YouGov-undersøgelse placerer k-medarbejderen på pinlig 40.-plads
En flad 40. plads

Nummer 40 ud af 99. En flad fornemmelse. Som at hænge til tørre ved en high-five.

Skrevet af
YouGov har på vegne af Ugebrevet A4 og Avisen.dk spurgt danskerne om, hvilke jobtitler der er mest prestige i. Her dumper informations- og kommunikationsmedarbejder ind på en kedelig 40. plads. Til sammenligning er det mere sexet at være ”akademisk fuldmægtig i det offentlige”, og dette sprudlende job kommer derfor ind som nummer 25 på listen. What?
Danskerne er generelt enige om, at vejret er noget, alle taler om, men ingen gør noget ved det. Sådan er det åbenbart også med kommunikation. Danskerne er enige om, at der absolut ingen prestige er i at være kommunikationsmedarbejder, men ingen gør noget ved det.
 
Jeg er selv kommunikationsarbejder - eller kommunikationskonsulent, som vi plejer at kalde os over en bred kam. Men alle i branchen vil nikke genkendende til, at man overhovedet ikke kan snakke om kommunikation ”over en bred kam”. Vi har faktisk utroligt mange discipliner indenfor fællesbetegnelsen kommunikation.
 
Hvad producerer kommunikationsarbejderen?
Og her ligger nok en af forklaringerne på den dårlige placering til kommunikationsarbejderen. Den almindelige dansker ved ganske enkelt ikke, hvad arbejdet går ud på. Og vi er heller ikke særligt gode til at forklare, hvordan vi bidrager til virksomheden eller organisationen. Men det samme problem formoder jeg, at ”akademisk fuldmægtig i det offentlige” har. Jeg ved i hvert tilfælde ikke, hvad en fuldmægtig bruger 37 timer i det offentlige på.
 
Det er næsten lige så sexet at være akademisk fuldmægtig i det offentlige som fotograf. Rangliste over prestigefyldte jobtitler fra Ugebrevet A4.
 
Men embedsmændene er sjældent kendt for noget dårligt. Og det er vi til gengæld mange kommunikationsfolk, der er. Jeg har igennem mine 15 år med professionel kommunikation blandt andet beskæftiget mig en del med pressekommunikation. Senest godt fire år i et energiselskab. Her var tommelfingerreglen, at den presseansvarlige udtalte sig om alle de dårlige sager på virksomhedens vegne, mens den ansvarlige direktør var talsperson på gode sager.
 
 
En fin opdeling i forhold til at opretholde den ansvarlige direktørs brand, der jo er nært forbundet med opfattelsen af virksomheden. Men der er ingen, der fortæller den måbende offentlighed, at når den ansvarlige direktør kan tone frem på tv-skærmen i de små hjem, så har kommunikationsarbejderen som regel brugt lang tid på forberedelse og pleje af relationer til mediet.
 
Til gengæld var jeg selv mest kendt for dårlige sager og min entusiasme med at holde kritiske journalister fra døren. Det problem har den akademiske fuldmægtig ikke.
 
Nordeas chef for Private Banking, Thorben Sander, ville i den grad have nydt godt af en presseansvarlig. Måske Nordeas krisekommuniktion var faldet bedre ud?
 
Virksomhedens tarv
Et andet eksempel fra det virkelige liv er kommunikationsafdelingens arbejde med årsrapporter. Der kan snildt ligge tre måneders hårdt arbejde med at planlægge, skrive og producere indhold og design bag en årsrapport. Og når det økonomiske resultat oven i købet er godt, så er det en dygtig direktør og en stolt virksomhed, der får æren for publikationen.
 
Når vi så mødes med andre kommunikationsfolk, klapper vi hinanden på skulderen for veludført arbejde. Vi nikker anerkendende, for vi ved godt, hvor meget hjerteblod og hårdt arbejde, der ligger i en publikation som årsrapporten. Men den almindelige dansker ved det ikke. Og vi fortæller det heller ikke til omverdenen.
 
Jeg mødtes for kort tid siden med kommunikationsfolk, der havde speciale i en anden af vores kommunikationsdiscipliner, som jeg ikke selv har den største erfaring med, nemlig kampagner.
 
Det var til et gå-hjem-møde hos Dansk Kommunikationsforening, hvor kollegerne fra Det Kriminalpræventive Råd (DKR) fortalte om deres arbejde med kampagner.
 
Det var en øjenåbner. Selv for en kommunikationsarbejder. Mange måneders forberedelse og undersøgelse af målgruppe og virkemidler, pre-test, test i kampagneperioden og efterfølgende evaluering. Når DKR’s kampagner virker, og kriminaliteten falder, så er det de ansvarlige politikere, der tager æren. Men hvis en kampagne dumper, så er det rådet og kommunikationskollegerne, der sidder med aben.
 
Man skal næsten halvvejs ned af ranglisten, før man falder over K-medarbejderen. Kommunikationens sidemakker - HR - rangerer tre placeringer højere. 
 
Firmaets mand
Det er vel derfor ikke helt forkert, når jeg påstår, at vores placering som nummer 40 er selvforskyldt. Vi er jo ”firmaets mand”. Vi sætter en ære i, at vores arbejdsgiver er berømt. Og vi tager gerne tæskene i offentligheden, hvis det gavner virksomheden.
 
Og alle de kommunikationsfolk, jeg kender, er vildt entusiastiske og engagerede i arbejdet. Selv har jeg prøvet kræfter med de fleste discipliner i faget, og jeg elsker det. Det er altid udfordrende, spændende og nyskabende. Faktisk er der ikke to opgaver, der er ens. Kommunikation er som fag i konstant bevægelse, og vi udvikler hele tiden nye metoder og værktøjer.
 
Hvis danskerne vil placere kommunikationsarbejderne på en fyrretyvende plads, så skyldes det udelukkende deres egne fordomme og uvidenhed.
 
Bag enhver stor direktør står en... K-medarbejder. Adm. direktør for Lego Group, Jørgen Knudstorp - hvem står bag Legos gode brand? Lego var i 2015 Danmarks bedst omtalte brand. Polfoto/ Tobias Nicolai. 
 
Det har jeg det helt fint med. Jeg ved jo, at danskerne elsker eksempelvis Lego, Danfoss og Novo Nordisk. Den almindelige dansker behøver ikke at elske mig, for jeg ved, at danskernes kærlighed til vores erhvervsikoner skyldes, at dygtige informations- og kommunikationsarbejdere har udbredt kendskabet til disse virksomheder.
 
Det er godt arbejde af kommunikationskollegerne - men måske skulle vi overveje at skillinge sammen til et hold kommunikationsarbejdere, der kan gøre noget ved vores prestige.

Relaterede artikler

Kender du K-typen? - Kommunikationsstuderende elsker at inddele verden i segmenter og målgrupper. Men hvad med dem selv? Hvis man ser godt ef...
Du får aldrig et job - Hjælp, det vælter ind med studerende på k-uddannelserne – langt flere end k-branchen vil kunne opsuge, når kandidaterne ...
Overtalelse er overalt - Hvad har lobbyisme, reklamer, forhandlinger, public affairs, politisk kommunikation, coaching, issues management, spin, ...
Den strategiske fejlslutning - Branchen er blevet svimmel af strategisnobberi. Det er en farlig fejlslutning af dimensioner. Håndværket er gået tabt i ...
Kolding og K-kompetencerne - Går der en lige linje mellem Waterfront-historien og Eivind Koldings fyring? Ja, en forbindelse er, at hverken Waterfron...
2.200 kompetencer - ECOPSI. Det lyder som en økologisk energidrik, men det er altså The European Communication Professionals Skills & Innova...
Vi er ikke propagandamaskiner - Kun få kommunale k-folk har problemer med pres fra de politiske chefer. Men en ny undersøgelse viser, at de er dødtrætte...
Med PR-praktikeren på arbejde - 'Virksomhedens omdømme' er en ambitiøst anlagt bog, hvor vi, som undertitlen lover, kommer med PR-specialisten på arbejd...
Journalisternes tre fordummende fejltrin - Omkring fire overskrifter. Så kort tid kan der nogle gange gå, fra jeg vågner, til jeg bliver livstræt. For man skal ikk...
Kommunikation med det store K forrest - Den ene dag er k-direktøren med i ledelsen, den næste dag er k-afdelingen en del af HR, og den tredje dag skal synergier...
Opmærksomheds-økonomiens desperate kommunikation - I opmærksomhedsøkonomien opfører alt for mange kommunikations- og marketingfolk sig som desperate forældre, der forsøger...
Topledere elsker kommunikationsfolk - Kommunikation virker på bundlinjen og er en fast del af dagsordenen, når den øverste ledelse i de mellemstore virksomhed...

Giv din stemme

9 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Boost dine budskaber med infografik

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

Boost dine budskaber med infografik

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Job

Pressekonsulent

Frist: 20. august

Udviklingskonsulent

Frist: 21. august

Studentermedhjælper

Frist: 4. september
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kursus

Få mere ud af Facebook

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kom til K-dag

Brug Snapchat strategisk og engager dine brugere

7. september

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.