Vindere har velstandsvom

Glem alt om sixpack – succesfulde mænd har en tyk tegnebog og en blød mave. Velkommen til endnu et uopnåeligt kropsideal: velstandsvommen.
"You need to get yourself a wealth belly, kid". Conor McGregor hylder sin magelige millionærmave.
"You need to get yourself a wealth belly, kid". Conor McGregor hylder sin magelige millionærmave.
Et nyt kropsideal har fundet vej til de sociale medier: #wealthbelly.
Den dårlige nyhed er ikke desto mindre, at den ikke er gratis eller kommer let.
 
Kastet ud i en fri fortolkning ligger idealet mellem dadbod- og sixpack-looket, mellem den hyggelige bamsefar og Stein Bagger, der stålsat sveder på en spinningcykel om morgenen, inden fanden og de slappe konkurrenter får sko på. Og det er ikke engang helt præcist. For velstandsvommen er meget mere end det.
 
For hvor dadbod og sixpack er opnåelige størrelser for den almindelige middelklassemand med henholdsvis familielivsstil eller core-træning, så er det svært at opnå en wealth belly. Den er nemlig meget mere end fedt og muskler i rette dosis. En velstandsvom kræver penge at oparbejde, og den kræver status at bære – ellers er man sådan set bare endnu en lidt fedladen mand på vej på genbrugspladsen. Konklusionen er derfor: Flyt dig, bamsefar, og lad de mere uopnåelige idealer komme forbi.
 
En wealth belly oser af sex og overflod. Den bygges af kobe-kød og hummerhaler og sidder på en magtfuld mand – og du kan desværre ikke snige den igennem med pølsemix og Cocio. Nogen egentlig tendens med wealth kalkunhager og ditto man boobs ligger umiddelbart heller ikke først i horisonten.
 
Hvis dadbod-æraen nogensinde var stor andre steder end i mænds drømme og søde kvinders flinkeskole, så er den i hvert fald slut nu.
 
Ølvom deluxe
Med andre ord er vi slet ikke ude i overvægtige lønslaver, der på Hjallerup Marked breder en gigantisk T-shirt ud over ølvommen med teksten ”Øl byggede den smukke krop”.
 
En wealth belly, rigdomsmavsen, er gangsta og arrogant på en både tilbagelænet og uopnåelig måde. Den kan kun bæres af folk, som på Mærsk-måden kan sige ”Hvor har vi det godt, og sikke vi fortjener det!”, inden de slubrer løs i østers og Barolo. Det er en blød indpakning omkring en hård og viril vindertype, der stadig har selvkontrollen helt intakt.
 
Fedtet er ikke lagret gennem spontan trøstespisning i ly af mørket, ædegilder i slik med e-numre sammen med ungerne foran Disney Sjov eller tømmermandsture på McD. Fedtet er placeret præcist og i en afmålt mængde, fordi farmand har givet det lov. For far bestemmer stadig, ingen tvivl om det.   
 
Men ja, på de præmisser har rigtige mænd en blød mave, der er lige til at trutte i – spørgsmålet er bare, om det ville være klogt at lade sig rive med og give mavsen en ordentlig truttetur i virkeligheden? Næppe.
 
McGregors magelige millionmave
Ophavsmanden til den nye trend er nemlig ingen ringere end den irske kriger, MMA-fighteren (mixed martial arts) Conor McGregor, der via sin Instagram-profil, Thenotoriousmma, for få dage siden sendte et billede ud til sine over 20 millioner følgere fra sin ferie på Ibiza.
Sådan her kender vi Conor McGregor: stenhård, tatoveret og i kontrol. Blandt andet på grund af det modsætningsfulde har billedet af ham og hans afslappede wealth belly givet så meget genklang på sociale medier. Bløde og lune skuespiller Nicolas Bros hyldest til sin mave ville ikke helt være det samme.
 
En ferie, som han på ingen måde har svært ved at betale for, efter han anslået inkasserede 75 millioner dollars for sin kamp mod bokseren Floyd Mayweather den 27. august i år. En kamp, som i nogle kredse blev betegnet ikke blot som en kamp mellem de to stjernekæmpere inden for hvert sit felt – men som selve det ultimative opgør mellem de to former for kampsport. Meget stod på spil.
 
Jægeren er kommet hjem – og han har masser af bytte med, hvorfor den smukke mage nusser ham og sender ham beundrende blikke.
 
Haters gonna hate
McGregor tabte til den elleve år ældre bokser på teknisk knockout i tiende runde – men det har nu ikke sat sig spor i selvtilliden, hvis man dømmer efter billedet, hvor han sidder på en restaurant foran tomme tallerkener med maven fremme, nakken tilbage og et smørret grin. McGregors smukke kæreste sidder ved siden af og nulrer ham på den blottede, tatoverede velstandsvom.
Farmand har måske ikke helt nedlagt bokserbyttet, men han har i den grad slæbt kød med hjem til stammen. 
 
Man kan næsten høre, at han spinner som en stor hankat i en solrig vindueskarm.
Billedet er tekstet med: ”You need to get yourself a wealth belly, kid. It's the new six pack”.
 
En bruger/fan, der kalder sig ”superphatt”, har meget rammende kommenteret McGregors foto med: ”I’m not fat. I’ve just been blessed so I’m getting a bit of a #wealtbelly also lol. #conormcgregor may not be the best mma fighter but he’s definitely the financial #goat in his industry.  #hatersgonnahate”
 
Præcis: McGregor bruger posten som en selvironisk kommentar til alle dem, der eventuelt kunne finde på at postulere, at han er en opreklameret sissy, der ikke kunne klare en snart pensioneret bokser. McGregor er iskold, for han tager sin smukke kvinde i hånden, og sammen griner de hele vejen ned til banken.
 
Ingen jantelov her. McGregor står helt ublu ved, at det føles godt at være den 24. bedst betalte atlet i verden (ifølge Forbes).
 
Svimlende kamphonorarer har altid været en del af myten McGregor, og her sidder han tilbagelænet og siger egentlig: Jeg bærer over med mig selv og nederlaget til Mayweather og nyder livet. Jeg kan ikke forstå, I orker alle de mavebøjninger, unger, når det er så meget sjovere at spise sig sønder og sammen i den ypperste gastronomi.
 
PS: Tag den, undermålere, der træner hysterisk uden at kunne få så meget som et sponsorat fra Tages pølsebod eller ti sekunder på lokal-tv.
 
Det er god kampsportshumor, og det er der da også omtrent 570.000 mennesker, der har liket her. Tallet er siden vokset til næsten to millioner likes. Indtil videre.
 
Hvis du sidder på en yacht med maven fuld af god mad, så har du en velstandsvom.
 
Livsnydelse trender
Men der er flere grunde til de mange likes end dem, der kan tilskrives det interne kampsportsmiljø med McGregor-fans og -haters.
 
Det er nemlig moderne at bære over med sig selv. Det er trendy at nyde livet, hvilket de mange gastroseksuelle opslag på sociale medier hver dag understreger (for eksempel næsten to millioner opslag under #chocolatelover og 14,5 millioner under #cheese på Instagram).
 
For ikke at tale om de mange mere eller mindre anstrengende opgør med mediernes skønhedsidealer (203 millioner opslag under #nofilter).
 
Mæsk dig blot skamløst i ketchup-snaskede pommes, for det er #livsnydelse. Kilde: Getty Images.
 
Så egentlig måtte det komme. Den hysteriske æggeblomme-, skyr- og hytteostspisende træningsbølge har længe clashet med den bølge, der forbander light-produkter og dyrker de gode, ærlige råvarer.   
 
Orker ikke mere
Endelig. Ræk mig nu bare den pasta carbonara – og spar ikke på den friskrevne parmesan. Tidstendensen er, at vi bare ikke orker flere mavebøjninger, maratonløb, modeller, der ligner Biafra-børn, kogte kyllingefileter og fremdriftsreformer.
 
Vi vil nyde live, stop and smell the flowers og lade rigtigt Lurpak-smør løbe ned ad hagen, vil vi!
 
Og det skal være uden senere at blive fatshamet i programmer som ”Min fede træner”. Vi orker bare ikke mere kontrolhysteri, skyld og skam. Så selvom vi måske ikke kan få en ægte velstandsvom, og selvom vores fedt ikke sidder så elegant lige oven på en skarpskåret sixpack, så hjælper McGregors nye begreb os da et stykke ad vejen hen mod selvaccept.
 
For når en mand, der lever af at være trimmet, stærk og i kontrol, siger, at det er okay at blive rundere og nyde livet – så er det sgu okay!
 
Desuden har mange af os fået overload af Instagram-perfektionisme og photoshoppet virkelighed. Det absolut perfekte er blevet mainstream i vores digitale verden. Det er i så store mængder intetsigende, og det keder os. Der skal lige tilsættes en delle eller en skæv tand.
 
Den tese bygger jeg blandt andet på, at film- og tv-serier nu tør afvige fra det traditionelle billede af det fedtsugede, stenhårde sexsymbol som Lara Croft i Tomb Raider og giver plads til en førsteelsker som den lesbiske Alex Vause i ”Orange is the new black”.
 
Hun er smuk – bevares. Men hun har også lidt nørdede briller, og hun er ikke åleslank, har vel nærmest også en lille wealth belly – men alligevel har jeg aldrig mødt hverken mænd eller kvinder, der ikke anerkender, at hun er ekstremt sexet. Og hvorfor? Hele hendes grundkerne er selvsikker. Hun er – i hvert fald i det meste af serien – en jæger, der uden samvittighedskvaler kraftedeme tager det bytte, hun vil have – og anlægger konerøv, hvis det passer hende. Det er lige i McGregors ånd.
 
Og her kommer det…
 
Hvor man retfærdigvis kunne mene, at dadbod-tendensen aldrig helt kunne overføres på kvinder, især fordi kvinder er kvinder værst og generelt er så selvkritiske, at de aldrig ville gøre en dyd ud af appelsinhud, deller og morbryster, så forholder det sig måske anderledes med wealth belly?
 
Måske. Og dog...
 
Der er mange aspekter, der blander sig. Først og fremmest ligger jæger-identiteten stadig mest til mænd, hvorfor vi ikke på samme måde har tradition for eller er vant til at hylde kvinder, der er karrieremæssige rovdyr og nyder at fortære det økonomiske bytte i fuld offentlighed med blodet rendende ned ad armene.  
 
Men når vi engang begynder på det – og det tænker jeg, vi gør, i takt med at kvinder får mere magt i samfundet – kunne man så forestille sig, at forretningskvinder stolt fremhævede en flot delle, skabt af importeret luksuschokolade, i toppen af pencil skirtet – og mændene tændte helt vildt på, at hun på den måde hvilede i sig selv?
 
Eller – måske mere sammenligneligt – at Helena Christensen, der ligesom McGregor i højere grad har brugt kroppen end hovedet til at gøre karriere med, ville lade sig fotografere, mens hun stolt fremviste, at hun nu gav sig selv en velfortjent pause fra kontrolhysteriet? #wealth sidedelle.
 
#wealth belly af kødsovs i IKEA-sofa. Det spiller på en eller anden måde ikke for mig, for jeg har flere ting imod mig: Min økonomi, min alder og mit køn – men kunne rige og smukke kvinder slippe af sted med det?
 
Mesteren og morlille
På McGregor-billedet har kvinden også taget den traditionelle rolle som støtte og omsorgsperson for sin mand: beskeden, nedtonet og yndig. Hun er ikke jægeren, men samleren, der venter hjemme i hulen. Konstellationen er der ikke noget nyt i: trofæ-konen, der til gengæld for sin skønhed har fået magt og penge, og vice versa. Det kunne ligne et afsnit af Janni & Karsten. Men inden vi snerper sammen over det, så bliver vi nødt til at trække vejret og anerkende fakta:
 
Det irske par, Conor McGregor og Dee Devlin, har været sammen næsten et årti – altså fra før McGregor blev en pengemaskine af dimensioner. De har sandsynligvis fundet sammen, fordi de virkelig godt kan lide hinanden. To flinke mennesker, der elsker hinanden, og som nyder en middag sammen. Akkurat som de allerfleste par vel er skruet sammen, rig eller fattig, kedeligt nok.
 
Men lighed i forhold til muligheden for at stå ved sin krops uperfektheder er der ikke. Et initiativ mod kropshad og kontrolhysteri som FedFront med Sofie Hagen i spidsen er ikke just blevet modtaget med samme mængde digital kærlighed, vel?
 
Man kunne heller ikke forestille sig situationen på restauranten omvendt – at manden anerkendende nussede sin mere succesfulde kvindes blottede delle i fuld offentlighed. Og skulle det ske, så kunne de færreste forestille sig næste trin: at kvinden frivilligt lod dellen blive bragt på sociale medier verden over. Det selvironiske, tilgivende og humoristiske forhold til egen krop ligger stadig primært til manden. Ingen humoristiske og kærlige favntag med #awesome appelsinhud eller #mageløse morpatter her. 
 
Man kunne heller ikke forestille sig, at de ligestillet sad ved siden af hinanden med maverne blottet og udstrålede absolut selvtilfredshed ved sammen at have adgang til det bedste, livet kan tilbyde. Men man kan ønske sig det.
 
Kontrasten er vigtig, når McGregor poster #wealth belly på sociale medier. Her sammenfattes det ekstremt maskuline og det feminine – det er den moderne kriger, der samtidig rummer at være en omsorgsfuld far. Den sentimentale poesi er heller ikke til at stå for i forhold til, at det ikke er en mave fuld af oksekød, men hans barn, som wealth her hentyder til #sex!

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også