Jeg ville ønske, det var anderledes. Jeg væmmes, når jeg ser hendes fremtoning. Men selv om jeg på det personlige plan har den dybeste antipati mod såvel hende som Dansk Folkepartis politik må man konstatere, at ingen andre i samme omfang har formået at afspejle den politiske udvikling i slutningen af 1990’erne. Den excellent kommunikerede fortælling om det idylliske Dannevang går rent ind i alle forvirrede hjerter. Skeptikere behøver bare kaste et blik på opbakningen til partiet blandt vælgerne.

Det, Pia Kjærsgaard og konsorter har forstået bedre end de fleste andre politikere, er at det politiske liv er under opbrud i disse år. På grund af netværks- og videnssamfundets kobling med traditionernes sammenbrud har den traditionelle skelnen mellem højre og venstre ("Old Politics") mistet betydning i forhold til en akse, man kalder "New Politics", og som man kan sige går nord-syd.

I den nordlige dimension af New Politics forholder man sig aktivt til udviklingen. Ikke at man i nord ukritisk synes at alt, hvad den bringer, er såre dejligt. Fx betyder de globale netværk både inklusion og eksklusion. Men man accepterer den som et faktum og diskuterer, hvordan vi skal indrette fremtidens samfund til gavn for alle. Og man har først og fremmest indset, at samfundet i dag ikke er, hvad det var i halvtredserne (hvor en arbejder var en arbejder og den patriarkalske kernefamilie var samfundets naturlige centrum og forankring). I praktisk politik er Tony Blair nok den fremmeste repræsentant for New Politics.

Her i Danmark har Anders Fogh Rasmussen klart meldt ud, at han agter at følge i Tony Blairs fodspor, op ad den nordlige vej. Og Poul Nyrup Rasmussen gør tydeligvis alt hvad han kan for at følge efter, ligesom så mange andre partier forsigtigt gør.

Problemet er bare, at en stor del af befolkningen ikke har vænnet sig til udviklingen endnu. I New Politics-forstand går de mod syd. Mange mennesker er – af mange gode grunde – ude af stand til at forholde sig aktivt til udviklingen, og snarere end mulighedernes land ses den derfor som en trussel mod alt, hvad man har kært. Og derfor forsøger de af al magt at standse globaliseringen, den nye kapitalisme og videnssamfundet, uanset at det selvfølgelig er umuligt, og at resultatet kun bliver nostalgisk drømmeri.

Alt det har Pia Kjærsgaard set – instinktivt eller kynisk rationelt. En kongres i Dansk Folkeparti er et orgie i Dannebrog. Flygtningepolitikken vil jeg end ikke kommentere. Og de mange gode ord om "den lille mand" i "den lille virksomhed" er sød musik i ørerne på dem, der frygter den globale vidensøkonomis konsekvenser. Pia Kjærsgaard er kort fortalt Tony Blair ganget med minus en, og dermed uden alt det visionære og progressive. Hvor Labour i England har vist vejen mod nord sætter Pia Kjærsgaard nye rekorder for, hvor langt mod syd man kan komme.

Så det er klart, at Dansk Folkeparti har succes. Når New Politics er den vigtigste dimension i samfundslivet, og når alle partier i større eller mindre grad forsøger at forholde sig til fremtidens nye udfordringer, er der skabt de nødvendige betingelser. Og så kan et parti, der lover ikke at gøre noget som helst, men i stedet fortæller historier om de gamle dage, der aldrig var, indfange vælgere i bundter. Alle de vælgere, for hvem fremtiden er et utrygt sted at være.

Man kan harmes over det. Og man kan fortvivles over det: Hvad enten vi vil erkende det eller ej er det jo i høj grad dem, der bliver fremtidens tabere - når de ikke kan leve op til videnssamfundets krav - der er de primære vælgere hos et parti, der med garanti ikke vil gøre noget for at give dem bedre chancer. Og endelig kan man generelt væmmes.

Men nu snakker vi altså om, at det er Dansk Markedsføringsforbund der ønsker at kåre Årets Politiker. Det er ikke Amnesty International eller en anden godgørende forening, der har nedsat priskomiteen. Så man må forvente en vis objektivitet i, hvilke kriterier der bliver lagt til grund. Og så er der ingen tvivl: Pia Kjærsgaard var den, der kunne høre græsset gro og den største politiske succes i 1999. Tillykke og velbekomme. Og gid det aldrig sker igen.