Tusind tak, Oscar!

I nat blev filmindustriens mest prestigefyldte priser uddelt ved den 89. Oscaruddeling. Traditionen tro var vores alles øjne rettet skarpt mod vindernes taler: Hvad ville de bruge scenen til? Analytikerne forventede politiske budskaber imellem de ellers indspiste takketaler fra hele verdens showbizz. De udeblev heller ikke, men druknede i fejludråbningen af La La Land som bedste film.
Kforum kigger nærmere på takketalerne fra årets Oscar-show, som var blevet spået til at blive det mest politiske nogensinde. Kilde/GettyImages.
Kforum kigger nærmere på takketalerne fra årets Oscar-show, som var blevet spået til at blive det mest politiske nogensinde. Kilde/GettyImages.
af Annette Bjerre Ryhede
Oscar-showet bliver, trods faldende seertal, set af hele nationen. Talerne er igennem historien blevet brugt til tre ting:
 
  1. Komme med et politisk budskab.
  2. Inspirere og motivere ved at bruge sig selv som eksempel.
  3. Udtrykke ydmyghed og takke alle, der har hjulpet én på rejsen.
 
De taler, der er blevet nævnt mange gange, har formået at skille sig ud, komme med kommentarer og være eksempler på historiske begivenheder, som da Halle Berry i 2002 modtog sin Oscar for bedste kvindelige hovedrolle som den første sorte kvinde nogensinde.
 
"This moment is so much bigger than me. This moment is for every nameless, faceless woman of color that now has a chance because this door tonight has been opened".
 
Navne ud – inspiration ind. Men ak ….
Som national og global underholdning ved vi alle, hvilke der er mest interessante: De to første! Listen med alle dem, der skal takkes, er kun interessant for dem, der bliver nævnt, men totalt uvedkommende for alle os andre. Derfor gjorde Akademiet det sidste år, at de prøvede at udrydde kategori 3 (takke-delen af talen), ved at sætte navnene på skærmen i stedet for at lade dem fylde i de gængse 45 sekunder, taleren har til at sætte ord på, hvad det betyder for dem at modtage prisen og sige tak. 
 
Det virkede ikke helt sidste år, og det gjorde det heller ikke i år. Holdet, familie og venner, læremestre m.fl. fik en masse ord med på vejen.
 
De tv-seere, der kedede sig under takke-delen af talen, lod sig til gengæld underholde af Nicole Kidmans måde at klappe på.
 
Vi i filmbranchen er så (selv)fede
Hvordan gik det så med at sige noget, der ikke kun var rygklapperi til branchen selv? Vinderne af bedste hovedroller og biroller fik ikke løftet sig over kategori 3, selvom Emma Stone og Viola Davis gjorde et forsøg. De fik dog ikke løftet talerne ud til den almindelige seer, og inspirationen blev holdt til de indspiste få – dem, der sad lige foran.  
 
Emma Stone vandt bedste kvindelige hovedrolle med La La Land, og holdt en tale der placerede sig imellem nr. 2 og 3. Fri for politiske budskaber, leverede hun i stedet inspirerende visdomsord om stadig at være i gang med at lære og modnes, samt humor ind i mellem de personer, hun skulle takke – men end sand ’motivational speech’ som kun amerikanerne kan levere, blev den ikke.
 
Emma Stones takketale.
 
... og vores præsident vil tweete om det
De politiske budskaber meldte sin ankomst allerede i indledningstalen fra værten Jimmy Kimmel, der hurtigt slog fast at ’landet er opdelt’, men at han ikke er ’Braveheart’ og derfor ikke kan samle landet. 
 
Jimmy Kimmels intro stand-up.
 
Derefter gik den over i humor med en lille stikpille til Trump, der fik salen til at huje. Kimmel gjorde nemlig tykt grin med Trumps kontroversielle, ofte uheldige og altid overdrevne brug af det sociale medie Twitter.
 
Jimmy Kimmel joker med Trumps Twitter-udbrud.
 
Det mere dybtfølte politiske indhold meldte først sin ankomst da den iranske film ’The Salesman’ vandt Oscaren for bedste udenlandske film. Instruktøren Asghar Farhadi sendte en budbringer, som læste beskeden om, at han havde valgt ikke at være der pga. ’det inhumane indrejseforbud’. Den melding fik klapsalver fra salen.
 
Instruktøren Farhadi protesterede imod Trumps indrejseforbud ved at blive væk fra Oscarshowet og prisoverrækkelsen.
 
Således brugte også skuespilleren Gael García Bernal, der skulle introducere bedste animationsfilm, scenen til at italesætte sig selv, ikke bare som mexicaner, men som ’a human being’, og at ideen om at bygge en mur, der adskiller os endnu mere, ikke er en god ide. Igen hujede salen, og nogle rejste sig op.
 
”As a Mexican, as a Latin-American, as a migrant worker, as a human being I am against any form of wall to separate us”.
 
Politiske budskaber – ikke politiske taler
Takketalen er efter de klassiske retoriske genrer en lejlighedstale, og den beskæftiger sig helt klassisk med nuet og tilskriver mening til denne begivenhed. I dette tilfælde: at jeg får denne pris for den rolle, jeg har spillet i x-film.
 
Som vi har set mange gange, bruges lejligheden også her til at komme med et politisk budskab, og siden Meryl Streep brugte sin Golden Globe-tale til at lange ud efter Donald Trump, har mange spået om, at Oscartalerne i år ville blive brugt til det samme, da Hollywood og den amerikanske kunstnerscene er kendt for at være venstreorienterede. 
 
 
Men sådan gik det ikke. De klassiske takketaler var dominerende.
 
De to andre retoriske genrer er 1) den juridiske tale, som beskæftiger sig med fortiden: Er han/hun skyldig – ikke skyldig? og 2) den klassiske, politiske tale, som beskæftiger sig med fremtiden: Hvordan skal vores samfund se ud de næste år frem?
 
Derfor bliver Oscar-takketalerne MED politiske budskaber ikke kendetegnet som politiske taler, fordi de ikke beskriver fremtidens politiske visioner, men ’blot’ har et politisk budskab: en kritik af nuværende forhold.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også