Er narcissisme den nye herpes?
Ensomhed er på én gang det moderne menneskes største skræk og et grundvilkår. At være alene er et eksistentielt grundvilkår; individet skrællet ned til kernen uden venner, parforhold, kolleger, børn eller netværk. Og samtidig er alt, hvad vi ønsker at vise, vores vi-hed. Intet menneske er en ø. Alle mennesker er en ø.
af Christine Lind Ditlevsen
Mine venner og jeg diskuterede i weekenden, hvem der er den største narcissist i omgangskredsen. Det er selvfølgelig ikke mig. Én havde fået nyt job og havde ikke talt om andet end den kyniske konsulentverden i en måned. En anden blev gravid og kunne, selvopslugt som hun var, slet ikke forstille sig, at strømmen af informationer om brystspændinger, spiseforstyrrelser og BabySam-riots kunne blive for meget.
En tredje planlagde sin drømmerejse. Hvem gider ikke tale om Mumbai og Maldiverne? Alle dem, der ikke skal derhen. Mig, mig, mig. Livet fylder så meget for den, hvis liv det er.
Zeitgeist-bakterierne
Men, indrømmet, det er ikke helt narcissisternes skyld – man vælger jo ikke selv, hvilken socialtype man bliver. Skrev bønder i middelalderen erindringer om deres traumatiske barndom eller deltog i realityshows? Nej. For historien omslutter os med begivenheder og betingelser uden for vores kontrol og inficerer vores væren med zeitgeist-bakterier.
Den protestantiske etik sugede almindelige velfornøjede bønder op og spyttede flittige lønslaver ud. Den digitale kapitalisme sluger hjælpeløse små babyer og sprøjter Facebookslaver ud, slaver, der slider for likes og drejer samtalen over på sig selv ved enhver given lejlighed.
Narcissisme er den nye herpes. Du får det ikke med vilje; du er bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og nu peger alle fingre og forsøger at lade, som om de ikke selv har det. Derfor blamegamet mellem mig og mine venner. Hver af os er så selv-involveret. Kan vi i virkeligheden tænke på andet end os selv? Nej.
Naturligvis tænker ingen af os på os selv som narcissisten i venskabet. Men grundvilkåret – at et venskab består af mere end ét menneske – kan godt give narcissisten sved på panden. Vennens personlighed kan faktisk stå i vejen for, at du får den opmærksomhed og sociale næring, du har brug for.
Og bevidstheden om, at I gensidigt forpurrer den andens behovstilfredsstillelse ved jeres blotte eksistens, må oven i købet undertrykkes løbende, for rigtige venner går ikke op i den slags. Man er ikke venner på kontrakt. Det er jo ikke en købmandshandel, det her.
Social smerte
Meget tyder på, at vi har glemt venskabets etiske dimension. Aristoteles skrev i Den nikomacheiske etik, at venskaber er noget af det mest nødvendige i livet. ”Uden venner ville ingen ønske at leve, selv med alle de øvrige goder i behold”.
Venskabet er der, hvor mennesker kan nå til større indsigt i sig selv gennem mødet med hinanden. Hvor interessen for hinanden og lysten til at dele ting med hinanden også forstås som en ressource, der er med til at udvikle os. Venskabet er med andre ord en slags dannelsesproces, gennem hvilken vi kan øve os på at være mindre selvoptagede.
Gensidighed står ikke ligefrem øverst på dagsordenen for tiden. En ven fortalte mig, at hendes nye kærestes idé om sex er, at hun ser ham onanere. Jeg gætter på, at et egentligt samleje ville være for mellemmenneskeligt. Jeg forstår egentlig godt hans pointe: Gensidighed kan være kedsommelig. Der ligger man og venter på, at det bliver ens tur.
Der er en grund til, at porno er så populært: tilfredsstillelse uden forudgående navigation i en anden persons behov, ingen krav om personlighed og en ikke-eksisterende relation. Men hvad så med ensomheden?
Hvis pattedyr har valget mellem fysisk smerte og social isolation, vil de vælge det første. Aber, der i et forsøg var berøvet både mad og social kontakt i 22 timer, søgte hen til deres artsfæller, før de gik hen til maden.
Forsker i dyreadfærd Frank D. McMillan arbejdede i studier med begrebet social pain; social smerte, en tilstand, hvor ensomhed og følelsen af at være anderledes kan føre til en pinefuld eksistens. Og social smerte kan skade det fysiske helbred, bidrage til aggression og dårlig impulskontrol. Sammenlignet med andre med stabile sociale relationer har mennesker, der ofte oplever social afvisning, også dårligere søvnkvalitet og sænket immunforsvar.
Samtale-nacissisme
Narcissisme-økonomien er med andre ord ikke så sjov som det drømmesamfund, den afløste. I 1990'erne kæmpede sengeproducenten med rejsearrangøren om vores penge. Hvor skulle drømmen udleves? Nu kæmper alle med næb og klør om anerkendelse. Selv den mest afslappede samtale bliver hurtigt til en opmærksomhedsslagmark.
En forsker registrerede og analyserede 1500 middagssamtaler i et studie af konversationsmodeller, som han senere navngav Jagten på opmærksomhed. Studiet viste, at vi, når vi taler med hinanden, ligger under for samtale-narcissisme (conversational narcissism).
Samtalenarcissister prøver altid at vende opmærksomheden fra andre til sig selv, men vil typisk ikke afsløre deres ærinde og respekterer derfor de mest grundlæggende sociale normer og etiketter. Man lader typisk folk tale færdig og sørger for, at drejningen over på en selv hænger sammen med det foregående emne. Narcissismen antager mere subtile former.
Alle har følt kløen efter at komme til. Hvor vi næsten ikke kunne vente på, at den anden var færdig med at tale, så vi kunne springe til med vores åbenlyst meget mere spændende og relevante historie. Vi foregav at lytte opmærksomt, mens vi i virkeligheden fokuserede på, hvordan vi skulle binde over til det, vi selv ville sige, så snart vi fandt en åbning.
Patient Zero er ikke dig selv
Fortæl det til dine Facebook-venner, siger jeg, når min ven klager over, at jeg ikke tager hendes følelser alvorligt. Hun opnåede et astronomisk stort antal tilhængere på Facebook efter sine superselvafslørende opslag om sit forhold til – sine venner IRL. Jo mere hun afslørede fra det virkelige liv, jo mere elskede de hende.
Det store ord i den narcissistiske åbenbaring er autenticitet. Grundfortællingen er død, den rene fiktion er død, realismen er død, realitetssansen er død, og mig og alle mine PoMo-venner står tilbage med vores stærke trang til at være i centrum. Nu skræller vi vores hverdag for plot-pointer, for zeitgeist'en kræver, at vores liv skal offentliggøres – og så autentisk som muligt. Vi deler, hvor ambivalente eller nødstedte vi føler os. Fordi det bare føles autentisk at dele det.
Som en ægte narcissist må jeg slutte med en bekendelse: Jeg troede, jeg var Patient Zero, selvoptaget, meningsforladt, autenticitetsbiased, ensom og gensidighedshungrende som jeg er. Men jeg tror ikke engang på narcissisme. Det er en skodbetegnelse. Ingen er enige om, hvad det er, eller hvad det betyder.
Det er en diagnostisk kæp, som man kan slå andre mennesker med; mennesker, man synes er irriterende, fordi de taler for meget fra og om det sted, de står i livet. Trangen til at diagnosticere andre kommer af vores enorme angst relateret til mig-hed, angsten for, om man er sig selv på den rigtige måde.
-----
Artiklen er inspireret af essayet Narcissism: a reflection.
