Lars Jørgensen: Vestens reaktion på Charlie Hebdo-attentatet
Vi bør sige undskyld til muslimerne

Skrevet af

Lars Jørgensen
Sociolog, lektor

5 artikler

4 indlæg

Det er i dag uden tvivl vanskeligt for de fleste at forstå Tøger Seidenfadens undskyldning til muslimerne i sin tid. Siden attentatet i Paris onsdag har de fleste ageret, som om mordene på Charlie Hebdos ansatte mere end noget andet retfærdiggør udbredelsen af islam-hånende tegninger. Det er, som om alle nu pludselig mener, at vi bør vise hele verdens muslimer, at vi i Vesten har ret til at håne og latterliggøre muslimer.
Er det virkelig en fornuftig reaktion at latterliggøre muslimer? Er det ikke snarere den reaktion, som gerningsmændene kunne ønske sig for at skabe mere konflikt mellem Vesten og den muslimske verden? Det ligner måske ren idyl med al den solidaritet og enstemmighed, men man overser, at vi lige nu mere end nogensinde marcherer i takt med vore egne ekstremister, mens vi massivt og kollektivt håner og marginaliserer hele verdens muslimer. Vi tror, vi siger fra over for ekstremismen. Reelt støtter vi den massivt. Vi er nødt til at gennemskue, at debatten hviler på højreekstremismens præmisser.
 
I dagens spændte klima ville Tøger Seidenfaden givetvis have haft uhyre vanskeligt ved at forsvare sin undskyldning. Det er virkelig besynderligt, som Bjørn Bredal påpegede onsdag aften i Deadline, at det moderate synspunkt ofte er det mest provokerende. I dag, bør man måske tilføje. Men det viser jo blot, hvordan præmisserne i den almene debat grundlæggende er sat af ekstreme holdninger …  til ’muslimer’.
 
Politiken siger undskyld. Kilde: Politiken
 
Debatten er funderet på demokratisk uholdbare og ekstremistiske præmisser
Selvom Tøger Seidenfadens holdning måske er særlig vanskelig at forstå i lyset af attentatet i Paris, så er det nu stadig den absolut mest fornuftige. En moderat holdning som et demokratisk helhedssyn indbefattende tolerance og respekt over for muslimer nationalt og internationalt. Jeg vil endda påstå, at Seidenfadens moderate holdning deles af de fleste mennesker, hvis de da ikke er forført af ekstrem retorik og vanvittige begivenheder som for eksempel angrebet mod Charlie Hebdo.
 
For at gøre det muligt at se fornuften i Seidenfadens moderate demokratiske synspunkt må man gennemskue, hvordan hele debatten er funderet på demokratisk uholdbare og ekstremistiske præmisser. Helt grundlæggende kan man udskille to holdninger eller kognitive ’rammer’ i debatten:
 
  1. Skal man 'stå fast' på og dyrke en fundamentalistisk ytringsfrihed ved at håne muslimerne, der ikke tåler hån og latterliggørelse af deres religion?
  2. Eller skal man anerkende det socialt og demokratisk fornuftige i at tage hensyn til religiøse følelser og neddæmpe krænkelser også over for muslimer?
 
Seidenfaden valgte den sidste og forlod markant den ekstremistiske dagsorden og retorik. Uden tvivl til stor skuffelse for både højreorienterede ekstremister i Vesten og deres ekstreme brødre i den muslimske verden. At der samtidig var en hel del ikke-ekstreme politikere og journalister med flere, der dybt misbilligede Seidenfadens angivelige ’knæfald’, illustrerer blot den generelle problematik, som jeg behandler her. 
 
Hvad betyder ’Jeg er Charlie Hebdo?’
Jeg tror ikke, at de utallige mennesker, der i disse dage 'er' Charlie Hebdo på sociale medier og deler diverse muslim-hånende tegninger, er opmærksomme på, at de – alene gennem deres uforbeholdne solidaritet med de dræbte – støtter ekstremisternes konfliktskabende dagsorden og retorik. Både de vestlige og de muslimske ekstremisters.
 
Et minuts stilhed for ofrene. Foto: Polfoto/Nigel Dickinson. 
 
Parterne deler retorik, når de for eksempel begge taler om en særlig ’muslimsk’ religiøs kultur og en særlig ’vestlig’ sekulær kultur. Det er denne ekstreme, falske ide om en uomgængelig kulturforskel, som man er med til at hamre fast med syvtommersøm, hver gang man i solidaritet med de dræbte slår på, at ’jeg er Charlie’. Det er, som om alle nu har travlt med at kravle ind i og være med til at udgøre ’Vestens kategori’ som et kollektivt forsvar mod terroristerne.
 
Men på den måde accepteres stiltiende den uholdbare præmis, at terrorister (muslimske eller ej) arbejder på vegne af alle muslimer. Konsekvensen er nærmest en hyldest til de to gerningsmænd, mens man massivt håner alle verdens uskyldige muslimer, der rammes af Charlie Hebdos tegninger. Uanset gode intentioner så bliver den ikke-intenderede, men objektive konsekvens, at jo mere vi slår Charlie Hebdos tegninger op, jo mere massivt viser vi som ’Vesten’, at vi virkelig alle finder det rigtigt at håne og fornedre muslimer.
 
Det samme gælder medierne og politikere fra alle partier, der indgår i den kollektive besværgelse, ’at være Charlie Hebdo’, forsvare ytringsfriheden og så videre. På den måde bekræftes al muslimsk ekstremisme, idet vi massivt synes at bekræfte, at ’Vesten’ generelt ikke har den mindste respekt for Islam. Uden at det måske bliver sagt højt, så giver det også sig selv, at både attentat og reaktionen er en appelsin i turbanen på alle højre-populistiske og antimuslimske kræfter i Europa og andre steder. Fordi alle i Vesten synes at indse sandheden i Islams ’generelle’ hang til blodig terrorisme, som vore højreekstremister har prædiket i årevis. Samtidig giver vi en historisk støtte til de højreekstremistiske kræfter i vesten, da alle synes at anerkende deres enkle ’os og dem’-verdensbillede, der på almindelig vis gør det rigtigt og vigtigt at håne alle verdens muslimer.
 
Vi forføres af højreekstremistiske principper
Der er næppe tvivl om, at både vestlige højreekstremister, radikale muslimer samt gerningsmændene fra onsdagens attentat på Hebdo (muslimer eller ej) gnider sig i hænderne over ’Vestens’ solidariske reaktion. Skal vi virkelig lade attentatmændene få os alle til at støtte den højreekstremistiske dagsorden og fremmedfjendske retorik, fordi et par vanvittige mennesker slår tolv mennesker ihjel i Paris? Hvordan kan vi overse, at vi på den måde overlader ekstremisterne kontrollen med vort demokrati og strategi?
 
Problemet er, at vi i årtier er blevet forført til at tænke og forstå problemet med muslimsk indvandring, demokrati og ytringsfrihed ud fra falske demokratiske, ja, faktisk højreekstremistiske præmisser. Vi er nødt til at gennemskue falskheden af disse præmisser for at kunne tænke mere fornuftigt. Lad mig understrege, at der er en (fornuftig) verden til forskel på, når en avis laver grænseoverskridende tegninger, og når hele nationer træder i karakter på samme budskab. Dette handler ikke om den enkelte avis’ ytringsfrihed og ret til at bringe stødende, fornærmende journalistik. Den ret er lovfæstet.
 
Det handler om, at vi som samfund – fordi præmisserne, retorikken og måden, som vi forholder os til attentatet og muslimer på, er grundlæggende falsk – ender med at styrke de kræfter, vi vil bekæmpe.
 
Vi må afvise, at det var ‘Vestens demokrati’, der blev angrebet. Det er at købe terroristernes selvforståelse. Det var en avisredaktion, der, helt vanvittigt, blev angrebet. Foto: Polfoto/Zeus.
 
Drop ’os og dem’
Vi må afvise det enkle skema og de vanvittige forenklede abstraktioner, som Front National i Frankrig og Dansk Folkeparti har opereret med i årtier. De abstraktioner, som også Breivik eksplicit slog folk ihjel ud fra. Vi må afvise ekstremistisk tale om ’os og dem’: Os moderne, fornuftige fra Vesten mod den farlige og tilbagestående muslimske religion.
 
Vi må afvise den abstrakte, generaliserende sprogbrug og fastholde, at det ikke er ’muslimerne’ og ’Islam’, der står bag attentater som det på Charlie Hebdo. Vi må afvise, at det var ‘Vestens demokrati’, der blev angrebet. Det er at købe terroristernes selvforståelse. Det var en avisredaktion, der, helt vanvittigt, blev angrebet. Vi må sige fra over for den absurde ide, at de mest ekstreme muslimer repræsenterer Islam og alle muslimer i verden og tildele hver ekstremistisk gruppe og gerningsmand sin beskedne plads i verden. Vi må droppe de himmelråbende abstraktioner og stå fast på, at vi lever i et retssamfund, hvor man er uskyldig, indtil man er dømt.
 
Så længe vi accepterer ekstremismens abstrakte sprogbrug om ’muslimer’ som en enkel stereotyp gruppe, så er vi alle med til at forstærke den ide, at Vestens og muslimske mennesker er grundlæggende forskellige og ikke kan undgå konflikt. Det ender som en selvopfyldende profeti. På samme måde må vi besinde os på måden, vi viser solidaritet med Hebdos ansatte, hvis vi skal undgå at styrke ekstremismen. Så længe man fastholder den generelt uforbeholdne ’vestlige’ solidaritet med Charlie Hebdo, repeterer deres hånende tegninger og så videre, så længe støtter man ekstremisternes dagsorden og træder på alle muslimer i verden.
 
Vi bliver fastholdt i vore følelsers vold
Den enkelte borger, politiker og journalist og i særlig grad regering og statsmænd må sige fra over for den abstrakte ideologi og benytte konkret sprogbrug med gerningsmænd og ofre. De seneste dages ualmindeligt almindelige reaktion arbejder i forlængelse af de ekstreme islamister og højreorienterede politiske partiers dagsorden. Vi er på vej op ad konfliktstigen, som min datter ville formulere det. I den grad, vi ikke standser det, i den grad, vi ukritisk deler Charlie Hebdos og andres hånende tegninger, vil ekstremisterne vinde en langt større sejr, end de kunne drømme om. Langt større end det at slå tolv mennesker ihjel på en berømt avisredaktion i Paris.
 
De seneste dages reaktion arbejder i forlængelse af de ekstreme islamister og højreorienterede politiske partiers dagsorden. I den grad, vi ukritisk deler Charlie Hebdos og andres hånende tegninger, vil ekstremisterne vinde en langt større sejr, end de kunne drømme om. Foto: Polfoto/Zeus.
 
For så har terroristernes mordaktion (muslimske eller ej) og vores reaktion bevirket en massiv styrkelse og udbredelse af det konfliktskema, som ekstremister i Vesten og i den muslimske verden netop arbejder på at udbrede. Sådan at al demokratisk samtale om, at vi skal tage hensyn også til muslimers religion og følelser, uvægerligt risikerer at blive betragtet som både naivt og farligt. Mens den virkelig vigtige og enorme kollektive interesse i fredelig sameksistens, som findes hos langt, langt de fleste mennesker, fuldstændig undertrykkes. På den måde risikerer vi alle at blive fastholdt i vore følelsers vold og komme til at tale som Søren Espersen og Le Penn i Frankrig. Mens vi bilder os ind, at vi står fast på demokrati og frihed og søger fred og sikkerhed, så gør vi lige det modsatte, mens risikoen for yderligere konflikt, krig og terror øges betragteligt.
 
Vi må gennemskue logikken og sige fra. Det er nødvendigt at stå sammen og stå fast på en moderat demokratisk position i vores temmelig afsporede, men næsten klassiske debat om demokrati, ytringsfrihed og retten til at fornærme muslimer. Her kan vi lade os inspirere af Tøger Seidenfaden samt en tilsvarende krisetid i det Habsburgske Wien, hvor Karl Kraus blev berømt for at sige, at hvis han stilles over for to onder, så vælger han ingen af dem.
 
Vi må forbeholde os retten til at have den dybeste medfølelse med de dræbte og deres familier og samtidig tage størst mulige afstand fra det grusomme attentat – uden at dele Charlie Hebdos tegninger og ’rene’ dyrkelse af ytringsfriheden. Hån som en fanatisk fundamentalistisk dyrkelse af ytringsfriheden bør måske nok tåles i et demokrati, men da ikke hyldes! I et demokratisk samfund må man indse, at man afvejer og tager hensyn til så mange forskellige aspekter for at kunne give forskellige borgere frihed til forskellige ting og samtidig muliggøre fredelig sameksistens.
 
Tolerance og respekt over for anderledes troende og religioner er en logisk nødvendighed
Det er paradoksalt, at mens almindelige mennesker dagligt kan interagere med hinanden på alle steder og niveauer med tolerance og respekt, så har debattørerne i det offentlige rum i årevis været optaget af at diskutere fornuften og nødvendigheden af at stå fast på en ekstrem form for ytringsfriheds-fanatisme. De har undertrykt udbredelsen af den moderate demokratiske holdning, der er en betingelse for fredelig sameksistens og integration, i Danmark og i verden.
 
Vi må skifte til en moderat demokratisk tænkning og retorik. Medier og politikere må gå forrest og tage ansvar. Alle bør vide, at man vrøvler og modsiger sig selv, hvis man taler for integration og demokrati i kulturforskellenes og ytringsfriheds-fanatismens navn.
 
Ytringsfrihed er de mindst magtfuldes ret til at tale magten imod
Heldigvis er der grund til optimisme i det faktum, at mennesker ligner hinanden overalt i verden. Lur mig om ikke der er millioner og atter millioner fornuftige mennesker i den muslimske verden, der ser igennem fingre med de forløbne dages massive solidaritet med Hebdo i form af de mange ’jeg er Charlie’. Fordi de forstår, at der er tale om spontane reaktioner på et forfærdeligt angreb. For at kunne frigøre vores demokratiske sindelag, så er vi nødt til at gøre op med vores egne ekstremisters infantile tilgang til demokrati og ytringsfrihed. Disse vil indvende, at der ligger frygt bag min argumentation. Det er sandt. Og det er pointen!
 
Vi må gøre det legitimt at tage risiko for krig og terror med i en helhedsvurdering. Medierne har for ofte haft fanatikere med slips i studiet til at tale ’ytringsfrihed’ for enhver pris. Velklædte folk, der absolut ikke synes bange for krig og konflikt, men mener, vi absolut altid bør risikere krig og terror i ytringsfrihedens navn. Som regel i en lillebitte ideologisk sag for at publicere hånende tegninger af Islam. Vores ytringsfriheds-fundamentalister er som de 1. verdenskrigs-meningsdannere og -generaler, der sendte hundredetusindvis soldater i døden med et snuptag. Ingen bestrider Jyllands-Postens ret til at bringe hånende tegninger af Muhammed.
 
Meningen med ytringsfrihed er at sikre de mindst magtfulde ret til at tale magten imod – ikke at håne folk på de nedre trin i samfundet. Det er ikke en vestlig værdi, højest et tålt onde. Det var forkert, da Anders Fogh Rasmussen ophøjede Jyllands-Postens hån til national politik.
 
Det er menneskeligt at fejle. Det er som bekendt stort at tage imod argumenter og ændre adfærd. Vi må gøre op med vor ytringsfriheds-fanatisme og højreekstremistiske retorik. Ikke som knæfald for muslimske terrorister (netop højreekstremismens argument for ikke at rokke os). Men for at kunne skabe et reelt demokratisk samfund og en fredelig verden. Vi må genoverveje fornuften i Tøger Seidenfadens undskyldning og Fogh Rasmussens mangel på samme. Så må vi se, hvilke redaktører der i dag er fornuftige nok og modige nok til at sige undskyld til den muslimske verden for – i misforstået demokratisme – fejlagtigt at have bragt Charlie Hebdos hånende tegninger. Det er måske Jyllands-Postens næste demokratiske træk?
 
 
 
 

Relaterede artikler

Neoliberalismen er værre end islamismen - Michel Houellebecqs roman Underkastelse kommer på dansk. Hovedpersonen har så lidt europæisk kærlighed, livskraft og kul...
Voldtægten af Europa - Nu udkommer Michel Houellebecqs roman Underkastelse på dansk. Dens islamiske samfundsscenarie er slet ikke science ficti...
Samme samlende terrortale - Lars Løkkes tale ved mindehøjtideligheden for ofrene for terroren i Paris var rørende, den var passende, og den var utro...
Kugleregn versus kuglepen - Prøv at se dig omkring i din nærmeste omgangskreds, og spørg dig selv: Kender jeg nogen, der ikke går ind for ytringsfr...
Økonomerne ødelægger verden - Har du lagt mærke til, at økonomerne går forrest i destruktionen af vores samfund? Praktisk talt alle økonomer i dag er ...

Giv din stemme

271 stemmer
3,0/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kun få ledige pladser

Se alle Bliv klogere

Kursus

Boost dine budskaber med infografik

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Communications Internship

Frist: 31. august

Kommunikationskonsulent

Frist: 25. august kl. 12.00

Afdelingschef

Frist: 8. september
Se alle job Indryk job

Kom til K-dag

Brug Snapchat strategisk og engager dine brugere

7. september

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.