Teknologien har kontrollen

Mange teknologer drømmer om selvkørende computere. Algoritmen er jo bedre til at træffe beslutninger end mennesker, synes de at tænke. Hvad end det er i trafikken, i sammensætningen af Facebook-feedet eller verdens store problemer.

Problemet er, at den selvkørende teknologi gør os magtesløse og fremmedgjorte.

Kig for eksempel på det feed, som Facebook bruger tusinder og atter tusinder af timer på at gøre så interessant og relevant for dig som muligt. Du har selvfølgelig helt styr på, hvordan algoritmen opfører sig, men se på, hvordan din onkel, søster og svigermor behandler Facebook.

Tag for eksempel den hoax, en af dem sikkert har delt en eller flere gange inden for det seneste år: Det er kun 25 (eller 26?) af dine venner, du ser indhold fra, klager opslaget, men hvis bare andre kommenterer på det her opslag, så vupti, er man tilbage i førersædet. Vi vil så gerne være handlende individer og ikke bare tandhjul i maskinen.

De fleste har nok set dette opslag i deres Facebook-feed, hvilket giver indtrykket af, at vi har kontrol med, hvad vi kommer til at se i vores feed.

Samme algoritmebaserede feed har plaget mange Twitter-brugere. Forleden delte brugeren @EmmaKinema så et lille hack til, hvordan man kunne få kontrol over sit feed igen. Over 20.000 retweetede det – og Twitter lovede at give brugerne kontrollen tilbage.

Teknologien i førersædet

Men det er ikke kun sociale medier, der reducerer os til passive brugere af teknologi. Prøv for eksempel at tænke over de utallige GDPR-e-mails du fik i foråret. Eller på alle de cookie-advarsler, du bevidstløst klikker ja til. Alt sammen naturligvis kun for at kunne give dig bedre service vil ejerne hævde: De har ligeså gode intentioner som Facebook.

Teknologien er for alvor blevet selvkørende, og vi er passagerer. Naturligvis også bogstaveligt talt. Sætter du dig ind i en selvkørende bil eller bus, er du passager i alle ordets betydninger. Det er algoritmen, der skal identificere uheld. Det er algoritmen, der skal undvige barnet, der løber efter bolden. Det er algoritmen, der i sidste ende skal prioritere, om bussen rammer barnet eller moderen.

Jo mere effektiv teknologien bliver, jo mindre indflydelse har de mennesker, der benytter den.

Men når teknologien kører sig selv, bliver vi reduceret til brugere, som det hedder så grimt hos teknologer. Og vi savner at få mennesker tilbage i teknologiens førersæde. Ikke bare de mennesker, der arbejder med teknologi – men alle mennesker.

Et godt eksempel på, at nogle teknologivirksomheder har fået øjnene op for, at mennesker gerne vil have kontrol – eller i hvert fald følelsen af kontrol – er det nye iOS 12’s Skærmtid. Her giver Apple os brugere mulighed for at sætte tidsgrænser for, hvor mange minutter vi ønsker at bruge på enkelte apps – Facebook, Candy Crush, ja, sågar, SkoleIntra … Således giver Apple telefonens ejer mulighed for at prioritere ud fra deres egne intentioner – frem for de handlinger, vi udfører, som fx Facebooks feed er bygget op om.

Mennesker vil gerne have kontrol med deres forbrug af apps, og det har Apple fået øjnene op for.

Så går den ikke længere: I iOS 12 kan man også sætte grænser for hvor lang tid man vil bruge på forskellige apps.

Begejstrede unge mænd

Et af teknologernes problemer er imidlertid, at de minder for meget om hinanden – de samme uddannelser, baggrunde og miljøer. De finder hinanden i en begejstring for teknologien og dens muligheder – med en tendens til at være blinde for de medbragte problemer. Deres dybe tiltro til teknologien tager de naturligt med sig ind i de produkter, de bygger. De løser problemer ved at gøre teknologien selvkørende.

Tag for eksempel Mark Zuckerberg. Midt i Facebooks krise i foråret reflekterede han i et interview over, om Facebook gjorde verden til et bedre sted.

“Da vi begyndte, tænkte vi på, hvor godt det ville være, hvis alle kunne forbindes med hinanden,” sagde han til intervieweren Ezra Klein og fortsatte: “Ærlig talt, tænkte vi ikke nok på nogle af de negative sider ved værktøjerne.”

Nu er Zuckerberg imidlertid vågnet op. Men han mener selvfølgelig, at alle Facebooks problemer kan løses – med mere teknologi og tusindvis af ingeniører. Selvom han i samme interview dog anerkender, at det nok vil tage 2-3 år(!)

De fleste vil nok opponere. Kan Zuckerbergs ingeniører løse menneskets hang til at snyde og bedrage på et par år? Kan de fjerne fake news og gøre alle socialkonstruktivister arbejdsløse med et trylleslag ved at indføre en endegyldig sandhed om, hvad der er løgn, og hvad der er latin?

Sandheden bliver næppe selvkørende. Og vi burde som samfund bruge mindre tid på selvkørende biler og i stedet efterstræbe, at det igen er mennesker, der sidder bag rattet.

Sluk eller Singularitet

Desværre er debatten om, hvordan vi vil bruge teknologi i vores liv og samfund præget af to sort-hvide strømninger.

I den ene strømning bygger man kun læhegn: Teknologi skal begrænses. Sluk! For iPad’en, for robotterne, for den kunstige intelligens, for computerspillet og for alt andet, der er nyt, og som vi ikke forstår. Vi bliver overvældet af nye muligheder, nye gadgets – og over tid af de negative konsekvenser, vi oplever. Ville jeg virkelig bruge så lang tid med mine skærme? Skal jeg overvåges, når bare jeg går ind i en butik eller besøger en hjemmeside?

I den pessimistiske strømning bliver teknologi til noget farligt. Den skader vores evne til at være sammen med andre, vores nattesøvn og fører ubetinget til et Big Brother-samfund. For ikke at tale om, hvad Facebook gør ved den offentlige debat, og hvad Google har gjort ved medierne.

Netflix-serien Black Mirror har gjort teknologipessimisme til skrækindjagende underholdning.

Fremmedgjort af teknologien får Facebook, Amazon og iPads skylden for alt fra tonen i den offentlige debat til børnenes diagnoser. Og vi reagerer usammenhængende: Måske går det hele over, hvis bare jeg sletter Facebook-appen eller holder skærmfri torsdag.

I den anden strømning bygger man kun vindmøller: Teknologi er godt, og mere teknologi er eksponentielt godt. Hvad end der er tale om udbredelsen af kunstig intelligens, såkaldt velfærdsteknologi eller digitalisering af den offentlige sektor. Robotterne kommer, ja – men de vil ubetinget gøre vores liv sundere, fredeligere, rigere, bedre...

Sundhedssystemer verden over er pressede af en befolkning, der bliver ældre og ældre. Her kan robotter måske være løsningen.

De, der flyder med i den optimistiske strømning, ser digital teknologi som et værktøj til effektivisering på kort sigt – og som en løsning på alverdens problemer på lidt længere sigt. Er der negative konsekvenser, kan de let løses: En ny app kan hjælpe os med at begrænse vores skærmbrug. Eller en ny teknologisk superhelteløsning vil redde verden.

Skal vi have mennesker tilbage i teknologiens førersæde, skal de to strømninger mødes. Ellers ender alt for mange mennesker som passagerer i en bil, andre kører.