Nostalgi-propaganda for fuld EU-blæsning

Venstre har i denne uge lanceret deres plakat for et ja til EU-afstemningen om retsforbeholdet den 3. december. Den runger af nostalgi og har massive undertoner af de tidligere propagandaplakater fra Sovjetunionen og Røde Kina. Dyk ned i den politiske, propagandistiske plakatkunst.
Jeg skal da lige love for, at nostalgi sælger politiske budskaber for tiden. Socialdemokraterne holder fast i de gode gamle dage med ‘Det Danmark du kender’ - fremskridt er ikke noget for os, åbenbart - mens DF lover ‘tryghed og tillid’ og understreger duften af mormors køkkentern ved at bruge skråskrift. 
 
Nu har Venstre så meldt sig ind i gruppen af nostalgikere med partiets nye plakat for et ja til EU-afstemningen den 3. december, men på en ret uventet måde. Der er massive undertoner af de propagandaplakater, som fra 20’erne til 50’erne prægede fascister og kommunister.
 
Venstres plakat i kampen om at få danskerne til at stemme ja til retsforbeholdet den 3. december til EU-afstemningen. 
 
Umiddelbart er der mere hyggelig ‘Hansens Is’ end krigspropaganda over EU-plakaten, som bureauet Hjaltelin Stahl står bag. Den lægger sig solidt op ad den stil, som populære illustratorer som Mads Berg (bl.a. Hansens Is og turist-plakater for Bornholm) og Niels Ditlev (bl.a. Carlsberg) er kendt for. 
 
Mads Bergs plakater for Hansen Is.
 
Det er nutidig plakatkunst med tydelige spor tilbage til tidligere tiders reklame- og propagandaæstetik. Det er som regel smukt lavet, og det er også umiddelbart tilfældet her. Hvis tanken ledes hen på Viggo Vagnbys legendariske plakat af politimanden, som hjælper andemor og hendes ællinger over gaden i København, vil det sikkert ikke genere Venstre.
 
Viggo Vagnbys legendariske plakat for Wonderful Copenhagen. Venstres valgplakat har nogle af de samme træk, men mangler måske hyggen?
 
Men ved nærmere eftersyn mangler hyggen og folkeligheden, ja, venligheden fra Vagnbys panserbasse. På Venstres plakat går en ung, blond pige og nynner halvbistert i Danmarks hus på en ren, gylden strand, mens Kronborg luder i baggrunden så smukt som i fædrelandssangen, og et overdimensioneret dannebrog vajer for den vind, som tre af Nordens fem svaner flyver imod oppe i skyerne (de andre to er nok bare fløjet i forvejen). Det hele i et lettere stiliseret billedsprog.
 
Men hov: Hvor er det, vi har set den slags brugt før? Jovist, ikke mindst i Sovjetunionen og Røde Kina, hvor handlekraftige kvinder i arbejdstøjet også blev brugt til at sælge ideen om det stærke fædre-, øh, moderland. En del af formsproget er også lånt derfra - mange sovjetplakater benyttede sig hyppigt af kubismen, konstruktivismen og futurismen med de skarpe linjer og geometriske figurer. Det samme gjorde fascisterne, mens nazisterne insisterede på en mere nationalromantisk streg. Modernismen var ikke noget for dem.
 
Brød til moderlandet. Solen skinner på vor lykkelige landarbejderkvinde, som skaffer brød til moderlandet.
 
Nå, stilarten i sig selv behøver jo ikke at give associationer til totalitarisme og revolutioner, men så er det, at symbolikken kommer ind i billedet.
Det er vel næppe tilfældigt, at den blonde politikvinde patruljerer ud for Kronborg, hvor Holger Danske er klar til at vågne nede i kasematterne. Og som i øvrigt udgør vores grænse mod - oh, gys - Sverige. Der er også en solid mur mellem stranden og det forjættede land.
 
Og nu har jeg siddet og studeret fotos fra Kronborg, og det der dannebrog er altså mindst dobbelt så stort som i virkeligheden.
Alt i alt er der på plakaten sat tyk streg under de nationale symboler: danskhed, dannebrog, forsvar og en svunden tid. Det kunne såmænd have været en DF-plakat, hvis budskabet ikke så tydeligt havde været et ja og ikke et nej til december.
 
Måske har det ligget Venstre meget på sinde at signalere, at en afskaffelse af retsforbeholdet ikke er ensbetydende med, at Danmark slækker på sin bevogtning af grænserne eller bliver nødt til at acceptere flere flygtninge, selv om kritikerne hævder netop det.
 
'Alt dette har revolutionen givet kvinderne'. På kvindernes kampdag i 1920 var der fokus på alle de velsignelser, som den kommunistiske revolution havde givet kvinderne, herunder vuggestuer.
 
Men undskyld, symbolikken og nostalgien er så tyk, at jeg bliver i tvivl. Er plakaten alvorligt ment? Eller er den en pastiche? Når det er reklame for is, klippeøer og Tuborg er jeg ikke i tvivl. Så er det en dybt æstetisk kærlighedserklæring til det formsprog, som blandt andet den fransk-ukrainske plakatkunstner A.M. Cassandre benyttede sig af til sine fantastiske plakater for bl.a. rejser, og som danske Aage Rasmussen var tydeligt inspireret af til sine lige så fantastiske DSB- og broplakater.
 
Danske Aage Rasmussen var tydeligt inspireret af A.M. Cassandres streger. 
 
Men når en plakat skal formidle et politisk budskab, må man ikke være i tvivl. Er det her ironisk ment? Eller er vi ude i en omgang halvslidt nationalromantik med associationer til Gud, konge og fædreland og ‘Danmark for danskerne’? Jeg bliver nødt til at antage det sidste, eftersom Venstres opfordring til at stemme ja næppe er spor ironisk ment.
 
Og nok er formsproget meget langt fra nationalsocialistisk, men det er svært ikke at få associationer til tiden omkring 2. Verdenskrig, hvor blonde, uniformerede kvinder fortæller om det vigtige i at handle for landets bedste.
 
Byg ungdoms- og børnehjem. Hvem kan dog sige nej til pigen med anemonerne og indsamlingsbøssen?
 
De allierede forstod i øvrigt også at benytte kvinder i deres propaganda, ikke mindst når det handlede om at få kvinderne ud af køkkenet og ind på fabrikkerne.
 
Ind på fabrikkerne. De tre svaner på Venstre-plakaten fik mig til at tænke på kampflyene på denne. Britisk hverveplakat - mens mændene var ved fronten, var der brug for kvinderne på fabrikkerne.
 
Selvfølgelig kan man bruge formsproget fra den tid uden på den måde at sympatisere med totalitarisme eller højrenationalisme. Jeg tænker ikke Stalin, Hitler eller Mussolini, når jeg ser plakaterne for Hansen Is. Og selvfølgelig kan man bruge stilarterne fra sovjettidens effektive propagandaplakater ironisk. Så skal det bare være tydeligt. Det var det f.eks., da M&M’s udskrev konkurrence om, hvilken farve M&M's der var mest populær. Rød fik en plakat i bedste/værste sovjetpropagandastil.
 
M&M's plakat, der mest af alt minder om en sovjetisk propagandakampagne.
 
Her var ingen vel i tvivl om, at symbolikken og virkemidlerne var tykt ironiske. Men på mit Facebook-feed har flere i løbet af dagen troet, at Venstres plakat var satire. Og det er ikke heldigt, når den skal kommunikere effektivt og vinde en folkestemning.

De første satiriske spoofs på Venstre-plakaten er dog også allerede set på de sociale medier.
 
De første spoofs på Venstres plakat er allerede begyndt at dukke op på de sociale medier. 
 
Det er ikke nødvendigvis dårligt for Venstre - i det mindste bliver plakaten udbredt. Men det kan selvfølgelig godt gøre det endnu mere uigennemskueligt, hvilket budskab Venstre i virkeligheden er ude med, fordi plakaten i sig selv ikke argumenterer til andet end følelser, hvad der da også er et kendetegn ved propaganda: Det er envejskommunikation, som ikke argumenterer, men blot postulerer og forsimpler.
 
Og nu ser jeg frem til, hvordan DF vil toppe den. Jeg gætter på et dannebrog i hovedrollen …
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job