|
|
YouTube har stadig uudnyttet potentiale
Bliv din egen influencer på YouTube

Videoer med mange views og en populær kanal med mange abonnenter opstår ikke tilfældigt. Det kræver den rette research, content planlægning, målgruppestrategi og marketing. Til gengæld kan en succesfuld kanal resultere i en ubetalelig brandværdi og engagement. Kanalen kan endda tjene penge til virksomheden gennem reklameindtægter. Foto: South_agency/gettyimages Foto: South_agency/gettyimages

Din virksomhed har sikkert allerede en YouTube-kanal, hvor der nogle gange bliver lagt videoer op, som ikke bliver set af særligt mange. Du tænker: Hvad er det, de der influencers kan? Og imens overvejer du bare at smide penge efter en annonce. Men måske skal du gribe vende jeres strategi 180 grader, og skabe jeres egen influencerkanal. Maiken Ingvordsen fra So What Copenhagen guider dig.
De seneste par år er der sket en kæmpe udvikling på video-streamingmarkedet. Det er blevet ’demokratiseret’, ligesom så mange andre digitale brancher er. Nu kan alle broadcaste på deres egen lille eller store kanal på YouTube, Facebook, Instagram osv. Du kan udgive din egen TV-app til Apple TV og Google Chromecast og dermed tilbyde din helt egen nichekanal på seerens smart-TV.
 
I fremtiden vil vi se mange flere uafhængige indholdsproducenter, ligesom virksomheder, der tilbyder software til at skabe ’dit eget Netflix’, allerede er big business.
 
I en professionel sammenhæng er YouTube de sidste 2-3 år gået fra at være amatørernes videokanal med sjove kattevideoer (de er der stadig) til en seriøs marketing- og kommunikationsplatform, hvor brands som Danske Bank, DR3 og Fætter BR er til stede med deres egen broadcastkanal – med større eller mindre succes.
 
Derfor undrer det mig også, at der ikke er endnu flere danske virksomheder, der har taget YouTube til sig som kommunikations- og marketingplatform. For der er virkelig meget at hente, når vi taler brandsynlighed, relevant, blivende indhold og om at nå målgrupper, der ellers kan være svære at få opmærksomhed hos. I nogle tilfælde kan YouTube endda blive en del af virksomhedens forretning og fx skabe reklameindtægter.
 
 
Her har FCK fået over 8.000 visninger hen over en weekend på en ret lang video, hvor to spillere gætter sætninger på vendelbomål. FCK har skabt deres egen kanal med indhold, der er lige i øjet til deres målgruppe.
 
Er Danmark virksomhedens primære marked, så er der stadig meget få konkurrenter, uanset om I vil lave en content-kanal eller bare arbejde med almindelig annoncering.
 
Streaming er ikke fremtiden – det er nu!
Jeg lever af at have fingeren på den digitale puls, og for tre år siden satte jeg mig for at ’regne ud’, hvordan man får succes på YouTube. Jeg havde to personlige motivationsfaktorer: For det første ville jeg skabe mere dansk kvalitetsindhold for de mindste børn på YouTube. Min egen søn var to år på det tidspunkt, og ligesom for alle andre forældre var og er YouTube én af de underholdningskanaler, man hurtigt tænder for.
 
For det andet, så sad jeg som digital strateg i marketingafdelingen hos Lindhardt og Ringhof og Forlaget Carlsen. Det var tydeligt, at ingen af de andre danske forlag udnyttede YouTube som marketingplatform, så vi havde god mulighed for at være first movers. Vi var også begyndt at snuse til influencermarketing på YouTube, og det var ikke småpenge, der skulle op af lommen for at få omtalt et produkt. Men presset var stort, for YouTube er bare ’platformén’, når det gælder visse målgrupper: 0-8-årige, tweens, teens, young adults, de 24-35-årige osv. Og så er der dem på 60+. De er der også.
 
I dag har jeg sammen med min forretningspartner et af Danmarks største børnebrandspå YouTube, Popsi og Krelle, hvor 100.000 danske børnefamilier ser med, og det har en eksponering på over 4 millioner views hver måned. Kanalens primære formål – udover visionen om kvalitetsindhold – er ikke marketing. Den er faktisk blevet et kerneprodukt i min egen virksomheds portefølje. Derudover bygger jeg professionelle (YouTube)brands for virksomheder og personlige brands.
 
Det er taknemmeligt at have børn som seere – de ser nemlig videoerne flere gange og det kan være med til at skabe evergreens.
 
Så derfor: Streamingvideo er ikke fremtiden – det er nu. Og YouTube er bare én af de broadcastplatforme, der kommer til at dominere i fremtiden. Min egen favorit-app på mit Apple-TV er lige nu Facebook Watch. Har du en Facebookside, så har du også en Facebook-broadcastkanal. Men det er en anden artikel.
 
Din YouTube-marketingstrategi
Som udgangspunkt er der 3 måder at bruge YouTube på til marketing:
 
  1. Annoncering: videoannoncer foran andres videoer
  2. Influencer advertorials
  3. Egen kanal med relevant content.
 
Annoncering: videoannonce foran andres videoer
Du kan købe plads til din videoreklame foran en andens video. Måske har du fået lavet en kort trailer på 6 sekunder for et produkt, som du lægger op som en non-skippable ad. Eller måske har du en længere trailer på fx 20 sekunder, som du lægger op som en skippable ad. Der findes endnu flere annonceformater, men de to, jeg nævner her, er de mest brugte.
 
Du køber pladsen foran andres videoer gennem Google Adwords eller et influencerbureau, som fx Splay Danmark. Splay sælger premium-annoncer, dvs. eksklusiv plads foran videoer, der skabes af de influencers, der er i Splays eget management. Mange vil nok tro, at man kun kan købe sig plads gennem Adwords’ udbud- og efterspørgselsalgoritme. Men du kan altså købe dig op til 25 % eksklusiv plads foran en influencers videoer, fx i forbindelse med din julekampagne.
 
Det kan hurtigt koste en del penge at køre en reklamekampagne på YouTube. Først skal du have produceret en række reklamevideoer, og derefter betaler du for, at din målgruppe ser dine reklamer foran andres videoer. Tænk på, hvor meget videoindhold du selv kunne lave for de penge – videoer som folk helt frivilligt vælger at se.
 
Det koster bare lidt mere. Som tommelfingerregel siger man, at prisen på en premium ad er 4 gange højere end prisen gennem Adwords.
 
Det er også interessant at nævne, at når du køber dig plads gennem Adwords, så kan du enten opnå pladsen via forskellige søgeord, du vælger (og her skal du huske, at folk søger helt anderledes på YouTube end fx på Facebook), eller du kan udvælge en specifik video eller kanal, du vil ligge foran. Så i princippet kan du lægge dine videoannoncer foran dine konkurrenters videoer, hvis de altså tillader reklamer. Det er måske at kridte banen lige lovligt op, men tanken er sjov.
 
Influencer advertorials
Du kan få en populær videoblogger til at omtale dit produkt gennem en video advertorial. Det kan koste alt fra 3.000 til 100.000 kr. og kommer naturligvis an på personens popularitet og målgruppe. Du kan også overveje at hyre influenceren som vært på dine egne videoer. Det ligger typisk på 2.000+ kr. i timen. Hvis du overvejer det sidste, så er det typisk, fordi du er ved at skabe virksomhedens egen kanal eller fx laver en videokampagne på Instagram.
 
Omtale af et eller flere produkter i en video som denne er betalt af et firma. Her er det influenceren på YouTube, der gennem omtale, markedsfører produktet. Produktet bliver eksponeret til influencerens målgruppe gennem underholdende content i stedet for, at du som virksomhed tvinge kunderne til at se en reklame.
 
Her har Coca-Cola taget youtuberne ind i deres eget univers for at få dem til at booste Coca-Colas egen tv-kanal på YouTube.
 
Egen kanal med relevant content
Det mest sexede og dét, som er den mest langsigtede strategi, er at skabe sin egen professionelle kanal. Altså, ikke bare en profil, hvor der bliver lagt lidt videoer op en gang imellem. Men en professionel broadcastkanal, dvs. jeres egen TV-kanal, hvor I opbygger et community med subscribers og en forventning om løbende nyt content.
 
Måske livestreamer I fast hver mandag morgen eller lægger nye videoer op hver tirsdag. Denne model er naturligvis den mest ressourcekrævende løsning, og har I ikke en in-house medieproduktionsafdeling, så skal I enten til at lære at lave professionelt videoindhold selv eller købe jer til det.
 
Jeg vil anbefale, at I prøver kræfter med det selv, for vi kommer alle til at skulle bruge rigtig meget af den type content i fremtiden. Du har sikkert allerede fået tudet ørerne fulde af, at 80 % af al internettrafik i 2019 vil være videoindhold. Content marketing, salg og video hænger sammen:
 
  • Videoindhold engagerer modtageren på mange planer.
  • Videoindhold har flere delinger end andet indhold.
  • Video sælger mere, hvis du fx har en webshop og lægger en produktvideo op.
  • Mange sociale medier prioriterer videoindhold – og livestreams.
  • Video er godt for SEO, hvis det fx tiltrækker kunder, der gerne vil se netop dit indhold.
 
But wait, there’s more – bliv selv en influencer
Får I hul igennem på jeres YouTube-kanal til seerne, så har det nogle fordele og en værdi, som man ellers ikke kan købe sig til. Når brugerne selv vælger at klikke og se din video på fx 3 minutter, så taler vi om en helt anden form for engagement, end når den selv samme bruger sidder og venter på at kunne skippe din reklamevideo – uanset hvor godt den ellers rammer målgruppen.
 
Med et simpelt regnestykker kan man (lidt groft) udregne værdien af et selvvalgt view:
 
Hvis du fx køber dig til synlighed gennem en non-skippable ad på 6 sekunder, så vil gennemsnitsprisen være omkring 30 ører pr. view, som du betaler til Adwords. Du kommer til at betale for alle views, da din reklame ikke kan springes over.
 
Forestil dig så i stedet, at du har en brandkanal på YouTube, hvor en video får fx 50.000 views – vel og mærke mere eller mindre af sig selv. Så opnår du altså en reklameværdi på 25.000 kr., og ikke nok med det, så har seeren (kunden) selv valgt at se din video. Seeren ser sikkert også mere end de 6 sekunder, som din reklamevideo varede, og er du heldig, så anbefaler vedkommende også videoen videre. What’s not to like!
 
Evergreen content
Din video bliver liggende på din kanal (modsat reklamevideoen) og har mulighed for at opnå ’evergreen content’-status. Bliver den rigtig populær, kan det udløse en view-snebold, der ruller af sig selv. Det er dét, jeg selv har oplevet. Så fra at jeg købte plads på andres videoer for at opnå synlighed, har jeg nu indhold, der er så populært, at andre køber synlighed foran mine videoer.
 
Udover, at de skaber vigtig synlighed for mit brand, er de også blevet en indtægtskilde, der er med til at finansiere selvsamme indhold og holde brandet i live.
 
En evergreen kan være rigtig mange ting. Her hos Danish Construction Channel (der har over 170.000 abonnenter) er det en 8 minutter lang video om en gravko, der skal reddes op af en sø. Det er dit publikum, der bestemmer dit indhold.
 
I 2008 hyrede Ogilvy Danmark Maiken Ingvordsen til at lave en viral konkurrencevideo for et legetøjsbrand. Den video ligger stadig på YouTube og har nu tæt på én million visninger. Tænk at en reklamevideo (af denne type) kan overleve i 10 år, og den skaber stadigvæk positiv omtale.
 
Hvad kan man tjene på YouTube-reklamer?
Nu er det ikke sikkert, at du vil have reklamer foran dine videoer, men det er en mulighed, der findes. Der skal da også en del views til, før det batter. Regn med, at én million views ca. giver 10-15.000 kr. tilbage i reklamepenge. Jeg er heldig, for mine fans ser mine videoer igen og igen. Det er ikke alles videoer, der har samme funktion.
 
Så i stedet for få seerhits, så skal du måske arbejde med en meget stor volume i antal videoer.
 
For øvrigt, så er hele snakken om annonceindtægter et lidt interessant regnestykke: Betaler annoncører ca. 500.000 kr. for at ligge foran en video, der har én million views, og regner man med 30 øre i gennemsnit for en videoreklamevisning, så kommer der kun ca. 10.000 kr. tilbage til videoskaberen i annonceindtægt. Der røg lige en god sjat annoncepenge ned i YouTubes egne lommer.
 
Opskriften på din egen hit-kanal på YouTube
Der er naturligvis forskellige faktorer, der spiller ind, når du skal skabe en YouTube-succes. Men det er langt fra kun dit indhold, der er afgørende. Lad mig ridse de vigtigste ting op her:
 
Din kanals indhold
Målet er at skabe relevant indhold. Resultatet er marketing og salg. Hvad er derfor emnet, man opsøger din kanal for? Er det vidensdeling? Er det ren underholdning? Hvilken værdi skaber dit indhold for modtageren? Tænk gerne meget specifikt og nichepræget. Nichekanaler er altid nemmere at markedsføre, fordi målgruppen er specifik.
 
Lille note: Hvor kommerciel en vinkel, du lægger på dit indhold, er op til dig. Jeg oplever selv, at når jeg finder et sweet spot mellem noget, jeg brænder for, og det marked, der skal modtage mit indhold, så får jeg hul igennem. Du skal altså parre dit ’Why’ med din viden om markedet, når du udtænker dit indhold.
 
Hvor kommer views fra?
De fleste vil opleve, at video-views i starten kommer enten fra YouTubes søgeresultat, Googles søgeresultat, eller fordi YouTube har foreslået din video. Først senere vil dine seere selv opsøge din kanal, fordi de ved, at den findes, eller alternativt, fordi du har markedsført den.
 
Men lige nu er vi interesseret i at skabe så mange organiske views som muligt. Se bare YouTube som sit eget lille lukkede økosystem. Hvis du først får hul igennem her, så er der så mange brugere af platformen, at Facebook og Instagram ikke længere er nødvendige for at få views på YouTube.
 
Du kan producere high-end reklamer til din YouTubekampagne, der har et professionelt udtryk, som vi kender det fra almindelige TV-reklamer. Men du kan også producere en reklamefilm, som falder mere naturligt ind i youtubeuniverset med en mere håndholdt karakter. Sådanne film ser umiddelbart billigere ud at producere, men det kan man ikke sige noget generelt om. Der kan sagtens være et stort bureau bag idéen. Her er det Forbrugerrådet Tænk, der kommer ud med deres budskab på en kreativ måde.
 
Det handler derfor om at researche:
  • Hvad er der af konkurrerende kanaler – danske og internationale?
  • Hvad søger seerne på – altså, søgeord som i YouTube-sprog hedder ’tags’. Med lidt snilde kan du faktisk gå ind og se dine konkurrenters og andre populære videoers tags med fx VidIQ (Chrome extention), som jeg varmt kan anbefale.
  • Google ejer YouTube, og dine videoer vil også komme frem i søgeresultatet her, hvis de er tagget korrekt. Du vil få seere ind via Google, og derfor skal du også lave søgeordsresearch her.
  • Hvordan skal kanalen differentiere sig fra andre lignende?
  • Tjek top-100 danske kanaler ud på socialblade.com (du kan sortere på land), som er dér, hvor content creators og branchen holder øje med hinanden.
Det er altid godt at kende markedet. På Social Blade kan du slå alle YouTubekanaler op og se deres udvikling. Du kan også se en top 100 over danske kanaler. Alternativt kan du blive inspireret af kanaler i en helt anden branche.
 
Opsætning af din kanal
Det er ikke så afgørende for at få views i starten, at din kanal er sat flot og rigtigt op. Som sagt kommer de fleste seere ikke ind den vej fra, med mindre du markedsfører kanalen på andre medier. Men for dit brands skyld, så skal kanalen selvfølgelig optimeres. Her tænker jeg:
 
  • Den skal opsættes som en broadcastkanal og ikke en privat profil (som er default indstilling).
     
  • Du skal designe topbanneret, så det hænger sammen med resten af dit brand.
     
  • Du skal SEO-optimere selve kanalen gennem YouTubes skaberstudie, som svarer til dashboardet på din hjemmeside.
 
Optimering af din video
Her tænker jeg ikke kun på indholdet, men dét, du lægger ind som metadata mm., når du uploader til din kanal. Husk bl.a.:
 
  • I både videoens titel, description og tags-section skal de vigtigste tags indgå. Din video skal findes organisk, så SEO skal være helt i top. Hav en shortliste på de 20-30 vigtigste tags, som du genbruger overalt.
     
  • Læg din video i playlister med det samme, og tjek alt ud om playlister og SEO på YouTube. Ikke mange er opmærksomme på det, men når du søger på YouTube, så viser søgeresultatet: 1) videoer, 2) kanaler, 3) playlister (rigtigt mange endda). Så det kan du arbejder strategisk med.
     
  • Startcoveret, altså det første billede, som seerne ser, er temmelig afgørende for, om de får lyst til at klikke og se videoen. Der findes alle mulige teorier om, hvad der virker bedst, fx stærke farver, ansigter tæt på osv. Det er ikke altid det mest æstetiske udtryk, der vinder på YouTube, som det, der virker bedst.
 
YouTube og smuk æstetik hænger ikke altid sammen. Coverbilleder til dine videoer skal fange seernes opmærksomhed, kunne afkodes hurtigt – også i meget lille format – og så skal de have et gennemgående brandlook.
 
Kom i gang
YouTube er kommet for at blive. Facebook Watch, Instagram TV, uafhængige producenter, der tilbyder deres eget Netflix på dit smart-TV, skabere af originalt content osv. vælter ind over os i den nærmeste fremtid. YouTube er stadig den største platform på markedet, så start der. Der er plads til rigtig mange flere danske broadcastere og annoncører.­­

Relaterede artikler

Lav din social medie-strategi på fem minutter - Hvor skal du starte, når du skal lave virksomhedens nye strategi for sociale medier? Hvordan skal I engagere jeres bruge...
Få så lavet de videoer! - Filmproducenten Søren Juul Petersen giver dig her 9 regler til succes inden for video-marketing. Video er det absolut me...
Se flere kattevideoer i arbejdstiden - Det er lidt forbudt, lidt farligt og lidt umodent at surfe planløst i arbejdstiden – men bliv bare ved. Ny forskning peg...
10 tip til videoamatøren uden penge - At gå i gang med at lave videoindhold til sociale medier kan føles som at bestige Mount Everest uden ilt og erfaring. Fo...
Lad de digitale platforme være dine filmklippere - Vi ved alle, at YouTube er til video, Instagram er til billeder og video, Pinterest er til billeder og video, Facebook e...
En nådesløs, ærlig manual over verdens tilstand - Nej, internettet blev ikke skabt til kattevideoer. Pluto er en mobbet planet, ingen gider søge efter, og Chuck Norris er...
Er du også bange for grafer? - Er du også bange for grafer? Du har været der før. Det var et helvede. Der var både x- og y-akser, og det endte med at l...
Kommunikationsfaget bliver elsket ihjel - Ifølge en ny undersøgelse er kommunikation den allermest efterspurgte færdighed blandt danske virksomheder. Hvad skyldes...

Giv din stemme

36 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

67 JOB

Pressemedarbejder og webredaktør (barselsvikar)

Se alle job Indryk job

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Praktikant

Frist: 3. december

Public Affairs Manager

Frist: 4. november

Junior projektleder

Frist: 29. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.