Verden er mere veganer, end du aner
I Danmark er antallet af mennesker, der forsager animalske produkter 100 % - og dermed vinker farvel til mad, som vor mor og mormor lavede den - stigende. Men hvad er det for et menneske, der kan mønstre al den energi på grøntsager og rollen som familiens, arbejdspladsens og måske endda venneflokkens evindelige særling, der takker nej til både fredagskage, vingummier og gris på gaflen til den årlige julefrokost? Et godt bud vil være, at veganeren er feminist. Til fælles har de to, at de mener, det er alle os andre, der er noget galt med. Og måske har de ret?
af Sofie Lund Hansen
I 1995 skrev dyreaktivisten Carol J. Adams værket ”The Sexual Politicts of Eating Meat”.
Adams' feministisk-vegetariske bøger.
Bogen var medvirkende til, at mange feminister skar kødet ud af kosten og blev vegetarer. Flash forward til 2010’erne, der både er veganismens og feminismens æra. Men hvad har de to ting med hinanden at gøre?
”Animal bodies are regarded as “less-than.” They are not culturally seen as independent beings that experience pain, pleasure, and a range of emotions, and that exist in social networks.”
Sådan skriver feministen Aph Ko på det femistiske site Everyday Feminism, hvor hun slår fast, at veganisme burde være en feministisk praksis i sympati med dyrenes (manglende) rettigheder. Hun mener, at den intersektionelle feminisme – det, at enhver undertrykt gruppes kamp er lige vigtig – ikke er meget bevendt, hvis ikke den reelt medtager alle undertrykte grupper. Også ”the non-human animals”.
Men hold your horses. De ”ikke-menneskelige dyr”? Er det sidste skud på stammen af politisk korrekte termer, som feministerne har fundet på for at strække krænkelseskulturen til det yderste? Måske. Men efter #MeToo er de fleste med på, at feminisme også kan sætte dagsordenen i medierne. Og meget kunne tyde på, at veganismen bliver feminismens næste move.
Mainstream-minoriteterne
I et land som Danmark, hvor de fleste af os er opflasket på god gammeldags kost a la den, man kan finde i Karolines Kogebøger, kan det virke underligt, at det skulle være så grufuldt at hælde mælk i kaffen eller smøre sig et stykke med trestjernet salami. Men det er netop, hvad veganerne påstår.
Modsat hvad mange tror, er veganisme ikke en fancy slankekur, der handler om tarmflora og blodsukker, men derimod en livsstil, der forsøger at skåne dyrene ved ikke at spise dem eller de produkter, de er blevet holdt i fangeskab for enten at blive lavet om til eller til at producere. Det vil sige, at honning og silke også er et no-go, ligesom veganeren ikke smører sit legeme i produkter, der er blevet testet på kaniner, eller så meget som sluger er fiskeolietablet i den mørke vintertid.
Lyder det strengt og kedeligt? For at drysse lidt stjernestøv på de kogte grøntsager, så har verdens måske mest hypede par Beyoncé og Jay-Z proklameret, at de laver deres egen vegan challenge på deres sociale kanaler, hvor de vil opfordre deres fans til at komme ind i en vegan state of mind.
Herhjemme har Dyrenes Alliance siden 2017 arrangeret ”Veganerudfordringen”, hvor veganere in spe får mulighed for at prøve kræfter med plantekost og får stillet en mentor og et netværk på de sociale medier til rådighed. Tilmeldingen har i 2018 været så overvældende, at det var svært at skaffe mentorer nok til det store omfang af mentees.
Veganismen rykker altså i en mere mainstream retning, præcis som feminismen har indtaget popkulturen de sidste par år. Feminisme er både som definition, social bevægelse og akademisk felt forholdsvist diffust, forstået på den måde, at det er op til den enkelte at definere sin egen forståelse af begrebet. Og der er lige så mange feministiske lejre, som der er holdninger til twerking, ligeløn og forskellen på mænd og kvinders hjerner.
Feminisme er de seneste år blevet så mainstream, at man på nogle punkter kan tale om, at den har sejret sig selv ihjel. Er man den gammeldags revolutionerende type, er det ikke sikkert, man står med hænderne over hovedet, når Beyoncé danser foran ordet feminist bøjet i glitrende neon, mens Nestlé og Coca-Cola fejrer 8. marts med dollartegn i øjnene.
Selvom det ser flot ud, var det langt fra alle feminister, der blev glade for Beyoncés politiske statement. Det var ellers med til at gøre feminismen mainstream.
Veganisme er også så småt ved at blive et buzz i de kredse, der tænker på penge, og antallet af veganske udbud på restauranter og i supermarkederne er i voldsom vækst.
Men mainstream eller ej, så er det – for veganeren som for feministen – en del af selvforståelsen, at man er opponent mod resten af samfundet. Er du veganer, så har du som én af de få gennemskuet hykleriet i vores forhold til dyr, alt imens ens familie gnaver kyllingelår med den ene hånd og klapper labradoren med den højre. Og når du forsøger at få dem til at se en dokumentar om, hvordan det egentlig foregår i en grisestald, så slår de over på ”Kender du typen”.
Og så bliver du til typen, der lider af det, den veganske psykolog Clare Mann kalder for vystopi (vegan + dystopi). En tilstand hos veganere, der oplever en udpræget ”angst for, at dyr systematisk mishandles, at vores verden er på vej til at bryde sammen, og at ikke-veganere vender det døve øre til det hele”, som Mann udtaler til Berlingske.
Derfor er det ikke underligt, at mange veganere også benytter sig af et eksternt netværk i form af Facebookgrupper som ”Alting vegansk”, ”Vegansk mad” og ”Vegansk livsfilosofi”, der dagligt stiger i medlemmer. I dette såkaldte veganske safe space kan man stille ligesindede spørgsmål, og man kan søge moralsk opbakning hos medsammensvorne, når man endnu engang er blevet inviteret til julefrokost hos familien ”og der ikke var andet end lig på bordet”.
Hvorfor taler veganisme særligt til kvinder?
Der findes ikke noget entydigt svar på, hvorfor netop kvinder oftere spiser vegansk end mænd. Men én af de grunde, der ligger lige for, er, at vores kultur forbinder protein og kød med det maskuline ideal (tænk her på jagt og bodybuilding) og salat og frugt med det feminine (tænk her på slankekure og juice-detox).
Mere interessant bliver det, når man ser nærmere på dyreaktivisternes retorik. Hos organisationer som Anima og PETA finder man en eksplicit brug af ord som ’voldtægt’, ’tvang’, og ’mishandling’, når de ønsker at dekonstruere kød- og mælkeindustriens metoder mod dyr. Det bliver her også understreget, at kød-, mælk- og ægindustrien udgøres af hundyr.
Når malkekoens liv skal illustreres, fokuseres der på, hvordan kvien først voldtages (insemineres) og senere, som nybagt mor, adskilles fra sit barn. Det forklares grundigt, hvordan og hvor længe de to kalder på hinanden gennem staldene. Og det er naturligvis ikke tilfældigt, at man her taler om mødre og børn i stedet for køer og kalve, når man skal penetrere det menneskelige moderhjerte med sin patos-appel.
Og så er vi tilbage til Carol J. Adams og hele det kønspolitiske i det at spise kød. Siden den første udgave af Adams' feministiske bidrag til dyreaktivismen udkom i 90'erne, har hun bevæget sig fra vegetarisme til veganisme og forklarer det med henvisning til begrebet 'feminized protein', som "...is taken from living female animals, whose reproductive capacity is manipulated for human needs. The unique situation of domesticated female animals required its own term: a sexual slavery with chickens in battery cages and dairy cows hooked up to milking machines.”
Her sammenlignes udviklingen af den moderne fødevareindustri med et af de mørkeste kapitler i menneskets historie; slaveriet. Denne betoning af det seksuelle og kvindelige motiv i vores udnyttelse af dyr bruges også af den radikale, men også meget profilerede dyreaktivist Gary Yourofsky.
I sin tale for omvendelse til veganisme henvender han sig også direkte til modtageren med ordene: ”Is bestiality weird to anybody? Doing sexual things with animals, you – my meat, dairy and egg loving friends – you engage in carnivorous beastiality on a daily basis. [..] you eat things coming out af a hen’s ass, you shove things into a turkeys ass, you eat legs, breasts and thighs, and then you pay somebody else to sexually molest a cow.”
(Start fra 45.00.)
Her trykkes der altså helt åbenlyst på de knapper, der skal pervertere vores hidtil uskyldige forhold til kylling i flødesovs gennem afskårne bryster, voldtægt og modermælk. For én ting er ikke at kende til vilkårene, noget andet er være ligeglad. Har man erkendt, at man med sine vaner deltager i et overgreb og et seksuelt slaveri, bliver man nødt til at ændre sin adfærd.
Og apropos seksuelt slaveri; det er vel egentlig kun holocaust, der kan være med i den liga. Men også holocaust bruges i den veganske diskurs. ”To the animals, all people are nazis”, siger Yourofsky i én af sine berømte taler.
I et meget delt interview fra israelsk TV bliver han spurgt, om han ikke kan forstå, at folk – særligt jøder – fornærmes over, at han sammenligner dyrenes vilkår med holocaust. Til det svarer Yourofsky, der selv er af jødisk afstamning, at han er fornærmet over, at nogen hævder menneskenes holocaust over det oprindelige holocaust; dyrenes. Og hvad skal man sige til det?
Journalisten valgte her at spørge, om Yourofsky ikke kunne forstå, at der også var mange, der syntes, han var arrogant. At det var som om, han syntes, han var bedre end alle andre. Uforfærdet svarede Yorofsky: ”I know it comes as a shock to all the meat, dairy and egg-eaters around the world. But vegans are more ethical than they are, hands down. Just as a person who doesn’t rape is more ethical than a person who does rape."
Carol J. Adams beskriver den veganske feminisme som en indstilling "[which is ] always a question of now. Knowing what I know, now what will I do?"
De veganske og feministiske aktivister er altså ikke bange for at bruge store ord og vil hellere råbe holocaust, slaveri eller voldtægt én gang for meget end én gang for lidt i deres kamp for, at omverdenen indser, hvad deres adfærd medfører. "It comes with an insistence! “Pay attention!” Pay attention, now”, som Adams siger.
Det, der virkelig kan gøre dem bange, er, når dem i den anden ende tavst trækker på skuldrene og slår over på en anden kanal.
