Ægtefællekortet

Det så man allerede samme dag, som fru Fogh blev lanceret som en offentlig figur: Oppositionen foreslog straks at sætte statsministerfruen på finansloven. Et klassisk drilleforslag, som ville sikre oppositionen mulighed for at drille regeringen, hver gang statsministerfruen prioriterede venindeaften frem for at deltage i en dødssyg middag med den gambianske udenrigsminister - eller hvis hun uforvarende skulle komme til at undsige regeringens politik.

De senere år er politikere dog blevet mere private, og de har også ladet deres ægtefæller spille en stadig større rolle i deres politiske kamp for at opnå eller bevare magten. Om det var fru Foghs entre i januar 2007, der sikrede VKO endnu et flertal, er nok at overdrive betydningen, men eftersom (næsten) alle toppolitikere efterhånden sender deres ægtefæller på scenen, så må de i hvert fald selv tro, at det har en positiv betydning på valgdagen. Vi har set lidt på, hvordan og med hvilket resultat danske toppolitikere spiller ægtefællekortet.

Fru Fogh: Fra dagplejemor til Fru Fræk
Anne-Mette Fogh Rasmussen var i den brede offentlighed mest kendt som hende den stakkels pædagog, der måtte trækkes med ham stivnakken. De tantede kys, som Fogh plantede på munden af hende på valgaftnerne var egentlig det eneste, vi rigtig så til hende.

Men allerede i 2006 viste historien om den falske Louis Vuitton-taske, at noget så uskyldigt som førstedamens accessories kan få politiske konsekvenser (havde hun blot spurgt Helle Thorning-Schmidt til råds, så var det aldrig sket).

Senere samme år gjorde hun sig også uheldigt bemærket ved at lade sig interviewe til Mette Vibe Utzons bog om "Førstedamer". I interviewet lod hun forstå, at hun ikke var tilfreds med de vilkår, som man bød børnene på landets asylcentre. Udtalelserne blev straks tolket som en undsigelse af mandens politiske trumf - udlændingepolitikken - og igen måtte Foghs spindoktorer bruge tid og kræfter på at dysse en ikke-sag ned.

Begge sager var "mis-haps". Noget, som aldrig skulle være sket. Anne-Mette passede børn i Nærum, Fogh passede landet i Prins Jørgens Gård. Det var arbejdsdelingen, og de to blev kun set sammen, når det var absolut påkrævet, og i disse situationer skulle Anne-Mette blot smile og se sød ud.

Men det ændrede sig, da hun af endnu ukendte årsager pludselig blev meldt klar som kändis-deltager i femte sæson af TV2's seersucces, Vild med dans i 2008. Mens hr. Fogh brugte tiden på at afvise, at han var kandidat til noget som helst, slog Anne-Mette sig løs i en farlig foxtrot i den bedste sendetid. Tabloidpressen elskede hende; ja, Ekstra Bladets kærlighed var så stor, at de gav hende et øgenavn, Fru Fræk (vist nok, fordi hun havde vist lidt mere end blot en ærbar læg i en vild dans). Anne-Mettes succes var så stor, at hun besluttede sig for at droppe pædagog-tjansen og i stedet leve af at danse og holde foredrag om at danse. Fru Fogh kopierede dermed mandens 180-graders-vending på klimapolitikken. Væk var den klassiske tilbagetrukne statsministerfrue, og frem kom en superstylet mediestjerne, der tilmed kunne kaste lidt glans over manden, der havde svært ved at finde en grimasse, der ku' passe, når han var passiv tilskuer til fredagsunderholdningen.

Men fru Foghs succes smittede næppe af på manden. Idéen om, at hun skulle gøde jorden for, at Venstre igen kunne indfange de undvegne kvindestemmer, fik ikke afgørende rygstød.
For selvom Anne-Mette faktisk formåede at blive kendt - og tilmed få positiv omtale i pressen, ja, så smittede det ikke af på Fogh. Det skyldtes nok, at Foghs spindoktorer aldrig turde bruge hende til det, hun egentlig er god til: At være umiddelbar og spontan. Sagen om asyl-børnene viste, at Foghs team pakkede hende ind i vat. De ting, hun havde sagt til Utzon, kom fra en pædagogs hjerte - og de gik rent ind i hjertet på netop de kvinder, som Fogh gerne ville have fat i.
Men i stedet for at lade hende være talerør, så tvang Ulvemand og co. fru Fogh på retræte og udstyrede hende med besynderlige soundbites, som lød helt forkerte i hendes mund.
Hvad der kunne have været et stort trumfkort, blev i stedet reduceret til en ligegyldig dansemus.

Vores bedste råd: Lad Anne-Mette drikke nogle belgiske øl, danse løs i forsamlingshusene og løbe nøgen rundt i Fangerne på Fortet, mens du ser på kanoner og krig, Fogh. Hun har fortjent det.

Fru Løkke: Stor risiko
I 1998 blev valget afgjort af et par hundrede stemmer på Fæøerne, der gav Nyrup four more years. Allerede længe inden da havde Lars Løkke Rasmussen (V) fundet sig sin egen færing, Sólrun. Om de færøske familieforhold kan sikre bedre resultater for Venstre på Atlantøerne, er endnu uvist, men Løkke har da lov til at håbe. Risikoen for, at ægtefællen giver flere problemer end færøske stemmer, er dog overhængende.

I modsætning til sin forgænger i embedet som førstedame er Sólrun politisk. Hun har været formand for den lokale Venstre-vælgerforening i Græsted, og har såmænd også siddet i kommunalbestyrelsen for mandens parti helt frem til 2006.

Hun bliver kaldt jordbunden, skrap og kontant - og hun har ingen problemer med at give interviews, hvor hun hudløst ærligt fortæller, at hun sagde nej, da manden fortalte, at han skulle være indenrigsminister i Regeringen Fogh I. Hun er også helt åben om, at hun droppede drømmen om at blive læge, fordi der ikke var plads til to karrierer i hjemmet i Græsted.

De politiske problemer, som Anne-Mette skabte for Fogh, kan vise sig at være minimale sammenlignet med dem, som Løkke kan komme ud for med Sólrun ved sin side.

Det bliver svært for hende at forklare vælgerne, hvorfor der skal skæres på den kommunale service i Gribskov, når manden samtidig siger, at der aldrig har været flere penge i kommunerne? Her er ikke plads til at være skrap eller kontant, hvis ikke hun vil på forsiden af alle landets aviser med historier om, at hun undsiger mandens politik.

Indtil videre har Sólrun beredvilligt stillet op til alle de klassiske interviews, når man er nytiltrådt statsministerfrue, og det skal hun også nok blive ved med. Løkke kunne faktisk komme igennem sommeren uden større mediebevågenhed ved at cykle med sønnen til Paris og lade konen lave familie-interviews.

Men spørgsmålet er, om han (og hun) kan holde den stil. Den første store prøvelse bliver kommunalvalget, hvor Gribskov kommune nok får en noget grundigere dækning end andre små danske kommuner, og hvor Sólrun nok vil blive afæsket svar på en del spørgsmål "på vælgernes vegne". Det er langt farligere for Løkke end lidt dansepjat.

Vores bedste råd: Stop hende! Find på en undskyldning for, at hun ikke kan stille op. En flytning til en anden kommune kunne være en idé. Det er simpelthen for farligt at have hende på sidelinjen.

Hr. Kinnock: Den anonyme
Lige før jul i 2007 lærte danskerne Helle Thorning-Schmidts mand lidt bedre at kende. Årsagen var, at han var blevet arresteret af russisk politi og anklaget for spirituskørsel. Thorning måtte straks rykke ud med et angreb på Putin og co., som hun beskyldte for at chikanere hendes mand. Historien viste noget om Rusland, men også om Helle Thorning-Schmidts ægteskab, der ikke er helt traditionelt.

Helle mødte sin mand, Stephen Kinnock, da de begge gik på den europæiske politikerskole, Europa-Kollegiet i Brügge. Stephen Kinnock ved nok bedre end nogen "førstemand-/dame", hvad det vil sige at være gift med en politiker. Hans far var leder af Labour, og hans mor er nu minister i Gordon Browns regering. Men selvom han har fået socialdemokratisk politik ind med modermælken, formår han at fremstå næsten totalt apolitisk i medierne.

Det skyldes nok primært, at han sjældent er i landet. For selvom hans russiske arbejdsplads, British Council, blev nedlagt efter spritsagen (der i øvrigt intet havde på sig), valgte han ikke et job i Danmark, men er derimod i dag direktør for World Economic Forum med arbejdsplads i Genève fem dage om ugen.

Thorning-Schmidt kan altså ikke helt "bruge" sin mand på samme måde som Løkke (og Fogh), selvom hun forsøger og allerede spillede ham på banen i forbindelse med den socialdemokratiske urafstemning om formandsposten i 2005. Det virkede således næsten akavet, da Kinnock stillede op til et klassisk "hjemme-hos"-interview i Politiken denne sommer. Her måtte han beredvilligt fortælle, at han var "et kendt ansigt i SuperBest" og at han vasker tøj i weekenden, så Helle kan få "plads til at gøre de ting, hun har brug for. Blandt andet tid til at fordybe sig i politik og se sine venner".

Selvom interviewet er helt efter bogen, er det svært at se, hvad der kommer ud af det. Stephen Kinnock fremstår mest af alt som afkoblet fra Helles liv og karriere. På trods af, at han uden tvivl er en dygtig analytiker og ved et og andet om politisk strategi, så reduceres deres forhold til vasketøj og indkøb.

Det virker falsk og forkert. For hvem tror på, at to intelligente og dybt politiske mennesker kun diskuterer indkøb og børnenes fritidsaktiviteter, når bølgerne går højest i den politiske andedam?

Vores bedste råd: Enten skal Stephen pakkes helt væk, eller også skal han præsenteres som et aktiv for Helle. En førstemand, som klarer indkøbene, er måske interessant på overfladen, men det vil aldrig tilføre Helle noget positivt. Der er måske en enkelt kamp-feminist, som synes, det er fedt, at manden klarer det beskidte undertøj, men det er ikke noget, der henter sving-vælgere hjem til liste A.

Hr. Vestager: Hvem?
Hvem er Margrethe Vestager egentlig gift med? Svaret fremgår ikke af det noget sterile opslag på Wikipedia og ej heller på hendes lige så sterile hjemmeside. På Facebook konstateres det blot lakonisk, at hun er gift. Først på Folketingets officielle biografi fremgår det, at manden hedder Thomas Jensen og er adjunkt, cand.mag. Lidt mere research, og man finder frem til, at han er gymnasielærer i filosofi og matematik, og på trods af konens fortid som kirkeminister er hverken han eller de fælles børn medlem af Folkekirken.

Men ellers er det praktisk talt fuldstændig umuligt at finde ud af noget som helst om manden. Vestager enten kan eller vil ikke følge de andre partiledere og bruge ægtefællen i kampen for at opnå magt. Så ham lader vi ligge helt.

Vores bedste råd: Fortsæt! Det vil virke helt forkert, hvis Thomas pludselig blev spillet på banen, og med de aktuelle meningsmålinger vil det blot blive udlagt som (endnu) et desperat forsøg på at give Vestager et mere menneskeligt ansigt.

Hr. Kjærsgaard: Fuldblods-politiker
Pia Kjærsgaards mand - Henrik Thorup - er fuldblodspolitiker. Og selvom han ikke sidder i Folketinget, har han mere indflydelse end nogen anden politisk ægtefælle. Som medlem af først Københavns Amtsråd og siden Region Hovedstaden har han været med til at sikre, at det blev socialdemokraten Vibeke Storm Rasmussen, der kunne indtage formandsstolen.
Hans politiske arbejde har også givet regeringen alvorlige problemer. Pia har nemlig udpeget sin egen mand til den særdeles lukrative og magtfulde post som statsrevisor (hvem sagde nepotisme?). Men da sagen om Løkkes overbetaling af privathospitaler kom til afstemning, så valgte han at erklære sig inhabil og afstå fra at stemme, og dermed fik oppositionen flertal for en alvorlig kritik af statsministeren.

Thorup er en af de få politiker-ægtefæller, som ingen er i tvivl om, spiller en afgørende rolle langt ud over matriklen i Gentofte. Men han skal næppe lave flere numre, der er til ugunst for de borgerlige samarbejdspartnere, før han kan risikere at blive et problem - også for Kjærsgaard. Heldigvis for Pia er Thorup også alt for klog til den slags.

Vores bedste råd: Thorup skal hverken stille op i Talent '10 eller fremvise vasketøjet. Men spørgsmålet er, om han ikke sagtens kunne bruges som "rigtig" politiker, eksempelvis som minister, hvis DF en dag får drømmen om ministerbiler opfyldt?

Betyder det overhovedet noget, hvem jeg er gift med?
Det er næppe sjovt at være gift med en toppolitiker. Man skal være heldig, hvis man kommer i anden række, og man kan være helt sikker på, at selv bryllupsdagen bliver afblæst, hvis der er optræk til noget på Borgen.

Anne-Mette Fogh Rasmussen er umiddelbart den eneste, der har fået bare en smule ud af ægteskabet med sin Anders. Hun har formået at blive kendt på niveau med Sidney Lee. Havde hun blot været dagplejemor i Skals, var det næppe blevet til meget mere end slowdance på kroen.
De fleste politiker-ægtefæller må nøjes med at være "… med ledsager", der er det lakoniske suffix, der føjes efter honoratiores navn på diverse invitationer til gallamiddage og premiere. Og godt det samme. For selv den dygtigste politiker skal vel egentlig ikke stilles til ansvar for sit valg af ægtefælle? Det er trods alt de færreste af os, der vælger mage efter, hvor godt personen formulerer sig eller ser ud på tv?

Ingen af de danske politiker-ægtefæller har hidtil bidraget med det store til det politiske liv. Faktisk snarere tværtimod. Mediernes fokus på det private er med til at føje mere hurlumhej og unødig pjat til et i forvejen farverigt og tivoliseret politisk cirkus.

Politikerne har et oprigtigt ønske om at fremstå som værende "i øjenhøjde med befolkningen". De vil gerne være "en som os", fordi de tror, at det er det, vi vælgere ønsker os. Ved valget i 2005 foretrak flere danskere at drikke en øl med Mogens Lykketoft frem for Anders Fogh. Men på trods af dette tabte Lykketoft - stort! Det samme gjaldt i 2007, hvor et stort flertal også hellere ville overlade barnepasning og de inderste hemmeligheder til Helle Thorning-Schmidt.

Så måske betyder de private aspekter af politikerne slet ikke så meget for vælgerne, når krydset skal slås. Måske skal politikerne og medierne hellere beskæftige sig med politik frem for, hvem der vasker op eller laver selvangivelsen?