal jeg sige det på en måde, så jeg ikke får Janteloven imod mig? Ved ikke rigtig.. Men nu gør jeg det altså: jeg var selv med i de dersens studiekredse, Ritt snakker om. Jeg er øjenvidne. Kender en del af sagen indefra. Og på den baggrund vil jeg sige: jeg kan umuligt tro, det handler om had. Jeg kan slet ikke forestille mig, at sagen har en emotionel dimension. Så glem alt om catfight og kvinder, der slås om magten. Måske havde Helle travlt, og gad ikke byde ind. Hvad ved jeg? Men stille og roligt gik det ubetryggende ved at gøre Helle til statsminister bare op for mig. Jeg har ikke truffet så mange andre statsministe. Kun Anker Jørgensen, Poul Nyrup, Anders Fogh og Lars Løkke. De var alle gjort af et andet stof. Ikke det samme, andet stof. Men helt klart: et andet stof.

Okay-Helle
Mit personlige indtryk af Helle er, at hun er en okay person. Eller: mere end okay. Hun er rigtig sød; har en masse gode, menneskelige egenskaber. Men skal man være statsminister, fordi man er rigtig sød, og gerne vil?

Så øjenvidnets velinformerede gæt må være, at dette er, hvad sagen handler om. Ikke noget som helst andet. Det er et stykke tid siden, jeg sidst har talt med Ritt. Men hvis jeg kender hende ret, så er udpegelse af fremtidige statsministre simpelthen alt, alt for vigtigt til, at hun kunne drømme om at lade sig styre af had. Det er en følelse, som i den grad fremmer noget, jeg positivt ved, Ritt betragter som et handicap hos en politiker: ubesindighed.

Og hvor kommer så de faglige problemer, og mediets problemer, ind i dette? Jo. Før jeg holdt pause, var jeg faktisk gået så temmelig kraftigt død i alt dette her med analyser. Der er så mange af dem, efterhånden. Men jeg synes ikke altid, de fortjener betegnelsen analyser. For mig er en analyse noget, der har en vis stringens. Nogle præmisser, man kan forholde sig til. Nogle facts, man kan forholde sig til. En logik, man kan forholde sig til. Noget, der gør, at man kan holde hovedet koldt og blive ved med at tale sammen. I mit lille eksempel ovenfor blot nogle facts og selverkendte begrænsninger:

"Jeg var, i al beskedenhed, øjenvidne til nogle af de begivenheder, der er oppe at vende i medierne for tiden. Og for alt, hvad det nu er værd, så prøv lige at lytte til, hvad jeg har at sige: jeg har mere end svært ved at tro, had spiller nogen særlig rolle". Ikke andet. Så kan man diskutere øjenvidners pålidelighed og bias fra netop denne iagttager og meget andet i fredsommelighed. Det korte af det lange er: man kan diskutere.

Analyse 2.0
For der er også et andet problem. Da jeg deltog i "den sociale samtale 2.0" første gang, syntes jeg, det var forfærdeligt. Jeg lavede sikkert en masse begynderfejl, og vil en gang for alle sige und¬skyld. Tilgiv mig for, at jeg overtrådte mine egne regler.

Det problem, jeg prøver at indkredse, er, at samtidig med, at vi får alle mulige vidunderlige ting ud af it-revolutionen og 2.0-revolutionen (og flere revolutioner, som jeg ikke aner noget om), så er det bare sådan, at de sociale medier også er bodegasnak 2.0, lærerværelsessnak 2.0, kællingesnak 2.0, Besserwisser 2.0, mandagstræner 2.0, bagklog 2.0, egotrip 2.0, sindssyge-læserbreve-i-Jyllands-Posten 2.0, fikse ideer 2:0, motivpådutning 2.0, gale-mennesker-med-noget-i-klemme 2.0. Eller kort sagt: Ævl 2.0.

Jeg er beæret over at være tilbage i Kforum. Håber ikke, jeg svigter jeres tillid. Jeg skal forsøge, så godt, jeg kan, at lave analyser, der lever op til mine egne standarder. Og jeg håber, at vi i fællesskab kan skabe et rum, som er spændende og berigende at være i. Hvor alt kan ske - bare ikke ævl 2.0.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs