Kugleregn versus kuglepen

På tilsvarende vis vil det sandsynligvis gå, hvis du udvider horisonten lidt, og forestiller dig alle dem, du betragter som foregangsmænd og -kvinder i samfundet. Går de ind for ytringsfrihed? Svaret er ja.

Hvis du derimod skal få øje på nogen, som du ikke mener går ind for ytringsfrihed, så skal du have fat i nogen af dem, du ikke kan lide. Det er altid de dumme (naive), onde (dem med de skumle hensigter) eller tarvelige, der ikke går ind for ytringsfrihed. Man kan ikke både være et godt og progressivt menneske og så betvivle ytringsfrihedens værdi. Og på tilsvarende vis, hvis vi kan konstatere, at nogen er ude på at begrænse vores ytringsfrihed, så ved vi også pr. automatik, at dem skal vi passe på overfor.

Ytringsfriheden er med andre ord blevet en absolut separator mellem dem, vi holder med, og dem, vi ikke kan lide. Vi kan ikke rigtig diskutere, om vi går ind for ytringsfrihed – men vi kan skændes rigtig meget om, hvem der egentlig står på den rigtige side af ytringsfriheden.

Dét hænger ikke sammen. Vi er på den ene side rygende uenige om, hvad der skal til for at befordre ytringsfriheden, men vi er alle enige om, at den skal befordres. Og vi bruger dette til at slå de andre hjem i ludo, når vi kan påvise, at de ikke befordrer ytringsfriheden.

Vi tror med andre ord, at vi alle går ind for noget, men ved en nærmere overvejelse viser det sig, at vi er uenige om, hvad det er, vi taler om. Og dette bliver et særligt problem, når misforholdet bruges til at forhindre det, som ytringsfriheden ellers netop skulle befordre: Vi bruger den nemlig til at blokere for diskussion. Hvis vi lykkes med at påvise, at “de andre” underminerer ytringsfriheden, har vi lukket ned for dem som relevante stemmer i offentligheden.

Kurt Westergaard, bladtegner, der på opfordring af Jyllands-Posten i 2005 tegnede det omdiskuterede billede af Muhammed med en bombe i turbanen. Foto: Polfoto, Mathias Svold

Gør ytringsfriheden spørgeværdig

For mig at se er det ikke et problem, at vi er uenige om, hvad ytringsfriheden er for en størrelse. Hvis man tænker godt efter, kan det faktisk påvises, at en sådan uenighed er uundgåelig. Det store problem er derimod, at vi tror, vi er enige. Forklaringerne på, hvorfor andre er af en anden overbevisning, når det kommer til håndteringen af ytringsfriheden, er med andre ord i restordre. Så må de jo enten være meget dumme – eller onde. Og dét er en modstillingstænkning, som ikke tjener vores demokratiske diskussioner og skænderier særlig godt.

Et af mine hovedindsatsområder, siden jeg blev ansat på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har derfor været at gøre ytringsfriheden spørgeværdig igen. Første skridt i dette arbejde var en antologi i 2013, hvor forskellige forskere gav deres bud på, hvordan idéen om den grænseløse ytringsfrihed er naiv. Vi påviste på forskellige måder, hvordan der altid vil blive sat grænser for den enkelte borgers mulighed for at komme til orde i offentligheden.

Tout est pardonné

I 2015 skete der imidlertid noget, der potentielt kan blive skelsættende for vores forståelse (og forhåbentlig også praktisering) af ytringsfriheden. Når man taler om 2015 og ytringsfrihed, så vil mange nok komme til at tænke på Charlie Hebdo og/eller Krudttønden. Altså de voldelige angreb. Det er heller ikke helt forkert, men desværre er de voldelige angreb i sig selv ikke historiske. Meninger og ytringer har op igennem historien altid været mødt med vold. Det er naturligvis dybt problematisk – men altså ikke historisk.

Det historiske, hvis vi kan og tør lytte efter, var imidlertid Charlie Hebdos suveræne reaktion på angrebet.

Tegningen af en Muhammed-lignende figur, der holder et “Jeg er Charlie”-skilt i hånden og står under overskriften: “Alt er tilgivet”.

Foto: Polfoto, SWNS

Det fantastiske ved den reaktion er, at Charlie Hebdo nægtede at reagere på den absolutte konfrontation med en tilsvarende konfrontation. Ved pressekonferencen, hvor Renald Luzier præsenterede tegningen, gjorde han meget ud af at sige, at tegnerne ved Charlie Hebdo og terroristerne havde noget tilfælles: De er alle startet som børn, der elskede at tegne. Charlie Hebdo brugte altså deres ytringsfrihed til at skabe et fællesskab mellem parter, der ellers for os andre fremstod som absolut forskellige.

Det afgørende er her ikke, at vi alle bare skal nikke til Renald Luziers tegning. Det må være op til hver enkelt, hvor langt man kan følge ham. Men det skelsættende i reaktionen er, at han – sammen med den øvrige redaktion – vælger at bruge sin ytringsfrihed til at nedbryde skel i stedet for at opbygge dem. Og når han gør det, så ender han i en vis forstand med en slags overhånd. Muligvis ikke på et personligt plan (hvilket så tragisk smukt-humoristisk er illustreret i hans seneste bog Cartharsis), men i den forstand, at det er stærkere at kunne rumme sine modstandere, end det er at være nødt til at nedkæmpe dem.

Ytringsfriheden som en liberal rettighed

Frihed er naturligvis et helt uomgængeligt element i ytringsfriheden. Derfor ryger vi af åbenlyse grunde også meget let over i nogle af de liberale grundtanker, når vi diskuterer ytringsfrihedens rolle i forhold til at sikre demokratiet. Ikke i den forstand, at ytringsfrihedens forkæmpere nødvendigvis er liberalister.

Det liberale demokrati er kendetegnet ved, at det sagtens kan rumme liberalister, socialister, kommunister, konservative, nazister, osv. Det liberale demokrati handler netop om, at det er op til den enkelte selv at vælge sin vej at gå. Det liberale demokrati handler om at sætte individet så frit som muligt, således at de mange stemmer kan udfordre hinanden mest muligt. Gennem denne proces vil det gradvist vise sig, hvilke stemmer der står stærkest, og disse skal (gennem en demokratisk proces) ende med at sætte den politiske kurs i det pågældende demokrati.

Det liberale demokrati bygger også på en grundantagelse om, at vi aldrig har fundet den absolut bedste løsning på de eksisterende udfordringer. Derfor skal magthaverne også vedvarende kunne udfordres gennem den offentlige udveksling. Ytringsfriheden spiller centralt ind her, idet den netop skal sikre, at magthaverne ikke kan forhindre en sådan kritik.

Foto: Polfoto, Anton Unger. Sammenstød mellem racisme og ytringsfrihed ved demonstration mod Dan Parks udstilling i København 2014

Fra liberal til deliberal

Denne fortælling om det vestlige demokrati er utrolig stærk og intuitivt appellerende. I min udlægning udpegede Charlie Hebdo imidlertid en svaghed ved fortællingen. Spørgsmålet er nemlig, om kampmetaforen altid er den bedste, når vi taler om offentlig udveksling indenfor et demokrati. Vi skal naturligvis ikke være naive og tro, at der aldrig er kampe indenfor et demokrati, men spørgsmålet er, om demokratiet bedst forstås som en kamp mellem meninger.

Når vi er uenige om ting og sager, så forsøger vi naturligvis på at overbevise andre om, at vi har ret. Det kan ske på flere måder. Nogle gange sker det ved, at vi forsøger at nedkæmpe den andens “dumhed”. Her gælder det naturligvis om at være stærkest til at argumentere. Spørgsmålet er imidlertid, om det er den mest demokratiske måde at nå til enighed på? Det kan godt være, vi ender med at få ret, men hvad nu, hvis det faktisk var den anden, der havde ret? Eller hvad nu, hvis den anden ender med at gå og være frustreret over at være blevet trynet? Og hvis demokrati bare er dette, så har vi måske ikke rigtig opnået noget, der er så forskelligt fra tidligere tiders styreformer, hvor det vel også bare var den stærkeste, der bestemte.

I hvert fald findes der også andre måder at bilægge en uenighed på, når vi diskuterer. Nemlig ved, at vi i en gensidig udfordring forsøger at blive klogere på, hvad der faktisk er den rigtige løsning. Her er målet ikke at vinde over den anden, men at begge parter kan blive klogere på, hvordan vi forholder os til de udfordringer, som vi står overfor. Vi forsøger at finde ud af, hvad der er det rigtige, og ikke hvem der har ret.

Det er naturligvis naivt at tro, at alle uenigheder kan løses gennem en sådan rådslagning. Derfor vil alle demokratier også på et tidspunkt være nødt til at ty til en form for afstemning, hvor man så prøver kræfter imod hinanden, og den stærkeste stemme vinder. Pointen er imidlertid, at vi (ifølge dette syn) får et bedre demokrati – med færre kulturelle grøfter – des mere rum, vi giver til faktisk at lytte og diskutere med hinanden, inden vi laver den endelige afstemning. For så har alle en mulighed for at få indflydelse, også selvom man i den sidste ende ikke får sin fulde vilje.

Dette er grundintuitionen i det deliberale demokrati.

Premierministerens spørgetime i det britiske House of Commons er kendt for at være en ophedet debat, men ikke nødvendigvis én, hvor der bliver lyttet til hinanden.

Deliberal ytringsfrihed

Det deliberale demokrati kritiseres omvendt ofte for at være elitært, fordi man ofte lægger meget vægt på argumentation fremfor kamp. Den kritik vil jeg til en vis grad anerkende (selvom jeg faktisk mener, at Charlie Hebdos bud også her peger på en anden vej), men foreløbig kan vi vel sparke den til hjørne med, at kamp-metaforen jo altså har de samme elitistiske problemer (her handler det bare ikke om intellekt, men om skævheder i diskursiv magt).

Den deliberale indvending imod den liberalt forståede ytringsfrihed er imidlertid, at den liberale forståelse overser vigtigheden af at medtænke, hvordan ytringer bliver modtaget. Den liberale forståelse forudsætter, at vi i udgangspunktet skal respektere det enkelte individs forudgivne frihed. I det deliberale perspektiv er den enkeltes frihed i en vis forstand ikke noget, der på forhånd er givet en gang for alle. Det er noget, der opstår ved at vi lytter til hinanden, men naturligvis også ved, at vi udfordrer hinanden. Men vi kan ikke udfordre nogen, der ikke lytter.

Og dermed er vi fremme ved den vigtige pointe ved Charlie Hebdos overraskende reaktion. Havde Charlie Hebdo fortsat ud af konfrontationslogikken, så havde de måske nok vundet tilslutning blandt dem af os, der sympatiserede med dem i forvejen. Nu fik vi noget andet, på mange måder højst overraskende.

Det kan sagtens være, at de mest rabiate terroristsympatisører ikke lader sig påvirke af det, men lur mig om ikke en enkelt semi-radikal sympatisør hist og her er tvunget til lige at tænke en ekstra gang. Det må bare være mærkeligt at tæve den frække dreng i skolegården, og så skulle gå tilbage til sine heppende venner og fortælle dem, at man fik drengens tilgivelse...

Så den deliberale vej handler ikke om at lade sine modstandere i fred eller at være mindre kritisk. Den handler om at overveje, hvordan kritikken kan blive virksom – hvordan kritikken ikke bare bliver en bekræftelse af de sædvanlige fronter og konfrontationer i samfundet. I min nye bog Kugleregn møder kuglepen (udkommet d. 14. januar 2016) har jeg uddybet disse argumenter, samtidig med at jeg også har kunnet gå tættere på Charlie Hebdos faktiske betydning.